Sunde cookies

image

Bliver lige nød til at dele min nyeste opdagelse; at man kan lave gode og relativt sunde cookies på ingen tid med børnene i køkkenet.

Mos en banan (herhjemme lavede vi dobbelt portion så de mosede en hver mens jeg gjorde resten klar), tilsæt 1 tsk kanel, 1 dl havregryn, 15g hakkede mandler og 25 g hakket mørk chokolade. Bages i ca 15 min ved 200 grader.

Både børnene og jeg synes de blev vildt vildt gode og med lidt frugt først så er min samvittighed okay også selvom det er en helt almindelig blæsende hverdag.

Reklamer

Disse mine mindste

IMG_7132“Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig” (Matt. 25:40).

Jeg skrev et indlæg omkring dette for et par dage siden. Men har lyst til at følge op på det igen. En af de ting der falder mig ind når jeg læser hele beretningen i biblen er hvem de her “mine mindste” er. Min nyeste oversættelse bruger betegnelsen; “de mest oversete”. Ud fra skriftstedet bliver det tydeligt at der i hvert tilfælde menes de der er syge, fremmede eller i fængsel – det er til at forholde sig til, men der nævnes også de nøgne, de sultne og de tørstige. Altså nogen der ikke havde fået de mest basale behov mødt – et meget sjældent syn i vores land – sådan udefra i hvert tilfælde.

Men selvom vores fysiske behov er/bliver dækket i danmark, det kommunale sikkerhedsnet er her for at gribe de mennesker der oplever at være sultne, tørstige og nøgne, så kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de andre basale behov der ikke bliver stillet i danmark. Behov for omsorg, tryghed, kærlighed, venskab og fællesskab. Værdier og behov der ind imellem synes at stå bagerst i køen i forhold til alle de konkrete ting vi jager efter; en forfremmelse, en ny fladskærm, den nyeste kollektion fra vores ynglings designer osv. Det ville være naivt af mig at gøre det som samfundsekspert, men jeg synes bare jeg læser/hører variationer af dette budskab igen og igen.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke om ikke vores børn i højeste grad er taberne i dette spil, om ikke vi burde inkludere dem i vores forståelse af hvem “disse mine mindste” er. Babyer og småbørn som allerhelst ville sidde i en slynge på deres mors mave og liså stille lære verden at kende fra hendes trygge favn, får lov at sidde alene i hjørnet på legemadressen i vuggestuen/dagplejen mens de første scener af junglelov udspiller sig for øjnene af dem. Eller alle de mange børn der kommer sent sent hjem og derefter placeret foran fjernsynet inden de bliver spist af og puttet. Og fjernsynet er jo ikke fjenden, men redningen i denne situationen, for vi ved jo alle hvad der ville ske, hvis vi slukkede. Så ville der sidde et opmærksomhedshungrende lille barn som en klods om benet på sine forældre og højst sansynligt bruge sin vokal til tydeligt at forklare at det er NUUUU det vil have kontakt. Men hvor er det ærgeligt at det er blevet okay at spise børns helt naturlige og legitime behov for opmærksomhed og omsorg af med fjernsyn eller ipad.

Jeg tror vi glemmer at børn tager tid.  – ikke kun fordi der er flere munde at mætte eller flere kroppe at klæde på, men fordi der er flere relationer der skal opbygges og vedligeholdes. Mere omsorg der skal gives, flere oplevelser der skal lyttes til og situationer der skal forklares. Og også flere små mennesker der skal opdrages – helst af en forælder der har selvkontrol og mildhed i øjnene.

Det er derfor mit postulat at mange børn idag er helt vant til at gå rundt med uopfyldte følelsesmæssige basis behov – er i underskud af kram, opmærksomhed, øjenkontakt og sætninger der bekræfter dem i at de er elsket. At vi i virkeligheden først skal se indad når vi tænker på hvordan vi kan hjælpe “disse mine mindste” og sørge for at være der for vores børn, så vi ikke “vender ryggen til vores egne“:

Det smukke i at være langsom

image

Jeg bliver, nok som de fleste andre, ofte spurgt “Hvordan det går”. Mit standart svar har i snart et år været “stille og roligt”. Hvor omvendt det end er i forhold til samfunds normen så lever jeg et stille og roligt liv, så stille og roligt det nu kan blive med to tumlinge i huset i hvert tilfælde:)

Engang troede jeg at man var vigtig hvis man havde en fuld kalender, som man overskudsagtigt blev ved med at proppe aftaler ind i, til man næsten fik hovedpine af at kigge på den næste uge.

