Når storesøster er i børnehave

IMAG0929IMAG0937

 

 

 

 

 

 

 

Vi nyder når storesøster er i børnehave. Ikke fordi det ikke er skønt at være sammen alle tre, men fordi det giver mere plads for en introvert og muligvis lidt sensitiv lillebror når hans sociale storesøster er væk et par timer. Så har han sin mor for sig selv og vi kan lave lige det, der i hans verden er det mest spændende.

Som eksempelvis at cykle en tur på løbesyklen over at fodre heste. De små handskeløse hænder fornemmer deres knurhår og bløde muler og han nyder at han ikke behøver dele pladsen på mors arm i hovedhøjde med de store dyr med nogen. Og derefter at komme hjem og hygge med et smileæg der først skal bankes, så pilles og så spises med rugbrødsstænger som tilbehør. Sådan en dag kan tilsyneladende gøre selv den mest selvstændighedskrævende 2 årige blød som smør:)

Reklamer

Analfabeter i det nære liv.

IMAG0422Jeg sidder og læse Signe Wennebergs bog “Min første have”. Det er en måde at komme igennem en lang kold vinter for en person som mig der lever bedst udendørs, jeg planlægger sommerferie, tjekker campingpladser ud, tænker på og læser om haver og tager sten, grene osv. med hjem fra mine gåture i skoven og ved fjorden; altsammen en opsparing til en sommer der for mit vedkommende leves bedst udendørs og med den nærmeste familie og venner.

Nå, men tilbage til bogen, jeg faldt over et citat, da jeg efter at have skimmet bogen gav mig til at læse den igennem for real og faldt over dette:

 “Vi er kloge på kademiske færdigheder, men uvidende når det kommer til “de nære ting”. Vi læser læssevis af how-to-do-bøger om børn, parforhold og mad. De mest populære tv-udsendelser er dem der handler om noget så betydningsløst for verdensfreden som hvordan enældre mand i en garage polerer en maghonibordplade – eller hvordan en ung mand i London laver natmad til sin kærestes veninder. Det simple liv! We love it!” Wenneberg, 2002

Tidligere beskriver hun hendes generation som “børnehavegerenationen”; “de første der har fået institutionens værdier frem for familiens værdier som fundament, da vi var børn.”

Wenneberg skriver med med haven for øje, men når jeg læser det, tænker jeg på hvor rigtigt det er. Hvor uuddannede vi er i forhold til at leve det simple liv; indgå i relationer, lave den mad vi skal spise og begå os i vores hjemmemiljø (gøre rent, have kæledyr og passe vores have) at vi har behov for tv, bøger, eksperter osv. til at lære os det. Det er da tankevækkende.

Forgyldte motiver

Jeg har de sidste uger lyttet en del til Mark Driscolls (præst) prædiken-serie om ægteskab, hvilket har været rigtig spændende. Særligt har jeg været rigtig glad for uge 2 “friends with bennefits” som jeg vil anbefale enhver at lytte til – gift som ugift. En af de ting der slog mig mens jeg lyttede til uge 9s prædiken var Graces (Marks hustrus) beskrivelse af, at det er et selvisk valg at vælge ikke at være forælder; at det at være forælder er uselvisk og tjenende – eller ihverttilfælde er med til at lære os/fremelske netop de egenskaber.

Dette står meget i kontrast til hvordan jeg først opfattede hjemmemor-livet, hvilket jeg tidligere har beskrevet, og hvordan jeg også oplever flere andre opfatte det; at det er en ret egoistisk beslutning at vælge sine egne først – frem for at rede verden, eller en del af den.

Det der slår mig i forhold til dette er hvordan, måske særligt vi der er aktive kirkegængere (? måske ikke – ihverttilfælde mig selv), har behov for at vide os sikre på at vi lever et liv hvor vi (uselvisk) tjener andre mennesker. Jeg er klar over at dette er en af hovedpointerne i biblen, så i sig selv er det måske ikke så besynderligt. Men alligevel skræmmende hvordan man kan komme til at vurdere sine egne beslutninger og motiver som de “hellige/gode/rigtige/uselviske/tjenende” og andres som det omvendte. Hvordan vi kan have et forgyldt billede af egne motiver og valg og ingen forståelse for andres.

Et fint eksempel på dette er en debat jeg for nyligt hørte om balancen mellem arbejds og familieliv hvor både karrieremødre beskrev hvordan arbejdet gjorde dem til bedre mødre og hjemmemødrene holdt faklen højt med at det er bedst for børn at være hjemme. Er det måske bare muligt at vi er meget forskellige som mennesker; at vi ikke alle vil trives “på den samme pind” og er det mon muligt at kunne se tilpas meget bort fra vores eget behov for bekræftigelse af at vi gør det rigtige et øjeblik til, at vi kan give lidt credit til nogle andre også…

