Hvad jeg prøver at lære mine børn

IMG_3988I formiddag skulle huset have været fyldt af dejlige damer og små lækre babyer. Men lige præcis idag var det faktisk dejligt at de små var syge og mødrene derfor meldte fra. Ikke fordi det altid er sådan, men fordi det var en aktiv weekend -og en aktiv mandag og det også var meningen at det skulle være en særdeles aktiv tirsdag. Men pludselig, uden at jeg skulle skuffe nogen og melde fra, blev formiddagen min egen -og lillesøsters selvfølgelig- og det var bare lige hvad vi trængte til.

Vi har brugt den på alt og ingenting. Gået en tur i haven og taget billeder mens sneen dalede ned og lillesøster sad dejligt lunt og puttede i viklen på min mave. Vi har leget med gåvogn, klodser og ærteposer og det lykkedes mig at snyde mig til et billede med de to små bisser i undermunden som er kommet indenfor de sidste par uger. Og nu mens lillesøster sover er det tid til lidt mor-tid med bloggen, en cookie og et nyt strikketøj som jeg glæder mig til at komme godt igang med.

Men det jeg egentlig har på hjerte idag starter et helt andet sted, da Twilight den anden dag spurgte: “Mor hvorfor kan jeg egentlig ikke alting?”. Og det der gik op for mig, at jeg var ved at forsøge at lære hende noget jeg først selv har lært indenfor de sidste år.

Det var faktisk ikke noget jeg havde tænkt over at jeg ville forsøge at lære Twilight da jeg på et af hendes spørgsmål om,”om hun ikke lige kunne nå en legeaftale før det der gymnastisk arrangement, og om vi ikke bare kunne rykke fredagsfilmen et par timer til hun kom hjem”, svarede; at man ikke kan alting – og at man derfor nogengange må vælge. Og lige præcis denne sætning “man kan ikke alting” har hun undret sig over flere gange siden. Og det er jo også lidt underligt – for tendensen idag er jo ret omvendt er min fornemmelse. Måske noget i retningen af at hvis noget kan presses ind i kalenderen – så har man også tiden til det.

Og det er jo også først de senere år at jeg har fundet ud af at sådan fungere det ikke for mig (det tror jeg egentlig ikke det gør for ret mange). Jeg har brug for noget rum til at rekreere, reflektere over hvad der er sket og slappe af. Det tror jeg også mine unger har, derfor planlægger jeg deres tid så der er nok at tid til at slappe af “dutte rundt”. Som f.eks. igår hvor de, efter en meget aktiv søndag, tullede rundt i nattøj, lavede huler, malede i malebøger og lyttede til lydbog. Det var først da eftermiddagen så småt begyndte at der kom rigtig liv i øjnene på dem og de var klar på at der egentlig skulle ske noget.

Og nu, nu er det min tur til at “dutte lidt” – eller stene med strikketøjet og stilheden.

Reklamer

Har du lyttet til et barn…

Der bliver lavet fine kræmmerhuse med Lynilds nye bedste ven.

Der bliver lavet fine kræmmerhuse med Lynilds nye bedste ven.

Det er jul og familien er på besøg. Farbror vi ikke har set i halvandet år når knap nok indenfor døren før Lynild åbner sin verden for ham. Det gør han for alle der giver ham et øjeblik med koncentreret opmærksomhed. Men det anderledes i denne situation var at farbror blev ved med at lytte. Han hørte om drager, om deres farver, navne og særlige evner. Han hørte om hvordan de fløj rundt i rummet lige nu og hvordan Lynild forestillede sig at han sad på ryggen mens de spygte med ild. Og.jeg.kunne.blive.ved.Men efter at farbror med øjenkontakt og “mmm´er”, “okay´er” og uddybende spørgsmål på de rigtige tidspunkter havde lyttet på hele Lynilds lange fortælling skete noget helt særligt. På trods af at Lynild ikke havde set farbror i halvandet år – hvilket er mere end halvdelen af hans bevidste liv, så blev farbror erklæret en af Lynilds bedste venner.

De to store herhjemme, Twilight og Lynild, er aldersmæssigt ret tæt. 17mdr er der mellem dem. Men lige for tiden skulle man tro der var det dobbelte, eller også er det måske kønsforskellen, eller måske bare deres forskellige personligheder der får dem til at virke så forskellige.

Her til aften, den 25.december havde Mande en snak med dem da han puttede dem. Den handlede om at ingen ville få lov at spille ipad før efter morgenmaden i morgen. Allerede på ipadens anden levedag måtte den regel indføres, fordi de begge vågnede alt alt for tidligt i morges med spørgsmålet “hvor er ipaden, må jeg ikke spille nu?”. Twilights respons på Mandes tale var, “så du vil gerne have at vi sover længe eller hvad?”.