Idag har jeg fundet ud af at der er noget helt særligt og smukt ved at leve et langsomt liv. Jeg har fundet ud af at jeg kan se ting, som jeg ellers ikke ville opdage, opfatte detaljer der ellers ville glippe min bevidsthed når jeg har tid og rum til at være tilstede i de ting jeg gør og med de mennesker jeg møder.

Der er et skriftsted der betyder meget for mig i denne stille og, i mine “gamle øjne”, ubetydelige tid, en tid hvor jeg “spilder” mit potentiale. Det er et sted hvor Jesus fortæller om den afsluttende dom, hvor kongen vil komme og dele mennesker i to grupper og til den ene gruppe sige:

“Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,  jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.  Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj?  Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig” (Mattæus 25:34 og videre).

Det der slår mig, er måske først det som billedet også illustrere, at det der tæller noget er ikke at “være noget” bestemt, men at tjene andre, at møde “en af disse mine mindste”, en der ellers er overset. En pointe der bliver fremhævet i mange fortællinger i bibelen.

Det andet der slår mig, er beskrivelsen af alle de behov som faderens velsignede mødte, helt basis praktiske behov. I vores samfund er der en tendens til at nu mere prestigefyldt job man har, jo mindre beskæftiger man sig med at møde helt basale og praktiske behov, helt omvendt et bibelsk perspektiv.

Videre tænker jeg på hvad der går forud for at møde et sådant behov; at man kan se/opfatte det. For at kunne give den sultne noget at spise eller den tørstige noget at drikke, må man være i stand til at opfatte behovet i første omgang. For at kunne møde og afstemme et barn som det har brug for, må man være i stand til at kunne mærke barnet, opfatte hvilket behov det har. For at kunne møde et behov hos de mennesker som andre overser, må man være i stand til at være den der ser, den der opfatter og lægger mærke til de ting der ellers ikke lige står i ens kalender.

Og det er her hvor det med at være langsom, har en pointe. For for mig så gør det en kæmpe forskel i min opfattelsesevne, om jeg har travlt eller om jeg har tilpas meget ro til at være opmærksom på andres behov. Om jeg hele tiden er fokuseret på det næste punkt på dagsordnen, hvad jeg nu lige skal huske osv, eller om jeg faktisk har overskud til at åbne mine øjne og se den verden og de mennesker der er omkring mig.

Og det er måske det der er noget af det mest berigende ved mit langsomme liv. At selvom det er her, jeg ifølge alle fordomme, burde være mest isoleret rent socialt, så er det faktisk her jeg oplever at have aller bedst kontakt med de mennesker der indgår i min hverdag. Selvom jeg troede jeg ikke ville møde nogen mennesker, så er det nu jeg opdager alle de mennesker jeg før skyndte mig at gå forbi. Selvom jeg var bange for jeg ville kede mig i mine ungers selskab, så opfatter jeg nu så meget mere af hvad det er de kommunikere direkte og indirekte til mig, måske fordi jeg ikke er så svær at råbe op længere, at jeg hovedsageligt nyder og finder tiden med dem stimulerende og underholdende.

Der er virkelig noget helt vildt smukt over det her langsomme liv, som jeg stadig øver mig dagligt i at leve.

Skoldkopper

image

Kan nu også skrive “skoldkopper” på mit forældre cv og hvis jeg ikke tager meget fejl kan jeg snart skrive det på to gange;) kan godt mærke på det hele at det efterhånden er virkelig lang tid siden at jeg har trøstet grædende børn midt om natten og også meget sjældent at jeg har set Lynild så frustreret.

Det ser dog ud til at vi har fundet rytmen til gode dage og nattesøvn under skoldkopper, så det tænkte jeg at jeg lige ville dele her. Vi har selvfølgelig prøvet både kartoffelmel og kolde klude. Men det mest effektive er nu at lade ham sidde i et hyggelunt badekar så længe han orker og gå lange ture med ham i klapvognen mens han sidder med tunge øjne og ser verden glide forbi. På den måde bliver det hele ikke til filmhygge, hvilket vil være ret unfair når nu vi også har en søster at tage hensyn til.

Om natten, hvilket klart er det mest komplicerede, har A-dermas spray creme, der er uden parabener, kombineret med panodil til at slå den værste feber ned, været en mirakelkur. Og så masser af vand selvfølgelig. Alting er bare bedre hvis man sover om natten;)