Smuk hverdag

IMG_6018Den sidste måneds tid har jeg skiftet mellem at have det skidt over at have det godt, og at være ved at sprænge i luften over at være mor til twilight-snakkeøre; at mangle ro. Det er som om at den hårfine “alt er vel” balance er svær at opnå. Som den anden dag hvor jeg vågnede og var i underskud; træt, sur og alt for proppet i hovedet -så giv mig dog noget ro søde familie-. “Twilight prøv at stoppe med at snakke og koncentrer dig om at spise din mad” og “Nej Mande, ikke høj dansemusik i køkkenet før kl 8”. Ja, SÅ sur var jeg.
Sådanne dage er der kun én ting at gøre, at komme ud af huset med ungerne inden det smitter af på dem. Turen i bilen brugte jeg på at overveje hvordan jeg gør når jeg ikke orker mere – hvordan bliver jeg tanket op når jeg ikke har mulighed for at prioritere mig selv og mine behov.
Tænkte på Davids bønner i salmernes bog; han beskriver sine følelser, tanker, problemer så detajleret, “udøser sit hjerte” som der står. Og først derefter beder han om hjælp. Og så bad jeg. Om hjælp til at være en god mor for de her unger. Hjælp til at tjene dem når jeg ikke orker dem. Og hjælp mig til ikke at fortælle Twilight at hun skal knytte-keje de 20 gange hver dag hvor jeg har lyst til det:)
Og det gjorde bare en verden til forskel – underskud blev vendt til overskud og vi havde en dejlig dag. I mine øjne er det virkelig en smuk dag – en dag hvor min magtesløshed bliver min styrke, fordi jeg må sætte min lid til han der er større end mig.

Det var en for lang dag idag…

IMG_5614Twilight går i børnehave to formiddagedage om ugen i disse måneder. Siden efter efterårsferien har vi fundet en hel ny rytme hvor vi har langt mere ro på og tid sammen herhjemme. Faktisk var det slet ikke min forventning da jeg besluttede at være hjememor (i september) at Twilight ville have lyst til at være så meget hjemme, hun er jo så social og elsker langt hen ad vejen at være hjemmefra og sammen med jævnaldrende. Men stadigvæk så virkede hun ofte meget brugt efter en lang dag i børnehaven, hun var træt, på tværs og havde svært ved at falde ned både i tempo og lydniveau.

Men efter vi har fundet vores nye rytme har hun fundet en bedre balance i hendes hverdag, hun har det tydeligvis bedre, er gladere, vi har færre konflikter der er nemmere at løse osv – hun (og vi alle sammen) virker til at have mere overskud. Og så skete der noget helt fantastisk for et par uger siden. Twilight havde været i børnehave og jeg kom for at hente hende. Først ser hun på mig og leger lidt videre (hun omstiller sig på at hun skal til at afslutte sin leg, en proces der er blevet nemmere for hende), da jeg sætter mig ned på hug kommer hun og kravler helt op i favnen på mig og smelter næsten i mine arme mens hun siger “Det har været en for lang dag idag mor”. Åh – det øjeblik, på den ene side fik jeg et stik af dårlig samvittighed; jeg ville jeg ønske jeg havde hentet hende før, det havde jeg jo saktens kunnet – på den anden side blev jeg bare så glad for at hun kunne mærke at hun “fik nok”. Hun kunne mærke at hun havde brug for at komme hjem – hun kunne mærke sit behov for ro.

Jeg tror hverdagen idag er for travl for for mange små børn. For mange børn er alt for meget hjemmefra og det er jo særligt de sensitive og introverte børn det går ud over. Det har jeg i hverttilfælde tænkt i lang tid og trøstet mig selv fordi min sociale datter jo var glad for at komme afsted hver morgen og elskede/trives i børnehaven. Men når jeg nu ser på det retrospektivt så er mit perspektiv et andet. Jo, hun trivedes i børnehaven og elskede at være der, men hun var jo helt smadret når vi kom hjem – gik i flitsbue over det mindste, havde forhøjet toneleje og behov for en masse voksenkontakt. Og i hendes hverdag sådan mere generelt var hun for belastet og udfordret. Og selvfølgelig kunne hun ikke sige fra eller mærke det selv, det er jo slet ikke hendes ansvar når hun er 3 år.

