Vi har…

image

Vi har ikke noget fjernsyn, ingen tørretumbler og intet fint service. Vi har én bil, et lille billigt lejet hus og børnene sover på samme værelse, hvis ikke de sover imellem os. Vi har ikke dyre telefoner eller computere, ingen ipad eller spille-ting til børnene og ingen fine eller kostbare møbler.

Hvorfor skriver jeg dette? Fordi det liså stille går op for mig hvorfor vi ikke har alle de der ting. Vi lever jo hverken som Bonderøven eller Andrea og hendes familie i de svenske skove, men måske lidt alligevel, på vores egen måde.

Vi lever ud fra hvad der betyder noget for os, ud fra vores værdier, mere end vi følger det der ligger i kortene for et par i starten af 30erne i 2014. Og vi er død-rige på den konto.

Vi har tid. Tid til at snakke om store og små ting, tid til at være deltagende i selv kedelige små detaljer af hinandens liv. Tid til at lege med børnene indtil de med fyldt kærligheds beholder, tilfredse leger med sig selv og hinanden. Tid til at lære og opleve sammen. Vi har tid.

Vi har nærvær. Vi har ansigt til ansigt relationer med hinanden. Vi har liv sammen, hvor vi mærker hinanden og gennem øjnene kan se ind i hinandens sjæle. Vi har nærvær til at møde hinanden der hvor vi er også selvom det er upassende eller ubelejligt. Vi har nærvær.

Vi har tryghed. Tryghed i at vi hører sammen. Tryghed i at vi bliver sammen, fordi vi lever sammen og fordi vi vælger at blive ved med at leve sammen. Tryghed fordi vi vælger hinanden og vælger at vokse mere og mere sammen. Vi har tryghed.

Vi har ro. Ro fordi vi kun vil få ting. Ro fordi vi siger fra til alt det andet. Ro fordi vi ikke er i tvivl om hvad der betyder mest for os. Ro der giver grobund for nærvær, relation, tryghed og tid. Ro udenpå, men endnu vigtigere; ro indeni. Tro der giver ro og en forankret sjæl.

Måske er der meget vi ikke har, hvis man ser på os udefra. Men jeg kan ikke forestille mig et rigere liv. Og selv ikke et hus med udsigt midt i naturen, som er en af de få ting der virker tillokkende på mig,  vil jeg bytte for mit og vores rige og meningsfulde liv.

Tanker efter at have læst et par kapitler i Anne Lindbergh “Gaver fra havet”.

Reklamer

1000 grunde

DSC_1079Der har været 1000 grunde til at jeg “er faldet af på den” når det kommer til at skrive blog. Og da jeg har prøvet det før ved jeg at det ikke rigtig giver mening at love bod og bedring, for det sker igen. Når der sker alt for meget indeni og omkring mig så er det kun de aller vigtigste prioriteter der bliver opfyldt – og nej, det er desværre ikke bloggen;) Så børnene har fået al det nærvær, kærlighed og kram de kunne ønske sig, men mine gulve har været klistrede, mine vinduer uendelig beskidte og vi har set alt for få mennesker.

Til gengæld vidner en fordybning i sofaen om at min bækkenløsningsramte kæmpe store gravidkrop har ligget ned flere timer hver dag. Og antallet af gange hvor jeg har hentet børnene i børnehave med sovestriber i ansigtet vidner om, at mens min krop har lavet et lille nyt menneske, så har den krævet extra meget søvn og hvile. Men nu er der efterhånden kun en uges tid til termin og jeg glæder mig. Ikke kun til at slippe for besværet, men mest af alt til at dufte min bløde baby, til at have hende slynget tæt på kroppen og til at lade tiden stå stille et par uger.

Lisom da de andre blev født, forbereder vi os på at få vores liv og hverdag vendt på hovedet. At starte forfra på en eller anden måde. Fra at jeg, da vi ventede Twilight, havde en forestilling om at det ikke ville ændre vores liv særlig meget, velkommer og anerkender jeg nu at en baby vil ændre alt. Ej, måske ikke alt i længden – men det vil nok føles sådan til at starte med -. Og det er helt okay. Vi har ikke alt muligt andet der er vigtigere end at omstille os fra livet som 4, til livet som 5. Ikke noget der er vigtigere end at lære vores lille nye skat at kende og give hende en tryg og rolig start på livet. Så ja, det kommer nok ikke til at ændre sig så forfærdeligt meget med min manglende opmærksomhed på bloggen. Dog håber jeg at jeg engang i fremtiden vil genvinde så meget overskud at jeg faktisk kan sætte mig ned og tænke to sammenhængende tanker efter børnene er puttet igen…