Set med en andens øjne: Mine yndlings-tips til en hverdag med små børn (2)

Gæste blog-indlæg fra min veninde Kirstine. Kirstine er gift og mor til tre, hun blogger her: http://www.learnerbyheart.com/. Dette er anden del, find første del via søgefeltet. Nyd hende:)

Mine unger er 1, 3 og 5 år gamle. Det har altid være min drøm og bøn at få en bunke børn, og få dem tæt, og nu har jeg sandelig fået, hvad jeg bad om. 😉
Jeg var i udganspunktet ikke særlig erfaren eller fantastisk god til børn. Så jeg har måtte lære det hen af vejen. En god hjælp for mig, har været tips og tricks til at snakke med børn og få dem til at snakke. Og tips og tricks til at komme igennem hverdagen på en god måde. De virker ikke hver gang. Men nogengange virker de, og så er det fantastisk. Jeg giver dig her mine yndlings-tips:
Tip nummer 4: Giv dem i fantasien, hvad du ikke kan give dem i virkeligheden.
“Mor? Hvornår skal vi til Florida?” Hm… Det ærlige, ligefremme, voksne svar er “Det skal vi nok ikke. Beklager skat.” Men et tip, der har hjulpet mig flere gange, er at lave en leg ud af det, og drømme med i stedet for at tale så meget om alt det, der ikke kan lade sig gøre. “Åhr, kunne det ikke være sjovt, hvis vi havde en flyver i baghaven?? Så kunne vi bare flyve til Florida hver weekend!!” Det kan der komme en hyggelig fantasi-leg ud af, istedet for en træls samtale om at rejser er dyre, der er 45 grader i Florida for tiden, far vil hellere på ski og vi har sikkert ikke råd til nogen af delene, når det kommer til stykket.
Tip nummer 5: Vær omhyggelig med at notere deres fødselsdagsønsker. 😉
Min 5-årige har meget nemt ved at finde ting i butikker, han gerne vil have. Hans kammerater har også rigtig mange fine ting, som han fortæller om. (Her vil jeg egentlig gerne indskyde, at Anders på grøn stues forældre ikke behøver fortælle lille Anders, hans cykel har kostet 1.000 kr. Det er åbenlyst steget drengen til hovedet. Nå, det var et sidespring.) Indimellem taler vi om, at sådan en dims koster mange penge. Men for det meste lytter jeg, og lader ham vide, jeg har noteret det: “Ja, det er godt nok en sej bil. Ønsker du dig sådan en til din fødselsdag? Det skal jeg nok huske.” Tre minutter senere er bilen ofte glemt. Og hvis han nævner en særlig ting mange gange, så husker jeg den nok også til hans fødselsdag.
Tip nummer 6: Vær ikke bange for at sætte ord på de svære følelser.
Jeg vil så gerne have mine børn er taknemmelige og positive. Derfor kan det være nærliggende kun at tale om de gode ting og fokusere på alt det glade – jeg vil jo gerne være et godt forbillede, ikke? Men livet er jo både rart og svært. Søskende ER dejlige, men de kan også være trælse. Og børn er glade, men indimellem er de også vrede og frustrerede og kede af det. Jeg vil af natur helst ikke fokusere for meget på problemerne. Jeg kan dog efterhånden godt se, mine børn har brug for, at jeg som voksen sætter ord på de svære ting også. “Det er godt nok træls når lillebror ødelægger dit Lego, hva’? Det kan jeg godt forstå du er ked af.” Eller “Det er ikke altid helt nemt at være storebror, hva’? Nogengange er de små sjove at lege med, og nogengange ville det bare være dejligt, de ikke var der hele tiden.”
En klog dame opmunterede mig engang til også at gøre det med helt små børn – selvom de slet ikke har sprog til at give dig ret: “Åh, lå du lige i barnevognen, og så vågnede du, og så var der ikke nogen? Det var du ked af, ja. Nu er mor kommet.” Det gælder også de rigtig svære ting: Min ene søn er adopteret og selvom han langtfra er gammel til nok selv at sætte ord på det, han har oplevet, øver jeg mig allerede i at gøre det sammen med ham. Jeg fortæller ham hans historie, også selvom den ikke kun er lyserød.
Når jeg er ved at bakke ud af det, gentager jeg for mig selv: “Only when the bad feelings come out, the good feelings can come out too.” Vi tager trykket af kedlen, ved at sætte ord på de svære ting. Vi forstærker ikke det svære, vi tager brodden af.
Tip nummer 7: Er barnet kørt fast i at være sur, så træk den humoristiske nødbremse.
I børnehave-alderen (det er 3-5 år for dem, der har ungerne hjemme (red.)) kan der være dage, hvor barnet går i ring i et dårligt humør. Been there!! Hvis man har forsøgt med empati, og valgmuligheder og yndlingsaktiviteterne, og barnet bare er SUR SUR SUR – så fik vi et tip, jeg har sat stor pris på: Ryst det ud af barnet. Min mand tager drengen, vender ham på hovedet og siger ting som “åhr, der er godt nok meget sur indeni dig i dag. Ryste ryste ryste, skal vi se om vi kan få det ud?” Inden længe bryder han ud i latter, og har nemmere ved at bryde gængen. Hvis han virkelig er frustreret over noget, så hjælper det ikke. Men nogengange, er det bare somom barnet er kørt fast i mudder, og ikke kan komme op af hullet. En kildetur kan også hjælpe.
Jeg har hørt / læst hundrede-vis af tips, og det her er nogen af dem, jeg er endt med at bruge jævnligt. Måske er der en enkelt eller to du kan bruge? Føl dig fri til at glemme resten. 🙂

