For gammel til amning?

IMG_6103
Jeg sad og godnatammede min 13 måneder gamle tumling på sengekanten. Jeg aede hendes lille bløde kind, men kom ubevidst til at stoppe op og hvile min hånd på hendes skulder, mens jeg faldt i staver over en tanke. Det var først da hun greb omkring min pegefinger og førte min hånd op på hendes kind igen, at det gik op for mig hvad jeg egentlig tænkte på.

Mens jeg sad der og ammede gik det nemlig op for mig, at eftersom jeg stadig ammer, så er hun det barn af de tre jeg har ammet længst. De andre stoppede lige omkring 12 måneders alderen. Mine øjne faldt på tremmesengen der er spændt fast på dobbeltsengen som en lille påhængs-seng. De to senge sidder stadig sammen, for det er meget nemmere at give hende en sut om natten hvis ikke jeg skal mase min hånd igennem tremmerne for at finde en. Og det er meget nemmere når nu jeg stadig nat-ammer, at løfte hende op og ned, hvis ikke der er tremmer imellem os. Og jeg tænkte på hvor travlt jeg havde haft med de andre. Travlt med at følge alle de der retningslinier for hvornår en baby kan sove igennem, hvornår det er et passende tidspunkt at give dem deres eget værelse, hvornår man bør tage “den og den” amning fra dem osv. Og lige ved siden af lå tanken om hvor meget jeg er gået glip af. Hvor mange små kærlige og varme øjeblikke vi ikke har haft, fordi “en baby på 6 måneder ikke behøver mælk om natten” -og mælkeproduktionen og amningen derfor stille og roligt afsluttede sig selv. Hvor mange gange jeg har fået kolde fødder og er blevet utålmodig (og meget vågen) mens jeg har siddet ved siden af tremmesengen i børneværelset og forsøgt at lulle en tumling videre i søvnen og alle de gange jeg har haft lyst til at knuge min sovende tumling ind til mig og snuse til deres små sovekrøller, men har ladet være af frygt for at vække dem.

Jeg nåede ikke meget videre med mine tanker, før hun førte min hånd tilbage til sin lille kind, som jeg aede, ikke mindre kærligt end første gang. Og derfra var det svært at tænke længere, svært ikke bare at være til stede og nyde nuet. Nyde min lille tumling der bestemt ikke mener hun er for gammel til at blive ammet.

Hvad jeg prøver at lære mine børn

IMG_3988I formiddag skulle huset have været fyldt af dejlige damer og små lækre babyer. Men lige præcis idag var det faktisk dejligt at de små var syge og mødrene derfor meldte fra. Ikke fordi det altid er sådan, men fordi det var en aktiv weekend -og en aktiv mandag og det også var meningen at det skulle være en særdeles aktiv tirsdag. Men pludselig, uden at jeg skulle skuffe nogen og melde fra, blev formiddagen min egen -og lillesøsters selvfølgelig- og det var bare lige hvad vi trængte til.

Vi har brugt den på alt og ingenting. Gået en tur i haven og taget billeder mens sneen dalede ned og lillesøster sad dejligt lunt og puttede i viklen på min mave. Vi har leget med gåvogn, klodser og ærteposer og det lykkedes mig at snyde mig til et billede med de to små bisser i undermunden som er kommet indenfor de sidste par uger. Og nu mens lillesøster sover er det tid til lidt mor-tid med bloggen, en cookie og et nyt strikketøj som jeg glæder mig til at komme godt igang med.

Men det jeg egentlig har på hjerte idag starter et helt andet sted, da Twilight den anden dag spurgte: “Mor hvorfor kan jeg egentlig ikke alting?”. Og det der gik op for mig, at jeg var ved at forsøge at lære hende noget jeg først selv har lært indenfor de sidste år.

Det var faktisk ikke noget jeg havde tænkt over at jeg ville forsøge at lære Twilight da jeg på et af hendes spørgsmål om,”om hun ikke lige kunne nå en legeaftale før det der gymnastisk arrangement, og om vi ikke bare kunne rykke fredagsfilmen et par timer til hun kom hjem”, svarede; at man ikke kan alting – og at man derfor nogengange må vælge. Og lige præcis denne sætning “man kan ikke alting” har hun undret sig over flere gange siden. Og det er jo også lidt underligt – for tendensen idag er jo ret omvendt er min fornemmelse. Måske noget i retningen af at hvis noget kan presses ind i kalenderen – så har man også tiden til det.

Og det er jo også først de senere år at jeg har fundet ud af at sådan fungere det ikke for mig (det tror jeg egentlig ikke det gør for ret mange). Jeg har brug for noget rum til at rekreere, reflektere over hvad der er sket og slappe af. Det tror jeg også mine unger har, derfor planlægger jeg deres tid så der er nok at tid til at slappe af “dutte rundt”. Som f.eks. igår hvor de, efter en meget aktiv søndag, tullede rundt i nattøj, lavede huler, malede i malebøger og lyttede til lydbog. Det var først da eftermiddagen så småt begyndte at der kom rigtig liv i øjnene på dem og de var klar på at der egentlig skulle ske noget.

