Post holiday blues

IMG_6821Efter 6 ugers ferie spurgte Mande den sidste aften flere gange til mig; hvad jeg tænkte på og hvordan jeg havde det. Da vi til sidst lå under dynen summerede han det hele op med en undren; “Du plejer at være så ked af det når ferien slutter – snakke om alt det vi ikke nåede og det du kommer til at savne..??”

Meget sødt og lidt sjovt at han indirekte bemærkede hvordan det er helt anderledes for mig at vænne tilbage til hverdagen, når nu den ikke betyder afsavn af mine unger, et hurtigere tempo på dagene og et næsten uoverskueligt projekt med at møde samtlige af familiens medlemmer så de/jeg/vi alle har det godt.

Jeg undrede mig også selv. Tror ikke jeg før har vendt tilbage fra en lang og skøn skøn skøn sommerferie uden at slippe en eneste tåre. Men en helt fantastisk fornemmelse er det; at have en hverdag der er værd at se frem til – udfordrende ja, også trættende og udmattende ind imellem – men ikke desto mindre helt vild skøn fordi jeg har mulighed for at være mest sammen med dem jeg elsker højest:)

Tak for de søde kommentarer jeg har fået over sommeren, hvor jeg mildest talt har været fraværende. Håber sommeren har behandlet jer godt og I har haft mulighed for at nyde den med jeres kæreste.

Lignende indlæg: https://pandekagemor.wordpress.com/2013/04/01/glaeden-ved-en-god-hverdag/

Kærlighed tager tid

IMAG0292Jeg så “Amish – et simpelt liv i Guds navn” på dr1s hjemmeside den anden aften. Meget fin dokumentar om en, i mine øjne, smuk familie. Faderen i en familie med 5 børn arbejder hjemmefra 12 timer om dagen. Han beskriver omkring sin beslutning om at skifte job og blive landmand, så han har flere timer med sine børn;

“At være sammen og have del i hinandens hjerter er mere vigtigt end penge. Kærlighed tager tid. Hvis dit barn skal føle sig elsket, må du tilbringe tid med det.”

Det er faktisk en af de ting der ofte slår mig når jeg taler med mennesker. Hvor mange der ikke oplever sig elsket på trods af at de er vokset op i “gode kernefamilier” (hvad det end er), hvor mange der oplever de skal præstere, at de ikke passer ind eller at de ikke kan være sig selv i deres familie.

Kærlighed tager tid. Relationer tager tid. Og langt de fleste relationer som man ikke intentionelt investere tid ind i, de dør. Det er fint nok at mit moderhjerte er ved at springe i luften af kærlighed, men hvis jeg ikke får det fomidlet til mine unger på en måde så de kan forstå og tage imod det, så gør det ingen forskel overhovedet; de vil ikke opleve sig elsket.

Børn forstår og tager imod kærlighed på forskellige måder. Twilight forstår at jeg elsker hende når vi laver noget sammen, taler sammen, leger sammen, spiller et spil sammen, laver mad sammen. Når det kun er os to der laver noget sammen, så lever hun, så er hun glad og nem at være sammen med. Hun føler sig også elsket på andre måder, men dette er nok det primære.

Over nogle måneder havde vi svært ved at få hende med hjem fra børnehave, men efter jeg begyndte at hente hende mens lillebror sov og vi derfor havde tid sammen når vi kom hjem, så ændrede det sig stille og roligt. Nu ved hun, at hun efter nogle skønne timer i børnehave bliver hentet af en frisk mor (for jeg holder pause inden jeg henter hende) der er klar til at bruge sin fulde opmærksomhed på hende inden resten af familien kommer ind i billedet. Og hvem har egentlig ikke brug for det ind imellem; den fulde og udelte opmærksomhed fra en der elsker en – det kan ikke være for meget at forlange;)

Personlig udvikling

IMAG1032Selvom jeg betragter min “hjemmemor” tilværelse som, at jeg følger mit hjerte og på mange områder har et drømmeliv – i hvert tilfælde den slags liv der for mig er nærmest mit drømmeliv. Så tvivler jeg stadig ind imellem, nogengange sørger jeg også over det jeg mister og nogle dage er jeg også så træt af samtaler om konkrete ting, konflikter og af at lege, at jeg får ondt af mig selv. Ind imellem drømmer jeg i al hemmelighed om at være på en arbejdsplads, i det mindste ville jeg i så tilfælde kunne få lov at gå på toilettet uden at der står nogen og banker og råber “hvornår er du færdig”, “skal vi ikke spille Kitty igen” og grædende/skrigende: “Avvv – Lynild slog mig”.

