Mistillid til børns signaler

IMAG0962Jeg læste denne artikkel forleden. Det der slog mig, ud over temaet omkring vuggestuer, var dette citat:

»Det er jo altid en krigsplads at definere, hvad børns behov er, men hvis man tager udgangspunkt i, hvad børnene giver udtryk for i deres adfærd og laver iagttagelser af deres reaktioner, så kan man se, at der ikke er nogen børn, der har lyst til at forlade det trygge hjem, før de er to til to et halvt år,« siger han.

Den uge hvor jeg læste til speciale eksamen efter sommerferien, samtidig med at vores dagplejemor havde ferie og gæstedagpleje var den eneste løsning for Lynild, var den tungeste uge i vores “udepasnings-erfaring”. Den første dag gik nogenlunde, anden dag var til at holde ud, tredje dag skreg han og klyngede sig til mig, fjerde dag afleverede Mande ham og fremte dag blev han hjemme. Jeg husker tydeligt følelsen af at gå forvirret derfra med stikken i hjertet og hvordan jeg med min fornuft forsøgte at tale mig selv i ro. Det var jo ikke fordi jeg havde noget valg – men det føltes bare så forkert.

Og det var det også. Min lille fyr blev i to forskellige situationer i ugerne derefter, hvor vi kom til “fremmedes” (folk han ikke kendte) hjem, stiv af skreg og nægtede at slippe sit abeungegreb om min hals, før jeg uudtrykkeligt havde forklaret ham at jeg ikke ville forlade ham alene, med ordene “mor bliver her hos dig, mor går ikke”. Av mit hjerte, det føles ikke godt. Min lille skat sagde fra da jeg afleverede ham i gæstedagpleje, jeg undgik at lytte til ham og det er jeg faktisk ked af at jeg gjorde når jeg ser tilbage.

En af de ting der slår mig i hele “vuggestue debatten” der de sidste måneder er poppet frem i de danske medier flere gange, er hvordan der er denne grundlæggende mistillid til børnenes signaler. Når lille Peter skriger 3. dag hans mor forlader ham bliver det beskrevet som et positivt tegn, da han så har en tilknytning. Og de dage (uger eller måneder) som det tager før han glad løber ind for at lege med de andre børn, kaldes “helt normalt”.

Det minder mig om “godnat og sov godt” metoden, hvor man lader barnet græde i længere og længere tid alene på sit værelse når det skal falde i søvn, for på den måde at lære det at falde i søvn selv. Det skræmmer mig hvordan en metode eller en fagpersons bedømmelse kan få indflydelse på, at vi vælger ikke at lytte til vores børns signaler. Omvendt så husker jeg alt for godt hvordan det er at sidde udhungret for søvn med en 8 måneder gammel baby der nægter at sove – i den situation er mange selvfølgelig tilbøjelig til at gribe til det meste.

Og min pointe er heller ikke at hjemmepasning og samsovning er løsningen på disse eksempler. Jeg tænker at det da må være muligt at lytte til børnenes signaler og vise at vi lytter til dem ved at reagere på dem og så give ungerne den tid de har brug for. Jeg har en bekendt der har brugt 2 måneder på at køre sin halvandenårige datter ind i vuggestue. Vi selv har brugt flere måneder på at lære børnene at falde i søvn i deres seng alene. Jeg synes bare det er så vigtigt at vi får vist dem at vi lytter.

To børn

image

Og to måder at være syg på. Storesøster sover 22timer i døgnet disse dage. Helst i favn hos en af os voksne. Lillebror skifter mellem at være fuld af fis og en nådesløs diktator, han vil også helst være i favn. Og jeg stornyder at jeg endelig er rask nok til at være mor for mine unger igen:)

Hvad får I tiden til at gå med?