Det der gør mig så glad nu, er at hun begynder at kunne mærke sig selv, hun behøver ikke længere død-og-pine tilpasse sig en hverdag hvor hun er hjemmefra hver dag. Nu er der plads til at hun (og jeg) kan mærke efter hvilke behov vi har hver især og have en hverdag hvor vi faktisk har det godt, har overskud, plads til udviklingstrin og konflikter, plads og ro til at være sammen. Hvor er det en dejlig og sund balast at give sine unger med; evnen til at mærke deres egen krop og egne behov – helt klart en meget vigtig faktor i problematikken omkring børn og stress, som også denne helt nye forskning omkring stress og børnehaver sætter fokus på. Læs også denne omkring hvad der kan udløse, samt være børns reaktioner på stress.

Jeg ville ønske….

IMAG0387De fleste af os har nok læst eller på film set beskrivelser af hvad folk fortryder/betragter som væsentligt den sidste del af deres liv. Jeg kan ikke lade være med at synes det er spændende – for hvad er egentlig meningen med livet når man ser det retrospektivt, hvad betyder egentligt noget når det kommer til stykket?? Det tænker jeg at mennesker der har levet det meste af deres liv har en bedre fornemmelse af end jeg der (formodentlig) stadig er i den første halvdel.

Jeg læste for nylig Bonnie Wares, der har arbejdet som sygeplejeske for døende, beskrivelse af hvad mennesker fortryder mest den sidste tid inden de skal dø – det gjorde stort indtryk på mig. Hun skriver:

Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv der var tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventede af mig.

Dette var den mest udbredte fortrydelse. I retrospektiv kunne de døende se hvor mange af deres drømme der ikke var blevet opfyldt – og de måtte dø i bevidstheden om at dette skyldes de valg de havde foretaget.

Jeg ville ønske jeg ikke havde arbejdet så meget.

Denne udtalelse havde alle de mandlige patienter kommet med. De savnede deres børns ungdom og deres partners selskab og fortrød at de havde brugt så meget tid på at arbejde. Ware beskriver at hun mener grunden til at kvinder ikke i lige så udtalt grad som mændende beskrev dette, var at de var fra en generation hvor størstedelen af dem havde været hjemmegående.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.

Mange beskrev at de havde gemt deres følelser for at bevare freden i relationer til andre. Bitterhed og opgivelse blev en følge af dette – de stilte dig tilfreds med en middelmådig tilværelse.

Jeg ville ønske, jeg havde bevaret kontakten med mine venner.

Travlhed i livet var ofte årsagen til at gode venskaber var smuldret væk – og først i de sidste uger af livet beskrev mennesker at de ikke havde forstået værdien af de venskaber.

Jeg ville ønske, jeg havde tilladt mig selv at være lykkelig.

Denne fortrydelse var overraskende almindelig. Mange indså til sidst hvordan lykke er et valg; at det var deres frygt for forandring der havde fået dem til at lade som om de var tilfredse. Istedet for at overgive sig til at grine, fjolle og pjatte med andre.

____________

Er der mon andre end mig der kan spejle sig i disse beskrivelser af hvad man “ville ønske”?

Fordi jeg for et halvt år siden droppen udsigten til karriere som psykolog er det super bekræftigende for mig at læse hvordan det at være tro mod sig selv og bruge tid med sin familie der i retrospektiv er nogle af de væsentlige ting i livet. Men de andre punkter rammer mig også; får jeg udtrygt mine følelser, gør jeg noget for at bevare kontakten med mine venner og tillader jeg mig selv at være lykkelig?

Er familielivet et job?

IMAG0442Jeg er faldet over endnu et Signe Wenneberg citat:

“Familielivet er blevet et job og opgaverne i hjemmet minder om rutinepræget samlebåndsarbejde. Vi får aldrig en succesoplevelse derhjemme, det fortsætter bare i en uendelighed. Til gengæld er jobbet blevet vores egentlige liv. Det er der hvor vi for alvor lever, realiserer os selv, møder spændende mennesker, bliver inspirerede og tilfredse.

