Hun vil aldrig vide

image

Hun vil aldrig vide hvilken følelse jeg får indeni når jeg kigger på hende, Hvor mange gange jeg har talt hendes tæer og hvor mange kys hendes små kinder har fået – men jeg håber at hun vil opleve en dyb tryghed i at jeg elsker hende, ligemeget hvad/hvor og hvordan.

Hun vil aldrig vide at jeg kommer til hende så snart jeg høre hende græde, Hvor mange kilometer jeg har båret hende fordi hun ikke vil barnevognen, eller at jeg aldrig overlod hende til en anden uden at have et halvt øje og et øre på hende – men jeg håber hun vil opleve en dyb tryghed i at jeg vil lytte til hvad hun forsøger at sige mig, gøre mit bedste for at forstå og møde hendes behov.

Hun vil aldrig vide hvor meget jeg har kæmpet for at få amningen til at fungere, hvor meget jeg græd da hun stoppede med at spise og lå mat og indvendingsløs i mine arme eller hvor usikker jeg var på fremskridt da vi begyndte at finde vores vej gennem det – men jeg håber at hun aldrig vil tvivle på at jeg vil kæmpe for hende, gå til enderne af min tålmodighed, stædighed og overskud for at hun skal trives bedst muligt.

Hun vil aldrig vide præcis hvor meget jeg nyder at være hendes mor, hvor meget glæde og energi det fylder mig med at være sammen med hende, hvordan bare synet af hendes små fødder, hænder, elastikker og krøller får mig til at smile – men jeg håber hun vil vide at i mine øjne er hun noget særligt.

Hun vil aldrig vide hvor mange timer jeg har vugget hendes barnevogn, hvor mange gange jeg har sunget og nynnet den samme vuggevise eller hvor mange gange jeg har siddet i soveværelsets mørke og vugget hendes lille lift – men jeg håber at hun vil vide at selvom hun skal lære noget nyt, noget hun ikke kan lide, så vil jeg gøre mit bedste for at hjælpe hende og guide hende mens hun møder nye udfordringer.

Hun vil aldrig vide hvordan mit ansigt lyser af stolthed når jeg viser hende frem, at jeg nyder at dele hende med familie og venner og hvor ofte jeg har lyst til at poste billeder af hende, så hele verden kan se hvor skøn hun er – men jeg håber hun vil opleve sig rank i ryggen, at hun vil møde verden med løftet pande og vished om at hun er fantastisk.

Hun vil aldrig vide at jeg gav op, at jeg ønskede hende langt væk, at jeg fortrød, gav hende i armene på Mande og ønskede at glemme alt om hende og alle hendes behov et par timer mens jeg sov – men jeg håber at hun vil være tryg ved at jeg ikke er hendes alt, at hun vil være tryg ved at lade andre vigtige personer komme ind i hendes liv.

Hun vil aldrig vide at jeg ikke slog til, at jeg ikke forstod hende, blev frustreret og magtesløs, travede vred frem og tilbage med hende i armnene mens hun skreg – men jeg håber hun vil opleve at det er okay ikke at være perfekt, ikke at kunne det hele og ikke altid være nok.

En autoritetstro mors bekendelser

IMG_9230Vi kørte bil, hun vågnede og skreg – var 4 måneder. Jeg prøvede alt; sut, doo-doo, legetøj, holde hånd, øjenkontakt, stofble og det blev kun værre. Så stoppede vi – hun kunne trøstes, men begyndte forfra da jeg foreslog amning, heldigvis kunne hun trøstes igen og jeg kunne så lettet konstatere at det bare var en ren ble hun havde brug for. Det kunne vi jo nemt klare. Hun afslog mit “sikkerhedstjek” på om hun var sulten – fair nok – og vi kørte videre.

Mande slog forbi McD – fordi han kunne – og forsynede bilen med milkshake. Og så begyndte vi forfra, lillesøster skreg og jeg prøvede ALT; sut, doo-doo, legetøj, holde hånd, øjenkontakt, stofble, sang, radio, vugge autostolen, slukke for al larmen – ALT. Men det var først da jeg dyppede min finger i Twilights milkshake og proppede den i munden på lillesøster at der blev ro – HELT ro. Og sammen med roen sænkede den dårlige samvittighed sig – for hvad indeholder sådan en milkshake fra McD egentlig? – helt klart en del ting jeg ikke burde give min baby i munden…

Og et eller andet lille sted er det lidt en rammende beskrivelse af, hvordan det der med at kaste et tredje barn ind i vores familie er, anderledes ukorrekt, fyldt af pragmatiske løsninger og en sær kombination af dårlig samvittighed og sejer over at mit kontrollerende jeg må løsne taget lidt.

