Har du lyttet til et barn…

Der bliver lavet fine kræmmerhuse med Lynilds nye bedste ven.

Der bliver lavet fine kræmmerhuse med Lynilds nye bedste ven.

Det er jul og familien er på besøg. Farbror vi ikke har set i halvandet år når knap nok indenfor døren før Lynild åbner sin verden for ham. Det gør han for alle der giver ham et øjeblik med koncentreret opmærksomhed. Men det anderledes i denne situation var at farbror blev ved med at lytte. Han hørte om drager, om deres farver, navne og særlige evner. Han hørte om hvordan de fløj rundt i rummet lige nu og hvordan Lynild forestillede sig at han sad på ryggen mens de spygte med ild. Og.jeg.kunne.blive.ved.Men efter at farbror med øjenkontakt og “mmm´er”, “okay´er” og uddybende spørgsmål på de rigtige tidspunkter havde lyttet på hele Lynilds lange fortælling skete noget helt særligt. På trods af at Lynild ikke havde set farbror i halvandet år – hvilket er mere end halvdelen af hans bevidste liv, så blev farbror erklæret en af Lynilds bedste venner.

De to store herhjemme, Twilight og Lynild, er aldersmæssigt ret tæt. 17mdr er der mellem dem. Men lige for tiden skulle man tro der var det dobbelte, eller også er det måske kønsforskellen, eller måske bare deres forskellige personligheder der får dem til at virke så forskellige.

Her til aften, den 25.december havde Mande en snak med dem da han puttede dem. Den handlede om at ingen ville få lov at spille ipad før efter morgenmaden i morgen. Allerede på ipadens anden levedag måtte den regel indføres, fordi de begge vågnede alt alt for tidligt i morges med spørgsmålet “hvor er ipaden, må jeg ikke spille nu?”. Twilights respons på Mandes tale var, “så du vil gerne have at vi sover længe eller hvad?”.

Twilght er skarp, stiller avancerede spørgsmål, regner sammenhænge ud og leger med mere komplicerede begreber i hendes sætninger. Selvom hun “kun” er fem år, begynder hun at være spændene at snakke med og jeg kan mærke at savnet efter “voksensnak” for mit vedkommende bliver mindre, fordi vi kan snakke om andet end helt basale konkrete emner sammen.

Lynilds verden er disse måneder simpelthen så smuk. En fin og uendelig blanding af fantasi og virkelighed. Hver morgen kryber han op på skødet af mig med sætningen “idag er jeg bare en lille sød (indsæt dyr)”, eksempelvis en “kælemus”, bjørneunge eller en koala. Så snart lejligheden byder sig (at en voksen vil lytte) fortæller han lange fortællinger om drager. Og så holder han hele tiden sin lytters opmærksomhed ved at inddrage han/hende i fantasilegen med spørgsmål som “og hvilken drage har du så?” og “vil du være med til at flyve ned på den ubeboede ø dernede”.

Lillesøster er næsten 11 måneder. Når jeg ser på hende og hvor meget hun kommunikerer minder det mig om hvor lidt opmærksom jeg var på Twilight da hun var i den alder. Jeg anede ikke at et så lille barn kommunikerer så meget. Lillesøster kan et par enkelte tegn på babytegnsprog, nogen vi har lært hende, men også nogen hun selv har fundet på. Eksempelvis “fnyser” hun, (puster luft ind og ud af næsen) mens hun rynker den, når hun gerne vil have noget at drikke/stort set hver gang hun ser en kop eller en flaske. Her til aften legede vi med de sølvfarvede gummistøvler hun har fået af mormor som en extra julegave. Hun forsøgte selv at tage dem på (bankede sin fod ned ovenpå dem) og kiggede så op på mig, som for at sige “Vil du ikke prøve at give mig dem på”. Hun kommunikerer bare så meget – jeg skal bare bruge øjnene for at “høre” det!

Ovenpå en hel december der har været en lang forberedelse til jul, (det må bestemt være den travleste måned for mødre) glæder jeg mig aller mest til at have alt.tid.i.verden til at lytte med både ører og øjne på de tre små unger der snakker og snakker. Jeg har haft for travlt, for mange gange sagt “ja ja” men i virkeligheden lukket af, den sidste måned. Og nu glæder jeg mig til at kunne være mere nærværende og faktisk nyde at være det. Ikke tænke på to-do lister og “alt det jeg mangler at ordne” i baghovedet mens de taler derudaf foran øjnene på mig. Nu glæder jeg mig til at lytte med øjne og ører, til at flyve på imaginære drager, snakke om dilemmaer fra børnehaveverdenen og lege “titte-bøh”.

Glædelig nærværende jul!!

 

 

En særlig dag

IMG_2985Det er den 16/12 idag og en helt særlig dag herhjemme. Det er nemlig min sidste dag på barsel. Og det særlige ligger måske alligevel mest imorgen. Imorgen skal jeg nemlig igen have en helt almindelig rolig dag herhjemme med lillesøster. Ikke noget med at aflevere hende til en kvinde hun knap nok kender. For for første gang skal jeg nemlig fortsætte med at gå hjemme med min “snart 1årige”.