2013-02-24 13.52.07Sådan spørger min søde familie fra vestjylland – men mange andre spørger, måske på en mindre jysk måde, om det samme. Og det er med rette, for hvad I alverden laver man hjemme med to børn – og hvordan holder man det ud? Fordi jeg har læst andre der har gjort det samme tænkte jeg det kunne være sjovt at beskrive lidt omkring vores dags og ugerytme, ikke mindst for min egen skyld når jeg læser tilbage.

Dagen starter når jeg hører mandens vækkeur og vender mig om på den anden side. Ca. en halv time senere kan jeg høre døren fra børneværelset gå fordi Twilight står op. Jeg følger hendes eksempel og snupper mig et morgenbad tids nok til at vi kan nå at spise sammen alle fire engang mellem 715 og 745. Når Mande smutter kl 757 tager jeg opvasken og diverse andre småting (mad der skal forberedes, madpakke de to dage om ugen Twilight skal i børnehave, madpakke hvis vi skal på tur eller lignende) mens ungerne leger. Derefter er det ungernes tur til at blive klædt på hvis de altså har tid, det er nemlig ikke altid nemt at overtale spiderman på to år om at det er mere hensigtsmæssigt at han får “rigtigt” tøj på. Et eller andet sted mellem 9 og 9:30 alt efter hvor god legen var, hvor meget fis vi har lavet og hvor mange bøger det skulle læses (host host og hvor mange konflikter der skulle tages), så er vi klar til at smutte ud af døren.

To dage om ugen er Twilight i børnehave, bl.a. om mandagen som er “praktisk dag” hvor Lynild og jeg handler ind og gør rent. Onsdag er gruppe dag, dvs. at Mandes gruppe (på efterskolen) kommer hjem og fylder vores stue med teenagehumor og nybagte formiddagsboller – ungerne elsker det. Ca. en gang hveranden uge tager vi i legestue, vi har aftaler med andre mødre med lækre unger, vi har krea-formiddage (Twilights favorit) hvor vi i bedste “Shanes Verdens”-stil leger klippe og klister, vi laver huler i haven, besøger diverse legepladser og biblioteker, tager på “shopping” i nabobyen og derudover har Lynild og jeg ofte en formiddag hvor vi laver det vi begge elsker mest; tager på tur udendørs, til hestene, fjorden, ænderne, legepladsen eller byen. Egentlig laver vi oftest bare det vi har aller mest lyst til.

Omkring middag kommer vi hjem så Lynild kan få sin lur og Twilight og jeg vores pauser. Og omkring 14/1430 er det tid til puttehygge. Lynild nyder at vågne stille og roligt og vi andre nyder at hygge med ham, så oftest sidder vi tæt i sofaen eller putter i dobbeltsengen med nogle bøger inden vi finder lidt eftermiddagsmad frem. Oftest kommer Mande hjem mens vi sidder omkring bordet og mellem 1 og 3 dage i ugen er det også tidspunktet hvor jeg smutter på arbejde og Mande tager over herhjemme.

Eftermiddagene bruger vi oftest på at lege og slappe af sammen. Jeg forsøger så vidt muligt at lave det praktiske med børnene om formiddagen så vi på den måde har så meget familietid sammen som muligt uden praktiske gøremål. I hverdagen er det fuldt ud muligt, når vi til særlige lejligheder skal gøre hovedrent eller have forberedt en masse mad så må vi dog også inddrage noget familietid på det.

Når jeg tænker på det at gå hjemme og hvad jeg vil bruge min tid på så er min prioritering først og fremmest børnene; at de bliver mødt og stimuleret følelsesmæssigt, socialt og motorisk. Samt ikke mindst at de bliver opdraget og at vi får snakket om ting som at tage hensyn til andre mennesker, tænkte på andre end sig selv, at vi bruger vores ord og ikke vores krop til at kommunikere med og andre “grundregler” for hensigtsmæssig social adfærd.

Dernæst tænker jeg det er relevant at inkludere dem i familiens gøremål, at de lærer at det er en del af hverdagen at der skal støvsuges og bages brød, ikke mindst så de med alderen kan tage del i de forskellige opgaver. Ved at få meget af det praktiske af vejen sammen med børnene får vi også mere familietid sammen.

