Hvad serverer du for din familie?

image

Jeg hørte engang billedet; hvad serverer du for din familie? -resterne af det der er tilbage når arbejdet, de huslige gøremål osv. har fået størstedelen af din energi og dit overskud. Eller serverer du det bedste der findes i dig til dem der, for mange af os, betyder mest for os.
Jeg er ikke pjattet med billedet, hvis man ser det i macro perspektiv, fordi det nemt kommer til at virke meget dogmatisk i forhold til at kvinder bør gå hjemme, hvilket jeg ikke nødvendigvis er enig i. Men når det er sagt så er det et billede jeg synes er nyttigt når jeg tænker på min egen “tallerken”/mit tidsbudget. Der er bare 1.000.000 tilbud og rigtig mange ting man kan/bør hjælpe til med. I de mange situationer når jeg igen igen igen står overfor valget om hvorvidt jeg skal bage kage til et arrangement, melde mig til den ene eller anden frivillige arbejdsgruppe eller om “vi ikke lige kommer forbi”, hjælper det mig at tænke på hvad jeg serverer for min familie. Har jeg overskud jeg kan give af, eller betyder mit “ja” til det ene eller anden at jeg bliver en træls, træt og underskudsagtig mor og hustru?
For selvom det ikke umiddelbart føles sådan – at sige nej – så er et fravalg til diverse aktiviteter jeg alligevel ikke har overskud til – jo i virkeligheden et tilvalg af min familie i et ønske om bare lidt oftere end 2 gange om måneden at have overskud og tid til at lege med ungerne og at være i stand til at opdrage dem med overskud og tålmodighed i stedet for at råbe og skynde dem igennem dagen.

Så i dag vil jeg opfordre dig til at tænke på hvad du serverer for din familie i dag-så vil jeg gøre det samme:)!:)

Reklamer

At nyde nuet

image

Skrev på min Facebook om en ny udfordring jeg havde fået, en uge efter lillepigens fødsel: “Hvordan nyder man nuet så meget at tiden næsten står stille?” Og jeg har bare slet ikke fundet svaret på det spørgsmål. Kun lidt i hvert tilfælde.


Jeg har nemlig fundet ud af hvordan jeg kan “fastfryse nuet” i min hukommelse. Godt nok betyder det ikke at tiden går langsommere, men jeg kan gå tilbage og genkalde mig en masse små særlige øjeblikke, som jeg ikke har lyst til at glemme.


Eksempelvis da hun smilede første gang, da lynild spørgende pegede på den sorte “rosin” på hendes mave, dengang hun sov på mit bryst en hel eftermiddag, den måde hendes ben sparker på når hun bliver utålmodig og hendes skællede hånd, inden den blødeste babyhud kom frem.


Og den geniale måde at fastfryse sådanne minder på? -ved at tage en masse mobil billeder og film. Og det er faktisk primært det jeg synes en mobil kan bruges til med sådan en lille mus. Jeg har jo ikke lyst til at “spilde nuet” ved at give sociale medier min halve opmærksomhed, men derimod giver det rigtig meget mening at gemme alle de små øjeblikke vi har sammen i billeder, som kan genkalde minderne. (Og hvis man så under en lang amning eller mens man vugger en baby i søvn kommer forbi Facebook, så deler det jo bare glæden når man deler de små særlige øjeblikke med familie og gode venner)


Nu er der gået en måned og jeg synes tiden flyver, men alligevel gør det ikke helt så meget når jeg bladre gennem alle mine billeder og smiler når jeg ser hvad vi brugte tiden på:)

Lillesøster

image

For 7 dage siden kom vores smukke lillesøster til verden. Vi har stadig 3 ugers barsel sammen, både til at fejre men også til at ‘blive 5’ tilbage. Med tre små børn at tage hensyn til/at hjælpe på vej i deres nye roller er her nok at lave:)

Fødslen gik heldigvis godt, faktisk langt bedre end jeg har turde håbe på og de store har indtil videre mødt lillesøster med alt fra stor kærlighed til næsten ligegyldighed, hvilket gør mig meget glad. Dejligt de er vilde med hende og gerne vil deltage i hendes liv, men også skønt at de har så tilpas meget ro og tryghed at de kan lege og leve som de plejer.

Al den tid jeg har brugt på at lære lynild at komme i tøj og overtøj selv, at lære dem at lege sammen, at spise maden på bordet osv. Er givet utrolig godt ud nu, hvor det faktisk føles som om at der er lidt overskud, som jeg ikke er i tvivl om at lillesøster nok skal fylde ud med tiden;)

Det betyder også at vi kan bruge vores tid på samhørighed, nærvær og kærlighed disse uger. Vi putter os sammen her i vintermørket, lærer hinanden at kende med de nye “huer” vi hver især har fået på og så tror og håber jeg vi kommer ud til foråret som en ny og forhåbentligt glad familie.