Det smukke i at være langsom

image

Jeg bliver, nok som de fleste andre, ofte spurgt “Hvordan det går”. Mit standart svar har i snart et år været “stille og roligt”. Hvor omvendt det end er i forhold til samfunds normen så lever jeg et stille og roligt liv, så stille og roligt det nu kan blive med to tumlinge i huset i hvert tilfælde:)

Engang troede jeg at man var vigtig hvis man havde en fuld kalender, som man overskudsagtigt blev ved med at proppe aftaler ind i, til man næsten fik hovedpine af at kigge på den næste uge.

Idag har jeg fundet ud af at der er noget helt særligt og smukt ved at leve et langsomt liv. Jeg har fundet ud af at jeg kan se ting, som jeg ellers ikke ville opdage, opfatte detaljer der ellers ville glippe min bevidsthed når jeg har tid og rum til at være tilstede i de ting jeg gør og med de mennesker jeg møder.

Der er et skriftsted der betyder meget for mig i denne stille og, i mine “gamle øjne”, ubetydelige tid, en tid hvor jeg “spilder” mit potentiale. Det er et sted hvor Jesus fortæller om den afsluttende dom, hvor kongen vil komme og dele mennesker i to grupper og til den ene gruppe sige:

“Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,  jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.  Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj?  Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig” (Mattæus 25:34 og videre).

Det der slår mig, er måske først det som billedet også illustrere, at det der tæller noget er ikke at “være noget” bestemt, men at tjene andre, at møde “en af disse mine mindste”, en der ellers er overset. En pointe der bliver fremhævet i mange fortællinger i bibelen.

Det andet der slår mig, er beskrivelsen af alle de behov som faderens velsignede mødte, helt basis praktiske behov. I vores samfund er der en tendens til at nu mere prestigefyldt job man har, jo mindre beskæftiger man sig med at møde helt basale og praktiske behov, helt omvendt et bibelsk perspektiv.

Videre tænker jeg på hvad der går forud for at møde et sådant behov; at man kan se/opfatte det. For at kunne give den sultne noget at spise eller den tørstige noget at drikke, må man være i stand til at opfatte behovet i første omgang. For at kunne møde og afstemme et barn som det har brug for, må man være i stand til at kunne mærke barnet, opfatte hvilket behov det har. For at kunne møde et behov hos de mennesker som andre overser, må man være i stand til at være den der ser, den der opfatter og lægger mærke til de ting der ellers ikke lige står i ens kalender.

Og det er her hvor det med at være langsom, har en pointe. For for mig så gør det en kæmpe forskel i min opfattelsesevne, om jeg har travlt eller om jeg har tilpas meget ro til at være opmærksom på andres behov. Om jeg hele tiden er fokuseret på det næste punkt på dagsordnen, hvad jeg nu lige skal huske osv, eller om jeg faktisk har overskud til at åbne mine øjne og se den verden og de mennesker der er omkring mig.

Og det er måske det der er noget af det mest berigende ved mit langsomme liv. At selvom det er her, jeg ifølge alle fordomme, burde være mest isoleret rent socialt, så er det faktisk her jeg oplever at have aller bedst kontakt med de mennesker der indgår i min hverdag. Selvom jeg troede jeg ikke ville møde nogen mennesker, så er det nu jeg opdager alle de mennesker jeg før skyndte mig at gå forbi. Selvom jeg var bange for jeg ville kede mig i mine ungers selskab, så opfatter jeg nu så meget mere af hvad det er de kommunikere direkte og indirekte til mig, måske fordi jeg ikke er så svær at råbe op længere, at jeg hovedsageligt nyder og finder tiden med dem stimulerende og underholdende.

Der er virkelig noget helt vildt smukt over det her langsomme liv, som jeg stadig øver mig dagligt i at leve.

Advertisements

3 thoughts on “Det smukke i at være langsom

  1. Super smukt indlæg Maria – og i min “travlhed” fik jeg faktisk overset det… Jeg er overbevist om, at du har ret – når tempoet sættes tilstrækkeligt ned, så er det noget andet man ser og oplever – uden tvivl også med sine børn… Og man skal værdsætte det rolige liv og tempo, og huske sig på det, fordi jeg tror desværre, at både samfundet og vores egne “plejer”-instinkter lige så ubemærket hiver tempoet i vejret igen, hvis man ikke er obs på at være og forblive nærværende….(synes selv at jeg kæmper med lige præcis dette fænomen i hverdagen)

    • Tak for din kommentar Mette. Ja – det er lige det jeg også oplever, at det lisom ligger på rygraden at sætte tempoet op – men er helt vildt værdifuldt når jeg formår at sætte tempoet ned igen:)

  2. Pingback: Disse mine mindste | PandekageMor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s