Twilght er skarp, stiller avancerede spørgsmål, regner sammenhænge ud og leger med mere komplicerede begreber i hendes sætninger. Selvom hun “kun” er fem år, begynder hun at være spændene at snakke med og jeg kan mærke at savnet efter “voksensnak” for mit vedkommende bliver mindre, fordi vi kan snakke om andet end helt basale konkrete emner sammen.

Lynilds verden er disse måneder simpelthen så smuk. En fin og uendelig blanding af fantasi og virkelighed. Hver morgen kryber han op på skødet af mig med sætningen “idag er jeg bare en lille sød (indsæt dyr)”, eksempelvis en “kælemus”, bjørneunge eller en koala. Så snart lejligheden byder sig (at en voksen vil lytte) fortæller han lange fortællinger om drager. Og så holder han hele tiden sin lytters opmærksomhed ved at inddrage han/hende i fantasilegen med spørgsmål som “og hvilken drage har du så?” og “vil du være med til at flyve ned på den ubeboede ø dernede”.

Lillesøster er næsten 11 måneder. Når jeg ser på hende og hvor meget hun kommunikerer minder det mig om hvor lidt opmærksom jeg var på Twilight da hun var i den alder. Jeg anede ikke at et så lille barn kommunikerer så meget. Lillesøster kan et par enkelte tegn på babytegnsprog, nogen vi har lært hende, men også nogen hun selv har fundet på. Eksempelvis “fnyser” hun, (puster luft ind og ud af næsen) mens hun rynker den, når hun gerne vil have noget at drikke/stort set hver gang hun ser en kop eller en flaske. Her til aften legede vi med de sølvfarvede gummistøvler hun har fået af mormor som en extra julegave. Hun forsøgte selv at tage dem på (bankede sin fod ned ovenpå dem) og kiggede så op på mig, som for at sige “Vil du ikke prøve at give mig dem på”. Hun kommunikerer bare så meget – jeg skal bare bruge øjnene for at “høre” det!

Ovenpå en hel december der har været en lang forberedelse til jul, (det må bestemt være den travleste måned for mødre) glæder jeg mig aller mest til at have alt.tid.i.verden til at lytte med både ører og øjne på de tre små unger der snakker og snakker. Jeg har haft for travlt, for mange gange sagt “ja ja” men i virkeligheden lukket af, den sidste måned. Og nu glæder jeg mig til at kunne være mere nærværende og faktisk nyde at være det. Ikke tænke på to-do lister og “alt det jeg mangler at ordne” i baghovedet mens de taler derudaf foran øjnene på mig. Nu glæder jeg mig til at lytte med øjne og ører, til at flyve på imaginære drager, snakke om dilemmaer fra børnehaveverdenen og lege “titte-bøh”.

Glædelig nærværende jul!!

 

 

En særlig dag

IMG_2985Det er den 16/12 idag og en helt særlig dag herhjemme. Det er nemlig min sidste dag på barsel. Og det særlige ligger måske alligevel mest imorgen. Imorgen skal jeg nemlig igen have en helt almindelig rolig dag herhjemme med lillesøster. Ikke noget med at aflevere hende til en kvinde hun knap nok kender. For for første gang skal jeg nemlig fortsætte med at gå hjemme med min “snart 1årige”.

Begge de store er startet i dagpleje efter endt barsel og det er gået fint med at køre dem ind og de forandringer det medfører. Twilight fortsatte til hun skulle i bh men Lynild tog jeg ud af dagplejen, da jeg havde færdiggjort mit studie og han var blevet 2 år. Så gik vi hjemme, vi to, et helt år inden han begyndte i børnehave. Jeg elskede det år og ville ønske jeg også havde haft mulighed for at have sådan en tid med Twilight.

Men fra imorgen er det lillesøster det gælder. Nøj hvor jeg glæder mig til at kunne fortsætte vores hverdag, uden at jeg behøver savne hende, bekymre mig om “om hun nu er okay” og høre fra dagplejemoderen hvordan hendes dag har været. Jeg elskede vores dagplejemoders beskrivelser af hvordan de grinede da de prøvede en bestemt gynge, havde elsket at se et bestemt teaterstykke, eller med glæde havde spist deres første silde-mad. Det eneste problem var bare at jeg gerne selv ville have været der, havde haft den tid og de oplevelser med de to store.

