Ud over navlen

image

Bare et lille helt konkret bevis på at det bliver mere og mere kompliceret for mig, at se ud over min egen navle. Det er tredje gang jeg har denne oplevelse. Det er som om at det med at producere og fostre en baby kræver så meget energi, opmærksomhed og kærlighed at min hjerne automatisk lukker ned for mere rationelle tanker om interessante emner. Jeg forholder mig endnu mindre til hvad der sker i verden og kan nærmest ikke sammensætte to tanker der ikke relatere sig til baby.

Læs evt. om hvornår og hvorfor jeg sidste gang kom ud af min “babyrus”.

Bedste venner

image

Det er søndag og ungerne og jeg hygger os på en nærliggende legeplads. Der er mange af denne slags weekend dage, med en arbejdende farmand, i løbet af efteråret. Men selvom lillebror har skoldkopper og dagen måske ikke har det bedste udgangspunkt er det faktisk super hyggeligt.

Når jeg sidder her med mine tykke graviditetsplagede ben oppe på en bænk og observere dem lege, bliver jeg simpelthen så taknemlig for det venskab de har sammen. Hvor er det bare en gave for dem og for os at de altid har en bedste ven ved hånden at lege med og lære af.

I sommers spurgte en 6årig dreng Twilight om hun nogensinde havde prøvet at sove sammen med nogen. Og hun svarede ham med største selvfølgelighed, at det havde hun mange gange, for “mig og Lynild sover da sammen hver nat!”.

Søskende relationer er virkelig geniale og måske endnu mere geniale når de har mange timer sammen hver dag til at udvikle dem? I hvert tilfælde kommenterede en mor den anden dag på legepladsen at Twilight og Lynild da var meget bedre til at lege sammen end hendes børn der tilbringer meget af dagen i hver sin institution.

Det er tid og nærvær der tæller

image

Fordi vi mere eller mindre bor på en efterskole. Fordi børnene elsker at løbe rundt og lege på det stisystem der kobler vores hus til hele herligheden. Og fordi de jo vælter på deres cykel ind imellem, bliver uvenner eller bare kede af det, så sker det at en venlig og empatisk sjæl hjælper dem hjem.


Den anden dag da storesøster i hast spænede hjem og i sidste øjeblik ikke nåede at sætte sig på toilettet (…), kom volontør1, få minutter senere, gående med en grædende og forladt lillebror i favnen. Og bag ham gik volontør2, nærmere bestemt børnenes skønne dejlige faster, som de elsker højt og som har været barnepige siden hun var 10, med et meget særligt skuffet blik i øjnene.


Sagen var den at lillebror grædende havde fravalgt hans faster, til fordel for volontør1, da han havde brug for trøst. Ikke lige det scenarie faster havde forestillet sig, men meget forståeligt når man ved at volontør1 er her for andet år, at han altid har tid til at sætte sig i børnehøjde og snakke, lave fis eller spille fodbold.


Det er jo såre simpelt, men fik mig alligevel til at tænke på hvor ligeglade børn er med titler og blodsbånd. Vi kan være nok så meget i tæt familie, vi kan endda være søskende, eller jeg kan være deres mor. Men hvis de ikke har oplevet at jeg har tid til dem, siger JA til at være nærværende med dem, er med på det de har lyst til og i det hele taget giver af mig selv til dem, så har vi ikke en relation (ikke det der i min verden kan kategoriseres som en egentlig relation). Så lever vi under samme tag, deler hverdag og forhåbentlig spisetider, men vi har ikke nogen egentlig betydningsfuld kontakt og jeg har kun begrænset indflydelse på deres liv.


Jeg læste en blogpost i sommers. En kvinde, der skrev om en veninde der år efter år havde sine børn med på ferie også selvom de for længst var flyttet hjemmefra og var ved at stifte deres egne familier. Kvinden havde undrende spurgt sin veninde hvordan det kunne lade sig gøre at børnene overhovedet gad med når de var teenagere og ældre. Veninden havde så svaret noget lignende, at fordi hun havde gidet hendes børn og brugt så meget tid på at være sammen med dem da de var små, så var de nu, hvor de var blevet voksne, nærmest gode venner og nød hinandens selskab.