Begge de store er startet i dagpleje efter endt barsel og det er gået fint med at køre dem ind og de forandringer det medfører. Twilight fortsatte til hun skulle i bh men Lynild tog jeg ud af dagplejen, da jeg havde færdiggjort mit studie og han var blevet 2 år. Så gik vi hjemme, vi to, et helt år inden han begyndte i børnehave. Jeg elskede det år og ville ønske jeg også havde haft mulighed for at have sådan en tid med Twilight.

Men fra imorgen er det lillesøster det gælder. Nøj hvor jeg glæder mig til at kunne fortsætte vores hverdag, uden at jeg behøver savne hende, bekymre mig om “om hun nu er okay” og høre fra dagplejemoderen hvordan hendes dag har været. Jeg elskede vores dagplejemoders beskrivelser af hvordan de grinede da de prøvede en bestemt gynge, havde elsket at se et bestemt teaterstykke, eller med glæde havde spist deres første silde-mad. Det eneste problem var bare at jeg gerne selv ville have været der, havde haft den tid og de oplevelser med de to store.

Så når jeg glæder mig til imorgen, så er det ikke noget stort eller prangende jeg ser frem til. Jeg ser bare frem til at vi kan fortsætte vores hverdag sammen, ser frem til at kunne kysse og kramme, tumle med og trøste og græde og grine med skønne, glade lillesøster. Måske er det fordi der er om få måneder venter en 6 års fødselsdag herhjemme, at det er ved at gå op for mig at tiden forsvinder. Mine unger har kun én barndom, det er kun én gang at de er små og hellere vil være hjemme med mig, end at være en del af et børnefællesskab. Jeg kommer ikke til at få en extra mulighed, hvis ikke jeg griber chancen og nyder det lige nu og her.

Så det gør jeg, griber muligheden. Arbejder væsentlig mindre end jeg ellers ville have gjort. Bruger døgnets bedste timer med lillesøster. Er hendes trygge base mens hun lisåstille begynder at bevæge sig mere ud i verden. Og skaber en hverdag som jeg selv og resten af familien nyder at være en del af.

 

Julen = alle andres fest

IMG_5757Julen er hjerternes fest, det er børnenes fest, det er nissernes fest og måske også englenes. Det er i hvert tilfælde bedsteforældrenes fest og helt klart også butiksejernes fest. Men en ting er jeg helt sikker på; det er ikke mødrenes fest. Det er hyggeligt ja, og socialt, og iklædt en masse pynt. Men det er altså ikke særlig festligt, i min optik, at kampsvede i et køkken mens man med præstationsangst op over begge ører forsøger at anrette årets måske vigtigste måltid for en stor og forventningsfuld familie. Måske er det derfor at det ikke er helt løgn at jeg i løbet af efteråret opdagede at der var ved at snige sig en lille smule jule-had ind i mit ellers okay-glade julehjerte. For der er simpelthen så meget ved julen der ikke giver mening.

Nu tales der ofte om den her stakkels børnefamilie i medierne, mens det er ved at gå op for os at det måske er lidt utopisk at samle de fleste af livets vigtigste og mest tidsslugende opgaver (parforhold, børn, karriere x 2) i det samme årti. Men en måned hvor regnestykket på ingen måde lader sig gå op for den stakkels børnefamilie, er i december. For i december er listen af ”skal og burde” ikke bare sådan almindelig lang, der er den nærmest uendelig. Og jeg vil væde med, at om jeg så arbejder på ”projekt jul” døgnet rundt i 24 dage, så vil der stadig falde et par bemærkninger om noget der manglede, eller jeg ville møde en lille skuffet sjæl der måske ikke manglede guf, mad eller gaver, men så lidt ro og opmærksomhed fra hans eller hendes fortravlede mor. Kan enderne overhovedet nå hinanden i december? Det tvivler jeg på.

Med udsigt til en katastrofal jul som allerede i oktober havde været baggrund for mere en én tårevædet snak med Mande, fik vi en komplet unik og genial ide. Vi viskede juletavlen ren og startede forfra med tanke på hvor lidt vi kunne komme af sted med at lave og så stadig bevare julen og den særlige julestemning. Pakkekalenderen blev skåret ned til en advendtskalender, de 15 forskellige hjemmelavede julesmåkager og guf, blev skåret ned til 5. Vi lavede en julegave-liste, så vi i stedet for at købe 8 voksenjulegaver, nu kun skal købe én hver og så er den fra hele familien. Vi har planer om at købe alle julegaver over nettet, helst på en enkelt aften så vi ikke skal slæbe hele flokken af børn ud og ind af butikker hver weekend i flere uger.

Og så det mest geniale af det hele: jeg kastede håndklædet i ringen og spurgte min fantastiske svigermor om hun ikke ville stå for julemiddagen. Bare tanken om at stå 8-12 timer i køkkenet over et par dage, med en lille 11 måneder gammel baby skiftevis om benet, på ryggen og på ballade rundt i huset var bare for meget for min sarte sjæl. Det ville helt klart ikke gøre noget godt for hverken præstationsangsten, sveden, eller for en hyggelig jul, med en ked af det baby. Og selvfølgelig vil jeg hjælpe og det vil Mande også, for lillesøster både sover og hygger sig med resten af familien lidt her og der. Men nøj hvor gør det stor forskel at opgive rollen som selvopofrende ”heltinde” i familien og i stedet dele ansvaret for hele familiens jul med andre. Jul på denne her måde er faktisk så overskuelig og afslappet at jeg allerede så småt er ved at glæde mig.