Nu tættere nu nemmere

Se denne fine engel der ligger på siden, med det lille hovede mod venstre. Den er en af Twilights første og den heldige vinder af flere vinger på hver side af kroppen:)

Se denne fine engel der ligger på siden, med det lille hovede mod venstre. Den er en af Twilights første og den heldige vinder af flere vinger på hver side af kroppen:)

Bloggen her begynder at være noget forsømt. Det skyldes specialeskrivningen der den sidste halvanden måned har suget energien ud af mig. Jeg får indimellem en tanke, men kan ikke finde et øjeblik til at skrive den ned. Her kommer et fuldstændig urettigeret indlæg, men det er desværre alt det kan blive til disse dage.

En morgen havde Twilight fulgt mig, fra bad, til jeg klædte mig på og videre til morgenmaden. Da hun var på vej ud af døren, sammen med Mande der ville følge hende i børnehave, gav jeg hende en farvel krammer og fortalte hende at jeg elskede hende. På vej ud af døren vente hun sig om kiggede mig i øjnene og sagde; “undskyld mor, at jeg hoppede i sengen”. Jeg var mega overrasket. Jeg havde ikke set hende hoppe i sengen (så havde korrigeret hende) og hun havde sikkert ikke sagt noget til mig hvis ikke det var fordi vi havde det øjeblik med nærkontakt inden hun skulle afsted.

Denne ene simple episode er blevet en nøgle for mig i at forstå at nu tættere vi er på hinanden, nu mere sikker og tryg Twilight er i min kærlighed til hende, nu mere mærker hun hendes dårlige samvittighed banke på når hun har været ulydig, eller ikke fulgt de regler vi har herhjemme.

Jeg har rigelige eksempler på situationer hvor reglerne herhjemme ikke er blevet fulgt, jeg har været sur, måske reageret hurtigt og twilight har kigget på mig med opspærede øjne som om hun tænkte “hvad sker der nu”. Derefter har jeg kort og kontant forsøgt at få Twilight til at sige undskyld og “gøre det godt igen”. Men det er bare slet ikke det samme – selvom de rigtige ord bliver sagt – og selvom der endda bliver givet knus er vi ikke nødvendigvis gen-forenede i vores kontakt.

Et andet eksempel på når det går “godt”, var igår da Twilight først tissede i bukserne i børnehaven og senere gjorde det herhjemme. Vi havde ikke travlt, vi slappede af i haven og hun havde ikke bedt os om at følge hende på toilettet, så Mande spurgte hende hvorfor hun tissede i bukserne (og på vores hynder) og hun svarede ærligt at hun ikke gad gå på toilettet. Jeg hørte deres snak fra køkkenet og bemærkede at Mande følsomt forklarede hende at det ikke var okay, at selvom man ikke har lyst skal man gå på toilettet og at hun nu måtte gå ind til mor og få hjælp til at få tørt tøj på. Jeg modtog hende forsigtigt og uden at sige særlig meget (jeg har fundet ud af at det hjælper mig til at forblive mere rolig og tålmodig), ordnede hvad der skulle ordnes og midt i det hele kigger Twilight mig i øjnene og siger “undskyld mor, jeg skal nok lade være med at gøre det imorgen”. Og pist for solen var al min irritation væk.

Jeg burde måske ikke være forundret, men det er jeg. Forundret at det faktisk virker, at lillepigen værtsætter vores relation så højt at det kan blive baggrunden for at hun følger de regler vi har fastsat. Og at hun, når hun SELVFØLGELIG bryder dem igen og igen, 100% på eget initiativ vælger at genoprette vores relation/tillid ved at sige undskyld og gøre det godt igen.

Hvordan undgår man at blive skilt?

Er faktisk et meget relevant spørgsmål for tiden. Der er flere der bliver skilt omkring os, i vores bekendtskabskreds, i vores familie men heldigvis endnu ikke blandt vores nære venner. Jeg skriver heldigvis fordi verden er langt mindre kompliceret for os hvis vores vennepar bliver sammen, og så af 1000 andre grunde også. For jeg mener virkelig at det bedste i verden ville være hvis ægtefolk blev sammen, specielt når der er børn indblandede.

Vi har 6 års bryllupsdag idag Mande og jeg og i den anledning synes jeg det ville være sjovt at skrive nogle af de ting vi har snakket om i vores planlægning af hvordan vi vil undgå at komme dertil hvor vi ikke kan se andre udveje end skilsmisse.