Prøv at tænk hvis det virkelig kan lade sig gøre, det er jo utænkeligt og også næsten sygeligt i forhold til det forældreideal jeg synes man møder mange steder; at forældre har behov for at beskæftige sig med noget vigtigere (og mere interessant) end deres børn, at børnene allerede fra de er helt små har deres primære relationer med jævnaldrende frem for forældrene og at børn gør kraftigt oprør fra forældrene, fra de så småt begyndt med at nærmere sig de 13.


Men i verden lyder det fantastisk, hvis det virkelig kan lade sig gøre at have en god, ærlig og ligevægt relation med ens børn når de er voksne. Om det er muligt eller ej, så nyder jeg det tætte bånd jeg har fået til ungerne efter jeg er begyndt at være meget mere hjemme med dem. Jeg er slet ikke i tvivl om at det er mit nærvær min min tid der er noget af det mest betydningsfulde jeg kan give dem.

Svømning

image

Vi vil gerne have at vores børn lærer at svømme og at de kommer til at dele vores begejstring for vand. Det kunne godt lyde som om vi var vinterbade typerne (det ser virkelig skønt ud på billeder), eller måske bare motions svømmere, men det er på ingen måde virkeligheden, vi kan bare godt lide vand, helst varmt vand;)

Men til sagen, i stedet for at melde vores børn til super dyre svømmetimer hvor de skal padle rundt nede i vandet 10 børn om en instruktør, mens vi står en kæmpe flok af forældre på kanten, tænkte vi at der måtte finde en løsning der passede bedre til os. Vi fandt på at næsten alle vores ferier i en eller anden grad skulle inkludere badning, gerne hver dag. Om sommeren i franske søer eksempelvis, om vinteren i et dansk feriecenter.

Og så fandt vi på at bruge et par af de der fredage hvor vi ellers er energiforladte og kedelige forældre, på at tage i svømmehal med aftensmad medbragt, i bedste skovtursstil, dog uden skov. Og det virker bare så godt. Børnene udvikler sig helt vildt i deres svømme teknikker og tryghed i vandet. Jeg får svømmet nogle baner og trænet lidt graviditets vand-gymnastik og Mande nyder nogle ture i sauna.

Men vigtigst af alt så nyder vi en fælles interesse, en slags tradition vi er ved at bygge. Vi ser hinanden i øjnene, leger, er nærværende og har masser af fysisk kontakt.

“Høj” hjemmemor

image

Er helt høj efter en super dejlig lang dag alene med ungerne.

Specielt efter nummer tre er flyttet ind i maven kan jeg godt være temmelig brugt sidst på eftermiddagen. Men en god lang tur i det fri, efter at have læst bog og slappet af i sofaen en time, var vores redning. Vi fik plukket blomster, klappet hunde, snakket med hundeejere og gode venner fra mødregruppen.

Vi kom hjem et løbehjul og en halv banankage rigere og blev også tilbudt æbler undervejs. Utroligt så skønne mennesker der bor indenfor den radius af 1km som vi bevægede os væk idag. Dem kommer jeg til at savne når sneen ligger tykt og vi sidder i hver vores stue det meste af vinteren… Heldigvis er det (sen) sommer lidt endnu:)

“Ja, mor – du ventede på mig”

IMG_6671Jeg har den skønneste søn. Lidt sensitiv, lidt introvert, lidt fodbold nørded og lidt vild og drenget i selskab med hans bedste venner. Han er alt muligt og jeg glæder mig til at følge hvordan han udvikler sig, for det er bestemt ikke forudsigeligt. Når vi går en tur vil han endten slet ikke holde mig i hånden, eller gerne holde mig i hånden det meste af tiden (når han er brugt). Men selvom han herne vil holde i hånd så har han det med at stoppe op – måske 3 gange på de 25 meter der er fra bilen til huset og nogle gange i laaang tid. Der er 90% chance for at det er en sten eller gren han har fundet og ellers er det oftest et insekt.

Den anden dag da han stoppede op og slap min hånd på vej hjem fra bilen gik jeg stille og roligt videre, jeg har haft et håb til at han måske kunne synes at det var okay at jeg fortsatte i tempo og han så ville følge trop, men succesraten har ikke været imponerende høj endnu. Og den gik heller ikke denne gang. Han bebrejdede mig højlydt da han kom ind af hoveddøren – “vi skulle gå sammen” og “det prøver vi lige igen mor” (Ja, den sætning bruger vi stadig). Vi fik det løst og dagen gik videre til vi igen gik ned af stien, denne gang væk fra huset.

