Disse mine mindste

IMG_7132“Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig” (Matt. 25:40).

Jeg skrev et indlæg omkring dette for et par dage siden. Men har lyst til at følge op på det igen. En af de ting der falder mig ind når jeg læser hele beretningen i biblen er hvem de her “mine mindste” er. Min nyeste oversættelse bruger betegnelsen; “de mest oversete”. Ud fra skriftstedet bliver det tydeligt at der i hvert tilfælde menes de der er syge, fremmede eller i fængsel – det er til at forholde sig til, men der nævnes også de nøgne, de sultne og de tørstige. Altså nogen der ikke havde fået de mest basale behov mødt – et meget sjældent syn i vores land – sådan udefra i hvert tilfælde.

Men selvom vores fysiske behov er/bliver dækket i danmark, det kommunale sikkerhedsnet er her for at gribe de mennesker der oplever at være sultne, tørstige og nøgne, så kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de andre basale behov der ikke bliver stillet i danmark. Behov for omsorg, tryghed, kærlighed, venskab og fællesskab. Værdier og behov der ind imellem synes at stå bagerst i køen i forhold til alle de konkrete ting vi jager efter; en forfremmelse, en ny fladskærm, den nyeste kollektion fra vores ynglings designer osv. Det ville være naivt af mig at gøre det som samfundsekspert, men jeg synes bare jeg læser/hører variationer af dette budskab igen og igen.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke om ikke vores børn i højeste grad er taberne i dette spil, om ikke vi burde inkludere dem i vores forståelse af hvem “disse mine mindste” er. Babyer og småbørn som allerhelst ville sidde i en slynge på deres mors mave og liså stille lære verden at kende fra hendes trygge favn, får lov at sidde alene i hjørnet på legemadressen i vuggestuen/dagplejen mens de første scener af junglelov udspiller sig for øjnene af dem. Eller alle de mange børn der kommer sent sent hjem og derefter placeret foran fjernsynet inden de bliver spist af og puttet. Og fjernsynet er jo ikke fjenden, men redningen i denne situationen, for vi ved jo alle hvad der ville ske, hvis vi slukkede. Så ville der sidde et opmærksomhedshungrende lille barn som en klods om benet på sine forældre og højst sansynligt bruge sin vokal til tydeligt at forklare at det er NUUUU det vil have kontakt. Men hvor er det ærgeligt at det er blevet okay at spise børns helt naturlige og legitime behov for opmærksomhed og omsorg af med fjernsyn eller ipad.

Jeg tror vi glemmer at børn tager tid.  – ikke kun fordi der er flere munde at mætte eller flere kroppe at klæde på, men fordi der er flere relationer der skal opbygges og vedligeholdes. Mere omsorg der skal gives, flere oplevelser der skal lyttes til og situationer der skal forklares. Og også flere små mennesker der skal opdrages – helst af en forælder der har selvkontrol og mildhed i øjnene.

Det er derfor mit postulat at mange børn idag er helt vant til at gå rundt med uopfyldte følelsesmæssige basis behov – er i underskud af kram, opmærksomhed, øjenkontakt og sætninger der bekræfter dem i at de er elsket. At vi i virkeligheden først skal se indad når vi tænker på hvordan vi kan hjælpe “disse mine mindste” og sørge for at være der for vores børn, så vi ikke “vender ryggen til vores egne“:

Det smukke i at være langsom

image

Jeg bliver, nok som de fleste andre, ofte spurgt “Hvordan det går”. Mit standart svar har i snart et år været “stille og roligt”. Hvor omvendt det end er i forhold til samfunds normen så lever jeg et stille og roligt liv, så stille og roligt det nu kan blive med to tumlinge i huset i hvert tilfælde:)

Engang troede jeg at man var vigtig hvis man havde en fuld kalender, som man overskudsagtigt blev ved med at proppe aftaler ind i, til man næsten fik hovedpine af at kigge på den næste uge.

Idag har jeg fundet ud af at der er noget helt særligt og smukt ved at leve et langsomt liv. Jeg har fundet ud af at jeg kan se ting, som jeg ellers ikke ville opdage, opfatte detaljer der ellers ville glippe min bevidsthed når jeg har tid og rum til at være tilstede i de ting jeg gør og med de mennesker jeg møder.

Der er et skriftsted der betyder meget for mig i denne stille og, i mine “gamle øjne”, ubetydelige tid, en tid hvor jeg “spilder” mit potentiale. Det er et sted hvor Jesus fortæller om den afsluttende dom, hvor kongen vil komme og dele mennesker i to grupper og til den ene gruppe sige:

“Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,  jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.  Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj?  Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig” (Mattæus 25:34 og videre).

Det der slår mig, er måske først det som billedet også illustrere, at det der tæller noget er ikke at “være noget” bestemt, men at tjene andre, at møde “en af disse mine mindste”, en der ellers er overset. En pointe der bliver fremhævet i mange fortællinger i bibelen.