Så når jeg glæder mig til imorgen, så er det ikke noget stort eller prangende jeg ser frem til. Jeg ser bare frem til at vi kan fortsætte vores hverdag sammen, ser frem til at kunne kysse og kramme, tumle med og trøste og græde og grine med skønne, glade lillesøster. Måske er det fordi der er om få måneder venter en 6 års fødselsdag herhjemme, at det er ved at gå op for mig at tiden forsvinder. Mine unger har kun én barndom, det er kun én gang at de er små og hellere vil være hjemme med mig, end at være en del af et børnefællesskab. Jeg kommer ikke til at få en extra mulighed, hvis ikke jeg griber chancen og nyder det lige nu og her.

Så det gør jeg, griber muligheden. Arbejder væsentlig mindre end jeg ellers ville have gjort. Bruger døgnets bedste timer med lillesøster. Er hendes trygge base mens hun lisåstille begynder at bevæge sig mere ud i verden. Og skaber en hverdag som jeg selv og resten af familien nyder at være en del af.

 

Hun vil aldrig vide

image

Hun vil aldrig vide hvilken følelse jeg får indeni når jeg kigger på hende, Hvor mange gange jeg har talt hendes tæer og hvor mange kys hendes små kinder har fået – men jeg håber at hun vil opleve en dyb tryghed i at jeg elsker hende, ligemeget hvad/hvor og hvordan.

Hun vil aldrig vide at jeg kommer til hende så snart jeg høre hende græde, Hvor mange kilometer jeg har båret hende fordi hun ikke vil barnevognen, eller at jeg aldrig overlod hende til en anden uden at have et halvt øje og et øre på hende – men jeg håber hun vil opleve en dyb tryghed i at jeg vil lytte til hvad hun forsøger at sige mig, gøre mit bedste for at forstå og møde hendes behov.

Hun vil aldrig vide hvor meget jeg har kæmpet for at få amningen til at fungere, hvor meget jeg græd da hun stoppede med at spise og lå mat og indvendingsløs i mine arme eller hvor usikker jeg var på fremskridt da vi begyndte at finde vores vej gennem det – men jeg håber at hun aldrig vil tvivle på at jeg vil kæmpe for hende, gå til enderne af min tålmodighed, stædighed og overskud for at hun skal trives bedst muligt.

Hun vil aldrig vide præcis hvor meget jeg nyder at være hendes mor, hvor meget glæde og energi det fylder mig med at være sammen med hende, hvordan bare synet af hendes små fødder, hænder, elastikker og krøller får mig til at smile – men jeg håber hun vil vide at i mine øjne er hun noget særligt.

Hun vil aldrig vide hvor mange timer jeg har vugget hendes barnevogn, hvor mange gange jeg har sunget og nynnet den samme vuggevise eller hvor mange gange jeg har siddet i soveværelsets mørke og vugget hendes lille lift – men jeg håber at hun vil vide at selvom hun skal lære noget nyt, noget hun ikke kan lide, så vil jeg gøre mit bedste for at hjælpe hende og guide hende mens hun møder nye udfordringer.

Hun vil aldrig vide hvordan mit ansigt lyser af stolthed når jeg viser hende frem, at jeg nyder at dele hende med familie og venner og hvor ofte jeg har lyst til at poste billeder af hende, så hele verden kan se hvor skøn hun er – men jeg håber hun vil opleve sig rank i ryggen, at hun vil møde verden med løftet pande og vished om at hun er fantastisk.

Hun vil aldrig vide at jeg gav op, at jeg ønskede hende langt væk, at jeg fortrød, gav hende i armene på Mande og ønskede at glemme alt om hende og alle hendes behov et par timer mens jeg sov – men jeg håber at hun vil være tryg ved at jeg ikke er hendes alt, at hun vil være tryg ved at lade andre vigtige personer komme ind i hendes liv.

Hun vil aldrig vide at jeg ikke slog til, at jeg ikke forstod hende, blev frustreret og magtesløs, travede vred frem og tilbage med hende i armnene mens hun skreg – men jeg håber hun vil opleve at det er okay ikke at være perfekt, ikke at kunne det hele og ikke altid være nok.

Gråd og brok

image

Det gik op for mig i dag, at det er flere uger siden jeg har hørt lillesøster give den gas på de højfrekvente toner. Det står højt på listen over høreindtryk jeg absolut ikke kan fordrage. Intet kan få mit hjerte til at synke dybt ind i min sjæl end skinger og intens babygråd.

Men nu, hvor lillesøster er blevet tre måneder og de første mange hundrede gange har oplevet at vi umiddelbart har reageret på hendes gråd, og uden at tøve har gjort hvad vi har kunnet for at hjælpe hende, virker det til at hun har fundet ud af at hun kun behøver at grynte og brokke sig, for at vi hjælper hende med hendes behov. Og hvilken lettelse det er.