Det er ikke fortrydelse det handler om – selv når det er aller mest skod vil jeg ikke bytte. Det gør bare ondt, citronen bliver presset og det er ikke skønhed der kommer ud.

Helt ærligt så synes jeg ikke jeg egner mig specielt til jobbet. Opvokset som (forkælet) enebarn så er det stadig en udfordring for mig at placere andres behov over mine egne, gøre ting som jeg ikke umiddelbart kan finde lyst til og lave trivielt praktisk arbejde. Det der med at samle andres sure sokker op hver dag, måned efter måned. Lave mad – sørge for at ungerne spiser – vaske op, 4 gange hver dag, måned efter måned. Lege rollelege (åh nej – jeg kan ikke udstå rollelege) så lidt som jeg overhovedet kan komme omkring det og finde på noget andet de også finder spændende – måned efter måned.

Det er som et tragisk-komisk paradoks. Måske var det også derfor jeg trak på smilebåndet da jeg faldt over dette citat for en tid siden:

“God will take you where you never intended to go in order to produce in you what you couldn’t achieve on your own.” -Paul David Tripp

Yes – det er mig, som ikke engang gad børn og før vi blev gift fortalte Mande, at jeg ikke var sikker på jeg ville have børn. Muligvis er det godt for børnenes følelsesmæssige udvikling at være meget hjemme. Muligvis ender de med at få et 0,2% lavere gennemsnit i folkeskolens afgangseksamen. Men én ting er sikkert -jeg bliver en anden Maria.

Kombinationen af at være fuldstændig tosset med de her unger, have lyst til at spise dem og være stolt som en pave når jeg har dem med mig, samtidig med at jeg ind imellem er ved at springe i luften af irritation, introverthed og manglende tålmodighed, får mig til hele tiden at arbejde på at være mere nærværende, mere tålmodig og mere glad.

Istedet for at magtesløshed var en sjælden gæst, så sidder den nu i lommen på mine cowboybukser og følger mig hele tiden. Bevidstheden om at læsset kan vælte “any minute”, at ungerne ved hvor alle mine røde knapper er og at de kan finde på at trykke på dem hvis de af en eller anden grund har lyst og at hvis en sky af dårligt humør skulle skylle over mig, så vil den med 100% sikkerhed sprede sig til børnene og skabe en lavine af følelser som ingen af os kan rumme.

At være hjemmemor er absolut det mest intense selvudviklingskursus jeg hidtil har deltaget i. Og jeg kan kun håbe på at det vil producere det resultat i mig, som det er tiltænkt.

Taknemlighed

image

Efter en weekend alene med børnene er det jeg har aller mest behov for en god lang gåtur ved fjorden; et øjeblik med ro, med mulighed for at be og reflektere. Når jeg kommer hjem fra sådan en gåtur kan jeg igen værdsætte de små ting. Duftende og lydende af forår, Lynilds lysende øjne når han øver et nyt trick på trampolinen og at Twilight har plukket næsten alle de vintergækker og kokos min skaldede vinterhave rummer for at give dem til hendes veninde og vores syge nabo. Føler mig som en heldig kartoffel fordi jeg er mig i mit liv. Taknemlighed.

Hvordan jeg trøster mit grædende spædbarn

Twilight svøbt og med sssh-lyd på fars mobil

Twilight var knap tre dage gammel. Vi havde gæster på vores hotelværelse på patienthotellet hvor vi tilbragte de første 5 dage som familie. Jeg stod i den fælles opholdsstue og næsten hoppede (jeg overdriver kun lidt) med mit lille spædbarn knuet ind til min krop mens hun skreg og skreg og skreg. Jeg kan huske en af jordemødrene kom og stak hovedet ind – hun må (af gode grunde) havde troet at nogen havde forladt et spædbarn derinde – men hun gik bare igen. Jeg spurgte dem hvordan man gjorde; fik en grædende baby til ro – eller bare fik en baby til at sove. De var blanke. Så tog vi hjem.

Sundhedsplejersken var liså blank. Hun informerede mig dog om, at hvis hun græd mere end 3 timer i dagen, i mere end 3 dage pr uge, i mere end tre uger, så havde hun kolik.