Det andet der slår mig, er beskrivelsen af alle de behov som faderens velsignede mødte, helt basis praktiske behov. I vores samfund er der en tendens til at nu mere prestigefyldt job man har, jo mindre beskæftiger man sig med at møde helt basale og praktiske behov, helt omvendt et bibelsk perspektiv.

Videre tænker jeg på hvad der går forud for at møde et sådant behov; at man kan se/opfatte det. For at kunne give den sultne noget at spise eller den tørstige noget at drikke, må man være i stand til at opfatte behovet i første omgang. For at kunne møde og afstemme et barn som det har brug for, må man være i stand til at kunne mærke barnet, opfatte hvilket behov det har. For at kunne møde et behov hos de mennesker som andre overser, må man være i stand til at være den der ser, den der opfatter og lægger mærke til de ting der ellers ikke lige står i ens kalender.

Og det er her hvor det med at være langsom, har en pointe. For for mig så gør det en kæmpe forskel i min opfattelsesevne, om jeg har travlt eller om jeg har tilpas meget ro til at være opmærksom på andres behov. Om jeg hele tiden er fokuseret på det næste punkt på dagsordnen, hvad jeg nu lige skal huske osv, eller om jeg faktisk har overskud til at åbne mine øjne og se den verden og de mennesker der er omkring mig.

Og det er måske det der er noget af det mest berigende ved mit langsomme liv. At selvom det er her, jeg ifølge alle fordomme, burde være mest isoleret rent socialt, så er det faktisk her jeg oplever at have aller bedst kontakt med de mennesker der indgår i min hverdag. Selvom jeg troede jeg ikke ville møde nogen mennesker, så er det nu jeg opdager alle de mennesker jeg før skyndte mig at gå forbi. Selvom jeg var bange for jeg ville kede mig i mine ungers selskab, så opfatter jeg nu så meget mere af hvad det er de kommunikere direkte og indirekte til mig, måske fordi jeg ikke er så svær at råbe op længere, at jeg hovedsageligt nyder og finder tiden med dem stimulerende og underholdende.

Der er virkelig noget helt vildt smukt over det her langsomme liv, som jeg stadig øver mig dagligt i at leve.

Mors dag

Jeg er ved at læse min første “mor-bog” af Sally Clarkson der har lavet den ovenstående film. Det er virkelig noget af det bedste jeg længe har gjort. Som at betragte en mere erfaren man kan inspireres af, som at have en god ven der opmuntre når der ikke er mere overskud og som en reminder på hvorfor jeg har valgt at bruge størstedelen af min tid med børnene. Glædelig mors dag:)

Når verden står på hovedet

IMAG0834Ind imellem, når det er en udfordring at gøre noget andet end mængden. Træls at skille sig ud. Træls at få de samme spørgsmål. Og det med at “være noget” eller “kunne noget” i andres øjne virker tiltrækkende. De dage hvor jeg undrer mig over hvorfor jeg ikke lader en dagplejemor tørre syltetøjsklistrede fingre, stol, væg og gulv af med en karklud, hvorfor jeg ikke lader hende tørre 11-tallerne væk, bare halvdelen af dagen eller hvorfor jeg ikke lader hende tage bare nogle af de konflikter der følger med selvstændighedsalderen. De dage tænker jeg på dette citat:

“At the end of life we will not be judged by how many diplomas we have received, how much money we have made, how many great things we have done.  We will be judged by ‘I was hungry, and you gave me something to eat, I was naked and you clothed me. I was homeless, and you took me in.’” -Mother Teresa (læs evt. Matt 25:31 og frem der er udgangspunkt for citatet)

Vores samfund hylder den hårdtarbejdende mor der bidrager ved at bruge sin (lange) uddannelse, der kæmper for at få hjemmeliv og arbejdsliv til at balancere -> en disciplin hvis kompleksitet er beskrevet på mange sider faglitteratur.

Biblen ligger vægt på noget helt andet og ekstremt lavpraktisk; at give sulte mad, at klæde nøgne på og i det hele taget at have blik for denne verdens mindste, at møde de behov der er foran os.

I vores samfund er de lange uddannelser dem der giver mest prestige, men også ofte dem hvor vi er mest fokuserede på intellektuelle problemstillinger og har distance til de mennesker vi prøver at “gøre noget for”.

Biblen ophøjer dem der ydmyger sig og tjener andre helt praktisk. Helt helt praktisk – ting som enhver kan gøre (av min selvtillid). Laver ekstra mad og giver til sultne, tager sig tid til at tale med ensomme og børn, besøger enker, giver sit tøj væk til dem der har brug for det osv. Det er det enkelste i verden og måske også det sværeste? Det er i hvert tilfælde svært for mig – et afkald.