Og nu, nu er det min tur til at “dutte lidt” – eller stene med strikketøjet og stilheden.

Samtalekøkken eller ej

2013-11-05 14.23.53Vi har ikke et af de der samtale køkkener hvor alle kan være sammen og man kan snakke med børnene der leger, mens man laver mad – desværre. I stedet har vi et af de der gammeldags ”jeg står i den ene ende af huset og rååååber ind i den anden ende af huset hvis jeg skal svare på et spørgsmål”-agtige køkkener. Det har nu også sin charme. F.eks. når man står og snitter grønt, mens man kan høre samtaler og leg i stuen.

Den anden dag var det lyden af grinende børn der var temaet for baggrundsstøjen, kun forstyrret af Mandes stemme der kom med indspark som ”pas lige på lillesøster” og ”liså stille med det tæppe” indtil det hele pludselig blev opslugt af et ”bump” og derefter lyden af lillesøsters skrigende stemme. Mande brokkede sig til Twilight, der tilsyneladende havde haft noget at gøre med ”bumpet” og jeg nåede lige at se ryggen af hende da hun gik ind på værelset.

Lidt efter var roen genoprettet, og toner af guitarspil med far og søn der synger Kaj og Andrea-hits, fyldte rummene. Ingen havde endnu set noget til Twilight, trods at hun var blevet kaldt på flere gange. Til sidst listede jeg ind på værelset. Hun sad med stram lige mund og krydsede arme på hyggemadrassen. Hun svarede anderledes end forventet på mine spørgsmål, hun var nemlig bange. Og ikke bange for at Lillesøster havde slået hovedet. Hun var bange for at vi elskede Lillesøster mere, end vi elskede hende.

Jeg fik hende skovlet op i armene mens jeg med 1000 ord prøvede at forklare noget med kærlighed der når helt op til månen og tilbage og forældre der kan elske en uendelig mængde af børn, inden hun afbryder mig og spørger om hun ikke nok må hjælpe mig med at lave mad. Og så kunne jeg jo godt huske det. Mine lille pige synes det er fint nok med fine verbale kærlighedserklæringer, men egentlig vil hun bare gerne stå og gå ved siden af mig, som en lille skygge, mens vi (læs: hun) snakker uafbrudt om stort og småt. Hun vil bare gerne være sammen. Og så er det jo pludselig ret smart det der gammeldags køkken, hvor Twilight og jeg kunne have lidt tiltrængt mor-datter tid mens duoen i stuen passede sig selv.

Julen = alle andres fest

IMG_5757Julen er hjerternes fest, det er børnenes fest, det er nissernes fest og måske også englenes. Det er i hvert tilfælde bedsteforældrenes fest og helt klart også butiksejernes fest. Men en ting er jeg helt sikker på; det er ikke mødrenes fest. Det er hyggeligt ja, og socialt, og iklædt en masse pynt. Men det er altså ikke særlig festligt, i min optik, at kampsvede i et køkken mens man med præstationsangst op over begge ører forsøger at anrette årets måske vigtigste måltid for en stor og forventningsfuld familie. Måske er det derfor at det ikke er helt løgn at jeg i løbet af efteråret opdagede at der var ved at snige sig en lille smule jule-had ind i mit ellers okay-glade julehjerte. For der er simpelthen så meget ved julen der ikke giver mening.

Nu tales der ofte om den her stakkels børnefamilie i medierne, mens det er ved at gå op for os at det måske er lidt utopisk at samle de fleste af livets vigtigste og mest tidsslugende opgaver (parforhold, børn, karriere x 2) i det samme årti. Men en måned hvor regnestykket på ingen måde lader sig gå op for den stakkels børnefamilie, er i december. For i december er listen af ”skal og burde” ikke bare sådan almindelig lang, der er den nærmest uendelig. Og jeg vil væde med, at om jeg så arbejder på ”projekt jul” døgnet rundt i 24 dage, så vil der stadig falde et par bemærkninger om noget der manglede, eller jeg ville møde en lille skuffet sjæl der måske ikke manglede guf, mad eller gaver, men så lidt ro og opmærksomhed fra hans eller hendes fortravlede mor. Kan enderne overhovedet nå hinanden i december? Det tvivler jeg på.

