Hvorfor jeg altid trøster et grædende spædbarn (2)

Læser man neuroaffektiv udviklingspsykologi, der er en nyere retning indenfor udviklingspsykologien hvor man sammenkobler udviklingspsykologi med den nyeste hjerneforskning af babyer (hvilket indenfor de sidste 40 år har udviklet sig meget) giver det endnu bedre mening at gøre sit ypperste for at trøste et grædende spædbarn.

Sammenligner man spædbarnets hjerne med spæde-baby-pattedyrs hjerner, så er menneskets hjerne relativ umoden. Skulle vi fødes med tilsvarende hjernestrukturer ville spædbarnet først skulle fødes efter 24 måneder i maven. Menneskehjernen udvikler 70% af sit endelig indhold og potentiale efter fødslen. I langt højere grad end dyr har vi som forældre KÆMPE potentiale for at forme, ikke bare vores børns adfærd, men deres hjernestruktur. Dette gør vi gennem vores kontakt med dem.

En babyhjerne bliver født med langt flere hjerneceller (neuroner) end den nogensinde vil få brug for. Disse neuroner har potentiale til at skabe synapser (dvs. at de enkelte neuroner forbindes gennem elektriske impulser og derigennem kan modtage og videregive informationer). Disse synapser dannes gennem stimuli (udefrakommende stimulation, som berøring, synsindtryk, audiative indtryk osv.) og synapser der ofte bliver stimuleret specialiseres og danner kredsløb. Dvs. at hjernen danner “stier” for genkendelige oplevelser, nu flere gange den oplever det samme. Et godt eksempel er når du første gang ligger spædbarnet på en kold plastik puslepude, kun dækket af en tynd stofble, for at skifte det. Mange spædbørn skriger i en sådan situation (spædbørn har forskellige temperamenter, så reaktionen er forskellig fra barn til barn). Du skifter barnet og trøster det derefter. Denne lille sekvens vil gentage sig mange gange og efter cirka en uge vil barnet ikke længere skrige, fordi det i hjernen har dannet en sti der “forklarer situationen”, det er genkendeligt.

Dette har været praksisviden i mange år. Min mor lærte de tre R-re da hun fødte min storebror for over 50år siden. Ro, Renlighed og Regelmæssighed. Det var basisreglerne for spædbarns pleje dengang. Regelmæssighed, at gøre de samme ting, de samme steder, gang efter gang efter gang, gør spædbørn trygge og rolige (som grundprincip).

Helt grundliggende er det altså unikt for mennesket at vi i så høj grad er med til at danne hjernestrukture hos vores børn gennem den måde vi behandler dem på. Når spædbarnet bliver født har det nogle få reflekser (ex. sutte refleksen), et temperament (grundbestanddelen af det der senere bliver personlighed), indstinktet; at søge efter  opmærksomhed og kontakt hos andre mennesker. (et nyfødt spædbarn foretrækker at kigge på billeder af menneskeansigter, frem for billeder af natur eller dyr). Det essentielle er at spædbørn ikke har en medfødt “trøste sig selv evne”. Når de græder er det en reaktion på ubehag og de er 100% afhængig af deres forældre når det handler om at få det ubehag fjernet.

Det er ikke en ko der er født, som kan stå på benene i det øjeblik det kommer ud og efter nogle måneder hos moderen kan klare sig selv. Det er et menneske der gennem nær kontakt til sine forældre de første år bliver dannet som person.

Advertisements

7 thoughts on “Hvorfor jeg altid trøster et grædende spædbarn (2)

  1. Super spændende og super udfordrende: At vi kan gøre så meget for vores børn, og komme til at undlade så meget godt. Når jeg synes ansvaret er overvældende, trøster jeg mig nogengange ved at børn slet ikke kan lade være med at udvikle sig – uanset hvad jeg gør. Så selvom meget er op til os, der tager os af barnet, kan vi slet ikke forhindre det i at søge kontakt, give og få smil, prøve sig frem og lære nyt.
    Omkring gråd finder jeg det særligt udfordrende for tiden, at der er så mange slags gråd. For tiden er der i vores hjem: Baby-gråd over sult/ble/kulde/varme/av/ubehag/jeg savner jer osv. Så er der to-årig “jeg vræler så højt jeg kan fordi jeg ikke får min vilje”. Og 4-årig “jeg er dybt ulykkelig fordi min æggemad gik i stykker” / “jeg kan slet ikke håndtere min legekammerat skal hjem” og mange andre varianter. For hver aldersgruppe (og personlighed) tackler vi det forskelligt, så man skal nogengange holde tungen lige i munden.

  2. Pingback: Hvorfor jeg altid trøster et grædende spædbarn (1) | PandekageMor

  3. Pingback: Hvorfor jeg altid trøster et grædende spædbarn (3) | PandekageMor

  4. Pingback: Hvorfor jeg altid trøster et grædende spædbarn (1) | PandekageMor

  5. Spændende at kunne følge dine tanker.. Som nybagt mormor er det meget relevant læsning.. – og der kan endda trækkes en lige linie til måden man er sammen med sine voksne børn på… Ja, jeg øver mig skam stadig på moderrollen 🙂 Eller i det hele taget på at være et godt menneske… Hvad det så er ? Men det er vel i hvert til fældet noget med at skabe de bedste muligheder for mine medmennesker, uden selv at lide for meget afsavn.. Eller endda helst selv få noget godt tilbage…

    • Hej Gitte. ‘
      Hyggeligt at du læser med her og tillykke med rollen som mormor!:) Utroligt og smukt som hver fase i livet har noget nyt at lære os!
      Mvh. Maria

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s