Det siges at vi – flertallet af generationen – er symbolanalytikere, der har det rigtig sjovt med at arbejde. Det viser også opgørelser over ferie der ikke er afholdt! Vi opfatter weekenderne med børn og husarbejde som den virkelig hårde tjans i livet.” Wenneberg 2005

Det bliver tydeligt for mig at jeg falder udenfor normen når jeg læser et citat som dette. Selvom jeg har det mest spændende job jeg overhovedet kan forestille mig, så har jeg endnu ikke afsluttet 5 timers arbejde uden at glæde mig til at se min familie. Klokken har endnu ikke, en af de dage hvor børnene har været andetssteds, ramt 13:00 før jeg jeg var klar til at pakke mine ting sammen og hente mine unger. Og selvom jeg fint har kunnet begrave min trang til at se dem og arbejde videre, så har jeg valgt ikke at lade det blive min livsstil; at begrave min lyst til at være familie til fordel for selv det mest interessante arbejde.

Når jeg tænker på hvad det handler om; hvorfor arbejdet er blevet den nye fritid; der hvor vi lader op og nyder tilværelsen, så tænker jeg at det sikkert handler om mange forhold. Der er sikkert noget prestige i at have et job – helst et karrierejob, der er sikkert også masser af selvrealisering i at forfølge egne interesser og udvikle sine kompetencer, sikkert noget socialt i det kollegiale fællesskab og der er helt sikkert også et økonomisk incitament – ikke mindst når vi efter at have købt hus, nyt køkken og bad, samt to biler, finder ud af at financeringen af det hele kræver mere end ét job.

Men jeg tror også der er noget andet; og her har jeg ingen ide om, om det er “hønen eller ægget der kom først”. Men jeg tror at en af grundene til at familien bliver til et job, et surt job med kedelige opgaver, er fordi vi ikke kan finde ud af det. Vi kan ikke finde ud af at være mennesker og at være i relationer der ikke er afgrænsede af sociale normer, eller i det hele taget være i relationer med andre, der er et andet sted i livet eller laver noget andet end vi selv gør; nogen der ikke er som “mig selv”; eksempelvis børn.

I mine øjne er 80% af hjemme og familielivet følelsesarbejde. Og hvis man ikke kan finde ud af følelsesarbejde (og hvordan i alverden skulle man finde ud af det hvis man kun har tilbragt 6 måneder med sin primære omsorgsperson inden hun (han) skulle skynde sig på arbejde igen?) så er det virkelig hårdt arbejde at være sammen med eksempelvis børn hele dagen. Det er dødhårdt. Og det med at være gift er ifølge skilsmisseprocenten vist heller ikke sådan at greje.

Mit postulat er, at vi er rigtig mange der endnu ikke har fundet ud af at vi mangler-, eller som kæmper for, at finde ud af hvad det vil sige at være menneske. Hvad det vil sige at lytte til sin indre stemme, hvordan man kan mærke og forstå følelser, hvad det betyder at blive hel i en relation, hvordan er man i det hele taget i en følelses-relation med et andet menneske, hvordan kan vi forstå os selv som væsen (hvis man nu ikke finder historien om aber så pålidelig) og det skræmmer os fra vid og sans. For godt nok kan vi se masser af tv om børneopdragelse, kærlighed, parforhold, religion og hjemmeliv, men kernen i det hele; empati, nærvær og medmenneskelighed falder ikke automatisk ud af tvet. For på trods af at vi afkoder “korrekte” pædagogiske strategier og konfliktløsningsmodeller, så er disse stadig tomme hvis vi ikke kan mærke empatien i vores egen krop, hvis vi ikke har tid til at se hinanden i øjnene indtil budskabet er kommet ud, hvis ikke vi tør være mennesker – grimme, smukke, sårede, sårende, omklamrende, afstandstagende – sammen med andre mennesker. Hvis ikke vi hàr andre mennesker end “os selv”.

Det er hverken særligt sexet eller succesfyldt, men det er min overbevisning at indtil vi lærer det, så vil vi proppe vores kalender til vi brækker os af stress, vi vil købe designertøj til vi har nok til det halve Afrika og vi vil flygte på arbejde hver morgen fordi det gør så afsindigt ondt at se vores egen tilkortkommenhed i øjnene, fordi menneskelighed bare er alt for kompliceret.

De små sejre

vanillas håndJeg skrev i min taknemligheds dagbog for et par dage siden:

Tak fordi det lykkedes mig at styre igennem risengrødskogning og fuglefodder “in the making” med begge børn kl.17 om eftermiddagen uden at min puls øgedes, nogen var ved at brænde sig på komfuret eller jeg talte i bydeform.

