Er der forskel….. (2)

IMAG0819Dette er del 2 af en serie, læs del 1 her.

Der var hed debat på hjemmeungers facebook side for nogle uger siden. Snakken tog udgangspunkt i dette indlæg fra stifteren af hjemmeunger.dk:

[BUM] Hører af og til forældre til institutionsbørn sige, at de nogle gange glæder sig til, at weekender og ferier er overstået. At det kan være svært at ‘aktivere’ og ‘stimulere’ deres børn, når de skal være sammen med dem en hel dag. At børnene keder sig og hænger på væggene, og at der let opstår konflikter.

Jeg synes, det er skræmmende, at vi har udviklet et samfund, hvor forældre og børn er adskilt så meget fra hinanden, at det føles svært at være sammen over en vinterferie, eksempelvis. Hvor man er nødt til at fylde tiden ud med legeaftaler og Bonbonland for at holde det ud. Det må være en ubehagelig form for fremmedgørelse, tænker jeg. Hvad synes du?

Dette her scenarie kender jeg bare alt for godt. Særligt sociale Twilight har været en stor udfordring at have hjemme i længere perioder af gangen, læs evt. her hvor jeg har skrevet om én af vores løsninger på den udfordring. De sidste fem måneder har dog været rigtig spændende på den front, fordi jeg har kunnet følge den udvikling der er sket med mit “institutionsbarn”.

Jeg synes dog udtryk som “holde det ud” og “fremmedgørende” er meget voldsomme at bruge i den kontekst. Det ville jo omvendt være naivt at forestille sig at børn der er vant til højt tempo 9-10 timer om dagen sammen med en masse andre børn, mandag morgen i en ferie ville vågne op og bare nyde at tusse rundt i nattøj og lege alene med lego i flere timer. Men ja, jeg synes da det var hårdt med et barn der nok skulle give udtryk for sit behov (aktivitet, leg og andre børn), når mit behov var et andet (ro, familietid, at være hjemme).

Men lige netop her har et par måneder med “afvænning” gjort en stor forskel. Afvænningen tog nok i virkeligheden ikke mere end en 16 dages lang efterårsferie. Men tilvænningen til hjemmelivet har taget noget længere. I starten koblede Twlight sig bare på mig og fulgte mig som min skygge hvad end jeg lavede, hvis hun kedede sig. Det har taget meget tilvænning for hende og opfordring/guiden fra mig, for at det nu er helt normalt for hende at “sætte en leg igang” alene eller med sin lillebror.

Dette har givet hverdagen en ny rytme der har gjort weekender og ferier så meget nemmere. Og måske er det netop dette med at etablere en ny “rytme” man skal have lidt respekt for i forhold til børn. Det tager jo lang tid, men er også helt vildt effektivt.

Men ud over at vi har fået en ny og roligere rytme hvor begge børn nyder såvel vores og hinandens som deres eget selskab, så er det også sjældent vi mærker nogen form for jalousi mellem dem. Tidligere har det at jeg har tumlet, hygget, leget med én søsken, fået den anden til at springe på pletten med det samme. Det sker selvfølgelig stadig, men det er også ofte at de er temmelig ligeglade og fortsætter med hvad end de har gang i. Det virker her meget nærlæggende at konkludere at de nu er sikker på at få “hvad de har lyst til” af forælder kontakt og derfor ikke er så opsøgende længere.

Jeg synes det er spændende at se hvordan forskellige livsstile (dog ikke så forskellige endda) kan have betydning for børnenes adfærd og familiens fungeren.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s