  1. At lade være med at blive gift. Ja den har vi jo lisom udelukket.
  2. At vælge en der passer, på den rigtige måde. Jeg skal være 100% ærlig og indrømme at Mande ikke var manden jeg havde forestillet mig jeg ville blive gift med. Jeg havde forstillet mig en der var meget mere seriøs, højt uddannet, rolig og ambitiøs. Men da jeg mødte ham fra mine forestiller fandt jeg ud af hvor skrækkeligt et match det var til mig. Lige omvendt var det med Mande, nu mere jeg lærte denne her humoristiske, spontane, interessante og intelligente mand at kende, nu mere afhængig og forelsket blev jeg. Vi er på ingen måder et “perfekt match” uden udfordringer , men vi er virkelig et godt match:)
  3. At tale hinandens sprog – med vilje. Dette her øver vi os på, specielt når vi har drømhamrende travlt (hvilket jeg trives meget dårligt med). Vi har hver udvalgt de 2 måder vi selv mener vi oplever os mest elsket på. Jeg f.eks. oplever mig meget elsket når vi har en god, interessant snak om noget der er vigtigt og personligt og når vi oplever noget sammen. Omvendt har Mande også ting han har udvalgt og så prøver vi med viljestyrke, behovsudsættelse og hardcore planlægning at tale til hinanden på en måde vi ved den anden kan forstå.
  4. At lade os skille – sammen. Denne pointe er blevet rigtig vigtig for Mande (læs en post han har skrevet om det her) der var ved at kvæles i at han troede at vi for alt i verden skulle smelte sammen i alt. Det viste sig at det kun gjorde vores forhold stærkere da han turde mærke sig selv og lade sig skille.
  5. At lade være med at vokse fra hinanden. Denne sidste pointe har vi snakket mest om på det sidste. Vi går og overvejer hvordan vi gerne vil efteruddanne os og tænker i denne anledning på den klassiske “vi er vokset fra hinanden” kommentar. Det er jo ikke svært at forstå at man kan ende i “hver sin skov” hvis den ene læser psykoterapi og den anden selvforsyning og landbrug. Men hvordan vi så bedst kan sørge for at vi vokser sammen og ikke ender i hver vores verden – det er jo så den store kunst…

Har du nogle forslag til hvordan vi kan sikre vores forhold mod skilsmisse?

Dengang min verden var sort/hvid

Kom til at tænke på det idag, at min verden engang var sort og hvid – eller at de briller jeg havde på, kun kunne se sorte og hvide farver, hvorfor jeg var overbevist om at det var sådan verden i virkeligheden så ud. Hvor var alting enkelt dengang – og hvor var der bare meget og mange jeg misforstod.

Det lyder måske som om at jeg ikke kunne gøre for at jeg havde brillerne på, men det kunne jeg godt, ihverttilfælde til sidst, hvor jeg nærmest krampagtigt holdt fast i dem, fordi jeg var bange for at verden var anderledes end det jeg så gennem brillerne, hvilket var en utrolig skræmmende tanke.

Når jeg tænker på hvordan jeg var dengang, kan jeg godt se hvor selvretfærdig jeg var, hvor godt det føltes, at gøre, synes og være alt det jeg mente var rigtigt og tro “vide” at dem der ikke var som mig, var forkerte.

For mig var biblen fyldt med regler; der var ikke kun 10 bud/regler og så en masse anbefalinger; nej der var masser af regler – alt hvad der stod i bydeform, ligegyldigt hvem det blev sagt til, i hvilken kontekst det blev sagt og uden tanke vigtigheden i forhold til det der egentlig er biblens budskab var for mig en regel.

Dertil havde jeg så også opfundet mine egne regler der passede perfekt til min livsstil og jeg fandt gerne på flere hvis det var “nødvendigt”. Det værste jeg har gjort, det jeg har fortrudt mest var de gange jeg fremlagde mine regler som om de var basis for hvad der skulle til, for at man kunne komme til Jesus. Eksempelvis den gang jeg postede en stor gruppe mennesker med budskabet; Onani er sex med djævlen.

Nogle af mine “regler” lever jeg stadig efter idag, ikke fordi jeg skál, ikke fordi jeg selvretfærdigt tror at det gør NOGEN forskel overfor Gud, men fordi det er en livsstil, det er bare blevet en del af mig. For heldigvis mødte jeg min skrøbelighed, min menneskelighed og min synd. Og det viste sig at blive noget af det mest befriende, men skræmmende.

Lidt efter lidt tog jeg mine briller af og skellet mellem “de andre” og mig blev mindre og mindre i takt med at min selvretfærdighed fadede lidt. Jeg begyndte at lytte til “de andre” istedet for at lede efter og gøre opmærksom på “regel brud”. Og jeg så så småt en verden i farver. En verden med en masse ting jeg ikke helt forstår og hvor jeg ikke altid er rigtig. Men en meget ærlig verden, med en meget lille Maria og en masse farver.

