Er familielivet et job?

IMAG0442Jeg er faldet over endnu et Signe Wenneberg citat:

“Familielivet er blevet et job og opgaverne i hjemmet minder om rutinepræget samlebåndsarbejde. Vi får aldrig en succesoplevelse derhjemme, det fortsætter bare i en uendelighed. Til gengæld er jobbet blevet vores egentlige liv. Det er der hvor vi for alvor lever, realiserer os selv, møder spændende mennesker, bliver inspirerede og tilfredse.

Det siges at vi – flertallet af generationen – er symbolanalytikere, der har det rigtig sjovt med at arbejde. Det viser også opgørelser over ferie der ikke er afholdt! Vi opfatter weekenderne med børn og husarbejde som den virkelig hårde tjans i livet.” Wenneberg 2005

Det bliver tydeligt for mig at jeg falder udenfor normen når jeg læser et citat som dette. Selvom jeg har det mest spændende job jeg overhovedet kan forestille mig, så har jeg endnu ikke afsluttet 5 timers arbejde uden at glæde mig til at se min familie. Klokken har endnu ikke, en af de dage hvor børnene har været andetssteds, ramt 13:00 før jeg jeg var klar til at pakke mine ting sammen og hente mine unger. Og selvom jeg fint har kunnet begrave min trang til at se dem og arbejde videre, så har jeg valgt ikke at lade det blive min livsstil; at begrave min lyst til at være familie til fordel for selv det mest interessante arbejde.

Når jeg tænker på hvad det handler om; hvorfor arbejdet er blevet den nye fritid; der hvor vi lader op og nyder tilværelsen, så tænker jeg at det sikkert handler om mange forhold. Der er sikkert noget prestige i at have et job – helst et karrierejob, der er sikkert også masser af selvrealisering i at forfølge egne interesser og udvikle sine kompetencer, sikkert noget socialt i det kollegiale fællesskab og der er helt sikkert også et økonomisk incitament – ikke mindst når vi efter at have købt hus, nyt køkken og bad, samt to biler, finder ud af at financeringen af det hele kræver mere end ét job.

Men jeg tror også der er noget andet; og her har jeg ingen ide om, om det er “hønen eller ægget der kom først”. Men jeg tror at en af grundene til at familien bliver til et job, et surt job med kedelige opgaver, er fordi vi ikke kan finde ud af det. Vi kan ikke finde ud af at være mennesker og at være i relationer der ikke er afgrænsede af sociale normer, eller i det hele taget være i relationer med andre, der er et andet sted i livet eller laver noget andet end vi selv gør; nogen der ikke er som “mig selv”; eksempelvis børn.

I mine øjne er 80% af hjemme og familielivet følelsesarbejde. Og hvis man ikke kan finde ud af følelsesarbejde (og hvordan i alverden skulle man finde ud af det hvis man kun har tilbragt 6 måneder med sin primære omsorgsperson inden hun (han) skulle skynde sig på arbejde igen?) så er det virkelig hårdt arbejde at være sammen med eksempelvis børn hele dagen. Det er dødhårdt. Og det med at være gift er ifølge skilsmisseprocenten vist heller ikke sådan at greje.

Mit postulat er, at vi er rigtig mange der endnu ikke har fundet ud af at vi mangler-, eller som kæmper for, at finde ud af hvad det vil sige at være menneske. Hvad det vil sige at lytte til sin indre stemme, hvordan man kan mærke og forstå følelser, hvad det betyder at blive hel i en relation, hvordan er man i det hele taget i en følelses-relation med et andet menneske, hvordan kan vi forstå os selv som væsen (hvis man nu ikke finder historien om aber så pålidelig) og det skræmmer os fra vid og sans. For godt nok kan vi se masser af tv om børneopdragelse, kærlighed, parforhold, religion og hjemmeliv, men kernen i det hele; empati, nærvær og medmenneskelighed falder ikke automatisk ud af tvet. For på trods af at vi afkoder “korrekte” pædagogiske strategier og konfliktløsningsmodeller, så er disse stadig tomme hvis vi ikke kan mærke empatien i vores egen krop, hvis vi ikke har tid til at se hinanden i øjnene indtil budskabet er kommet ud, hvis ikke vi tør være mennesker – grimme, smukke, sårede, sårende, omklamrende, afstandstagende – sammen med andre mennesker. Hvis ikke vi hàr andre mennesker end “os selv”.

Det er hverken særligt sexet eller succesfyldt, men det er min overbevisning at indtil vi lærer det, så vil vi proppe vores kalender til vi brækker os af stress, vi vil købe designertøj til vi har nok til det halve Afrika og vi vil flygte på arbejde hver morgen fordi det gør så afsindigt ondt at se vores egen tilkortkommenhed i øjnene, fordi menneskelighed bare er alt for kompliceret.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s