Hvad jeg prøver at lære mine børn

IMG_3988I formiddag skulle huset have været fyldt af dejlige damer og små lækre babyer. Men lige præcis idag var det faktisk dejligt at de små var syge og mødrene derfor meldte fra. Ikke fordi det altid er sådan, men fordi det var en aktiv weekend -og en aktiv mandag og det også var meningen at det skulle være en særdeles aktiv tirsdag. Men pludselig, uden at jeg skulle skuffe nogen og melde fra, blev formiddagen min egen -og lillesøsters selvfølgelig- og det var bare lige hvad vi trængte til.

Vi har brugt den på alt og ingenting. Gået en tur i haven og taget billeder mens sneen dalede ned og lillesøster sad dejligt lunt og puttede i viklen på min mave. Vi har leget med gåvogn, klodser og ærteposer og det lykkedes mig at snyde mig til et billede med de to små bisser i undermunden som er kommet indenfor de sidste par uger. Og nu mens lillesøster sover er det tid til lidt mor-tid med bloggen, en cookie og et nyt strikketøj som jeg glæder mig til at komme godt igang med.

Men det jeg egentlig har på hjerte idag starter et helt andet sted, da Twilight den anden dag spurgte: “Mor hvorfor kan jeg egentlig ikke alting?”. Og det der gik op for mig, at jeg var ved at forsøge at lære hende noget jeg først selv har lært indenfor de sidste år.

Det var faktisk ikke noget jeg havde tænkt over at jeg ville forsøge at lære Twilight da jeg på et af hendes spørgsmål om,”om hun ikke lige kunne nå en legeaftale før det der gymnastisk arrangement, og om vi ikke bare kunne rykke fredagsfilmen et par timer til hun kom hjem”, svarede; at man ikke kan alting – og at man derfor nogengange må vælge. Og lige præcis denne sætning “man kan ikke alting” har hun undret sig over flere gange siden. Og det er jo også lidt underligt – for tendensen idag er jo ret omvendt er min fornemmelse. Måske noget i retningen af at hvis noget kan presses ind i kalenderen – så har man også tiden til det.

Og det er jo også først de senere år at jeg har fundet ud af at sådan fungere det ikke for mig (det tror jeg egentlig ikke det gør for ret mange). Jeg har brug for noget rum til at rekreere, reflektere over hvad der er sket og slappe af. Det tror jeg også mine unger har, derfor planlægger jeg deres tid så der er nok at tid til at slappe af “dutte rundt”. Som f.eks. igår hvor de, efter en meget aktiv søndag, tullede rundt i nattøj, lavede huler, malede i malebøger og lyttede til lydbog. Det var først da eftermiddagen så småt begyndte at der kom rigtig liv i øjnene på dem og de var klar på at der egentlig skulle ske noget.

Og nu, nu er det min tur til at “dutte lidt” – eller stene med strikketøjet og stilheden.

Samtalekøkken eller ej

2013-11-05 14.23.53Vi har ikke et af de der samtale køkkener hvor alle kan være sammen og man kan snakke med børnene der leger, mens man laver mad – desværre. I stedet har vi et af de der gammeldags ”jeg står i den ene ende af huset og rååååber ind i den anden ende af huset hvis jeg skal svare på et spørgsmål”-agtige køkkener. Det har nu også sin charme. F.eks. når man står og snitter grønt, mens man kan høre samtaler og leg i stuen.

Den anden dag var det lyden af grinende børn der var temaet for baggrundsstøjen, kun forstyrret af Mandes stemme der kom med indspark som ”pas lige på lillesøster” og ”liså stille med det tæppe” indtil det hele pludselig blev opslugt af et ”bump” og derefter lyden af lillesøsters skrigende stemme. Mande brokkede sig til Twilight, der tilsyneladende havde haft noget at gøre med ”bumpet” og jeg nåede lige at se ryggen af hende da hun gik ind på værelset.

Lidt efter var roen genoprettet, og toner af guitarspil med far og søn der synger Kaj og Andrea-hits, fyldte rummene. Ingen havde endnu set noget til Twilight, trods at hun var blevet kaldt på flere gange. Til sidst listede jeg ind på værelset. Hun sad med stram lige mund og krydsede arme på hyggemadrassen. Hun svarede anderledes end forventet på mine spørgsmål, hun var nemlig bange. Og ikke bange for at Lillesøster havde slået hovedet. Hun var bange for at vi elskede Lillesøster mere, end vi elskede hende.

Jeg fik hende skovlet op i armene mens jeg med 1000 ord prøvede at forklare noget med kærlighed der når helt op til månen og tilbage og forældre der kan elske en uendelig mængde af børn, inden hun afbryder mig og spørger om hun ikke nok må hjælpe mig med at lave mad. Og så kunne jeg jo godt huske det. Mine lille pige synes det er fint nok med fine verbale kærlighedserklæringer, men egentlig vil hun bare gerne stå og gå ved siden af mig, som en lille skygge, mens vi (læs: hun) snakker uafbrudt om stort og småt. Hun vil bare gerne være sammen. Og så er det jo pludselig ret smart det der gammeldags køkken, hvor Twilight og jeg kunne have lidt tiltrængt mor-datter tid mens duoen i stuen passede sig selv.