Nytår og nytårsfortsæt

IMG_5757Jeg er ikke den mest ihærdige til at sætte mig en masse fortsæt. Nok mere typen der ikke gider bruge min tid på at sætte mig mål som jeg alligevel ikke har synderlig interesse i at opnå, men omvendt ikke har problem med at sætte mål/arbejde hen mod et mål hvis der er noget jeg virkelig brænder for; dermed ingen “jeg skal tabe mig 10kg eller stoppe med at spise slik”-mål fra min side.

Til gengæld, tænkte jeg da jeg stod foran spejlet her til morgen (et ganske udemærket sted til selvreflektion, når børnene tillader det), så kan jeg jo sætte mig nogle mål for 2013 som er noget jeg brænder så tilpas meget for at det faktisk giver mening. Ikke så meget fordi det nødvendigvis er målbart hvorvidt jeg “når det”, men mere for at klargøre hvad jeg tænker jeg vil arbejde med og dermed kunne reflektere tilbage over det næste år.

For at samle lidt op, så har jeg i dette efterår arbejdet meget med min vrede og trang til at kontrollere. Jeg har fundet ud af at moderskabet er den ideelle situation for personlig udvikling (nogen ville sige helliggørelse). Fordi mængden af ydre stimuli/faste rammer er så begrænset så er børnene og jeg endnu mere afhængig af at vi (og dermed jeg) lever i balance, er glade og karakterstærke til at få noget aktivt og godt ud af vores hverdag. Og for mig er det vigtigt at jeg lærer at takle min vrede/irritation og trang til at kontrollere, for at jeg kan forældre som jeg ønsker at gøre det. Og vigtigtst i dette er nok at opdage når jeg er urimelig og være hurtig til at gøre noget ved det. Mine unger må gerne se mig sur og det er min overbevisning at jeg kun gør sagen værre hvis jeg undertrykker de føleleser jeg oplever, derfor er et af mine mål at sige undskyld oftere og et andet, at ændre min sindsstemning hurtigere.

Jeg beder mine børn sige undskyld til hinanden og os voksne, når de gør noget der ikke er okay, lisådan vil jeg blive endnu bedre til at sige undskyld, ikke kun når det er klart for Gud og enhver mand at den er gal, men også når jeg bare var lidt for hurtig, lidt for irriteret og lidt for uforstående. Min oplevelse er at nu bedre jeg er til at erkende mine fejl, nu bedre er børnene til at erkende deres. Og nu bedre vi er til at sige undskyld og komme videre, nu bedre, hyggeligere og mere nærværende er vores hverdag sammen.

Dermed mine mål for 2013

  • At blive bedre til at sige undskyld. (se mine egne fejl i øjnene og gøre noget ved dem)
  • At blive hurtigere til at ændre min sindsstemning. (både fra irriteret til glad, men også generelt. Min sindsstemning har kæmpe betydning for det følelsesmæssige klima i vores hjem og familie og det er et dejligt konkret sted at kunne gøre en massiv forskel)
  • At blive/være mere tålmodig.
Reklamer

At se frem til at se tilbage.

IMAG0176Jeg observerede kvinderne i kirken for nogen tid siden. Det var en kvinde der er midt i 50erne der ledte mødet, hun er mor til 4 børn fra gymnasiealderen og op og har selv en lederstilling. En anden kvinde inviterede til 80 års fødselsdag. Jeg ser hende ofte når jeg er ude med børnene. Hun kører rundt i sin bil. Jeg ved at hun agerer “reserve-bedste” for en familie i kirken, jeg ved også at hun hjælper en forretningsmand ved at stryge alle hans skjorter hver uge. Sidst blev jeg rigtig glad, da jeg fandt ud af at en tredje kvinde skulle tale, det var nemlig min tur til at sidde i salen, mens Mande gik med børnene. Hun må være sidst i 50erne og jeg elsker når hun taler, det er oftest både nærværende og autentisk, med plads til livets skyggesider.

Mens jeg sad der gik det op for mig at livet er langt (højst sansynligt). Det er meget sansynligt at jeg også lever som 80årig, at jeg har et godt helbred og derfor har mange år til både at være og gøre. Et eller andet sted var det en befriende tanke, ikke mindst fordi jeg lige nu er hoppet af “karriere toget” og bare nyder at være til sammen med mine unger, forsøger at give dem så meget godt som jeg kan. Jeg tror når jeg vil se tilbage som 40, 50 og 60 årig at jeg vil glæde mig over at jeg tog mig tid og valgte børnene før alt muligt andet.