Som det fremgår så er det på ingen måde raketvidenskab at være i mine sko. Men jeg nyder helt vildt at vi har tid til det hele. Det gør godt langt ind i min sjæl at have en overordnet oplevelse af at “slå til”.

Fødselsdag med sygdom

image

Det er min fødselsdag i dag, en meget anderledes en af slagsen. Vi ligger nemlig syge alle fire. Der er dog sket en enkelt spændende ting, jeg har fået en tlf der er tilpas moderne til at jeg kan skrive blogindlæg direkte på den. Jeg håber det vil gøre at jeg fået lavet flere “nu og her” indlæg med glimt fra vores hver dag. Rigtig god søndag, håber i nyder det gode vejr jeg har sørget for;)

Hunden i vores liv

Glad lille hjælper

Glad lille hjælper

Vi købte Batman for cirka 9 måneder siden, da han var halvandet. Det har ikke været en dans på roser og vi har stadig en gøende, uopdragen lille hund. Ikke så uopdraget som før, men stadig…

Vi har brugt Januar måned på at renlighedstræne ham for anden gang – han har været SÅ billigt til salg!! Men vi klarede det og med forår i luften så genopdager jeg hvorfor vi så godt kan lide at være hundeejere.
Batman har formået at vokse sig ind i familien, hvor han so far tjener flere formål. Han er Twilights sociale stand-in. Når der ikke er andre der vil lege, så finder hun “Trofast” der altid er klar. Han er Lynild best-buddy. Ind imellem blander jeg deres navne, de slås og tumler som om de var brødre. Han er de voksnes pause – vores åndehul. De tre daglige gåture er ikke noget vi slås om at undgå, men en kærlig gave vi giver til den af os der er mest i behov og som vi nyder sammen når vi har mulighed for det.
Det helt fantastiske ved et kæledyr er for det første at se båndet mellem ham og børnene, se hvordan de lære at tolke og agere empatisk omkring ham.
Dernæst så har det en dejlig beroligende effekt for os alle sammen med en lille nussetrold, der endten finder en fod eller ben han kan ligge på eller også ligger sig blød, nuttet og indbydende lige midt i det hele.
Sidst så er han helt fantastisk når jeg går hjemme, til de der små pauser/nødstilfælde/lille-barn-har-behov-for-distration, ungerne elsker stadig at få lov at være den der giver ham mad, træne med ham eller sprede mad til ham ud over hele huset/græsplænen. Jeg tænker at det umuligt kan være opgaven i sig selv de finder spændende, men nærmere at se/lade sig smitte af Batmans store begejstring for samspil der har med mad at gøre:)

Jeg fortalte Mande en hemmelighed

IMAG0586Jeg fortalte Mande en hemmelighed den anden aften. Han vidste godt omkring den, men det var på tide at give den hele armen og male detajlerne ud så det blev klart for ham; og det var ikke kønt. Det var en af de hemmeligheder der egnede sig bedst til at blive delt efter lyset var slukket og med hinanden i hånden.

Vi mennesker er skabt til relation, relationer giver mening, relationer giver liv. Vi er ulykkelige uden. Og grundlaget for at kunne indgå i nære, dybe meningsfulde relationer er at vi tør være – hele os selv – vise os selv. Chok hvor er det skræmmende.

Mit liv har fået et realitetstjek efter jeg blev hjemmegående. Her er pludselig tid. Tid til nærvær, tid til at blive irriteret på hinanden, tid til at vi ikke lever i overlevelsesmode men faktisk bare lever. Det første jeg gjorde da jeg besluttede mig til at gå hjemme var at takke ja til en invitation til at være med i en 12 trins gruppe – selvhjælp/personlighed udvikling – et AA agtigt koncept. “Jeg hedder Maria og jeg vil gerne kontrollere, derfor bliver jeg vred”. Jeg blev simpelthen nød til at se det spøgelse i øjnene, for at kunne holde tilværelsen som hjemmemor ud – for ikke at rende rundt som en rasende bombe.

