Mine nye titler: Psykolog og hjemmegående

Mit liv har taget en markant drejning den sidste måned – sådan en der med sikkerhed kan ses på landkortet over mit liv, når det engang kan beskues i retroperspektiv. Jeg tager aldrig sådanne beslutninger uden lige dele store mængder af reflektion og usikkerhed for om det “nu også er det rigtige” valg jeg tager. Jeg har valgt som nyuddannet akademiker at ligge uddannelsen i baglommen og gå hjemme ved mine børn.

Et valg man både kan betragte som modigt og meget ufornuftigt. Jeg selv betragter det nok mest som det sidste, men har alligevel svært ved at gøre andet.

Det startede med en jobsamtale til drømmejobbet der endte med et nej og jeg var godt og grundigt nedtrygt i 24 timer. Men så begyndte jeg så småt at tænke på at min motivation for at arbejde; at jeg gerne vil hjælpe nogen mennesker, er absurd hvis der ikke er behov for netop mig, netop nu. Der er masser der er mere kvalificerede og jeg behøver åbenbart ikke at være den psykolog der reder hele verden, for der står en hel hær parat til at tage den plads. Det var faktisk meget befriende at tænke de tanker og det gav mig mulighed for at tænke mere bredt og lytte mere til hvad jeg egentlig selv havde lyst til – sådan indenunder det selvfølgelige i at når man har taget en lang uddannelse, så skynder man sig på arbejdsmarkedet, kæmper med en masse andre om stillingerne og arbejder sig frem mod et eller andet mål. I den gode sags tjeneste selvfølgelig;)

Men nedenunder bør og skulle så måtte jeg sande at fuldtidsjob og små børn ikke hænger sammen i min verden. Det har det aldrig gjort (hvilket du nok har kunnet fornemme vis du har læst flere af mine indlæg). Jeg tror ikke på fuldtidsinstitution til små børn; slet ikke de helt små af slagsen. Jeg kan ganske enkelt ikke finde belæg hverken i mit moderhjerte eller forskningen på området for at det er det bedste for barnet. Og hvis der er noget jeg kan finde dokumentation for i mit moderhjerte så er det at jeg er meget opmærksom på at gøre alt hvad jeg kan for at gøre det bedste for mine unger; er vi ikke alle det? Det er i sig selv svært for mig at gøre andet.

Misforstå mig endelig ikke; jeg er ikke imod pasning, jeg mener ikke det jeg gør er det eneste rigtige, heller ikke at der kun findes én rigtig familieform; men dog at der er nogle ting jeg ikke mener det er godt at udsætte små børn for; eksempelvis lange dage i en stor institution, med alt hvad det inkluderer.

Når folk spørger mig om hvorfor jeg har valgt at gå hjemme fortæller jeg historien om valget mellem et arbejdetsmarked med fuldtidsjobs en times kørsel fra vores bopæl og et familieliv med små børn og en mand der arbejder rigeligt. Men sandheden er at der faktisk vár et spændende deltidsjob kun 10 min herfra og jeg søgte det ikke engang – fordi jeg hellere ville være hjemme. Jeg vil gerne gå all-in for at bette knægten der ikke har kunnet høre noget pga væske de første år af hans liv, endeligt skal lære at snakke. Jeg vil gerne have større indflydelse på min datter end børnene i børnehaven, for mine værdier og holdninger stemmer ikke overens med jungleloven. Og jeg vil gerne have tid og ro til at nyde mine unger.

En kvinde jeg holder af forklarede mig engang at hun fik sine unger med et godt mellemrum mellem dem; for at hun havde mulighed for at nyde dem hver især. Jeg forstod det ikke først, men idag gør jeg. Når jeg nyder mine unger, så giver jeg dem den opmærksomhed og den omsorg de har brug for, for at opleve sig værdifulde; noget særligt. Når jeg nyder dem; kigger på dem mens de leger (og de kigger på mig og ser jeg observere dem med glæde i mine øjne), giver dem mit fulde nærvær mens jeg puster på en slået finger, møder deres øjne i øjenkontakt mens jeg forklare dem noget, så har de mig helt og så oplever de at være elsket; at være centrum for min kærlighed.

I små øjeblikke som disse så lever jeg, det er dem jeg nævner når jeg om aftenen deler dagens bedste øjeblikke med Mande, det er de minder der klistre sig til min nethinde, små røde kinder, sørgmodige tårefyldte øjne og oplevelsen af at have en dyb kontakt til et lille barn der bare slubre det i sig. Det er det jeg gerne vil have mere af (og en masse andet). Det der derfor jeg gør noget på ufornuftigt som at gå hjemme.