Så herhjemme sover baby på siden hvis det er det der skal til, hun fik grød før hun blev 4 måneder fordi hun var klar, hun sover klods op af mig i dobbeltsengen fordi hun alligevel bliver ammet der mens vi begge sover, bliver vugget i søvn fordi det virker, og klatsover nogengange en hel dag igennem. Vi har brugt fire måneder for at finde noget der minder om en rytme, brugt liså lang tid på at lære at sove i barnevogn, hun bliver mast når hun sidder i viklen mens jeg løfter en skrigende storebror ud af børnehaven og jeg lokker ham med, at hvis han “går med hjem uden at græde” får han et bolche. Og jeg er blevet hende der moderen på den anden side af vejen der sorgløst jonglere med flere børn og “tilsyneladende har glemt at sundhedsstyrelsen anbefaler….”

Til døden os skiller…

lidt bryllupsbillederSnakkede med et kærestepar for lidt tid siden om blev helt nostalgisk ved tanken om hvordan det hele startede for os.

Vi var barndomskærester – eller hvad det nu hedder når man som 10 årig får en lille lap papir stukket i hånden hvor der står “skal vi komme sammen” og man svarer “ja”. Men det varede ikke mere end 14 dage og så gik der 7 år før vores veje igen krydsede. Jeg var blevet leder for noget frivilligt skolearbejde på det gymnasium jeg gik på, skrev en mail til hovedkontoret og fik en mail tilbage “mvh. Morten Iversen”.

Jeg kan huske vores første møde. At jeg overvejede hvordan jeg skulle have mit hår og besluttede at det nok var bedst at have det hængende. At jeg havde svært ved ikke at smile og at jeg sad og spise et grønt æble mens vi sad og snakkede. Det var hyggeligt, han var behagelig, venlig og nem at være sammen med. Det er han nemlig – behageligt selskab, god til at få mennesker til at føle sig godt tilpas.

Vi mailede frem om tilbage – delte tanker om stort og småt. Blev gode venner. Det var lidt “hånd i handske” agtigt. Vi passede godt sammen, kemien var god. Han gjorde mig glad – han blev mit solskin med hans milde og positive sind. Men han var ikke noget for mig. Han var for vild, humoristisk og flippet. Det fortalte jeg ham flere gange når han gjorde det klart hvad han synes om “os to”.

Jeg var også forelsket i en anden, en jeg troede passede bedre til mit billede af hvem jeg havde brug for. Og det var først da det brat gik op for mig at det var en illusion og ikke et menneske jeg var forelsket i, at jeg fattede at jeg var ved at miste min bedste ven.

Derefter fulgte nogle ubehagelige måneder med fortrydelser, tvivl og håb. Og det var først da vi gik vedsiden af hinanden og jeg kunne mærke benene ryste under ham, at jeg vidste at han ville spørge mig igen “skal vi komme sammen?” – eller næsten. Det var også hans rystende ben der røbede ham, da han ville fri til mig. Sjovt nok rystede de slet ikke da vi sagde “ja” foran præsten.

Han er stadig vild og humoristisk – men det er noget af det jeg nu elsker aller mest ved ham. Han er mit solskin, min bedste ven og det menneske jeg er aller mest tryg ved; loyal og karaktérstærk som få. Jeg er forblændet af dig Morten Iversen – og simpelthen så stolt af at være gift med dig. 8 år idag – snart 10 år siden mit andet ja til dig – snart 19 år siden mit første. Elsker at elske dig<3<3

Den største gave

Måske er den største gave hjemmelivet har givet mig; oplevelsen af ejerskab og af at være ekspert i mine unger. Et eller andet sted var det ret trygt at levere min lille pige til hendes dagplejemor, for hun vidste tydeligvis hvad hun havde gang i – og det gjorde jeg altså ikke altid! Og i børnehaven formåede de at sikre at børnene havde en fest – at de blev stimuleret på alle tangenter -og jeg kunne jo umuligt tilbyde det samme.

Men efter sådan en dag som idag, hvor jeg har været alene fra kl 8 til putning med alle tre unger, så føler jeg mig virkelig kompetent. Jeg har lært noget af at være hjemme med dem. Jeg er ikke i tvivl – jeg VED hvad de har brug for. Jeg ved hvad der er for lidt og hvad der er for meget stimulans og aktivitet. Jeg ved hvad der er den rette mængde mad, hvor mange gange det er fair at bede dem gå på toilettet. Jeg kan irettesætte dem så de forstår det på en god måde (for det meste) og jeg kan skabe en god dag for os alle fire (selvom det godt kan give sved på panden).

