Reflektioner efter at have “smækket” sine børn

Ja, jeg skriver “smækket”, fordi jeg, selvom jeg godt kan se skeldnen mellem at slå og smække, men samtidig synes det er lidt latterligt at opdele de to begreber. Ikke mindst fordi jeg ikke er 100% overbevist om at det at blive “smækket” altid er så forskelligt fra at blive slået, fra børnenes perspektiv.

Nå, men tilbage til pointen. Jeg har tidligere skrevet om “smæk” som opdragelsesmetode, men faldt den anden dag over et blogindlæg skrevet af en mor der tidligere i hendes tilværelse som mor har praktiseret at smække hendes børn. Det der slår mig er beskrivelsen af hvordan hun har måttet tage følelsesmæssig afstand fra sine børn for at kunne smække dem og dermed ikke i samme omfang været og oplevet sig tilknyttet til dem, som hun har med de børn hun har fået senere.

Misforstå mig ikke her, jeg er klar over at smæk er yderst effektivt til at korrigere adfærd og at det sikkert giver meget lydige børn (og dermed en smuk overflade), men jeg kan ikke lade være med at tænke på, på hvilken bekostning det er tilfældet.

Elizabeth beskriver selv omkring hendes motiver:

Because I know there are mothers out there who bear the quiet, shameful secrets of spanking their children in the name of God. I know there are mothers wondering if the bonds broken by religious abuse can be restored. I know there are mothers wondering if a broken will and broken heart can be mended and made whole again.

I’m telling my whole story now because I want you to know I’ve been there, too. I’ve done that. I weep for the lost years, too.

Læs hele indlæget her.

Reklamer

Er der forskel….

Jeg kan ikke lade være med at bemærke forskellen i vores familie fra jeg var studerende til jeg blev hjemmemor. Der er selvfølgelig 1000 ting der spiller ind og masser af andre ting der kan forklare dele af de forskelle vi mærker. Men når alt dette er medregnet (så godt som sådan noget nu lader sig gøre) kan vi ikke undgå at bemærke forskellen på hverdagen før og nu.

Med fare for at det bliver en super lang liste af alle de gevinster der er ved at sætte tempoet ned og se det smukke i det nære og relationelle frem for i det mere materielle, så har jeg lyst til at nævne de ting som der for mig har størst betydning, ikke mindst så jeg kan huske dem selv, på de dage hvor græsset lyser, nærmest skinner, grønt på den anden side af hegnet;)

1. Der er sket et eller andet mirakuløst i Twilight, der med 3,5år er født et af de mest sociale mennesker jeg har mødt. Efter 18 dages efterårsferie havde jeg slet ikke lyst til at sende hende i børnehave igen fordi 90% af vores konklikter i hverdagen var forsvundet og at vi derfor begge to NØD at bruge vores dage sammen. Kun i ferier har jeg ellers mødt hende så afbalanceret, tilfreds og samarbejdende. Det er fristende at tage hende helt ud af institution, men hun nyder at være der og jeg tror hun lære nogle vigtige skills, så i øjeblikket arbejder vi på at finde en balance hvor hun har det godt. (Kan ikke lade være med at tænke på al den stress vi/jeg udsætter vores børn for – det er skræmmende)

2. Mande og jeg diskuterer mindre; jeg synes det er ærgeligt/mærkeligt at det er tilfældet, men faktisk er vi i øjeblikket i årets travleste og dermed hårdeste periode for Mande (og dermed resten af familien) hvilket også plejer at være den periode hvor vi har flest konklikter. Men fordi Mandes arbejde ikke længere “tager tid” fra mit er oplevelsen af samarbejde, frem for vægtning af “hvis arbejde er vigtigtst i forhold til…?” pludselig blevet så meget mere fremhævet. Lidt komisk at det er totalt modkultur ift de råd der ellers bliver givet omkring sådanne problematikker; at man hver især får lov at “holde fri”/samle energi udenfor familien.

3. Mande beskriver hvordan den ændring han mærker mest, i tråd med det første punkt, er at børnene er meget mere afstemt når han kommer hjem. Han kommer nu sjældent hjem til skrig og skrål, børn der er på tværs og bare har brug for kontakt her og nu. Omvendt er her ikke så rent som han havde forventet (ups). Og det stemmer nok meget godt overens med virkeligheden. Jeg får ikke gjort en masse mere rent, bare fordi jeg har mere tid, istedet får jeg kigget mere i øjnene, lyttet på flere knudrede forklaringer af oplevelser fra børnehaven, taget flere konflikter i opløbet, kildet, leget og krammet mere.

Binde til hjertet

Vedsidenaf hverdagen som hjemmemor har jeg lidt psykologarbejde på privat basis. Jeg blev igår for første gang kontaktet, hvor jeg måtte sige fra fordi jeg ikke kan finde mere tid i mit skema. Det betyder selvfølgelig ikke at min uge er proppet og presset, men det betyder at med mindre jeg vil bruge min weekend eller den eneste aften jeg har med Mande i løbet af hverdagene, så kan jeg ikke presse mere ind.

Det var faktisk svært; at sige fra. Jeg tyggede på den i flere timer og føler i allerhøjeste grad at jeg “spilder min tid” når jeg prioriterer at bruge formiddagen på at fodre ænder med børnene, frem for at lave noget man kan kalde et reelt stykke arbejde. Alligevel føles det bare så rigtigt. At spilde mine tid på de små fødder der tripper rundt efter mig det meste af dagen hver dag.

Det går mere og mere op for mig at det måske også er fordi jeg egentlig ikke tror på børneopdragelse, sådan i konkret forstand. Jeg er klar over at hvis du smækker dine børn, så kan du forme deres adfærd og at det samme gør sig gældende med diverse andre metoder. Men når alt kommer til alt, så er det eneste der vinder genklang hos mig; relation. Relation = det der sker imellem os, det at vi kender hinanden, at jeg kan fornemme hvad de tænker og de det samme med mig – sammenhængskræften – at vi ikke bare kender hinanden ud fra viden omkring hinandens vaner, men at vi er så forbundne at vi kan mærke hinanden. Og at det er relationen der er baggrund for at de overhovedet overvejer at gøre som jeg beder dem om (eksempelvis).

De sidste dage er det sætningen; “at binde dem til mit hjerte” jeg har tygget på. Vi kan leve under det samme tag i 18 år, jeg kan tage mig af alle de praktiske ting, være betænksom, hjælpe, støtte osv uden at vi nødvendigvis er bundet sammen, uden at de oplever sig elsket. Og liså stille bliver det klart for mig at det er en af grundene til at jeg går hjemme; fordi jeg har lyst til at relatere til mine unger, jeg har lyst til at opleve mig forbundet med dem. Lisom vi har oplevet det efter en lang sommerferie, jeg vil bare gerne have at det er sådan det er til hverdag. Lisom det lille barn i slyngen, hvor studier viser at moderen er langt mere tuned ind på barnets signaler og behov, fordi de er så tætte. Ligesådan vil jeg bare gerne vil tilpas tæt på – tilpas nærværende til at kunne mærke og have overskud til at lægge øre til ungerne signaler, tanker, ønsker og behov.