Kærlig madlavning

IMAG0753Tror vist jeg allerede har gjort det klart et par gange at jeg bestemt ikke er “jeg elsker bare at lave mad”-typen. Men jeg bruger egentlig rigtig meget tid på det. Og efter jeg er begyndt at gå hjemme har jeg opdaget at der faktisk er noget jeg rigtig godt kan lide og faktisk er lidt hobby-agtig omkring; nemlig at lave ernæringsmæssigt fornuftigt og samtidig velsmagende mad til min familie.

Og det er egentlig ikke det “frelste” i at lave god mad der er min pointe. Det er, som jeg aldrig har fattet før, at der faktisk er en masse kærlighed i mad, lisom der er det i vasketøj og rengøring. Med kærlighed tænker jeg på hvordan det var da jeg ventede Twilight, vores ældste. Jeg glædede mig til at vaske det tøj vi havde købt og arvet til det lille barn vi ventede. Og jeg nød at stå med de små stykker tøj i hånden og hænge dem til tørre/lægge det sammen. Og det blev gjort med stor nøje selvom det var flere uger før der var tegn på at den lille ville ud.

Sådan har jeg også haft det med den første grød, det første mos, den første seng osv. Og jeg tænker at det at kunne udtrykke sin kærlighed i at gøre noget praktisk der er så fantastisk, når man ikke har mulighed for endnu at nusse og kramme det lille myr man længes efter. Det jeg har opdaget er at når jeg har tiden til det så stor-nyder jeg virkelig at kunne vise min kærlighed og hengivenhed til min familie ved at sørge for at vi spiser godt og på den måde er sunde og stærke. Jeg har sådan er reel følelse af at have opnået noget, at lykkes, når jeg ser ungerne slubre en ordentlig gang grønkålssmootie eller smaske sig igennem en god portion linsesuppe. Og når jeg på denne måde holder kærligheden for øje, så er det ikke længere så drænende/kedeligt med de husmoderlige gøremål.

Introvert mor til extrovert barn

IMAG0179Jeg er introvert; i den betydning at jeg får energi af at være alene. Twilight er extrovert og hun får energi af at interagere med andre mennesker. Dette kan godt være en kæmpe udfordring i vores hverdag.

Og det er jo ikke det at Twilight er extrovert der er problemet, det er det at jeg hvis jeg skal være sammen med en interagerende lillepige mere eller mindre solo i 8 timer om dagen, så løber jeg tør for tålmodighed og energi. Og så er det virkelig træls, både at være hjemme sammen, at være barn og voksen. Og mand der kommer hjem fra arbejde for den sags skyld.

Men vi har fundet en løsning; pause. I vores pause, der er efter frokost når Lynild alligevel sover lur, sidder jeg i stuen og slapper af med en kop the, lidt chokolade og min computer – eller hvad jeg nu ellers har lyst til. Twilight er på værelset og hun hører lydbog, efter eget valg, samt laver perler, tegner, laver puslespil, leger, sover eller hvad hun nu har lyst til. Og det der fastholder rammerne er et æggeur fra Tiger. De første uger kunne hun klare 5 min alene, så udviddede vi til 10 min osv. indtil vi faktisk holder 40min pause nu (en udvikling over 6 måneder).

Det er fuldstændig genialt; selv Twilight nyder hendes pause der selvfølgelig bliver afsluttet af at vi laver noget sammen; går i køkkenet sammen, læser bøger sammen eller noget andet der tæller som hygge i hendes verden. Ja, det er sådan vi får det til at fungere som intro-mor og extro-datter:D

Skønheden i tid

IMAG0396Ja, der går længe imellem jeg får skrevet. Fatter ikke hvordan jeg fandt tid til det før. Det er som om jeg blev hjemmegående, aldrig har jeg haft så meget tid, men alligevel så forsvinder nærmest alt tiden på at være til, nyde, leve og være nærværende. Jeg elsker det.

Jeg er ikke altid en særlig spændende mor, faktisk er jeg ret sikker på at børnene er enige med mig om at jeg ind imellem er en ret sur mor. Specielt hvis vi skal nå noget til et bestemt tidligt klokkeslet eller et klokkeslet i det hele taget.

Men jeg har fundet ud af at det der med at have tid; tid til at lade lillepigen skære samtlige frugter til aftenens dessert når vi får gæster, tid til at børnene kan være med til at gøre rent og tid til at lege “titte-bøh” eller synge bamses julerejse mens vi tager overtøjet på, gør hele forskellen. For når der er tid til at vi alle kan være med, både praktisk og mentalt, så er der ikke nogen der græder over at de ikke blev trøstet helt nok, ikke fik lov at sove nok eller ikke fik lov til at prøve nok selv. Og det er simpelthen så smukt. Som en fin lille dans snakker, synger, leger, arbejder vi os side om side gennem dagen. Og vi nyder det:)