Reflektioner efter at have “smækket” sine børn

Ja, jeg skriver “smækket”, fordi jeg, selvom jeg godt kan se skeldnen mellem at slå og smække, men samtidig synes det er lidt latterligt at opdele de to begreber. Ikke mindst fordi jeg ikke er 100% overbevist om at det at blive “smækket” altid er så forskelligt fra at blive slået, fra børnenes perspektiv.

Nå, men tilbage til pointen. Jeg har tidligere skrevet om “smæk” som opdragelsesmetode, men faldt den anden dag over et blogindlæg skrevet af en mor der tidligere i hendes tilværelse som mor har praktiseret at smække hendes børn. Det der slår mig er beskrivelsen af hvordan hun har måttet tage følelsesmæssig afstand fra sine børn for at kunne smække dem og dermed ikke i samme omfang været og oplevet sig tilknyttet til dem, som hun har med de børn hun har fået senere.

Misforstå mig ikke her, jeg er klar over at smæk er yderst effektivt til at korrigere adfærd og at det sikkert giver meget lydige børn (og dermed en smuk overflade), men jeg kan ikke lade være med at tænke på, på hvilken bekostning det er tilfældet.

Elizabeth beskriver selv omkring hendes motiver:

Because I know there are mothers out there who bear the quiet, shameful secrets of spanking their children in the name of God. I know there are mothers wondering if the bonds broken by religious abuse can be restored. I know there are mothers wondering if a broken will and broken heart can be mended and made whole again.

I’m telling my whole story now because I want you to know I’ve been there, too. I’ve done that. I weep for the lost years, too.

Læs hele indlæget her.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s