 

Reklamer

Set med en andens øjne: Mine yndlings-tips til en hverdag med små børn (1)

Gæste blog-indlæg fra min veninde Kirstine. Kirstine er gift og mor til tre, hun blogger her: http://www.learnerbyheart.com/. Nyd hende:)

Mine unger er 1, 3 og 5 år gamle. Det har altid være min drøm og bøn at få en bunke børn, og få dem tæt, og nu har jeg sandelig fået, hvad jeg bad om. 😉
Jeg var i udganspunktet ikke særlig erfaren eller fantastisk god til børn. Så jeg har måtte lære det hen af vejen. En god hjælp for mig, har været tips og tricks til at snakke med børn og få dem til at snakke. Og tips og tricks til at komme igennem hverdagen på en god måde. De virker ikke hver gang. Men nogengange virker de, og så er det fantastisk. Jeg giver dig her mine yndlings-tips:
Tip nummer 1: Lær barnet begrebet “Færdig” helt fra lille.
Helt fra puslebordet kan man markere, at nu er vi færdige. Jeg siger det altid i samme muntre tonefald, så det nærmest er som en klokke, der ringer. Man kan også samtidig vise det med et tegn: Vi drejer hænderne i luften. Hvis barnet først har den kode i hovedet: Når signalet lyder, er vi færdige. Så kan det lette i mange trælse situationer, der bare skal overståes: Hvis barnet ikke kan lide at få børstet tænder. Eller hvis man skal have penincilin, og det er ubehageligt. Når man endelig kan sige “færdig!” – så holder barnet ofte op med at græde med det samme. Der behøver ikke gå ti sekunder, hvor de stadig protesterer, fordi de endnu ikke har forstået, det er overstået. Jeg eeelsker ro, så det er guld værd. “Færdig!”
Tip nummer 2: Giv valgmuligheder – noget barnet selv kan vælge imellem, hvor A og B er lige godt for dig.
Børn elsker (som voksne) at have lov at have indflydelse på deres eget liv. Det betyder ikke de skal styre showet, men mange ting kan de godt få lov at vælge imellem. Allerede omkring 1,5 / 2 års alderen kan børn få valgmuligheder. “Vil du sidde på trappen eller på bænken og få sko på?”, “Vil du holde mig i hånden eller gå lige ved siden af mig?” “Vil du have den grønne eller blå hue på idag?” “Hvad vil du først – have jakke eller sko på?” Det er fantastisk at høre den lille general brøle: “SKO!” – somom de netop har fået lov at kommandere lidt med mor. Og så kommer skoene på. Den variant, jeg nok har brugt flest gange er: “Vil du komme selv, eller skal jeg hente dig?” Nogen gange vælger barnet at komme. Andre gange henter jeg. Begge er ok, og kan gennemføres uden mor bliver sur.
Når barnet bliver lidt større kan man også give valgmuligheder omkring acceptabel opførsel: “Vil du køre stille med indkøbsvognen eller skal jeg stille den på plads?” “Vil du holde fast i klapvognen når vi går, eller vil du op at sidde?” Nogen lange lærer de hurtigt, at hvis jeg skal beholde indkøbsvognen, skal jeg køre pænt. Andre gange må man tage ‘turen’ en gang eller to, før de forstår det. Undskyld til alle der var i Netto, den dag jeg konfiskerede hans vogn. Nu har han lært at køre pænt.
Tip nummer 3: Gentag det barnet siger, så de ved de er hørt og forstået.
Alle børn har en periode, hvor der er flere ord i hovedet end i munden. Den falder ofte sammen med den tid, hvor de begynder at få lyst til en masse ting – også videospil, slik, kiks og leg i haven, som man ikke kan sige ja til hver gang de spørger. Det kan udøse et mindre anfald at få et nej, og det er ok. Men det hjælper at vide mor i det mindste har hørt og forstået det jeg sagde. Eksempel: Min to-årige eeeelsker at se video-film. Han hiver mig i ærmet, trækker mig hen til skærmen, peger og siger “Ge?” [SE?] Det korte svar er “Nej.” Eller “Nej skat, ikke nu, vi skal spise.” Eller afledningen: “Nej skat. Skal vi lege med klodser?” Og han kan blive flere varianter af stiktosset eller ulykkelig over sådan et svar. Min erfaring er, det hjælper ham, hvis jeg siger: “Vil du gerne se videofilm?” (Stort smil og ja!) “Det er hyggeligt at se videofilm. Vi skal ikke se videofilm nu. Vi skal spise. Vil du hjælpe mig med at dække bord?” Det hjælper på lillemandens frustrationer, at han i det mindste ved, jeg har forstået.

