Set med en andens øjne: Mine yndlings-tips til en hverdag med små børn (2)

Gæste blog-indlæg fra min veninde Kirstine. Kirstine er gift og mor til tre, hun blogger her: http://www.learnerbyheart.com/. Dette er anden del, find første del via søgefeltet. Nyd hende:)

Mine unger er 1, 3 og 5 år gamle. Det har altid være min drøm og bøn at få en bunke børn, og få dem tæt, og nu har jeg sandelig fået, hvad jeg bad om. 😉
Jeg var i udganspunktet ikke særlig erfaren eller fantastisk god til børn. Så jeg har måtte lære det hen af vejen. En god hjælp for mig, har været tips og tricks til at snakke med børn og få dem til at snakke. Og tips og tricks til at komme igennem hverdagen på en god måde. De virker ikke hver gang. Men nogengange virker de, og så er det fantastisk. Jeg giver dig her mine yndlings-tips:
Tip nummer 4: Giv dem i fantasien, hvad du ikke kan give dem i virkeligheden.
“Mor? Hvornår skal vi til Florida?” Hm… Det ærlige, ligefremme, voksne svar er “Det skal vi nok ikke. Beklager skat.” Men et tip, der har hjulpet mig flere gange, er at lave en leg ud af det, og drømme med i stedet for at tale så meget om alt det, der ikke kan lade sig gøre. “Åhr, kunne det ikke være sjovt, hvis vi havde en flyver i baghaven?? Så kunne vi bare flyve til Florida hver weekend!!” Det kan der komme en hyggelig fantasi-leg ud af, istedet for en træls samtale om at rejser er dyre, der er 45 grader i Florida for tiden, far vil hellere på ski og vi har sikkert ikke råd til nogen af delene, når det kommer til stykket.
Tip nummer 5: Vær omhyggelig med at notere deres fødselsdagsønsker. 😉
Min 5-årige har meget nemt ved at finde ting i butikker, han gerne vil have. Hans kammerater har også rigtig mange fine ting, som han fortæller om. (Her vil jeg egentlig gerne indskyde, at Anders på grøn stues forældre ikke behøver fortælle lille Anders, hans cykel har kostet 1.000 kr. Det er åbenlyst steget drengen til hovedet. Nå, det var et sidespring.) Indimellem taler vi om, at sådan en dims koster mange penge. Men for det meste lytter jeg, og lader ham vide, jeg har noteret det: “Ja, det er godt nok en sej bil. Ønsker du dig sådan en til din fødselsdag? Det skal jeg nok huske.” Tre minutter senere er bilen ofte glemt. Og hvis han nævner en særlig ting mange gange, så husker jeg den nok også til hans fødselsdag.
Tip nummer 6: Vær ikke bange for at sætte ord på de svære følelser.
Jeg vil så gerne have mine børn er taknemmelige og positive. Derfor kan det være nærliggende kun at tale om de gode ting og fokusere på alt det glade – jeg vil jo gerne være et godt forbillede, ikke? Men livet er jo både rart og svært. Søskende ER dejlige, men de kan også være trælse. Og børn er glade, men indimellem er de også vrede og frustrerede og kede af det. Jeg vil af natur helst ikke fokusere for meget på problemerne. Jeg kan dog efterhånden godt se, mine børn har brug for, at jeg som voksen sætter ord på de svære ting også. “Det er godt nok træls når lillebror ødelægger dit Lego, hva’? Det kan jeg godt forstå du er ked af.” Eller “Det er ikke altid helt nemt at være storebror, hva’? Nogengange er de små sjove at lege med, og nogengange ville det bare være dejligt, de ikke var der hele tiden.”
En klog dame opmunterede mig engang til også at gøre det med helt små børn – selvom de slet ikke har sprog til at give dig ret: “Åh, lå du lige i barnevognen, og så vågnede du, og så var der ikke nogen? Det var du ked af, ja. Nu er mor kommet.” Det gælder også de rigtig svære ting: Min ene søn er adopteret og selvom han langtfra er gammel til nok selv at sætte ord på det, han har oplevet, øver jeg mig allerede i at gøre det sammen med ham. Jeg fortæller ham hans historie, også selvom den ikke kun er lyserød.
Når jeg er ved at bakke ud af det, gentager jeg for mig selv: “Only when the bad feelings come out, the good feelings can come out too.” Vi tager trykket af kedlen, ved at sætte ord på de svære ting. Vi forstærker ikke det svære, vi tager brodden af.
Tip nummer 7: Er barnet kørt fast i at være sur, så træk den humoristiske nødbremse.
I børnehave-alderen (det er 3-5 år for dem, der har ungerne hjemme (red.)) kan der være dage, hvor barnet går i ring i et dårligt humør. Been there!! Hvis man har forsøgt med empati, og valgmuligheder og yndlingsaktiviteterne, og barnet bare er SUR SUR SUR – så fik vi et tip, jeg har sat stor pris på: Ryst det ud af barnet. Min mand tager drengen, vender ham på hovedet og siger ting som “åhr, der er godt nok meget sur indeni dig i dag. Ryste ryste ryste, skal vi se om vi kan få det ud?” Inden længe bryder han ud i latter, og har nemmere ved at bryde gængen. Hvis han virkelig er frustreret over noget, så hjælper det ikke. Men nogengange, er det bare somom barnet er kørt fast i mudder, og ikke kan komme op af hullet. En kildetur kan også hjælpe.
Jeg har hørt / læst hundrede-vis af tips, og det her er nogen af dem, jeg er endt med at bruge jævnligt. Måske er der en enkelt eller to du kan bruge? Føl dig fri til at glemme resten. 🙂

 

Set med en andens øjne: Mine yndlings-tips til en hverdag med små børn (1)

Gæste blog-indlæg fra min veninde Kirstine. Kirstine er gift og mor til tre, hun blogger her: http://www.learnerbyheart.com/. Nyd hende:)

Mine unger er 1, 3 og 5 år gamle. Det har altid være min drøm og bøn at få en bunke børn, og få dem tæt, og nu har jeg sandelig fået, hvad jeg bad om. 😉
Jeg var i udganspunktet ikke særlig erfaren eller fantastisk god til børn. Så jeg har måtte lære det hen af vejen. En god hjælp for mig, har været tips og tricks til at snakke med børn og få dem til at snakke. Og tips og tricks til at komme igennem hverdagen på en god måde. De virker ikke hver gang. Men nogengange virker de, og så er det fantastisk. Jeg giver dig her mine yndlings-tips:
Tip nummer 1: Lær barnet begrebet “Færdig” helt fra lille.
Helt fra puslebordet kan man markere, at nu er vi færdige. Jeg siger det altid i samme muntre tonefald, så det nærmest er som en klokke, der ringer. Man kan også samtidig vise det med et tegn: Vi drejer hænderne i luften. Hvis barnet først har den kode i hovedet: Når signalet lyder, er vi færdige. Så kan det lette i mange trælse situationer, der bare skal overståes: Hvis barnet ikke kan lide at få børstet tænder. Eller hvis man skal have penincilin, og det er ubehageligt. Når man endelig kan sige “færdig!” – så holder barnet ofte op med at græde med det samme. Der behøver ikke gå ti sekunder, hvor de stadig protesterer, fordi de endnu ikke har forstået, det er overstået. Jeg eeelsker ro, så det er guld værd. “Færdig!”
Tip nummer 2: Giv valgmuligheder – noget barnet selv kan vælge imellem, hvor A og B er lige godt for dig.
Børn elsker (som voksne) at have lov at have indflydelse på deres eget liv. Det betyder ikke de skal styre showet, men mange ting kan de godt få lov at vælge imellem. Allerede omkring 1,5 / 2 års alderen kan børn få valgmuligheder. “Vil du sidde på trappen eller på bænken og få sko på?”, “Vil du holde mig i hånden eller gå lige ved siden af mig?” “Vil du have den grønne eller blå hue på idag?” “Hvad vil du først – have jakke eller sko på?” Det er fantastisk at høre den lille general brøle: “SKO!” – somom de netop har fået lov at kommandere lidt med mor. Og så kommer skoene på. Den variant, jeg nok har brugt flest gange er: “Vil du komme selv, eller skal jeg hente dig?” Nogen gange vælger barnet at komme. Andre gange henter jeg. Begge er ok, og kan gennemføres uden mor bliver sur.
Når barnet bliver lidt større kan man også give valgmuligheder omkring acceptabel opførsel: “Vil du køre stille med indkøbsvognen eller skal jeg stille den på plads?” “Vil du holde fast i klapvognen når vi går, eller vil du op at sidde?” Nogen lange lærer de hurtigt, at hvis jeg skal beholde indkøbsvognen, skal jeg køre pænt. Andre gange må man tage ‘turen’ en gang eller to, før de forstår det. Undskyld til alle der var i Netto, den dag jeg konfiskerede hans vogn. Nu har han lært at køre pænt.
Tip nummer 3: Gentag det barnet siger, så de ved de er hørt og forstået.
Alle børn har en periode, hvor der er flere ord i hovedet end i munden. Den falder ofte sammen med den tid, hvor de begynder at få lyst til en masse ting – også videospil, slik, kiks og leg i haven, som man ikke kan sige ja til hver gang de spørger. Det kan udøse et mindre anfald at få et nej, og det er ok. Men det hjælper at vide mor i det mindste har hørt og forstået det jeg sagde. Eksempel: Min to-årige eeeelsker at se video-film. Han hiver mig i ærmet, trækker mig hen til skærmen, peger og siger “Ge?” [SE?] Det korte svar er “Nej.” Eller “Nej skat, ikke nu, vi skal spise.” Eller afledningen: “Nej skat. Skal vi lege med klodser?” Og han kan blive flere varianter af stiktosset eller ulykkelig over sådan et svar. Min erfaring er, det hjælper ham, hvis jeg siger: “Vil du gerne se videofilm?” (Stort smil og ja!) “Det er hyggeligt at se videofilm. Vi skal ikke se videofilm nu. Vi skal spise. Vil du hjælpe mig med at dække bord?” Det hjælper på lillemandens frustrationer, at han i det mindste ved, jeg har forstået.

