Hvorfor jeg altid trøster et grædende spædbarn (1)

Fordi jeg i løbet af det sidste års tid har erfaret at min serie om spædbørn og gråd næsten dagligt bliver fundet gennem google har jeg besluttet at omskrive den en smule (og i den anledning bare pynte lidt på de ellers meget uslebne sætninger) og genudgive den til de der kunne være interesserede.

Har du læst den før, så spring bare over. Har du netop fundet denne side efter at have søgt efter materiale om spædbørn og gråd, så vil jeg ønske dig lykke til med den lille – du er som forælder den mest kompetente til at trøste dit barn – også når det ikke føles sådan:)

Jeg græder ikke særlig meget. Det kan være ret upraktisk. Ofte ønsker jeg at jeg kunne knibe en tåre ved en glædelig lejlighed, eller hvis en person fortæller om deres situation, men det sker desværre sjældent. Da vi forberedte bryllup opdagede jeg, at der vireklig er fokus på det smukke i at brudeparret græder under vielsen, helst når bruden bliver ført mod brudgommen. Ikke sådan hulkende gråd, bare en enkelt eller et par tårer, helst med et stort smil på læben. Men bummer! – jeg fældede ikke en tåre, til gengæld havde jeg ondt i kæberne af at smile dagen efter…

Men da jeg blev gravid første gang, fandt jeg ud af at der er én ting der kan få mig til at græde; et grædende spædbarn. Det startede inden fødslen, at jeg virkelig kunne mærke mit hjerte beyndte at banke og tårerne presse sig på når jeg hørte et mindre barn græde. Jeg husker også en nat efter Twilight var blevet født hvor jeg havde kæmpet for at få hende til ro, mens hun skreg og skreg. Til sidst satte jeg mig bare med mit spædbarn i armene og tudede. Det var herefter at vi begyndte at deles om puttetjansen.

Jeg tror det er biologisk betinget at vi bliver berørt af at høre særligt spædbørn græde, fordi vores empati gør at vi får lyst til at trøste det lille barn. På trods af dette støder jeg som mor på forskellige teorier om hvornår man ikke bør trøste et spædbarn. Eksempelvis, at når børn vejer noget bestemt så behøver de ikke mad mere om natten og skal bare have lov til at græde sig i søvn. Eller “godnat og sov godt metoden” til at putte den lille. Dette fik mig til at undersøge emnet nærmere.

Jeg fandt denne artikel (http://fpn.dk/liv/born_unge/article2049416.ece) der fortæller om, at spædbørns stress niveau stiger hvis det får lov til at græde hvilket, hvis det får lov at græde for meget, påvirker eksempelvis deres indlæring. Dette giver rigtig god mening hvis man studerer neuroaffektiv udviklingspsykologi (mere om dette i det følgende indlæg).

Dette er del 1 af en serie, del 2 og 3, samt afslutningen; hvordan jeg trøster et grædende spædbarn kommer i løbet af de næste uger.

Advertisements

5 thoughts on “Hvorfor jeg altid trøster et grædende spædbarn (1)

  1. Pingback: Hvordan jeg trøster mit grædende spædbarn | PandekageMor

  2. Pingback: Hvorfor jeg altid trøster et grædende spædbarn (2) | PandekageMor

  3. Pingback: Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge (1) | PandekageMor

  4. Åh…jeg kan sådan følge dig! Jeg forstår heller ikke hvordan nogle forældre bare kan lade børnene græde sig i søvn…det er simpelthen så old-school og respektløst overfor barnet. Hvad sker der lige med mennesker, når vi taler babyer? Hvis det var et voksent menneske der græd, så ville vi vel ikke bare lade vedkommende side alene? Jeg ville ihvertfald ikke! Og den samme respekt skal børn vel også have, endda i endnu højere grad! Selvfølgelig reagere man på et barns gråd, uanset om man forstår årsagen eller ej. Dermed ikke sagt at gråden ikke også har fået mig til både at tude og skrige i afmagt. Selmas Far har altid taklet hendes gråd, hysteri og raseri bedre end mig, for jeg går i panik i mit forsøg på at hjælpe. Jeg prøver 1000 ting, som sjældent hjælper! Derefter tager Christian over med sin fantastiske ro! Det skal dog siges at vi også har prøvet det modsatte scenarie, da farmand var på barsel!
    Det er bare hårdt at blive Mor – Følelserne sidder konstant ude på tøjet, samtidig med at træthed fra amning og søvnløse nætter også påvirker. Slutteligt skal man leve op til egne og andres forventninger til, hvordan man bør være som Mor – Det er ikke underligt med alle de fødselsdepressioner! Jeg syntes ikke det var sjovt – Jeg elskede mit barn, men det var ikke nogen konstant fest! Græd Selma, så vi vi der med det samme – og det er jeg glad for! Jeg ved bedst, når det kommer til mit barn – og vi trøster altid! Det tager bare tid at turde tro på at man faktisk ved bedst! 🙂

    • Tak for din kommentar Anne.
      Jeg forstår heller ikke forældre der lader deres spædbarn skrige sig i søvn – det må være fordi de tror på skrønerne om at det er normalt, at det udvikler lungerne og hvad der ellers går af vandrehistorier. Eller fordi de til sidst bliver magtesløse og giver op…
      Jeg tænker at vi i vores hypermoderne samfund mangler generationernes overleveringer af hvordan man passer spædbørn. Det er jo ikke en ny videnskab. Og hvis man studere praksis i spædbarns pleje mere bredt kulturelt, så ser man også at der er flere lighedstræk fra forskellige dele af verden; det er bare en tabt viden herhjemme.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s