Men alligevel er det sådan biblen lære os vi skal leve. Et liv der er helt omvendt hvad samfundet lære os. Et liv hvor vi tjener, giver af os selv, gør ting for andre der aldrig vil blive set, anderkendt og rost. Hvor vores selvfokus dør en lille smule hver dag.

Når små ting gør en stor forskel

IMAG0173Lynild opdagede i går at han kan sætte sig op i barnevognen, et lille skridt for menneskeheden men en stor udvidelse af hans selvstændighed.

Han havde af samme årsag selvfølgelig svært ved at falde i søvn. Jeg selv var træt og forsøgte at snige mig til en morfar på sofaen. Da jeg 3. gang var ude hos ham, stoppede jeg med at forsøge at putte ham, smilede bare til ham og lod ham vide at jeg lige tog en lille lur, men ville hente ham når jeg vågnede og at han ellers måtte hygge sig.

Sjovt nok var det netop det der skulle til for at han lagde sig ned og faldt i søvn. Det mindede mig om bibelverset:

A gentle answer turns away wrath, but a harsh word stirs up anger. (Ord 15:1)

Det er vildt så stor indflydelse vi har som forældre for vores børns humør og hvordan de takler forskellige situationer. Det kan godt føles som et tungt ansvar ind imellem.

At tilgive sig selv

image

Det endte som en hård dag i dag. Med en mor der ikke orkede at lege mere og børn der ikke orkede lege sammen. Store hårde følelser hos en 4årig blev kastet mellem væggene og mor her blev sur og tavs – og skurede komfuret skinnende rent. Jeg synes jeg burde ku klare det bedre, burde kunne slutte af med at være inderligt glad og genskabe god kontakt. Men jeg har besluttet mig for at pakke “burde” væk, give mig selv lige så meget nåde som jeg giver andre og så satse på at i morgen er en ny dag -men det bliver det først når jeg er i stand til at tilgive mig selv.

Jeg fortalte Mande en hemmelighed

IMAG0586Jeg fortalte Mande en hemmelighed den anden aften. Han vidste godt omkring den, men det var på tide at give den hele armen og male detajlerne ud så det blev klart for ham; og det var ikke kønt. Det var en af de hemmeligheder der egnede sig bedst til at blive delt efter lyset var slukket og med hinanden i hånden.

Vi mennesker er skabt til relation, relationer giver mening, relationer giver liv. Vi er ulykkelige uden. Og grundlaget for at kunne indgå i nære, dybe meningsfulde relationer er at vi tør være – hele os selv – vise os selv. Chok hvor er det skræmmende.

Mit liv har fået et realitetstjek efter jeg blev hjemmegående. Her er pludselig tid. Tid til nærvær, tid til at blive irriteret på hinanden, tid til at vi ikke lever i overlevelsesmode men faktisk bare lever. Det første jeg gjorde da jeg besluttede mig til at gå hjemme var at takke ja til en invitation til at være med i en 12 trins gruppe – selvhjælp/personlighed udvikling – et AA agtigt koncept. “Jeg hedder Maria og jeg vil gerne kontrollere, derfor bliver jeg vred”. Jeg blev simpelthen nød til at se det spøgelse i øjnene, for at kunne holde tilværelsen som hjemmemor ud – for ikke at rende rundt som en rasende bombe.

Det gjorde ondt og det gør stadig ondt at skrive det – eller måske rettere; det er skamfuldt. Jeg synes jeg burde vide bedre, burde kunne kontrollere det (haha;)). Det er sårbart. Sårbart, lisom det er sårbart at fortælle min bedste ven en hemmelighed, lisom det er sårbart at løbe vedsiden af Twilight mens hun kører alt for hurtigt ned af en bakke og ender med at vælte på cyklen og slå sig; magtesløshed – det er sårbart.

Men det er også smukt. Smukt fordi sandheden, og det at få tingene ud i lyset, gør os frie. Fordi vi, når vi lever i lyset med andre mennesker og ikke gemmer os selv – de grimme sider af os selv -, kan leve i dyb relation med hinanden.

Det minder mig om 1. John brev hvor der står: “Gud er lys, og der er intet mørke i ham.  Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.”

Brené Brown har talt på TED omkring samme tema, se det her.

Ps. Fordi begrebet synd ikke bruges meget udenfor kirkekredse, følger her en definition. Jesus definerer synd på følgende måde: ”Synd, at de ikke tror på mig” (Joh 16,9). Synd er altså i sin kerne mistillid til Jesus og dermed mistillid til Gud. Synden kommer til udtryk på mange forskellige måder, men inde bagved findes mistroen til Gud, at han er god, at han vil os det bedste, og at det virkelig er ham, der er Gud og ikke os selv. Jesus er meget opmærksom på, at synden ikke bare er nogle bestemte ydre handlinger, men ligger dybere i mennesket. Han siger derfor: ”Indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette kommer indefra og gør et menneske urent” (Mark 7,21-23).