For det var faktisk en sejr, det kunne jeg ikke have gjort for 6 mdr siden. Kombinationen af flere børn, ting der kan gå (grueligt) galt og mig kan godt give unødvendigt hårde kommandoer og dårligt humør. Men øvelse gør mester og dette var et eksempel på at jeg har udviklet mig.

Det var også godt med sådan en sejr i baghovedet, for dagen efter…. To børn, min nye fantastiske og stærke køkkenmaskine, en dej der ikke ville makke ret… Twilight efterlignede mit geniale eksempel og stak en hånd ned for at mærke på dejen mens maskinen kørte. Jeg flyttede hendes hånd og forklarede roligt (god stil!) at det er farligt at gøre og det kun er de voksne der må. Og at man i øvrigt ikke skal røre ved skålen mens den kører rundt. Og midt i den sidste sætning kom den helt forkerte lyd af figre der bliver klemt mod metal, Twilight skreg, jeg konstaterede at jeg ikke kunne få hånden ud, slukkede hele lortet og hev så hendes hånd ud (dumt gjort). Lillepigen fik koldt på, vi tog til lægevagten og der var heldigvis intet brud. Selvom det hele endte godt udløste den episode stresshormon nok til at jeg kunne havde klaret mig en hel måned på det – det gjorte ondt i hjertet resten af dagen.

Den sidste oplevelse beskriver alle grundene til at jeg bliver sur og kommenderende når børn og potentielle farer er blandet sammen. Men selvom der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem hvorvidt man takler situationen pædagogisk fornuftigt og undgår diverse farer, så fejrer jeg alligevel min lille sejr over mit negative handlingsmøster:)

The downside

IMAG0442Jeg kan ligeså godt være ærlig og indrømme at jeg stadig går lidt i en lyserød bobbel af nyforelskelse i livet som hjemmemor. Det var en kæmpe beslutning at tage, men det har vieklig været en lettelse for os på mange måder og sjovt nok så virker arbejdslivet ikke længere særligt “vigtigt” for mig. Nå, men med faren for at male hele hjemmelivet lyserødt på bloggen tænkte jeg at det var på side at skrive et indlæg omkring hvad jeg synes der ikke er så fedt ved at gå hjemme.

1. At der ikke er flere der gør det. Nu bor vi i en lille by og jeg er sikker på at det ville være anderledes i en storby, men det kan godt være ensomt – eller sagt med andre ord – der skal sættes noget arbejde ind på at finde socialt stimulerende oplevelser ikke kun for børnene, men også for deres mor;) Heldigvis har Manden relativt korte dage de fleste dage og vi kan tage ned til min familie når han arbejder i døgndrift.

2. Vores økonomi er mere presset. For første gang handler vi ind ud fra et budget – og selvom det hænger fint sammen og vi også har penge til ferie, så er det anderledes end før hvor 500kr i p-bøde ikke bestød det store.

3. Der er ingen vej udenom med ungerne. Deres udviklingsskridt, unoder og uopdragenhed fylder pludselig meget mere i min hverdag -> jeg kan ikke bare “holde ud”, korrigere lidt her og der eller betragte ansvaret som 50/50 mellem mig og Mande. Der er lisom ingen anden vej end at tage tyren ved hornene og på en god måde få tingene arbejdet igennem. Heldigvis synes der at være en synergieffekt omkring at nu mere tid man bruger med et barn, nu bedre en relation man har – nu nemmere er det at løse konflikter osv.

4. Når jeg er træt af det hele så bliver jeg nød til at tage mig sammen. Autopilot og tidligt i seng virker ikke rigtigt i denne sammenhæng. Med så meget tid sammen så er der lisom kun en vej; find ud af hvad der er galt, gør noget ved det og kom videre. Der bliver for hårdt for os alle ellers.

Ja, det er hvad jeg betragter som bagsiden af medaljen med hjemmelivet so far. Det er ikke noget jeg ikke kan leve med – kan finde en udemærket løsning på, men det er alligevel relevante faktorer at tage i betragtning synes jeg. Det mest udfordrende ved hjemmelivet for mig er måske netop at det fylder så meget. Jeg kan ikke gemme mig/slappe af bag computeren et par timer om dagen og hvordan jeg (vi hver især) er som person fylder bare SÅ meget -> det er nok også derfor at jeg synes det minder en smule om et selvudviklingskursus eller en meget lang overlevelsestur;)