Bare tanker…

Eurofoisk hårdt

IMAG0176Jeg elsker den smukke blanding af eurofori og udfordring livet byder på i de særlige øjeblikke hvor vi møder noget nyt.
Når vi bliver gift og på den ene side flyver på skyer af forelskelse og på den anden side arbejder med at finde rytme, roller og takle forskelligheder; at blive ét i mere end bare fysisk forstand.
Når vi bliver forældre og man som mor på én gang er ved at besvime at lykke over at sidde med en lille babyfod i hånden mens man ammer og på den anden side er ved at falde om af træthed og udmattethed efter søvnløse nætter med en grædende baby.
Det er lige gået op for mig at sådan en slags omvæltning har påbegyndelsen af mit liv som hjemmemor også været. På den ene side så var der sorgen over at sige farvel (og måske på gensyn) til drømme og forstillinger omkring hvordan mit liv skulle være og kampen med at skabe et godt og balanceret liv for os alle tre hjemme. Og på den anden side var der lykken over at have tid til at bemærke og værtsætte alle de smukke indtryk og oplevelser som en helt almindelig hverdag byder på, tid til at elske nok, muligheden for at kunne fylde en rolle ud, en ren “mor-samvittighed” og oplevelsen af at “gøre det der føles rigtigt”.
Når jeg ser tilbage på de sidste fire måneder bliver jeg glad, glad for at have fundet mig til rette på min hylde; det er måske atypisk ift normen at være hjemmemor, måske fyldt med fordomme -også mine egne, men det føles godt, jeg kan udfylde det og jeg kan give mig helhjertet til det:)

Han har brug for mine øjne

IMG_5495Dette indlæg skrev jeg midt i efteråret. Det er mig en gåde hvorfor det ikke er blevet postet før, men nu kommer det:)

I hverdagen med ungerne, er der små særlige øjeblikke, som min opmærksomhed fæstner sig særligt ved, som jeg lære noget af og husker på en særlig måde. En af disse øjeblikke havde jeg i sidste uge hvor vi var på feriecenter og dermed vandland, alle fire. I vandlandet efterlignede Lynild på 2 år sin søster og sprang i vandet fra kanten for at blive grebet af sin mor. Legen udviklede sig og han havde efterhånden mindre og mindre brug for at blive grebet og sprang selv i vandet.

I overgangen bemærkede jeg hvordan han, når han kastede sig i vandet både med hans lyde og mimik gav udtryk for hans angst, alligevel fortsatte han med at kaste sig i vandet. En anden ting bemærkede jeg også, at han søgte mine øjne lige når han som en lille korkprop sprang op til overfladen efter springet. Hans vildt opspilede øjne, med små pupiller søgte min øjenkontakt hvormed jeg kunne støtte og berolige ham; “Wuuhuu, er det sjovt skat?”. Han lod sig hurtigt berolige, smilede og svømmede ind til kanten for at gentage succesen igen og igen.

Nyder små fine eksempler som disse på hvordan relationen; det derforegår imellem os har så stor påvirkning på hvordan vi lever, lærer og er til.

 

Kvittering for julegave

2013-01-05 09.49.14En fellow-mom skriver “livet er først og fremmest praktisk” som sin underoverskrift. Og hvor er det sandt, måske særligt med småbørn i huset. Størstedelen af min tid kan udfyldes med praktiske opgaver – hvis jeg ville kunne den hele også udfyldes. Men med små hjerter og hjerner der følger mig dagen lang betragter jeg det som min forpligtelse (og enorme glæde) at samle så meget tid sammen til kontakt; både den der foregår ansigt til ansigt og den der foregår skulder ved skulder; både kvalitet og kvantitet – bare kontakt i løbet af dagen.

Derfor har jeg siden min start som hjemmemor i august 2012 ønsket mig en køkkenmaskine (eller næsten siden den dag). Vi besluttede nemlig i samme åndedrag, i rådføring med vores økonomi og budgetter, at madkontoen skulle der spares på hvis jeg skulle kunne gå hjemme. Og det betyder jo ikke nødvendigvis dårligere mad eller kedligere mad, men for os istedet mere 100% hjemmelavet mad og mindre halvfærdige nemmere løsninger. Bla. bestemte jeg mig for at bage alt brød selv. Lige fra rugbrødet vi spiser hver dag, til flutes, franskbrød, boller, tortillas og også al kage og langt det meste guf.

Det var (og er fortsat) både lærerigt og spændende at lave brød fra bunden, men det blev også hurtigt klart at det simpelthen var for tidskrævende og besværligt med håndkraft og en gammel elpisker der kæmpede sig igennem mængderne af dej. Derfor begyndte jeg at spare sammen med mål om at kunne købe en køkkenmaskine engang i sommeren 2013.

Men for at det ikke skal være løgn blev jeg juleaften totalt overrasket da Mande forærede mig mine drømmes køkkenmaskine:D !! (tak Gud for december-bonus). Og lige siden har jeg så kvitteret med lækkerier fra den store skål. Rugbrød, franskebrød, boller, flutes, æblemost, chokolade mouse, pizzadej, kokostoppe, banankage, revede gullerødder, juice, tærtedej og tomatsovs. Ja og det var jo bare det jeg lige kunne huske.

Er virkelig taknemlig for mine nye “hjælper”. Og det bedste – aller bedste ved det hele er at ungerne kan være med. Maskinen er nu placeret strategisk korrekt på køkkenbordet med plads på hver side til børnenumser og lys instaleret ovenover så vi alle tre kan se hvad der foregår og hjælpe hinanden med at få det til at lykkes. Og hvor er det meget hyggeligere når de sidder på bordet og deltager end når de står på gulvet og hiver mig i bukserne eller sidder på bordet og sprøjter æggesnaps ud over det hele med elpiskeren fordi jeg “lige hurtigt skulle snuppe melet”.