Set med en andens øjne: Far, mor og børn for begyndere

Hvordan kommer den ud? Jo, ser du…

Dette er det andet indlæg skrevet af en gæsteskribent. Kirstine er gift og mor til tre, hun blogger her: http://www.learnerbyheart.com/. Nyd hende:)

Da jeg var barn, stillede jeg konstant spørgsmål. Jeg har mange minder, hvor jeg kører i bil med min far, ser tv med mine forældre eller lytter til de voksnes snak og spørger: Hvad er det? Hvorfor det? Hvordan det? Mine forældre gav mig altid en rigtig forklaring, og jeg er stadig nysgerrig – mange år senere.
Nu er jeg så selv blevet mor, og strømmen af spørgsmål er nu rettet mod mig. Samtidig har jeg et eller andet sted læst, at man som forælder kan (og bør) være ærlig om alt, man skal blot forklare det på et alderspassende niveau. I princippet er der altså intet i vejen for at forklare alt for en 3-årig, 5-årig, en skolepige, en tween og en teenager. Hver på deres niveau kan de få klar besked om alt fra politik, penge, piger og drenge, empati, Gud, adoption, skabelse, død, og slankekure. Og hvordan babyer bliver til. Ahrmm…
Da min knægt var 2 år ventede vi hans lillebror. Lillebror er adopteret, så der var ingen mave at kigge på og mærke. Men vi vidste, at sønnikes liv var på vej til at blive forandret for altid, så vi måtte forberede ham. Han sad tit for bord-enden og solede sig i sine forældre og sagde: “Mor, Far, William!” Så jeg tog ham jævnligt på skødet og tegnede “Mor, Far, William – og Lillebror.” I starten rystede han på hovedet – sikke noget fjollet noget. Men efterhånden accepterede han det – der skulle en baby med på tegningerne.
Dagen kom og vi skulle møde lillebror for første gang. Jeg tog den nybagte storebror på armen og førte ham ind i rummet. Og sandelig – han pegede på den lille bylt og udbrød: “Lillebror!” Og så pegede han på kaffebordet og sagde med nøjagtig samme begejstring: “Chokoladekiks!” … Nå ja, fair nok. Knægten fik sin chokoladekiks, og jeg havde noget at skrive i Barnets Bog.
Da lillesøster var på vej, var drengen blevet 4 år og meget mere bevidst. Jeg tog derfor på biblioteket og bladrede gennem sektionen med bøger om “Mor har en baby i maven.” “Hvordan blev jeg til.” osv. Jeg lavede på stedet en grov sortering – nogen af dem var simpelthen for detaljerede og foto-illustrerede – både omkring hvordan babyer kommer ind og hvordan babyer kommer ud (hvis I forstår). Men jeg lånte en håndfuld bøger med hjem, og vi begyndte at læse dem.
Jeg tvang mig selv til at være helt naturlig i stemmen og læste de første sider om drenge og piger, mænd og kvinder, hvordan vi ser ud forneden, udveksling af kropsvæsker og hvad har vi. Knægten blev dog først fanget af historien, da sædcellerne begyndte at svømme om kap mod ægget – det var noget han kunne forstå. Vi læste bøgerne igennem mange gange, og hver gang bladrede han hurtigt forbi de første sider, og bad om at få kapløbet gengivet. Det passede mig fint – skal vi sige det sådan.