Jeg kan jonglere mellem at vugge barnevogn, puste på fingde der er blevet klemt, løse konflikter, lytte til tunge ord, skifte eksplotionsbleer, vende sindsstemninger, dele kram og søde ord, skabe stilhed til at amme, finde på fis og ballade, forlænge tålmodighed og skabe små øjeblikke med nærhed. Jeg ved aldrig helt hvad næste øjeblik vil bringe – for børn er ikke robotter, men ingen kan forudsige det bedre end mig. Ingen er mere kompetent til mine unger end jeg er.

For 2 år siden kunne jeg ikke hvad jeg kan idag. For 2 år siden ville en hel hel dag alene med 3 børn have lydt skræmmende i mine ører. Idag har jeg nydt dem, grint fra hjertet flere gange, været vred et par minutter, slappet af, haft travlt, været praktisk, været nærværende, bekymret mig, været spontan/kreativ og elsket dem over ende. Og jeg har haft følelsen af at “det her det kan jeg – jeg er den bedste til mine børn – vi er gode sammen”.

Slynge baby

image

Idag har lillepigen tilbragt sin første hele time på min ryg. Imens fik jeg lagt vasketøj sammen og taget op af opvaskemaskinen -opgaver der godt kan lade sig gøre med hende på maven, men er meget nemmere når hun sidder på ryggen.

Og så var det jeg tænkte at det måske var tid til at skrive et indlæg om at slynge en baby. For hvor er det bare vildt genialt, komfortabelt for os begge, praktisk og hyggeligt. Jeg har slynget de to store også, men lillesøster er den første der er kommet om på ryggen sådan rigtigt. De andre har kun siddet i ergo babyen på ryggen og det blev bare aldrig optimalt, de kom til at sidde alt for lavt, men med fastviklen er det genialt:)

Ellers har jeg faktisk lige fået ergobabyen hjem, efter den har været udlånt. Havde helt glemt hvor godt baby sidder og hvor nem den er at tage af og på. Lillesøster og jeg er også blevet venner med den ringslynge der ellers altid bare har hængt til pynt og ikke virket. Så ja, hun er virkelig blevet en slyngebaby:)

Lidt om hver enkelt slynge vi har:
Strækvikle: fantastisk fra nyfødt til et halvt år.
Ringslynge: super god fra 4 måneder på hoften.
Ergo baby: nem og praktisk fra 5 måneder, god til far.
Fast vikle: meget komfortabel, genial til ryggen, fra 2 måneder.

Skriv endelig en kommentar hvis du har spørgsmål.

Ikke en god gerning.

IMG_8867Selvom det bliver mere og mere “normalt” at være hjemmegående mor, så er det stadig tilpas “moderne” til at man får en lidt sjov bemærkning hist og her. En af de vinkler jeg har “tygget” lidt på, er det der med at man går hjemme “for børnenes skyld”. Sådan fremlagde de det også i tvavisen for nogle måneder siden; at hvor kvinden før i tiden gik hjemme for at kunne servicere manden, så gør hun det idag for børnenes skyld.

Og ja – og nej. For jo, det er selvfølgelig også for børnenes skyld. Jeg tror ikke at nogen børn under 2 har lyst til at komme hjemmefra – heller ikke at de har “godt” af det. Og jeg tror heller ikke at nogen børn under 6 har lyst til, brug for eller “godt” af at være hjemmefra 8 timer hver dag.

Men i den optik er det jo liså meget for Mandens skyld. Jeg kender en mand der ikke har lyst til at lave huslige ting i sin fritid hvis han kan slippe for det. Og jeg kender også en mand der synes at det er rart med rart på at komme hjem til glade børn der er med på leg og hygge, i stedet for trætte børn der bare skal “overleves”.

I virkeligheden tænker jeg at jeg måske mest går hjemme for min egen skyld. Fordi jeg ikke har lyst til et stresset liv med dårlig samvittighed som topping. Fordi jeg savner min familie fuldstændig vandvittigt hvis jeg skal undvære dem 8 timer hver dag. Fordi tiden går alt alt for hurtigt – også selvom jeg bruger en masse tid med dem – og jeg har ikke lyst til at gå glip af et eneste øjeblik, for det kommer ikke igen. Fordi, hvis børnene ikke er okay, så er jeg ikke okay. Hvis jeg afleverer børn der hellere ville have deres mor, så gør det ondt langt ind i sjælen.

