Rasende 2 årig

image

I dag var dagen hvor Lynild smed sit første sådan rigtige raseri anfald. Han skreg, råbte “dumme mor” og vred sig for at komme til at slå mig. Og af alle steder skete det selvfølgelig i en skobutik i nabobyen.

Det var heldigt at jeg har prøvet det før, for det pinlige bliver lisom lidt taget af det når man ved at det er en af de ting som hører sig til den alder.

Og så var det jo i øvrigt også min egen skyld. Vi spørger altid børnene om de er klar til at gå nu, eller om 5 min, cirka 5 min før vi selv er klar til at gå. På den måde får de oplevelsen af medbestemmelse der tilfredsstiller deres selvstændighed og mulighed for at forberede sig på hvad der skal ske. Det havde jeg glemt. Men det gør jeg helt sikkert ikke næste gang;)

Et lille glimt

image

Efter en dag i sengen i går (bliver man ikke resistent overfor diverse børnebakterier på et tidspunkt?) nød jeg helt vildt at dele nogle spændende og læringsrige øjeblikke med ungerne i dag. Vi så på fisk, hajer osv. Børnene var mest fascineret af en leopard lemur og jeg holdt en krappe, der ellers var et af de dyr jeg havde opgivet at nærme mig. Så alt i alt, en succes:)

Kærlighed tager tid

IMAG0292Jeg så “Amish – et simpelt liv i Guds navn” på dr1s hjemmeside den anden aften. Meget fin dokumentar om en, i mine øjne, smuk familie. Faderen i en familie med 5 børn arbejder hjemmefra 12 timer om dagen. Han beskriver omkring sin beslutning om at skifte job og blive landmand, så han har flere timer med sine børn;

“At være sammen og have del i hinandens hjerter er mere vigtigt end penge. Kærlighed tager tid. Hvis dit barn skal føle sig elsket, må du tilbringe tid med det.”

Det er faktisk en af de ting der ofte slår mig når jeg taler med mennesker. Hvor mange der ikke oplever sig elsket på trods af at de er vokset op i “gode kernefamilier” (hvad det end er), hvor mange der oplever de skal præstere, at de ikke passer ind eller at de ikke kan være sig selv i deres familie.

Kærlighed tager tid. Relationer tager tid. Og langt de fleste relationer som man ikke intentionelt investere tid ind i, de dør. Det er fint nok at mit moderhjerte er ved at springe i luften af kærlighed, men hvis jeg ikke får det fomidlet til mine unger på en måde så de kan forstå og tage imod det, så gør det ingen forskel overhovedet; de vil ikke opleve sig elsket.

Børn forstår og tager imod kærlighed på forskellige måder. Twilight forstår at jeg elsker hende når vi laver noget sammen, taler sammen, leger sammen, spiller et spil sammen, laver mad sammen. Når det kun er os to der laver noget sammen, så lever hun, så er hun glad og nem at være sammen med. Hun føler sig også elsket på andre måder, men dette er nok det primære.

Over nogle måneder havde vi svært ved at få hende med hjem fra børnehave, men efter jeg begyndte at hente hende mens lillebror sov og vi derfor havde tid sammen når vi kom hjem, så ændrede det sig stille og roligt. Nu ved hun, at hun efter nogle skønne timer i børnehave bliver hentet af en frisk mor (for jeg holder pause inden jeg henter hende) der er klar til at bruge sin fulde opmærksomhed på hende inden resten af familien kommer ind i billedet. Og hvem har egentlig ikke brug for det ind imellem; den fulde og udelte opmærksomhed fra en der elsker en – det kan ikke være for meget at forlange;)

Personlig udvikling

IMAG1032Selvom jeg betragter min “hjemmemor” tilværelse som, at jeg følger mit hjerte og på mange områder har et drømmeliv – i hvert tilfælde den slags liv der for mig er nærmest mit drømmeliv. Så tvivler jeg stadig ind imellem, nogengange sørger jeg også over det jeg mister og nogle dage er jeg også så træt af samtaler om konkrete ting, konflikter og af at lege, at jeg får ondt af mig selv. Ind imellem drømmer jeg i al hemmelighed om at være på en arbejdsplads, i det mindste ville jeg i så tilfælde kunne få lov at gå på toilettet uden at der står nogen og banker og råber “hvornår er du færdig”, “skal vi ikke spille Kitty igen” og grædende/skrigende: “Avvv – Lynild slog mig”.

Det er ikke fortrydelse det handler om – selv når det er aller mest skod vil jeg ikke bytte. Det gør bare ondt, citronen bliver presset og det er ikke skønhed der kommer ud.

Helt ærligt så synes jeg ikke jeg egner mig specielt til jobbet. Opvokset som (forkælet) enebarn så er det stadig en udfordring for mig at placere andres behov over mine egne, gøre ting som jeg ikke umiddelbart kan finde lyst til og lave trivielt praktisk arbejde. Det der med at samle andres sure sokker op hver dag, måned efter måned. Lave mad – sørge for at ungerne spiser – vaske op, 4 gange hver dag, måned efter måned. Lege rollelege (åh nej – jeg kan ikke udstå rollelege) så lidt som jeg overhovedet kan komme omkring det og finde på noget andet de også finder spændende – måned efter måned.

