Mistillid til børns signaler

IMAG0962Jeg læste denne artikkel forleden. Det der slog mig, ud over temaet omkring vuggestuer, var dette citat:

»Det er jo altid en krigsplads at definere, hvad børns behov er, men hvis man tager udgangspunkt i, hvad børnene giver udtryk for i deres adfærd og laver iagttagelser af deres reaktioner, så kan man se, at der ikke er nogen børn, der har lyst til at forlade det trygge hjem, før de er to til to et halvt år,« siger han.

Den uge hvor jeg læste til speciale eksamen efter sommerferien, samtidig med at vores dagplejemor havde ferie og gæstedagpleje var den eneste løsning for Lynild, var den tungeste uge i vores “udepasnings-erfaring”. Den første dag gik nogenlunde, anden dag var til at holde ud, tredje dag skreg han og klyngede sig til mig, fjerde dag afleverede Mande ham og fremte dag blev han hjemme. Jeg husker tydeligt følelsen af at gå forvirret derfra med stikken i hjertet og hvordan jeg med min fornuft forsøgte at tale mig selv i ro. Det var jo ikke fordi jeg havde noget valg – men det føltes bare så forkert.

Og det var det også. Min lille fyr blev i to forskellige situationer i ugerne derefter, hvor vi kom til “fremmedes” (folk han ikke kendte) hjem, stiv af skreg og nægtede at slippe sit abeungegreb om min hals, før jeg uudtrykkeligt havde forklaret ham at jeg ikke ville forlade ham alene, med ordene “mor bliver her hos dig, mor går ikke”. Av mit hjerte, det føles ikke godt. Min lille skat sagde fra da jeg afleverede ham i gæstedagpleje, jeg undgik at lytte til ham og det er jeg faktisk ked af at jeg gjorde når jeg ser tilbage.

En af de ting der slår mig i hele “vuggestue debatten” der de sidste måneder er poppet frem i de danske medier flere gange, er hvordan der er denne grundlæggende mistillid til børnenes signaler. Når lille Peter skriger 3. dag hans mor forlader ham bliver det beskrevet som et positivt tegn, da han så har en tilknytning. Og de dage (uger eller måneder) som det tager før han glad løber ind for at lege med de andre børn, kaldes “helt normalt”.

Det minder mig om “godnat og sov godt” metoden, hvor man lader barnet græde i længere og længere tid alene på sit værelse når det skal falde i søvn, for på den måde at lære det at falde i søvn selv. Det skræmmer mig hvordan en metode eller en fagpersons bedømmelse kan få indflydelse på, at vi vælger ikke at lytte til vores børns signaler. Omvendt så husker jeg alt for godt hvordan det er at sidde udhungret for søvn med en 8 måneder gammel baby der nægter at sove – i den situation er mange selvfølgelig tilbøjelig til at gribe til det meste.

Og min pointe er heller ikke at hjemmepasning og samsovning er løsningen på disse eksempler. Jeg tænker at det da må være muligt at lytte til børnenes signaler og vise at vi lytter til dem ved at reagere på dem og så give ungerne den tid de har brug for. Jeg har en bekendt der har brugt 2 måneder på at køre sin halvandenårige datter ind i vuggestue. Vi selv har brugt flere måneder på at lære børnene at falde i søvn i deres seng alene. Jeg synes bare det er så vigtigt at vi får vist dem at vi lytter.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s