For gammel til amning?

IMG_6103
Jeg sad og godnatammede min 13 måneder gamle tumling på sengekanten. Jeg aede hendes lille bløde kind, men kom ubevidst til at stoppe op og hvile min hånd på hendes skulder, mens jeg faldt i staver over en tanke. Det var først da hun greb omkring min pegefinger og førte min hånd op på hendes kind igen, at det gik op for mig hvad jeg egentlig tænkte på.

Mens jeg sad der og ammede gik det nemlig op for mig, at eftersom jeg stadig ammer, så er hun det barn af de tre jeg har ammet længst. De andre stoppede lige omkring 12 måneders alderen. Mine øjne faldt på tremmesengen der er spændt fast på dobbeltsengen som en lille påhængs-seng. De to senge sidder stadig sammen, for det er meget nemmere at give hende en sut om natten hvis ikke jeg skal mase min hånd igennem tremmerne for at finde en. Og det er meget nemmere når nu jeg stadig nat-ammer, at løfte hende op og ned, hvis ikke der er tremmer imellem os. Og jeg tænkte på hvor travlt jeg havde haft med de andre. Travlt med at følge alle de der retningslinier for hvornår en baby kan sove igennem, hvornår det er et passende tidspunkt at give dem deres eget værelse, hvornår man bør tage “den og den” amning fra dem osv. Og lige ved siden af lå tanken om hvor meget jeg er gået glip af. Hvor mange små kærlige og varme øjeblikke vi ikke har haft, fordi “en baby på 6 måneder ikke behøver mælk om natten” -og mælkeproduktionen og amningen derfor stille og roligt afsluttede sig selv. Hvor mange gange jeg har fået kolde fødder og er blevet utålmodig (og meget vågen) mens jeg har siddet ved siden af tremmesengen i børneværelset og forsøgt at lulle en tumling videre i søvnen og alle de gange jeg har haft lyst til at knuge min sovende tumling ind til mig og snuse til deres små sovekrøller, men har ladet være af frygt for at vække dem.

Jeg nåede ikke meget videre med mine tanker, før hun førte min hånd tilbage til sin lille kind, som jeg aede, ikke mindre kærligt end første gang. Og derfra var det svært at tænke længere, svært ikke bare at være til stede og nyde nuet. Nyde min lille tumling der bestemt ikke mener hun er for gammel til at blive ammet.

Reklamer