Det var virkelig hårdt – nok mest når jeg tænker tilbage, for i situation knoklede vi bare på. Du kan læse her hvordan mit forhold til grædende spædbørn er og hvis du lægger to og to sammen kan du nok regne ud at jeg fik fældet et par tåre, hvis ikke fordi hun græd så ubærligt højt og intenst, så af frygt for at hun ville begynde at græde lige om lidt igen:)

Under graviditeten havde vi selvfølgelig forberedt os på bedste vis. Ud over alt det praktiske havde vi gjort os tanker om hvordan vi ville berolige og skabe en tryg tilværelse for vores spædbarn. Jeg havde de sidste 3-4 måneder af graviditeten spillet det samme stykke klassiske musik for min store mave igen og igen. Tanken var at vores spædbarn ville falde til ro når det genkendte tonerne. Vi havde anskaffet os en vikle, hvilket skulle vise sig at være det bedste vi havde gjort, og så havde jeg læst flere steder at barnet ganske enkelt faldt til ro når man lagde det på kroppen og det kunne genkende duften, varmen og ens stemme. Det eneste der virkede for os, engang imellem, var viklen, det andet kunne vi godt glemme alt om. Trikket med viklen var at have den på stort set hele tiden og så proppe hende i den inden hun kom for meget op i det røde felt og så eller marchere rundt i stuen eller endnu bedre – gå en tur.

Twilight i strækviklen

I løbet af de første uger fik jeg læst et par bøger om spædbørn og søvn – og desuden googlet google tyndt. Jeg skiftede mit ideal om “den overskudsagtige mor der triller rundt med barnevognen og taber alle de extra kilo” ud med hippimoderen der svøber, slynger og sss´ser i alevighed. Vi indrettede ganske enkelt en efterligning af livmoderen hver eneste gang Twilight havde brug for det – og det virkede – vi kunne trøste vores baby!Her er lige et par links hvis en desperat forælder til et grædende spædbarn skulle læse med:

Da vi pakkede tasken inden vi skulle på hospitalet til Lynilds fødel, havde vi svøb og doo doo i tasken som det absolut vigtigste. Når jeg tænker over det giver det al mening i verden at efterligne fostertilværelsen for det lille spædbarn og dermed give det en tryg og rolig start på livet. At svøbe og slynge babyer har været praksis i århundrede over hele kloden, det er ikke “rocket science” eller en eller anden ny dille.

5 timer efter han var født.

Nåhrr ja – og hvis du tænker om det ikke giver baby dårlige vaner og om de så vil svøbes og doo-dooes til de er 5 år. Det har ikke været et problem her. De er selv vokset fra det, helt uden afvænning fra vores side – så jeg er 100% tilfreds. Som afslutning kan jeg fortælle at vi i en anden anledning havde Twilight hos en kiropraktor da hun var 15 måneder. Derefter ændrede hun adfærd fra ofte at være små irritabel og svær at tilfredsstille, specielt herhjemme, til at blive væsentlig nemmere. Kiropraktoren mente hun havde en fødselsskade i nakken, hvilket sansynligvis var baggrund for hendes uilpashed. Selvfølgelig ville jeg gerne have hørt kiropraktor-tippet før, men når nu det ikke var tilfældet, er jeg virkelig glad for at vi kunne give hende erstatningslivmoderen til trøst.

Hvorfor jeg altid trøster et grædende spædbarn (3)

Rent praktisk er man som forælder med til at strukturere spædbarnets hjerne. Som i eksemplet med skiftesituationen (se del 2). På samme måde er det når spædbarnet er sultent. Det fornemmer sult, giver små prej om at det er sultent (hvilket let bliver overset mens man hænger vasketøj op eller handler ind), det føler sulten mere pågående og begynder at græde (stress hormoner kører rundt i hjernen på barnet). Du ligger barnet til og det bliver tilfredsstillet og falder til ro (Velværes hormonet oxytocin bliver forløst og fylder barnets hjerne). Lignende sker det når barnet er overstimuleret, det bliver frustreret og skriger. Du trøster det og giver det ro og det slapper af.

Denne vekselvirkning mellem frustration og ro/velvære er fuldstændig fundamental for barnets udvikling. Nu flere gange hjernen oplever at blive reguleret (fra frustration til velvære) nu mere fremtrædende bliver de kredsløb eller stier i hjernen der der går fra frustration til velvære. Når spædbarnet utallige gange er blevet reguleret via sin omsorgspersoner vil det i langt højere grad være i stand til at regulere sig selv når det bliver 2, 3 og 4 år gammelt -> ja, resten af livet.

