Mine nye titler: Psykolog og hjemmegående

Mit liv har taget en markant drejning den sidste måned – sådan en der med sikkerhed kan ses på landkortet over mit liv, når det engang kan beskues i retroperspektiv. Jeg tager aldrig sådanne beslutninger uden lige dele store mængder af reflektion og usikkerhed for om det “nu også er det rigtige” valg jeg tager. Jeg har valgt som nyuddannet akademiker at ligge uddannelsen i baglommen og gå hjemme ved mine børn.

Et valg man både kan betragte som modigt og meget ufornuftigt. Jeg selv betragter det nok mest som det sidste, men har alligevel svært ved at gøre andet.

Det startede med en jobsamtale til drømmejobbet der endte med et nej og jeg var godt og grundigt nedtrygt i 24 timer. Men så begyndte jeg så småt at tænke på at min motivation for at arbejde; at jeg gerne vil hjælpe nogen mennesker, er absurd hvis der ikke er behov for netop mig, netop nu. Der er masser der er mere kvalificerede og jeg behøver åbenbart ikke at være den psykolog der reder hele verden, for der står en hel hær parat til at tage den plads. Det var faktisk meget befriende at tænke de tanker og det gav mig mulighed for at tænke mere bredt og lytte mere til hvad jeg egentlig selv havde lyst til – sådan indenunder det selvfølgelige i at når man har taget en lang uddannelse, så skynder man sig på arbejdsmarkedet, kæmper med en masse andre om stillingerne og arbejder sig frem mod et eller andet mål. I den gode sags tjeneste selvfølgelig;)

Men nedenunder bør og skulle så måtte jeg sande at fuldtidsjob og små børn ikke hænger sammen i min verden. Det har det aldrig gjort (hvilket du nok har kunnet fornemme vis du har læst flere af mine indlæg). Jeg tror ikke på fuldtidsinstitution til små børn; slet ikke de helt små af slagsen. Jeg kan ganske enkelt ikke finde belæg hverken i mit moderhjerte eller forskningen på området for at det er det bedste for barnet. Og hvis der er noget jeg kan finde dokumentation for i mit moderhjerte så er det at jeg er meget opmærksom på at gøre alt hvad jeg kan for at gøre det bedste for mine unger; er vi ikke alle det? Det er i sig selv svært for mig at gøre andet.

Misforstå mig endelig ikke; jeg er ikke imod pasning, jeg mener ikke det jeg gør er det eneste rigtige, heller ikke at der kun findes én rigtig familieform; men dog at der er nogle ting jeg ikke mener det er godt at udsætte små børn for; eksempelvis lange dage i en stor institution, med alt hvad det inkluderer.

Når folk spørger mig om hvorfor jeg har valgt at gå hjemme fortæller jeg historien om valget mellem et arbejdetsmarked med fuldtidsjobs en times kørsel fra vores bopæl og et familieliv med små børn og en mand der arbejder rigeligt. Men sandheden er at der faktisk vár et spændende deltidsjob kun 10 min herfra og jeg søgte det ikke engang – fordi jeg hellere ville være hjemme. Jeg vil gerne gå all-in for at bette knægten der ikke har kunnet høre noget pga væske de første år af hans liv, endeligt skal lære at snakke. Jeg vil gerne have større indflydelse på min datter end børnene i børnehaven, for mine værdier og holdninger stemmer ikke overens med jungleloven. Og jeg vil gerne have tid og ro til at nyde mine unger.

En kvinde jeg holder af forklarede mig engang at hun fik sine unger med et godt mellemrum mellem dem; for at hun havde mulighed for at nyde dem hver især. Jeg forstod det ikke først, men idag gør jeg. Når jeg nyder mine unger, så giver jeg dem den opmærksomhed og den omsorg de har brug for, for at opleve sig værdifulde; noget særligt. Når jeg nyder dem; kigger på dem mens de leger (og de kigger på mig og ser jeg observere dem med glæde i mine øjne), giver dem mit fulde nærvær mens jeg puster på en slået finger, møder deres øjne i øjenkontakt mens jeg forklare dem noget, så har de mig helt og så oplever de at være elsket; at være centrum for min kærlighed.

I små øjeblikke som disse så lever jeg, det er dem jeg nævner når jeg om aftenen deler dagens bedste øjeblikke med Mande, det er de minder der klistre sig til min nethinde, små røde kinder, sørgmodige tårefyldte øjne og oplevelsen af at have en dyb kontakt til et lille barn der bare slubre det i sig. Det er det jeg gerne vil have mere af (og en masse andet). Det der derfor jeg gør noget på ufornuftigt som at gå hjemme.

Reklamer

Forsømmelser

Det er så længe siden at jeg har skrevet at jeg helt har glemt hvordan man finder herind. Sommeren har været lang og god herhjemme. Jeg har nydt hvert sekund (jeg burde VIRKELIG leve under varmere himmelstrøj, ikke bare fordi det ville være rart, men fordi jeg LEVER når det er sommer:)). Men nu hvor dagene ikke længere er til udeaktiviteter døgnet rundt, vi igen har tændt for radiatorer og fundet vinterjakken frem, vil jeg forsøge om ikke det kan lade sig gøre at få skrevet en enkelt sætning ind imellem.