Og måske er det i virkeligheden fuldstændig vandvittigt at “dele” det op på den måde; i mandens, børnenes og moderens behov. For hvem kan adskille dem. Selvom vores kroppe er adskildte så er vore sjæle sammenføjede. Lisom mit dårlige (og gode) humør smitter resten af familien, sådan påvirker børnenes trivsel (eller manglende trivsel) mig dybt. Lisom børnene fornemmer min sindsstemning og selv de mindste ubalancer mellem Morten og jeg. Sådan fornemmer jeg hvis de ikke er helt okay – hvis de er bare lidt utrygge, lidt trætte, lidt tryghedssøgende.

Måske er det derfor at det virker forkert på mig at jeg skulle gå hjemme “for børnenes skyld” – fordi det i virkeligheden er liså meget for min egen. Fordi børnenes trivsel er sammenhængende med min trivsel og omvendt. Fordi vi ikke kan adskilles – og ikke ønsker at blive adskildt – endnu i hvert tilfælde.

Søvn og nydelse

image

Jeg tænker en del på nydelse. Og hvis man søger på “nyde” i søgefeltet på bloggen vil man erfare at jeg også har skrevet en del om det.

Nydelse er ikke noget der har fyldt ret meget i mit liv før jeg blev hjemmemor. Jeg tror næsten jeg har betragtet nydelse som noget man skulle fortjene sig til og kun kunne “være sig bekendt” i mindre doser. Noget der nærmest var syndigt og en nær fætter til dovenskab ind imellem. I indlæget her har jeg beskrevet hvorfor det virker så forkert på mig; fordi det jo er spild af tid. Sådan så jeg i hvert tilfælde på det for et par år siden.

Men samtidig så går det også op for mig hvorfor det er vigtigt. Ikke kun for mit velbehags skyld, men også for børnenes skyld – og de ting kan man vel egentlig ikke rigtig adskille når det kommer til stykket? Jeg har lyst til at citere et ældre indlæg:

En kvinde jeg holder af forklarede mig engang at hun fik sine unger med et godt mellemrum mellem dem; for at hun havde mulighed for at nyde dem hver især. Jeg forstod det ikke først, men idag gør jeg. Når jeg nyder mine unger, så giver jeg dem den opmærksomhed og den omsorg de har brug for, for at opleve sig værdifulde; noget særligt. Når jeg nyder dem; kigger på dem mens de leger (og de kigger på mig og ser jeg observere dem med glæde i mine øjne), giver dem mit fulde nærvær mens jeg puster på en slået finger, møder deres øjne i øjenkontakt mens jeg forklare dem noget, så har de mig helt og så oplever de at være elsket; at være centrum for min kærlighed.

I små øjeblikke som disse så lever jeg, det er dem jeg nævner når jeg om aftenen deler dagens bedste øjeblikke med Mande, det er de minder der klistre sig til min nethinde, små røde kinder, sørgmodige tårefyldte øjne og oplevelsen af at have en dyb kontakt til et lille barn der bare slubre det i sig. Det er det jeg gerne vil have mere af (og en masse andet). Det der derfor jeg gør noget på ufornuftigt som at gå hjemme.

Det er det jeg tænker på for tiden – hvordan jeg kan nyde børnene, nyde nuet, være nærværende og glad tilstede. For samtidig med at vores baby – vores skønne lillesøster – bringer utrolig meget langsomhed, sanselighed og nydelse med sig, så bringer hun også natteroderi og flere behov der skal udfyldes. Og derigennem har jeg fået en lille mini-åbenbaring, lige præcis så avanceret og kompleks som min amme-ramte hjerne tillader mig; nemlig at søvn, hvis dovenskab er nydelsens fætter, må være nydelsens tvilling. Uden søvn, ro og hvile, er der bare ingen nydelse, nærvær og glæde, så enkelt er det. Næsten. I hvert tilfælde så bliver jeg en meget gladere mor, en mor der nyder sine børn meget mere og en mor der er langt mere behagelig at omgås hvis jeg får nok af søvn.

Derfor har jeg skrevet søvn på listen over en hjemmemors vigtigste opgaver. Og hvilken jobbeskrivelse det job har efterhånden, jeg kan nævne i flæng; nærvær, nydelse, ro, søvn, langsomhed, tilstedeværelse og leg. Det lyder som det helt helt rigtige job for mig:D;)