Dårlig til lego

image

Jeg har forsøgt – flere gange end jeg kan tælle – og jeg vil sikkert prøve igen, for hvor ser det hyggeligt ud når mande og børnene sidder omgivet af lego og leger. Men gang på gang ender jeg med at konkludere, at jeg bare slet ikke synes det er spor sjovt og kun lidt hyggeligt at lege rolleleg med børnene.

Ville ønske det ikke var sådan, men begynder alligevel at indse at det er spild af dårlig ‘mor-samvittighed’ at fokusere på sådan en lille ting. Livet er for kort til at kæmpe sig igennem lege man alligevel ikke nyder, så hellere bruge tiden på alt det jeg elsker at lave med ungerne. Så jeg vil stolt bekende at jeg ikke har leget med lego, barbie, little people, dukker eller bamser i mere end få minutter af gangen -måske i flere måneder??

Det passer ikke helt, men næsten. I stedet så går vi på opdagelse i den nærmeste skov – på med viklen og så afsted. Vi møder myrer der bærer små kviste og blade der er mange gange deres egen størrelse, finder døde mus, kaninhuller, små larver i forskellige farver, størrelser – og nogen med pel. Vi går “på opdagelse” væk fra stierne og igennem krat af forskellig slags. Tællerne årerne på et fældet træ og leger vi er på vej igennem en jungle. Vi laver orme-bo i en glas beholder, leger cirkus og zoologisk have på trampolinen, bygger huler med havehynderne, og planter nyt i haven. Vi cykler/går op til hestene og mærker hvor bløde deres muler er, vi går på biblioteket og på legepladsen.

Og det er fantastisk. Jeg smiler ved tanken om alle de dejlige minder og oplevelser vi har sammen. Alle de dejlige øjeblikke. Og jeg nyder at være til stede, fastfryse øjeblikket med et billede, svare på alle de spørgsmål som jeg kender svaret på og google resten, blive klogere sammen med dem. Holde små beskidte hænder og nyde sommeren. Der er så meget guld gemt i at være tilstede sammen og gøre de ting man holder af<3

Fordi jeg VIL nyde det

image

Jeg fortalte børnene i morges, at det bedste jeg ved i hele verden er at være mor for dem. Og det er det virkelig, sådan i det store og hele.

Ind imellem ser jeg det bare ikke så klart, så frustrere det mig at de bruger en jordvold til rutchebane den dag de har nye bukser på, at de bruger vægene som opslagstavle OG tegneblok og at selv den skønneste baby ikke er en robot jeg kan regne ud. Så ryster jeg lidt i bukserne ved tanken om alt det der kan gå galt når jeg bevæger mig ud i verden (Læs: på biblioteket) med et spædbarn der potentielt kan vælge at netop denne dag ikke er dagen hvor hun vil ammes, en tre årig der potentielt kan gå i flitsbue hvis det hele går lidt for lidt som han havde tænkt det og en dygtig 5årig, der også har en grænse for hvor meget hun kan tollerere fra os alle.

Men (næsten) hver gang jeg vover mig ud med dem, næsten hver gang jeg ser forbi alt det trivielle eller mønstre tilpas meget rummelighed til at de kan få lov at udfolde sig (børnetøj kan vel holde til et og andet og vægge kan jo males) – så mærker jeg hvor helt vildt fantastisk det er at være mor. Hvor meget vi kan når vi hjælper hinanden. Hvor gode vi er sammen. Hvor hyggeligt og sjovt vi har det – midt i madpakker, vådservietter og lortebleer. Og så NYYYDER jeg at være deres mor. Så føler jeg mig som den heldigste i verden. Og sådan vil jeg have det. Selvom min rolle måske ikke er det mest eksotiske man kan forestille sig, så vil jeg nyde det. At være hjemme og sammen med mine børn er ikke et eller offer jeg gør for deres skyld – det er noget jeg gør for min egen skyld – fordi jeg elsker at nyde og opleve livet sammen med dem. Fordi jeg vil nyde dem så længe de lader mig gøre det:)

Så jeg øver mig på at se alt det smukke – et sæt lange øjenvipper, en blød lille kind (med lidt rester af frokosten på), en krop der smelter ind i min favn når den bliver nusset, små hænder der bliver brunere og større for hver dag, en stor tåre der triller ned af en kind, børn der leger sammen og løser deres første regnestykker ved hjælp af deres tilsammen 20 fingre. Og så nyder jeg det!

Det er hårdt at være børnefamilie

solbillede“Jeg er godt klar over at det er hårdt at være børnefamilie…” kommenterede en veninde i en sammenhæng. Jeg bemærkede det ikke nærmere, måske fordi sætningen passede meget godt med vores hverdag; vi stod med et sygt spædbarn mens de to store stadig var ved at omstille sig til deres nye roller. Men siden har jeg tænkt en del over det; synes jeg egentlig at det er hårdt at være børnefamilie?