Når han spurgte til hvordan babyen kom ud af maven, holdt jeg fast i den forklaring, jeg mente var passende for hans alder: “Babyen bestemmer selv hvornår den vil ud. Så tager man ind på hospitalet, og så siger det BUP! – og babyen kommer ud.” Flere detaljer var vist ikke nødvendigt.
Vi spoler frem, og det var nu 7 måneder siden babyen kom ud, og bøgerne var for længst afleveret igen på biblioteket.  Det var en tidlig morgen og vi havde endnu engang fået alle tre børn i flyverdragter og mast dem ind på bagsædet af skodaen. Mens vi søvnigt kørte den daglige morgen-runde kom det pludselig fra bagsædet:
“Hvordan kommer de egentlig fra den ene mave til den anden?” Vi tøvede et øjeblik. “Hvad for nogle mener du? Babyer? Babyer har kun været inde i én mave.” “Nej nej, hvordan kommer de fra den ene mave til den anden? De der små nogen der svømmer om kap? Dem der bestemmer om det bliver en dreng eller en pige?”
… Godmorgen Far og Mor. Klokken er ikke engang rundet 8:00, og I er lige blevet bedt om at forklare sædcellernes gang fra mand til kvinde.
“Det er en hemmelighed!” – kom det fra min mand, der tydeligvis ikke havde læst, at alt kan forklares for en 4-årig. “Eiii, hvorfor deeeet?” kom det ærgerligt fra den nysgerrige søn på bagsædet. “Neeej, det er ikke nogen hemmelighed,” brød jeg ind med min bedste Far-driller-bare-og-vi-er-helt-enige-om-det-her-stemme. “Det… Det er sådan et specielt knus uden tøj på. Så kan de lige svømme fra den ene over i den anden mave. Sådan BUP!” forsøgte jeg.
Det viste sig senere knægten slet ikke var interesseret i mekanikken, han ville bare gerne vide om de kom ud af navlen eller hvordan. Og det er da fair nok at spørge om. Når man er 4 år.

Set med en andens øjne: Jeg – en mor uden interesse for mad

Når grøden er grøn tager jeg mange billeder - så får min datter nogle dejlige minder om en sund fiberrig barndom. 😉

Dette er det første indlæg skrevet af en gæsteskribent. Kirstine er gift og mor til tre, hun blogger her: http://www.learnerbyheart.com/. Nyd hende:)

For nylig talte jeg med en antropolog der studerede nybagte forældres familiedannelse. Noget af det, der overraskede hende, var hvor tårnhøje standarder mødrene satte for sig selv i forhold til sund og rigtig kost til ungerne. Hun kunne bedst beskrive det som moralsk: Der var nogle helt klare normer om sund mad, økologi, vitaminer, amning, søde sager osv. Jeg kunne kun bekræfte det udfra min egen mødregruppe, hvor der bliver talt meget om (sund) mad. Og om børnetøj. Nuttet-på-den-fede-måde-børnetøj,-der-holder-formen-i-vask velogmærke. Jeg gør dog mit for, at der også bliver talt om andre ting i den mødregruppe – mildest talt.
Jeg tænker nogle gange at mit liv som mor til tre ville være mere lykkeligt, hvis jeg kunne erhverve mig en interesse for tøj og mad. For uanset om jeg gider eller ej går ufattelig meget af dagens tid med én af de to aktiviteter. Især mens ungerne er helt små! Der er altid tøj de er vokset ud af, tøj de mangler, tøj der er beskidt og lånetøj der skal sorteres. Ikke at jeg er træt af at låne og få tøj – bestemt nej. Hvis jeg også skulle bruge en formue på skidtet, ville jeg da først blive træt af det!