Kritikeren i baghovedet

Jeg læste denne post forleden og blev slået af hvor meget dette er mig nogengange. Hvor mange gange jeg har skrevet posts med mine kritikere i baghovedet. Dem der bliver ved med at sige jeg gør det forkerte fordi jeg sender mine børn i institution. Dem der på en gang udfordre mig til at tænke mig om, men samtidig også prøver at presse deres verdensforståelse, måde at læse biblen på, fortolkninger, overbevisninger osv. ned over hovedet på mig.

Og jeg er bare flink, grundlæggende er jeg bare super flink og lader alle folk have deres mening, har ikke behov for at sige andre mennesker imod, fordi mit verdens og gudssyn er bredt. Sådan lidt; “hvis hjertet er på rette vej, så skal alt det andet nok gå” agtigt. Men alligevel har jeg brug for at undersøge min sag fordi jeg bliver udfordret og det er på nogle områder det denne blog bliver brugt til. Mine overvejelser over familielivet, llivet som hustru i et bibelsk perspektiv.

Super at få sat lys på; ikke fordi jeg vil ændre noget; for jeg tror det er fint at udfordre hinanden, ikke mindst fordi vi så kan undersøge, studere og overveje vores situation i forhold til hinanden. For selv om jeg tænker bredt (lidt bredt) så tror jeg ikke på en verden uden normativer, uden grænser for hvad der er “det gode” og “det mindre gode” at gøre.

Men pointen er vel at den der kritiker i mit baghovede, i min mailbox, eller facetoface, ikke må få lov at overdøve min egen stemme. Og det prøver jeg så på at undgå, selvom det er svært. Moderskab for mig er på en gang viklet ind i samfundets struktur, andres meninger, hvad min mor mener man bør gøre, hvad andre mener biblen siger osv. – og så min egen stemme, hvad der er mine muligheder, hvad der er mine oplevelser og erfaringer; hvad der gør at mine børn og vores familie fungere. Mit ønske er at lytte mest til det sidste

Bare en lille tankerække. Giver det overhovedet mening….

Den trofaste læser

Karla, den kat vi begyndte at give lidt mad for en måneds tid siden var gravid og ligger nu med fire killinger i vores skur...

Karla, den kat vi begyndte at give lidt mad for en måneds tid siden var gravid og ligger nu med fire killinger i vores skur…

… har opdaget at indholdet her på bloggen har ændret karakter. Efter vejret er blevet bedre, speciale afleveringsdatoen er rykket tættere på og nåhrr ja, vik fik hund, kat og fire killinger, så er det som om at de der mange timer der er på en almindelig vinteraften spenderet alene hjemme mens manden arbejder og børnene sover, er blevet fyldt til bristepunktet med andre gøremål.

Jeg håber fortsat at jeg kan bruge bloggen til at få nogle tanker ud af hovedet ind imellem, der er nemlig en del af dem;) Disse dage føles det nu engang lidt som om de er gået i hårdknude, mens jeg forsøger at få stykket det speciale sammen – suk.

sommertid = smootietid

Vi elsker at spise smooties om morgenen, og specielt om sommeren, når vi har lidt længere morgner nyder vi det også til hverdag. Blev ærlig talt ret tilfreds i min mor-samvittighed da Mande den anden morgen serverede en smootie bestående af 1 advokado, en håndfuld bønner, en håndfuld persille, 2 håndfulde spinat, 1/2 banan, 1 tsk lakridspulver, mandler og vand, som børnene sluprede i sig som saftevand. Det må da være den bedste start på dagen, også når man er 1 og 3 år.

At skrive speciale (6) gamle bøger

Læser Winnicot fra 1958 idag - smuk som teorier og bøger lever gennem så mange år.

Læser Winnicot fra 1958 idag – smuk som teorier og bøger lever gennem så mange år.

Jeg prøver at se det som et privelegie at skrive speciale, selvom det ofte ind imellem ikke lige føles sådan. Men tænk at jeg har hele dagen til at studere næsten det jeg synes der er mest spændende i hele verden lige nu. Tænk at jeg kan læse alle de vigtige “grundbøger” og artikler indenfor dette emne og få noget der ligner et overblik. Selvom jeg ind imellem synes det er ret tørt, ret lang tid at sidde her alene og mega bare en smule ensformigt, så prøver jeg at forblive positiv og huske at NYDE denne særlige mulighed. På mange måder minder det mig om at være på barsel;)