Kærlighed har mange former

image

En af dem jeg dyrker særlig meget disse uger, er strikkede lunende uld-tøj til min mindste skat. Hver lille pause der ikke er fyldt med vasketøj, forberedelse af aftensmaden eller små kroppe der gerne vil låne min favn, sidder jeg derfor med mit strikke tøj i hænderne. Elsker den måde at vise kærlighed på når nu efteråret så småt begynder at vise sit sande jeg.

Kender du i øvrigt fordelene ved at klæde børn og babyer i uld? Ellers vil jeg anbefale dig at undersøge det nærmere. Uld hjælper dem med at regulere temperaturen og hvis de sveder, eksempelvis mens de sover bliver uldtøj ikke vådt og koldt på samme måde som bomuld. Det er altså perfekt påklædning til en aktiv kravle baby der bruger en stor del af sin tid på gulvet:)

Engang er det mig

image

Vi er på biblioteket, børnene og jeg. Twilight på 5 år læser bog for lillesøster på 6 måneder. Jeg læser for de store mens lillesøster leger på gulvet og lader hele biblioteket vide at hun har fundet sin stemme. De store har konflikt optrapning, jeg lytter med, men de klarer den uden indblanding. Jeg “læser” røre-bog med lillesøster, der helst bare vil smage på herlighederne. De store finder bøger i mængder og snart fylder vi et helt bord. Lynild på 4 år sidder ved børnecomputeren og opdaterer os hver 15 sek om de nyeste udviklinger i hans “farve-dyrs-tegning”.

Pludselig kan jeg høre nogen tale om os. Jeg kigger op og ser en bedstemor-lignende kvinde kommentere til bibliotekaren at det ser hyggeligt ud, hun nikker bekræftende. Jeg smiler og kigger væk. Jeg tror ikke de opdagede at jeg så dem.

Pludselig betragter jeg os udefra – det ser liså hyggeligt og småbørns-kaos agtigt ud, som det er. Og jeg bliver sørgmodig. Engang er det mig der sender lange øjne efter mødre der sidder med deres små børn omkring sig. Mig der længes efter at kunne stikke næsen dybt ned i blødt børnehår og dufte dem.

Og så trykker jeg dem extra hårdt ind til mig og nyder nuet lidt extra. Betragter dem mens de kommunikerer og oplever. Snuser dybt og håber at jeg kan huske de små detaljer. En lille hånd mod bogen. En søster der læser højt med stor indlevelse. Min store dreng der fordyber sig i en bog. Det er det eneste jeg har; nuet.

Sommerferie tur/retur

IMG_9804

Børnene leger skovtur i det høje græs med nye venner

Så sluttede sommerferien også herhjemme. Den har ellers været lang og varm. Efter et par uger med familie og camping fulgte vi solen til Sverige, til fordel for Frankrig, hvor det regnede og var koldt i følge dmi´s prognoser. Der nød vi 14 skønne dage uden internet og telefon. Kun med hinanden, sol, badesøer og nye venner.

Igår betragtede jeg Lynild sidde og stirre ud i luften hvorefter han spurgte “Hvorfor har vi ikke nogen sø her?”. Hans far svarede: “Vi har jo fjorden – det er jo lidt som en sø”. Men Lynild var ikke tilfreds: “men jeg ønsker mig en sø der er varm og hvor der er en rutchebane” (læs: som i Sverige). Vi er ikke i tvivl, både børn og voksne har haft den måske mest børnevenlige og hyggelige familieferie ever, selv lillesøster på 6 måneder nød idyliske Sverige. Og endnu engang blev vi bekræftet i hvor genialt og fleksiblet det er at campere (i telt) – ingen bookede lejligheder eller dyre flybiletter til en destination med regnvejr – men total fleksibilitet og frihed.

Hun vil aldrig vide

image

Hun vil aldrig vide hvilken følelse jeg får indeni når jeg kigger på hende, Hvor mange gange jeg har talt hendes tæer og hvor mange kys hendes små kinder har fået – men jeg håber at hun vil opleve en dyb tryghed i at jeg elsker hende, ligemeget hvad/hvor og hvordan.

Hun vil aldrig vide at jeg kommer til hende så snart jeg høre hende græde, Hvor mange kilometer jeg har båret hende fordi hun ikke vil barnevognen, eller at jeg aldrig overlod hende til en anden uden at have et halvt øje og et øre på hende – men jeg håber hun vil opleve en dyb tryghed i at jeg vil lytte til hvad hun forsøger at sige mig, gøre mit bedste for at forstå og møde hendes behov.

Hun vil aldrig vide hvor meget jeg har kæmpet for at få amningen til at fungere, hvor meget jeg græd da hun stoppede med at spise og lå mat og indvendingsløs i mine arme eller hvor usikker jeg var på fremskridt da vi begyndte at finde vores vej gennem det – men jeg håber at hun aldrig vil tvivle på at jeg vil kæmpe for hende, gå til enderne af min tålmodighed, stædighed og overskud for at hun skal trives bedst muligt.

Hun vil aldrig vide præcis hvor meget jeg nyder at være hendes mor, hvor meget glæde og energi det fylder mig med at være sammen med hende, hvordan bare synet af hendes små fødder, hænder, elastikker og krøller får mig til at smile – men jeg håber hun vil vide at i mine øjne er hun noget særligt.

Hun vil aldrig vide hvor mange timer jeg har vugget hendes barnevogn, hvor mange gange jeg har sunget og nynnet den samme vuggevise eller hvor mange gange jeg har siddet i soveværelsets mørke og vugget hendes lille lift – men jeg håber at hun vil vide at selvom hun skal lære noget nyt, noget hun ikke kan lide, så vil jeg gøre mit bedste for at hjælpe hende og guide hende mens hun møder nye udfordringer.

Hun vil aldrig vide hvordan mit ansigt lyser af stolthed når jeg viser hende frem, at jeg nyder at dele hende med familie og venner og hvor ofte jeg har lyst til at poste billeder af hende, så hele verden kan se hvor skøn hun er – men jeg håber hun vil opleve sig rank i ryggen, at hun vil møde verden med løftet pande og vished om at hun er fantastisk.

Hun vil aldrig vide at jeg gav op, at jeg ønskede hende langt væk, at jeg fortrød, gav hende i armene på Mande og ønskede at glemme alt om hende og alle hendes behov et par timer mens jeg sov – men jeg håber at hun vil være tryg ved at jeg ikke er hendes alt, at hun vil være tryg ved at lade andre vigtige personer komme ind i hendes liv.

Hun vil aldrig vide at jeg ikke slog til, at jeg ikke forstod hende, blev frustreret og magtesløs, travede vred frem og tilbage med hende i armnene mens hun skreg – men jeg håber hun vil opleve at det er okay ikke at være perfekt, ikke at kunne det hele og ikke altid være nok.

En autoritetstro mors bekendelser

IMG_9230Vi kørte bil, hun vågnede og skreg – var 4 måneder. Jeg prøvede alt; sut, doo-doo, legetøj, holde hånd, øjenkontakt, stofble og det blev kun værre. Så stoppede vi – hun kunne trøstes, men begyndte forfra da jeg foreslog amning, heldigvis kunne hun trøstes igen og jeg kunne så lettet konstatere at det bare var en ren ble hun havde brug for. Det kunne vi jo nemt klare. Hun afslog mit “sikkerhedstjek” på om hun var sulten – fair nok – og vi kørte videre.

Mande slog forbi McD – fordi han kunne – og forsynede bilen med milkshake. Og så begyndte vi forfra, lillesøster skreg og jeg prøvede ALT; sut, doo-doo, legetøj, holde hånd, øjenkontakt, stofble, sang, radio, vugge autostolen, slukke for al larmen – ALT. Men det var først da jeg dyppede min finger i Twilights milkshake og proppede den i munden på lillesøster at der blev ro – HELT ro. Og sammen med roen sænkede den dårlige samvittighed sig – for hvad indeholder sådan en milkshake fra McD egentlig? – helt klart en del ting jeg ikke burde give min baby i munden…

Og et eller andet lille sted er det lidt en rammende beskrivelse af, hvordan det der med at kaste et tredje barn ind i vores familie er, anderledes ukorrekt, fyldt af pragmatiske løsninger og en sær kombination af dårlig samvittighed og sejer over at mit kontrollerende jeg må løsne taget lidt.

Så herhjemme sover baby på siden hvis det er det der skal til, hun fik grød før hun blev 4 måneder fordi hun var klar, hun sover klods op af mig i dobbeltsengen fordi hun alligevel bliver ammet der mens vi begge sover, bliver vugget i søvn fordi det virker, og klatsover nogengange en hel dag igennem. Vi har brugt fire måneder for at finde noget der minder om en rytme, brugt liså lang tid på at lære at sove i barnevogn, hun bliver mast når hun sidder i viklen mens jeg løfter en skrigende storebror ud af børnehaven og jeg lokker ham med, at hvis han “går med hjem uden at græde” får han et bolche. Og jeg er blevet hende der moderen på den anden side af vejen der sorgløst jonglere med flere børn og “tilsyneladende har glemt at sundhedsstyrelsen anbefaler….”

Til døden os skiller…

lidt bryllupsbillederSnakkede med et kærestepar for lidt tid siden om blev helt nostalgisk ved tanken om hvordan det hele startede for os.