Det gjorde ondt og det gør stadig ondt at skrive det – eller måske rettere; det er skamfuldt. Jeg synes jeg burde vide bedre, burde kunne kontrollere det (haha;)). Det er sårbart. Sårbart, lisom det er sårbart at fortælle min bedste ven en hemmelighed, lisom det er sårbart at løbe vedsiden af Twilight mens hun kører alt for hurtigt ned af en bakke og ender med at vælte på cyklen og slå sig; magtesløshed – det er sårbart.

Men det er også smukt. Smukt fordi sandheden, og det at få tingene ud i lyset, gør os frie. Fordi vi, når vi lever i lyset med andre mennesker og ikke gemmer os selv – de grimme sider af os selv -, kan leve i dyb relation med hinanden.

Det minder mig om 1. John brev hvor der står: “Gud er lys, og der er intet mørke i ham.  Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.”

Brené Brown har talt på TED omkring samme tema, se det her.

Ps. Fordi begrebet synd ikke bruges meget udenfor kirkekredse, følger her en definition. Jesus definerer synd på følgende måde: ”Synd, at de ikke tror på mig” (Joh 16,9). Synd er altså i sin kerne mistillid til Jesus og dermed mistillid til Gud. Synden kommer til udtryk på mange forskellige måder, men inde bagved findes mistroen til Gud, at han er god, at han vil os det bedste, og at det virkelig er ham, der er Gud og ikke os selv. Jesus er meget opmærksom på, at synden ikke bare er nogle bestemte ydre handlinger, men ligger dybere i mennesket. Han siger derfor: ”Indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette kommer indefra og gør et menneske urent” (Mark 7,21-23).

Twilight fylder fire

IMG_5772Kære Twilight. Jeg har lyst til at skrive et fødselsdagsbrev til dig, her på din fire års fødselsdag.

Du er blevet så stor i løbet af det sidste år. De senest måneder har du lært at skrive navnene på alle i vores familie og kan efterhånden de fleste bogstavers navne. Du elsker når vi leger “bogstav leg” sammen. Du elsker også at lave gaver, tegninger og i det hele taget at være kreativ. Efterhånden er det et fast indslag at du står for en lille værtindegave når vi skal nogen steder, du laver hver gave med tanke på den person der skal modtage den og ofte får alle de andre gæster også en hilsen fra dig.

Når du er sammen med andre børn er du ofte den der igangsætter en leg og inkludere de andre børn i fællesskabet. Jeg synes du selv gav et fint eksempel da du den anden dag gav en referat af hvordan pige 1 havde sagt hun ikke ville lege med pige 2, hvor du så havde forsvaret pige 2 “for hun er min ven og hun må gerne være med”, det på trods at pige 1 er både ældre og mere højt rangeret i børnehierarkiet. Du er virkelig et forbillede for mig med den måde hvorpå du inkluderer alle.

Du er virkelig en dejlig glad og positiv pige Twilight. Når vi møder mennesker er du den første til at tage kontakt og danne nye relationer. Og alle mennesker overraskes over hvor imødekommende, tryg og udadvendt du er. Og så kommentere de altid dit gode sprog og hvor fin din forståelse er for mange ting.

Det værste du ved er hvis nogen beder dig om at være stille eller prøver at isolere dig fra fællesskabet. Du acceptere dog at vente på at vi er klar til at lytte til dig, hvis du får lov at holde mig i hånden imens. Du er blevet så stor!

Vores relation har ændret sig de sidste 6 måneder hvor vi har været mere hjemme sammen. Jeg sætter virkelig pris på at kunne mærke at vi har noget specielt sammen, at vi nyder at være sammen, har udviklet vores små humor ting og fundet hobbies vi begge synes om. Jeg håber det vil blive ved med at være sådan, for jeg elsker dig min store pige:)

Tillykke med de fire år.

Kram fra mor.