Lynild slipper min hånd, sætter sig på hug og kigger på et dødt kvast stankelben på stien. Jeg går to skridt videre, men stopper så op for at kigge og snakke med, mens jeg nusser hans lille ryg lidt. På den ene side stornyder jeg jo at få indblik i hans verden, hans facination og oplevelser – på den anden side har jeg de sidste 2 år set på så mange sten og insekter at jeg, særligt i øjeblikke hvor det gerne må gå lidt hurtigt, gerne vil kunne “springe over”. Men straks kigger han op på mig og udbryder glad; “Ja mor, du ventede på mig” – som om han med hans 3 årige ord vil fortælle mig, at det er netop dette her han mener, at jeg skal sætte mig på hug med ham og dele oplevelsen, istedet for at forsvinde ind i min voksenverden af tasker der lige skal pakkes ud og småting der skal tjekkes op på.

Så han endte alligevel med at være den der svarede mig på spørgsmålet om hvorvidt det var okay at jeg gik foran ham og lod ham alene med sin nyeste opdagelse. Og det vil han tydeligvis gerne frabede sig lidt endnu. Og er det ikke netop en af de ting en 1,2 og 3 årig kan lære en voksen!?!; at være tilstedet i nuet og at glæde sig over en dråbe der hænger fast under pegefingren, en udtørret regnorm der ligner et bogstav eller det 30. skovhindbær fundet på en enkelt gåtur. Og jeg har jo tydeligvis ikke lært det endnu, så det er godt min lille læremester opmuntre mig til at fortsætte:)

Årskort og andet godt…

2013-09-05 14.08.09For første gang i år har vi købt et årskort der gælder mere end bare en enkelt attraktion – og hvor er det genialt. Vi har stadig et halvt år hvor vi kan vælge gratis mellem 5 forskellige attraktioner; zoo, akvarier, sommerland osv. hvornår vi end har tid og lyst. Idag var et af de tidspunkter. Mande havde vagtdag, så det var en genial lejlighed til at tage på udflugt hele dagen. (Hvis nogen føler sig inspirerede til at købe årskort vil jeg anbefale at tjekke ud på forskellige attraktioner i nærhedens hjemmesider hvor årskortet gælder til og så gå efter at købe et kort der gælder til flere steder der ligger “i området” – vores radius er 1,5t kørsel -)

Dagen startede tidligt, allerede 615 var jeg på vej i bad for at kunne nå det hele alene, uden at morgenen skulle opleves stresset. Og kl. 8:30 sad vi i bilen på vej mod Silkeborg. Ind imellem bliver jeg slået over hvor seje vi er sammen, ungerne og jeg. Vi samarbejder, laver kompromixer og forklarer hinanden hvordan vi gerne vil have tingene hver især. Og så har vi god stemning og lærer en hel masse. Genialt det bånd man får af at tilbringe så mange timer sammen:)

På vejen til Aqua, et ferskvandsakvarie med den fedeste udendørs vand-legeplads – ideel til lune sensommerdage, lyttede vi til “klatremus og de andre dyr i hakkebakkeskoven”. Og det ser ud som om at jeg endelig har fundet en lydbog der sådan rigtig faldt i lillebrors smag – der var ihverttilfælde helt ro på bagsædet. Da vi kom frem var børnene helt i skyerne og susede rundt til alle de ting de kunne huske fra sidst og havde lyst til at prøve igen. Vi var i biograf, fandt slagerne og fik snakket om hvilken en af arterne der var giftig, klappede kæmpe fisk, var med til Odderfodring, spiste en grundig frokost, hjalp med at fodre de store fisk, så fodring af vaskebjørne og mink og var så på legepladsen i 2 timer til at slutte af med.

Behøver jeg at nævne at der var ro i bilen på vej hjem, at lillebror tog sig en lur og at jeg ikke har hørt et ord fra dem efter de blev puttet her til aften;)? Dage som disse bliver jeg lykkelig helt ned i mine storetæer over at vi kan lære og lege sammen hver dag:)