Vi var barndomskærester – eller hvad det nu hedder når man som 10 årig får en lille lap papir stukket i hånden hvor der står “skal vi komme sammen” og man svarer “ja”. Men det varede ikke mere end 14 dage og så gik der 7 år før vores veje igen krydsede. Jeg var blevet leder for noget frivilligt skolearbejde på det gymnasium jeg gik på, skrev en mail til hovedkontoret og fik en mail tilbage “mvh. Morten Iversen”.

Jeg kan huske vores første møde. At jeg overvejede hvordan jeg skulle have mit hår og besluttede at det nok var bedst at have det hængende. At jeg havde svært ved ikke at smile og at jeg sad og spise et grønt æble mens vi sad og snakkede. Det var hyggeligt, han var behagelig, venlig og nem at være sammen med. Det er han nemlig – behageligt selskab, god til at få mennesker til at føle sig godt tilpas.

Vi mailede frem om tilbage – delte tanker om stort og småt. Blev gode venner. Det var lidt “hånd i handske” agtigt. Vi passede godt sammen, kemien var god. Han gjorde mig glad – han blev mit solskin med hans milde og positive sind. Men han var ikke noget for mig. Han var for vild, humoristisk og flippet. Det fortalte jeg ham flere gange når han gjorde det klart hvad han synes om “os to”.

Jeg var også forelsket i en anden, en jeg troede passede bedre til mit billede af hvem jeg havde brug for. Og det var først da det brat gik op for mig at det var en illusion og ikke et menneske jeg var forelsket i, at jeg fattede at jeg var ved at miste min bedste ven.

Derefter fulgte nogle ubehagelige måneder med fortrydelser, tvivl og håb. Og det var først da vi gik vedsiden af hinanden og jeg kunne mærke benene ryste under ham, at jeg vidste at han ville spørge mig igen “skal vi komme sammen?” – eller næsten. Det var også hans rystende ben der røbede ham, da han ville fri til mig. Sjovt nok rystede de slet ikke da vi sagde “ja” foran præsten.

Han er stadig vild og humoristisk – men det er noget af det jeg nu elsker aller mest ved ham. Han er mit solskin, min bedste ven og det menneske jeg er aller mest tryg ved; loyal og karaktérstærk som få. Jeg er forblændet af dig Morten Iversen – og simpelthen så stolt af at være gift med dig. 8 år idag – snart 10 år siden mit andet ja til dig – snart 19 år siden mit første. Elsker at elske dig<3<3

Den største gave

Måske er den største gave hjemmelivet har givet mig; oplevelsen af ejerskab og af at være ekspert i mine unger. Et eller andet sted var det ret trygt at levere min lille pige til hendes dagplejemor, for hun vidste tydeligvis hvad hun havde gang i – og det gjorde jeg altså ikke altid! Og i børnehaven formåede de at sikre at børnene havde en fest – at de blev stimuleret på alle tangenter -og jeg kunne jo umuligt tilbyde det samme.

Men efter sådan en dag som idag, hvor jeg har været alene fra kl 8 til putning med alle tre unger, så føler jeg mig virkelig kompetent. Jeg har lært noget af at være hjemme med dem. Jeg er ikke i tvivl – jeg VED hvad de har brug for. Jeg ved hvad der er for lidt og hvad der er for meget stimulans og aktivitet. Jeg ved hvad der er den rette mængde mad, hvor mange gange det er fair at bede dem gå på toilettet. Jeg kan irettesætte dem så de forstår det på en god måde (for det meste) og jeg kan skabe en god dag for os alle fire (selvom det godt kan give sved på panden).

Jeg kan jonglere mellem at vugge barnevogn, puste på fingde der er blevet klemt, løse konflikter, lytte til tunge ord, skifte eksplotionsbleer, vende sindsstemninger, dele kram og søde ord, skabe stilhed til at amme, finde på fis og ballade, forlænge tålmodighed og skabe små øjeblikke med nærhed. Jeg ved aldrig helt hvad næste øjeblik vil bringe – for børn er ikke robotter, men ingen kan forudsige det bedre end mig. Ingen er mere kompetent til mine unger end jeg er.

For 2 år siden kunne jeg ikke hvad jeg kan idag. For 2 år siden ville en hel hel dag alene med 3 børn have lydt skræmmende i mine ører. Idag har jeg nydt dem, grint fra hjertet flere gange, været vred et par minutter, slappet af, haft travlt, været praktisk, været nærværende, bekymret mig, været spontan/kreativ og elsket dem over ende. Og jeg har haft følelsen af at “det her det kan jeg – jeg er den bedste til mine børn – vi er gode sammen”.