Det er som et tragisk-komisk paradoks. Måske var det også derfor jeg trak på smilebåndet da jeg faldt over dette citat for en tid siden:

“God will take you where you never intended to go in order to produce in you what you couldn’t achieve on your own.” -Paul David Tripp

Yes – det er mig, som ikke engang gad børn og før vi blev gift fortalte Mande, at jeg ikke var sikker på jeg ville have børn. Muligvis er det godt for børnenes følelsesmæssige udvikling at være meget hjemme. Muligvis ender de med at få et 0,2% lavere gennemsnit i folkeskolens afgangseksamen. Men én ting er sikkert -jeg bliver en anden Maria.

Kombinationen af at være fuldstændig tosset med de her unger, have lyst til at spise dem og være stolt som en pave når jeg har dem med mig, samtidig med at jeg ind imellem er ved at springe i luften af irritation, introverthed og manglende tålmodighed, får mig til hele tiden at arbejde på at være mere nærværende, mere tålmodig og mere glad.

Istedet for at magtesløshed var en sjælden gæst, så sidder den nu i lommen på mine cowboybukser og følger mig hele tiden. Bevidstheden om at læsset kan vælte “any minute”, at ungerne ved hvor alle mine røde knapper er og at de kan finde på at trykke på dem hvis de af en eller anden grund har lyst og at hvis en sky af dårligt humør skulle skylle over mig, så vil den med 100% sikkerhed sprede sig til børnene og skabe en lavine af følelser som ingen af os kan rumme.

At være hjemmemor er absolut det mest intense selvudviklingskursus jeg hidtil har deltaget i. Og jeg kan kun håbe på at det vil producere det resultat i mig, som det er tiltænkt.

Fra picnic til opkast

image

Dette billede tog jeg i går eftermiddags da vi var på picnic med udsigt til fjorden. Så hyggeligt med godt selskab og sol på ryggen.

Twilight sad som limet til os voksne, klassisk når hun har haft en formiddag i børnehave. Lynild tog en tur på løbecyklen, stod og betragtede en bi og fik meget travlt med at komme tilbage til os, da han troede den fløj efter ham. Dejlige små øjeblikke der giver ny energi.

5 min efter billedet blev taget kastede Lynild op og det har han så næsten gjort siden. Håber virkelig det er noget kortvarigt denne gang, de 14 dage i marts sidder stadig i kroppen…

Øko-dag

image

I dag gentog vi succesen fra sidste år;øko dag med Mortens familie. Så hyggeligt! Vi havde fundet en landbrugsskole der havde lidt af det hele, så børnene kravlede i halm (bemærk hvor lækkert sensommer gult det ser ud mod den åh-så-blå himmel), prøvede traktorer, red på heste, klappede grise, katte og kør i alle aldre, legede i bjerge af korn, lavede pop corn over bål og legede på spejdernes rafte legeplads. Og  selvfølgelig spiste vi frokost på en grøn solbeskinnet græsplæne og selvfølgelig så vi også køerne springe og danse da de blev lukket på græs. Og nej, jeg får ikke noget for at reklamere, jeg er ganske oprigtigt begejstret:) og det var børnene også;)

Når verden står på hovedet

IMAG0834Ind imellem, når det er en udfordring at gøre noget andet end mængden. Træls at skille sig ud. Træls at få de samme spørgsmål. Og det med at “være noget” eller “kunne noget” i andres øjne virker tiltrækkende. De dage hvor jeg undrer mig over hvorfor jeg ikke lader en dagplejemor tørre syltetøjsklistrede fingre, stol, væg og gulv af med en karklud, hvorfor jeg ikke lader hende tørre 11-tallerne væk, bare halvdelen af dagen eller hvorfor jeg ikke lader hende tage bare nogle af de konflikter der følger med selvstændighedsalderen. De dage tænker jeg på dette citat:

“At the end of life we will not be judged by how many diplomas we have received, how much money we have made, how many great things we have done.  We will be judged by ‘I was hungry, and you gave me something to eat, I was naked and you clothed me. I was homeless, and you took me in.’” -Mother Teresa (læs evt. Matt 25:31 og frem der er udgangspunkt for citatet)

Vores samfund hylder den hårdtarbejdende mor der bidrager ved at bruge sin (lange) uddannelse, der kæmper for at få hjemmeliv og arbejdsliv til at balancere -> en disciplin hvis kompleksitet er beskrevet på mange sider faglitteratur.

Biblen ligger vægt på noget helt andet og ekstremt lavpraktisk; at give sulte mad, at klæde nøgne på og i det hele taget at have blik for denne verdens mindste, at møde de behov der er foran os.

I vores samfund er de lange uddannelser dem der giver mest prestige, men også ofte dem hvor vi er mest fokuserede på intellektuelle problemstillinger og har distance til de mennesker vi prøver at “gøre noget for”.

Biblen ophøjer dem der ydmyger sig og tjener andre helt praktisk. Helt helt praktisk – ting som enhver kan gøre (av min selvtillid). Laver ekstra mad og giver til sultne, tager sig tid til at tale med ensomme og børn, besøger enker, giver sit tøj væk til dem der har brug for det osv. Det er det enkelste i verden og måske også det sværeste? Det er i hvert tilfælde svært for mig – et afkald.

Men alligevel er det sådan biblen lære os vi skal leve. Et liv der er helt omvendt hvad samfundet lære os. Et liv hvor vi tjener, giver af os selv, gør ting for andre der aldrig vil blive set, anderkendt og rost. Hvor vores selvfokus dør en lille smule hver dag.