Lettelse at hun ikke behøver at skrige, lettelse at hun ved vi er der, lettelse at hun er tryg. Mest af alt, en lettelse at hun har tillid. Den første helt basale og essentielle tillid til at verden er et godt sted at være, at nogen elsker og tager sig af hende. Hun bliver set og hørt.

Min far, min lærer.

image

Jeg tror faktisk ikke jeg havde set en krappe, før jeg engang i løbet af de første år i skolen var på fiskeri museum med resten af klassen. Om det er usædvanligt eller gennemsnits agtig har jeg ingen ide om, men jeg har på fornemmelsen at det ikke gør min lykke ved at lære, opleve og undersøge verden sammen med børnene mindre.

Alt fra at møde en fisker der tømmer sit fiskenet nærmest ud i hænderne på os en almindelig tirsdag formiddag, til at læse børnevenlige versioner at faglitteratur og tage på tur til diverse akvarier, bringer smil på mine læber. Vi lærer så meget -alle sammen. Og hvor er det fedt -og et eller andet sted urgammelt. Vi er sammen, oplever sammen, lærer sammen og arbejder sammen.

Disse mine mindste

IMG_7132“Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig” (Matt. 25:40).

Jeg skrev et indlæg omkring dette for et par dage siden. Men har lyst til at følge op på det igen. En af de ting der falder mig ind når jeg læser hele beretningen i biblen er hvem de her “mine mindste” er. Min nyeste oversættelse bruger betegnelsen; “de mest oversete”. Ud fra skriftstedet bliver det tydeligt at der i hvert tilfælde menes de der er syge, fremmede eller i fængsel – det er til at forholde sig til, men der nævnes også de nøgne, de sultne og de tørstige. Altså nogen der ikke havde fået de mest basale behov mødt – et meget sjældent syn i vores land – sådan udefra i hvert tilfælde.

Men selvom vores fysiske behov er/bliver dækket i danmark, det kommunale sikkerhedsnet er her for at gribe de mennesker der oplever at være sultne, tørstige og nøgne, så kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de andre basale behov der ikke bliver stillet i danmark. Behov for omsorg, tryghed, kærlighed, venskab og fællesskab. Værdier og behov der ind imellem synes at stå bagerst i køen i forhold til alle de konkrete ting vi jager efter; en forfremmelse, en ny fladskærm, den nyeste kollektion fra vores ynglings designer osv. Det ville være naivt af mig at gøre det som samfundsekspert, men jeg synes bare jeg læser/hører variationer af dette budskab igen og igen.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke om ikke vores børn i højeste grad er taberne i dette spil, om ikke vi burde inkludere dem i vores forståelse af hvem “disse mine mindste” er. Babyer og småbørn som allerhelst ville sidde i en slynge på deres mors mave og liså stille lære verden at kende fra hendes trygge favn, får lov at sidde alene i hjørnet på legemadressen i vuggestuen/dagplejen mens de første scener af junglelov udspiller sig for øjnene af dem. Eller alle de mange børn der kommer sent sent hjem og derefter placeret foran fjernsynet inden de bliver spist af og puttet. Og fjernsynet er jo ikke fjenden, men redningen i denne situationen, for vi ved jo alle hvad der ville ske, hvis vi slukkede. Så ville der sidde et opmærksomhedshungrende lille barn som en klods om benet på sine forældre og højst sansynligt bruge sin vokal til tydeligt at forklare at det er NUUUU det vil have kontakt. Men hvor er det ærgeligt at det er blevet okay at spise børns helt naturlige og legitime behov for opmærksomhed og omsorg af med fjernsyn eller ipad.

Jeg tror vi glemmer at børn tager tid.  – ikke kun fordi der er flere munde at mætte eller flere kroppe at klæde på, men fordi der er flere relationer der skal opbygges og vedligeholdes. Mere omsorg der skal gives, flere oplevelser der skal lyttes til og situationer der skal forklares. Og også flere små mennesker der skal opdrages – helst af en forælder der har selvkontrol og mildhed i øjnene.

Det er derfor mit postulat at mange børn idag er helt vant til at gå rundt med uopfyldte følelsesmæssige basis behov – er i underskud af kram, opmærksomhed, øjenkontakt og sætninger der bekræfter dem i at de er elsket. At vi i virkeligheden først skal se indad når vi tænker på hvordan vi kan hjælpe “disse mine mindste” og sørge for at være der for vores børn, så vi ikke “vender ryggen til vores egne“: