“Ja, mor – du ventede på mig”

IMG_6671Jeg har den skønneste søn. Lidt sensitiv, lidt introvert, lidt fodbold nørded og lidt vild og drenget i selskab med hans bedste venner. Han er alt muligt og jeg glæder mig til at følge hvordan han udvikler sig, for det er bestemt ikke forudsigeligt. Når vi går en tur vil han endten slet ikke holde mig i hånden, eller gerne holde mig i hånden det meste af tiden (når han er brugt). Men selvom han herne vil holde i hånd så har han det med at stoppe op – måske 3 gange på de 25 meter der er fra bilen til huset og nogle gange i laaang tid. Der er 90% chance for at det er en sten eller gren han har fundet og ellers er det oftest et insekt.

Den anden dag da han stoppede op og slap min hånd på vej hjem fra bilen gik jeg stille og roligt videre, jeg har haft et håb til at han måske kunne synes at det var okay at jeg fortsatte i tempo og han så ville følge trop, men succesraten har ikke været imponerende høj endnu. Og den gik heller ikke denne gang. Han bebrejdede mig højlydt da han kom ind af hoveddøren – “vi skulle gå sammen” og “det prøver vi lige igen mor” (Ja, den sætning bruger vi stadig). Vi fik det løst og dagen gik videre til vi igen gik ned af stien, denne gang væk fra huset.

Lynild slipper min hånd, sætter sig på hug og kigger på et dødt kvast stankelben på stien. Jeg går to skridt videre, men stopper så op for at kigge og snakke med, mens jeg nusser hans lille ryg lidt. På den ene side stornyder jeg jo at få indblik i hans verden, hans facination og oplevelser – på den anden side har jeg de sidste 2 år set på så mange sten og insekter at jeg, særligt i øjeblikke hvor det gerne må gå lidt hurtigt, gerne vil kunne “springe over”. Men straks kigger han op på mig og udbryder glad; “Ja mor, du ventede på mig” – som om han med hans 3 årige ord vil fortælle mig, at det er netop dette her han mener, at jeg skal sætte mig på hug med ham og dele oplevelsen, istedet for at forsvinde ind i min voksenverden af tasker der lige skal pakkes ud og småting der skal tjekkes op på.

Så han endte alligevel med at være den der svarede mig på spørgsmålet om hvorvidt det var okay at jeg gik foran ham og lod ham alene med sin nyeste opdagelse. Og det vil han tydeligvis gerne frabede sig lidt endnu. Og er det ikke netop en af de ting en 1,2 og 3 årig kan lære en voksen!?!; at være tilstedet i nuet og at glæde sig over en dråbe der hænger fast under pegefingren, en udtørret regnorm der ligner et bogstav eller det 30. skovhindbær fundet på en enkelt gåtur. Og jeg har jo tydeligvis ikke lært det endnu, så det er godt min lille læremester opmuntre mig til at fortsætte:)

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s