Reklamer

5 thoughts on “Mine nye titler: Psykolog og hjemmegående

  1. Jeg synes nu det lyder yderst fornuftigt, det valgt du har truffet. For børnene, din egen og ikke mindst for familiens skyld. Tiden går hurtigt og den tid der er givet godt ud kommer ikke skidt igen. Der er sikkert et fedt deltidsjob i vente, når dine unger skal starte i skole og så har du din erfaring med som mor på en helt anden måde, end de fleste. Jeg går selv hjemme og har truffet det samme valg. Savnede forståelse for min søns behov. Kærlige venskaber, i stedet for slåskampe og min søn har også været meget syg med ørene og fået fjernet polypper og fået lagt dræn 2 gange. Vi har gået hjemme i 3 måneder og nu siger han.. Ih, hvor er det skønt at være hjemme, når han går ind på sit store værelse med masser af aktivitetsmuligheder. Jeg vil selv være aktiv deltager i hvilke relationer han skal være en del af, og vi vil møde mange forskellige, for at finde nogen, som passer til ham… Ja jeg føler mig lidt udenfor ind imellem, men for det meste, så synes jeg at det er det bedste valg jeg har truffet længe… Vi søger stille og roligt nye bekendtskaber til ham. Børn i alderen 4-6 år, da han leger mest opad. Han er langt fremme med det intellektuelle, og vi træner det sociale stille og roligt… Jeg har besluttet at et deltidsjob om aftenen, hvor han så kan blive passet af sin morfar eller mormor, som begge er SUPER pædagoger, så ” KØRER DET” som han siger! Hygge hygge, børnene er vel ikke kommet til for at blive puttet i en kasse, som vi ikke selv ville have brudt os om. De har ikke engang selv valgt det, og hvis man har mulighed for noget andet, og tilmed synes, at man gør det bedre selv, så er det helt sikkert det bedste synes jeg. Nok mere fornuftigt i virkeligheden, på længere sigt for børnene.

    Vh. Elisabeth Ehrhardt

    • Hej Elisabeth.
      Tak for din kommentar. Det lyder som en god og vigtig beslutning du har taget med at have din søn hjemme. Det er fantastisk når man finder en løsning der rent faktisk fungerer for alle:)
      Mvh. Maria

  2. Pingback: Søvn og nydelse | PandekageMor

  3. Hej Maria.

    Dejlig blog du har dig – lige noget læsestof for mig! 🙂
    Må jeg stille et personligt spørgsmål?
    Hvis du skulle vælge om – ville du så vælge at blive hjemmemor straks efter din første barsel og dermed droppe resten af din uddannelse eller ville du vælge det samme igen, altså at gøre din uddannelse færdig og så blive hjemmemor?
    Vi skal have en lille til januar og jeg vil så gerne passe vores barn selv, men jeg mangler et år på pædagogseminariet når jeg går på barsel, så jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op 😦
    Nogen vil nok sige at vi så måtte have ventet med at få et barn, men ja, det kunne vi altså ikke! 😉

    Kærlig Hilsen Kristina.

    • Hej Kristina.
      Tak for din kommentar – men sikke et svært spørgsmål!:)
      Der er flere omstændigheder der gør at jeg ikke ville vælge anderledes hvis jeg stod i samme situation med uddannelse og en lille baby. Det betyder ikke at der ikke er nogle ting jeg ville have gjort anderledes – eksempelvis en langsommere indkøring for vores ældste datter, arbejde på at få nogle kortere dage under praktikforløb, holde min datter lidt mere hjemme under barsel med hendes lillebror og lignende.
      Grunden til at jeg ville vælge sådan er fordi jeg er ret sikker på jeg ikke bare lige ville vænne tilbage og få det gjort færdigt senere og det ville fylde ret meget i min bevidsthed. Dessuden er det studie uden mødepligt og med meget selvstudie = stor fleksibilitet. Det betyder at jeg i praksis har afleveret børnene omkring kl9 om morgenen. Omkring 11:30/12 er de blevet lagt til lur og så har dagplejemoderen skrevet til mig når barnevognen begyndte at bevæge sig mellem 13:30 og 15, så jeg selv kunne komme og tage dem op. Ofte har jeg kunnet undgå ubehagelige situationer med gæstedapleje steder de ikke kendte osv. Sådan har det været størstedelen af den tid de har været i dagpleje – men der har også været måneder der har været mere pressede. Havde vi haft vuggestue havde det været anderledes for mig, vi valgte dagplejemor for at gøre det så familiært og trygt som muligt. Vi har lagt stor vægt på at opbygge relation til dagplejemor, så de ikke blev afleveret til “en fremmed”. Når jeg lægger alle disse ting sammen så synes jeg vi har skabt nogle okay vilkår for vores børn da de var små – men jeg vil SELVFØLGELIG ønske at jeg havde haft hvert et øjeblik sammen med dem – men som du jo kender til, så kunne vi altså heller ikke vente længere med at få børn;)

      Håber det gav lidt stof til eftertanke. Det er kun min egen oplevelse jeg beskriver, jeg mener ikke at have nogen opskrift på “hvad der er det mest rigtige” at gøre. Håber I finder en løsning i alle kan have det godt med. Jeg må afslutte nu, da lillesøster vågner fra sin lur.

      Kærlig Hilsen Maria

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s