Kan du se det for dig? Lasse kommer og tager Lise på 2års dukke, hvordan reagerer Lise og i hvor høj grad har hun brug for hjælp til at regulere sine følelser? Lasse på 3 år bliver forhindret i at gøre det han gerne ville, hvordan reagerer Lasse og hvor meget har han brug for hjælp for at regulere sine følelser? Tobias på 15år bliver kaldt noget grimt af en forbipaserende, i hvor høj grad er han selv i stand til at regulere sine følelser, eller kommer den forbipaserende “til at fortryde” hvad han har sagt?

Evnen til emotions regulation er meget basal i vores fungeren personligt og ikke mindst rent socialt som mennesker. Og ja man kan godt arbejde med det senere, reparere på skader, men de første år er hjernen særligt åben for at lære netop emtionsregulation.

Og hvad gør man så hvis man ikke kan trøste sit spædbarn? Twilight, vores første barn var på grænsen til at kunne kaldes et kolikbarn. Det var død-hårdt. Men jeg tænker at det vigtigste er at man som voksen bliver ved med at blive hos baby når han/hun græder – ikke bare lader det i stikken til at takle sin egen smerte. For selvom man ikke kan trøste så meget at gråden stopper, så er bare ens tilstedeværelse nok til at mindste spædbarnets stresshormoner.

Hvorfor jeg altid trøster et grædende spædbarn (2)

Læser man neuroaffektiv udviklingspsykologi, der er en nyere retning indenfor udviklingspsykologien hvor man sammenkobler udviklingspsykologi med den nyeste hjerneforskning af babyer (hvilket indenfor de sidste 40 år har udviklet sig meget) giver det endnu bedre mening at gøre sit ypperste for at trøste et grædende spædbarn.

Sammenligner man spædbarnets hjerne med spæde-baby-pattedyrs hjerner, så er menneskets hjerne relativ umoden. Skulle vi fødes med tilsvarende hjernestrukturer ville spædbarnet først skulle fødes efter 24 måneder i maven. Menneskehjernen udvikler 70% af sit endelig indhold og potentiale efter fødslen. I langt højere grad end dyr har vi som forældre KÆMPE potentiale for at forme, ikke bare vores børns adfærd, men deres hjernestruktur. Dette gør vi gennem vores kontakt med dem.

En babyhjerne bliver født med langt flere hjerneceller (neuroner) end den nogensinde vil få brug for. Disse neuroner har potentiale til at skabe synapser (dvs. at de enkelte neuroner forbindes gennem elektriske impulser og derigennem kan modtage og videregive informationer). Disse synapser dannes gennem stimuli (udefrakommende stimulation, som berøring, synsindtryk, audiative indtryk osv.) og synapser der ofte bliver stimuleret specialiseres og danner kredsløb. Dvs. at hjernen danner “stier” for genkendelige oplevelser, nu flere gange den oplever det samme. Et godt eksempel er når du første gang ligger spædbarnet på en kold plastik puslepude, kun dækket af en tynd stofble, for at skifte det. Mange spædbørn skriger i en sådan situation (spædbørn har forskellige temperamenter, så reaktionen er forskellig fra barn til barn). Du skifter barnet og trøster det derefter. Denne lille sekvens vil gentage sig mange gange og efter cirka en uge vil barnet ikke længere skrige, fordi det i hjernen har dannet en sti der “forklarer situationen”, det er genkendeligt.

Dette har været praksisviden i mange år. Min mor lærte de tre R-re da hun fødte min storebror for over 50år siden. Ro, Renlighed og Regelmæssighed. Det var basisreglerne for spædbarns pleje dengang. Regelmæssighed, at gøre de samme ting, de samme steder, gang efter gang efter gang, gør spædbørn trygge og rolige (som grundprincip).

Helt grundliggende er det altså unikt for mennesket at vi i så høj grad er med til at danne hjernestrukture hos vores børn gennem den måde vi behandler dem på. Når spædbarnet bliver født har det nogle få reflekser (ex. sutte refleksen), et temperament (grundbestanddelen af det der senere bliver personlighed), indstinktet; at søge efter  opmærksomhed og kontakt hos andre mennesker. (et nyfødt spædbarn foretrækker at kigge på billeder af menneskeansigter, frem for billeder af natur eller dyr). Det essentielle er at spædbørn ikke har en medfødt “trøste sig selv evne”. Når de græder er det en reaktion på ubehag og de er 100% afhængig af deres forældre når det handler om at få det ubehag fjernet.

Det er ikke en ko der er født, som kan stå på benene i det øjeblik det kommer ud og efter nogle måneder hos moderen kan klare sig selv. Det er et menneske der gennem nær kontakt til sine forældre de første år bliver dannet som person.