Yes - han er klar.

Men jeg kan ikke (og tro mig, jeg har forsøgt) deltage i en samtale på mere end to-tre udvekslinger om børnetøj. Og ej heller om mad. Jo, hvis jeg kan hjælpe en nybagt mor med lidt tips og tricks om, hvordan man springer over hvor gærdet er lavest, så jo. For jeg er en mester i at springe over hvor gærdet er lavest når det gælder mad. Jeg kunne skrive en kogebog og kalde den Mad Hvor Gærdet er Lavest. Men det kommer jeg aldrig til, for jeg synes kogebøger er aldeles uinteressante. Sorry!
Problemet er nok, at jeg bare ikke kan mærke kærligheden strømme, når jeg står over gryderne. Jeg føler ikke jeg gør noget for ungerne, når jeg køber strømper til dem. Og så skyldes det nok også, at jeg slet og ret går op i andre ting. Og det må vel også være legalt. … Ikke? … Please? Jeg kan nemlig godt komme i tvivl om jeg er den såkaldt “dårlige mor”, når jeg ikke går synderligt op i hvad ungerne spiser. Misforstå mig nu ikke, jeg laver mad til dem hver dag – varm mad og hvad har vi. Jeg fylder køleskabet, og der ryger også fisk, fuldkorn og diverse ind. Men hvorfor har jeg behov for at remse disse plus-ord op? Og kunne vi ikke finde andre ting (også) at være moralske omkring, når det gælder vores børn?

Min ældste fotograferet med et ægte stykke frugt. Det ser da vældig sundt ud, ikke?

Hvorfor er der regler om fisk to gange om ugen, men ingen normer for hvor meget børn skal krammes? Hvorfor går vi op i om de får d-dråber, men ikke om de kan sige tak når de får noget, eller undskyld hvis de træder nogen over tæerne? Hvorfor deler vi ikke tips og tricks om, hvad man kan lege med et spædbarn? Og hvorfor mener sundhedsplejersken virkelig det er vigtigt, at de kan spise rugbrød, når de 8 måneder? Vi er det eneste folkefærd på planeten, der spiser det brune hårde brød, og så får vi dårlig samvittighed, hvis vi ikke kan få det i vores babyer? Dårlig samvittighed som i “jeg gør det ikke godt nok og bør forbedre mig”.
Jeg vil ærlig talt hellere udfordre mig selv på, om jeg kan blive bedre til at få min dreng til at fortælle om sin dag i børnehaven, end om jeg kan få orden på vasketøjet. Jeg har for længst givet op med vasketøjet – det vinder – men jeg giver aldrig op med knægten. Jeg vil så gerne vide om han er ked af det eller glad og hvorfor. Og jeg vil hellere snakke børneopdragelse med de andre mødre, for det er jeg meget mere i tvivl om. Hvordan gør man? Og det gør mig så godt at høre andre har haft hårde tider med en to-årig og er kommet igennem det. Og jeg vil så gerne finde ud af, om jeg kan hjælpe mine unger med at lære at lege sammen. Nogen erfaringer?
Jeg har det forresten helt fint med at andre mødre er interesserede i mad – vi har hver vores interesser, og det er dejligt. I min mødregruppe har det helt automatisk indrettet sig sådan, at de andre laver firkanten om til en trekant, når snakken går på mad eller tøj, og imens kan jeg dagdrømme, tjekke min mobil eller skifte min baby. Når emnet er uddebateret kan jeg hoppe ind i snakken igen. Det fungerer fint og jeg er glad for min mødregruppe. Men jeg tænker nogle gange, der må gå andre mødre rundt og købe færdigretter i smug, for der er virkelig mange af dem i supermarkedet, og de må da sælge nogen af dem 😉