Med udsigt til en katastrofal jul som allerede i oktober havde været baggrund for mere en én tårevædet snak med Mande, fik vi en komplet unik og genial ide. Vi viskede juletavlen ren og startede forfra med tanke på hvor lidt vi kunne komme af sted med at lave og så stadig bevare julen og den særlige julestemning. Pakkekalenderen blev skåret ned til en advendtskalender, de 15 forskellige hjemmelavede julesmåkager og guf, blev skåret ned til 5. Vi lavede en julegave-liste, så vi i stedet for at købe 8 voksenjulegaver, nu kun skal købe én hver og så er den fra hele familien. Vi har planer om at købe alle julegaver over nettet, helst på en enkelt aften så vi ikke skal slæbe hele flokken af børn ud og ind af butikker hver weekend i flere uger.

Og så det mest geniale af det hele: jeg kastede håndklædet i ringen og spurgte min fantastiske svigermor om hun ikke ville stå for julemiddagen. Bare tanken om at stå 8-12 timer i køkkenet over et par dage, med en lille 11 måneder gammel baby skiftevis om benet, på ryggen og på ballade rundt i huset var bare for meget for min sarte sjæl. Det ville helt klart ikke gøre noget godt for hverken præstationsangsten, sveden, eller for en hyggelig jul, med en ked af det baby. Og selvfølgelig vil jeg hjælpe og det vil Mande også, for lillesøster både sover og hygger sig med resten af familien lidt her og der. Men nøj hvor gør det stor forskel at opgive rollen som selvopofrende ”heltinde” i familien og i stedet dele ansvaret for hele familiens jul med andre. Jul på denne her måde er faktisk så overskuelig og afslappet at jeg allerede så småt er ved at glæde mig.

At vende to-do listen på hovedet

image

Hvis du er mor, som jeg, forestiller jeg mig at du kender to-do lister som den på billedet, alt for godt. Når jeg deler liv med tre små mennesker (der godt kan føles som forstyrrende elementer ind imellem), bliver jeg simpelthen nød til at skrive noget ned, hvis jeg skal have en chance for at huske og nå det hele. Og det er jo også fint nok. Men en hjemmedag med mine to store gik det op for mig at jeg løb rundt for at kunne vinge dagens liste af, mens lillesøster sov formiddags lur og de store mere eller mindre bare ventede på at jeg var klar til at lege.

Og så begyndte jeg at vænne listen på hovedet. Øverst på listen står nu ting som at lege skole, lave kastanje dyr, hjælpe twilight med at sy en bamse eller lege med doublo. Og så må støvsugningen og alle de andre ting vente til jeg engang får tid

Kærlighed har mange former

image

En af dem jeg dyrker særlig meget disse uger, er strikkede lunende uld-tøj til min mindste skat. Hver lille pause der ikke er fyldt med vasketøj, forberedelse af aftensmaden eller små kroppe der gerne vil låne min favn, sidder jeg derfor med mit strikke tøj i hænderne. Elsker den måde at vise kærlighed på når nu efteråret så småt begynder at vise sit sande jeg.

Kender du i øvrigt fordelene ved at klæde børn og babyer i uld? Ellers vil jeg anbefale dig at undersøge det nærmere. Uld hjælper dem med at regulere temperaturen og hvis de sveder, eksempelvis mens de sover bliver uldtøj ikke vådt og koldt på samme måde som bomuld. Det er altså perfekt påklædning til en aktiv kravle baby der bruger en stor del af sin tid på gulvet:)

Engang er det mig

image

Vi er på biblioteket, børnene og jeg. Twilight på 5 år læser bog for lillesøster på 6 måneder. Jeg læser for de store mens lillesøster leger på gulvet og lader hele biblioteket vide at hun har fundet sin stemme. De store har konflikt optrapning, jeg lytter med, men de klarer den uden indblanding. Jeg “læser” røre-bog med lillesøster, der helst bare vil smage på herlighederne. De store finder bøger i mængder og snart fylder vi et helt bord. Lynild på 4 år sidder ved børnecomputeren og opdaterer os hver 15 sek om de nyeste udviklinger i hans “farve-dyrs-tegning”.

Pludselig kan jeg høre nogen tale om os. Jeg kigger op og ser en bedstemor-lignende kvinde kommentere til bibliotekaren at det ser hyggeligt ud, hun nikker bekræftende. Jeg smiler og kigger væk. Jeg tror ikke de opdagede at jeg så dem.

Pludselig betragter jeg os udefra – det ser liså hyggeligt og småbørns-kaos agtigt ud, som det er. Og jeg bliver sørgmodig. Engang er det mig der sender lange øjne efter mødre der sidder med deres små børn omkring sig. Mig der længes efter at kunne stikke næsen dybt ned i blødt børnehår og dufte dem.

Og så trykker jeg dem extra hårdt ind til mig og nyder nuet lidt extra. Betragter dem mens de kommunikerer og oplever. Snuser dybt og håber at jeg kan huske de små detaljer. En lille hånd mod bogen. En søster der læser højt med stor indlevelse. Min store dreng der fordyber sig i en bog. Det er det eneste jeg har; nuet.