Ja, det er død-kedeligt ind imellem at lægge vasketøj sammen, lave madplaner, ryde op og lege med lego i uendeligheder (ja – det synes jeg faktisk!). Og ind imellem, når jeg bare ikke kan finde et gram af overskud og har brugt en alt for stor del af min søvn på at trøste, fordele saltvand i små næsebor, trøste, suge lille næse for snot, trøste, uddele panodil, trøste, amme og lulle i søvn, så er det også hårdt. Så hårdt at jeg knytter mine hænder og bestemmer mig for at den mest fornuftige afslutning på et raseri anfald fra en 3 årig, må være et afsnit lillenørd – så jeg lige har mulighed for at sunde mig og få vreden ud af kroppen:D

Men jeg synes faktisk at det sådan generelt er helt fantastisk at være børnefamilie. Vi snakker tit om dagens tre bedste oplevelser inden vi lægger os til at sove, og sjældent kan jeg ikke huske tre små vidunderlige øjeblikke; eksempelvis hvor jeg har holdt en lille babyhånd i min i et smukt og stille øjeblik, har haft en nærværende snak med en af de store eller har beundret skyerne/en extra fin mariehøne vi har fundet. Og det er der heldivis meget af i vores hverdag. Tid til at nyde de der magiske øjeblikke med fuld tilstedeværelse og nærvær. Og lige præcis det, er noget af det bedste jeg ved.

Omvendt synes jeg det var hårdt da jeg skulle slå knuder på mig selv og forsøge at rive min 2 årige søns arme af mig og proppe ham i armene på en dagplejemor han godt nok kendte, men ikke havde lyst til at være sammen med efter en lang sommerferie. Eller skulle indkøre en 3 årig i børnehave på få dage fordi jeg havde et speciale ventende på skrivebordet. Eller de gange hvor jeg i samme periode har hentet nogle trætte og brugte børn og brugt resten af dagen på at “holde sammen på stumperne” inden vi nåede et tidspunkt hvor man kunne putte dem med et rimeligt håb om at de sov til et tidspunkt der mindede om morgen. Det var hårdt fordi hverken børnene eller jeg havde overskud til at nyde hinanden, vi overlevede mest bare til vi kom frem til målet; nattesøvn eller en hyggefilm, et eller andet der kunne give os lidt ro hver især.

Jeg er sikker på at ligningen ville se anderledes ud for en anden. Nogen ville synes det var hårdt ikke at have udsigt til tre ugers charter rejse hvert år, eller ikke at bo i eget hus. Men for mig ser den sådan her ud; Små børn + masser af tid + mentalt overskud = skønt at være børnefamilie – også selvom det koger over engang imellem:)

Din kærlighed er fin

IMG_6981Jeg roste ham fordi han var så god til at se sin søster pakke gave efter gave op. Det er ikke let at være 3år når en søsken har fødselsdag og får gaver, opmærksomhed og søde ord.

Han kravlede op på mit skød, lagde armene om min hals og sagde stille :”din kærligheden er så fin mor”, jeg bad ham forundret gentage sin sætning og han sagde det samme igen.

Han er så ubeskrivelig nem at elske; med store ord, brune øjne og tynde arme der holder blidt omkring mig. Mor-søn kærlighed når det er bedst:) Den der en dag bliver gift med ham, er en heldig kvinde!!

Bløde hænder

wpid-20140416_131658.jpgEr midt i en af morgenens ritualer på en solrig dag, at smørre min lyse datters ansigt ind i solcreme. Twilight: “Du har nogle bløde hænder mor, de er blødere end `pædagogs`”.

Sidder en morgen i køkkenet og giver min søn en morgenkrammer og nusser ham lidt på ryggen, præcis som vi plejer. “Dine hænder er så bløde mor”.

Følger børnene i børnehave, Lynild har noget i begge hænder, så jeg foreslår jeg holder ham om armen istedet for i hånden. “Men så skal du holde blødt mor”. Mor: “Ikke som når jeg er sur og sætter dig op på bordet?”, Lynild: “Nej, ikke sådan, det skal være blødt!”.

Bløde hænder, det er ikke lige en af de ting jeg selv ville have fundet på var vigtige når man er forælder. Nyder at de lægger mærke til sådan nogle små ting – og nyder at de nu kan kommunikere at de bemærker om mine hænder signalerer ro og omsorg i min måde at omgås dem, eller om de signalerer vrede og irration. Og hvor er det bare en smuk “livets skole” at omgås børn; de hjælper mig med at sætte farten ned, være nærværende og huske at omgås hinanden med omsorg.

Gråd og brok

image

Det gik op for mig i dag, at det er flere uger siden jeg har hørt lillesøster give den gas på de højfrekvente toner. Det står højt på listen over høreindtryk jeg absolut ikke kan fordrage. Intet kan få mit hjerte til at synke dybt ind i min sjæl end skinger og intens babygråd.

Men nu, hvor lillesøster er blevet tre måneder og de første mange hundrede gange har oplevet at vi umiddelbart har reageret på hendes gråd, og uden at tøve har gjort hvad vi har kunnet for at hjælpe hende, virker det til at hun har fundet ud af at hun kun behøver at grynte og brokke sig, for at vi hjælper hende med hendes behov. Og hvilken lettelse det er.

Lettelse at hun ikke behøver at skrige, lettelse at hun ved vi er der, lettelse at hun er tryg. Mest af alt, en lettelse at hun har tillid. Den første helt basale og essentielle tillid til at verden er et godt sted at være, at nogen elsker og tager sig af hende. Hun bliver set og hørt.