At spilde sin tid

Jeg er mester til at planlægge, skemalægge og nå mine mål. Mester – intet mindre. Min mor sagde “du kan hvad du vil” og det har jeg altid troet på. Med planlægning, målrettethed og tid tror jeg at jeg kan det meste. Jeg er også typen der er har det med at fokusere på målet. Alt det der med at det er processen der tæller lyder som vand i mine ører, for når dagen er slut giver det mig tilfredsstillelse at se de små afvingede punkter på min todo liste:)

Men den går ikke længere, for unger lader sig ikke sådan vinge af. “Opmærksomhed til ungerne”, kan ikke klares på en time og så er den opgave klaret – de har brug for meget mere; nærvær, tilstedeværelse. De har brug for at jeg spilder min tid på dem. At jeg bruger min kostbare tid på at lave kastanjedyr til jeg får ondt i fingerene, bygge store flotte legohuse og lege rolleleg til jeg ikke har flere ideer. Og det er selvfølgelig ikke aktiviteten de har brug for; det er min tilstedeværelse, det er min opmærksomhed og mit nærvær.

Så jeg øver min i at spilde min tid og det er SÅ svært. For mig er det langt sværere end at skrive 80 siders speciale alene over 6 måneder, sværere end at studere så helhjertet at det giver bonus ved det grønne bord, sværere end at holde huset nogenlunde rent og lave fornuftig mad til familien, sværere end at holde et stramt madbudget – det er i sandhed udfordrende. For jeg har ikke noget mål, jeg har ikke nogen grænse der siger mig hvornår det er gjort godt nok og jeg bliver aldrig færdig; derfor føles det virkelig som spild af tid i forhold til alle de andre opgaver. Ikke desto mindre øver jeg mig i at betragte det som min vigtigste opgave; at “spilde” min tid, min opmærksomhed og mit nærvær på børnene. Så måske er “give” i virkeligheden et bedre begreb end “spilde”.

Heldigvis kan det nydes mens det gøres – og det gør jeg virkelig:)

At glemme sig selv

Dette indlæg skal betragtes som en følgeton i forhold til temaet med at gå hjemme.

Min største mentale barriere for at vælge hjemmelivet var at jeg ærlig talt synes det er en smule egoistisk; at vælge mig og mine egne og ikke have blik for verdenen omkring mig. (Ligemeget hvad jeg laver så håber jeg virkelig at jeg arbejder mig væk fra det). Men fra et mere åndligt perspektiv så var det der ramte mig en sætning fra Es. 58 som en aften hvor jeg var ved at rulle gardinet ned ramte mig lige i mellemgulvet. “Men vend ikke ryggen til dine egne” – I en kontekst omkring at hjælpe andre mennesker. Det kapitel betyder meget for mig og jeg blev meget berørt af at “høre” denne sætning jeg aldrig før havde lagt mærke til.

“Vend ikke ryggen til dine egne” siger ikke noget om 37 timers arbejde eller 10 timers, dagpleje eller ikke dagpleje. Den siger måske mere bare noget om fokus. Det jeg har fokus og opmærksomhed på har jeg min front imod, det jeg ikke har fokus på har jeg ryggen imod. Og lige pludselig kunne jeg godt se at jeg (i den gode sags tjeneste selvfølgelig;)) ind imellem havde mere fokus på hvem jeg skulle være/hvad jeg kunne blive, end på at være og tjene de menesker der er nærmest mig. At være trofast i det små. At give min opmærksomhed til det simple og konkrete. At møde det behov der står lige foran min næse.

“At the end of life we will not be judget by how many diplomas we have received, how much money we have made, how many great things we have done. We will be judged by “I was naked and you clothed me. I was homeless, and you took me in”” citat: Mother Teresa

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at dette udelukkende er nemt, naturligt og selvfølgeligt for mig, det er det ikke overhovedet. Kontinuerligt synger en lille fugl: “er dette virkelig det – er dette virkelig den eneste jeg skal”. Og det tror jeg ikke det er og jeg håber virkelig at jeg får lov til også at hjælpe mennesker som psykolog. Men indtil da, så er det vist ret nødvendigt at jeg får fokus rettet ind på at jeg er her for at tjene, ikke med det jeg helst vil eller som jeg nødvendigvis synes er mest interessant, men for at tjene alene – møde de behov der er. Lære måske bare en smule ydmyghed, selvopofrelse og andre helt ekstremt smukke egenskaber som kun læres gennem en vis mængde ubehag.