Det er tid og nærvær der tæller

image

Fordi vi mere eller mindre bor på en efterskole. Fordi børnene elsker at løbe rundt og lege på det stisystem der kobler vores hus til hele herligheden. Og fordi de jo vælter på deres cykel ind imellem, bliver uvenner eller bare kede af det, så sker det at en venlig og empatisk sjæl hjælper dem hjem.


Den anden dag da storesøster i hast spænede hjem og i sidste øjeblik ikke nåede at sætte sig på toilettet (…), kom volontør1, få minutter senere, gående med en grædende og forladt lillebror i favnen. Og bag ham gik volontør2, nærmere bestemt børnenes skønne dejlige faster, som de elsker højt og som har været barnepige siden hun var 10, med et meget særligt skuffet blik i øjnene.


Sagen var den at lillebror grædende havde fravalgt hans faster, til fordel for volontør1, da han havde brug for trøst. Ikke lige det scenarie faster havde forestillet sig, men meget forståeligt når man ved at volontør1 er her for andet år, at han altid har tid til at sætte sig i børnehøjde og snakke, lave fis eller spille fodbold.


Det er jo såre simpelt, men fik mig alligevel til at tænke på hvor ligeglade børn er med titler og blodsbånd. Vi kan være nok så meget i tæt familie, vi kan endda være søskende, eller jeg kan være deres mor. Men hvis de ikke har oplevet at jeg har tid til dem, siger JA til at være nærværende med dem, er med på det de har lyst til og i det hele taget giver af mig selv til dem, så har vi ikke en relation (ikke det der i min verden kan kategoriseres som en egentlig relation). Så lever vi under samme tag, deler hverdag og forhåbentlig spisetider, men vi har ikke nogen egentlig betydningsfuld kontakt og jeg har kun begrænset indflydelse på deres liv.


Jeg læste en blogpost i sommers. En kvinde, der skrev om en veninde der år efter år havde sine børn med på ferie også selvom de for længst var flyttet hjemmefra og var ved at stifte deres egne familier. Kvinden havde undrende spurgt sin veninde hvordan det kunne lade sig gøre at børnene overhovedet gad med når de var teenagere og ældre. Veninden havde så svaret noget lignende, at fordi hun havde gidet hendes børn og brugt så meget tid på at være sammen med dem da de var små, så var de nu, hvor de var blevet voksne, nærmest gode venner og nød hinandens selskab.


Prøv at tænk hvis det virkelig kan lade sig gøre, det er jo utænkeligt og også næsten sygeligt i forhold til det forældreideal jeg synes man møder mange steder; at forældre har behov for at beskæftige sig med noget vigtigere (og mere interessant) end deres børn, at børnene allerede fra de er helt små har deres primære relationer med jævnaldrende frem for forældrene og at børn gør kraftigt oprør fra forældrene, fra de så småt begyndt med at nærmere sig de 13.


Men i verden lyder det fantastisk, hvis det virkelig kan lade sig gøre at have en god, ærlig og ligevægt relation med ens børn når de er voksne. Om det er muligt eller ej, så nyder jeg det tætte bånd jeg har fået til ungerne efter jeg er begyndt at være meget mere hjemme med dem. Jeg er slet ikke i tvivl om at det er mit nærvær min min tid der er noget af det mest betydningsfulde jeg kan give dem.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s