Fedtfattig sommertærte

Den dag jeg fik kommentaren “ejjj og du har lavet den tærte du altid plejer at lave” fra en af vores gæster indså jeg at dette nok bare er og bliver min ynglingsopskrift på en hurtig og let tærte. Jeg har desværre kun dette meget dårlige (jeg bliver aldrig mad-fotograf) og ikke særlige retfærdige billede af den. Så jeg vedhæfter det fra opskriftbogen også.

  • 400g blandede bær (jeg bruger en blanding af blåbær, hindbær, solbær, skovbær og evt. jordbær)
  • 50g sukker
  • 125g hvedemel
  • 125g lys sirup
  • 10 makroner
  • 2 tsk vaniliesukker
  • 35g hakkede nødder

Først hældes bærene ud i et ildfast fad og sukkeret drysses over. Derefter samples de øvrige ingridienser i en skål. Forsøg at få dejen til at hænge sammen og læg den i flager over bærene, det er meningen at den næsten dækker. Den skal bages i ca. 30 min ved 200 grader og smager fantastisk med cremefraice. Hvis det skulle have interesse for nogen har kagen en fedtenergiprocent på 19% – så det er jo virkelig godt gået af en tærte:)

Alt kan klares med et skema (pottetræning)

Den vinter hvor jeg var gravid med Twilight så vi hele Friends serien. Vi jokede i de måneder en del med at jeg, hvis jeg var nogen af friends typerne, var Monika. Sådan totalt kontrol freak agtig. Og det er heller ingen hemlighed at jeg elsker skemaer. Engang havde jeg et ugeskema, så jeg vidste sådan cirka hvad jeg skulle hver time hver dag. Når vi har haft spædbørn har jeg haft nøjsomt udfyldte skemaer over søvn, måltider og aktiviteter, for at få en fornemmelse af deres rytme. Og nu har jeg så fundet en ny måde at anvendte skemaer på – pottetræning.

Vores pottetræning har fra mit perspektiv været lang og hvis du spurgte mig for en måned siden synes jeg også det trak tænder ud. Men pludselig var den der og de sidste 3 uger har jeg nærmest ikke tænkt over at huske hende på at gå på toilettet. Vi startede sidste sommer (2 år og 4 mdr), fordi det var sommer og måske var hun klar, man vidste jo aldrig (yes – det ér vores første barn og vi er totalt nye på det her felt;)). Èn ting lærte hun: at ind imellem så løber der varmt vand ned af benene. Og forældrene lærte at der er mange – rigtig mange – stadier i renlighedstræning.

I december (2 år og 9 mdr) prøvede vi anden gang. Twilight havde nu en super god fornemmelse af hvornår hun skulle og var glad for at sidde på toilettet. Og efter vi havde udraderet et par misforståelser omkring at det ikke galt om at tisse i trusserne (for så fik man jo nye på), men om IKKE at tisse i trusserne, så blev det tydeligt at hun var ret så klar når det kom til pee-pee, men det med poo-poo haltede efter. Hun ville nærmest ikke prøve at lave poo-poo på toiletet, så vi gav hende trussebleer på og så kunne hun ellers tisse på toilettet så meget hun lystede.

Så blev det febuar (2 år og 11mdr) og jeg måtte sluge min stolthed og acceptere at min datter ikke var renlig når hun skulle i børnehave. Bendte (vores dagplejemor) blev nemlig syg og det der med at ændre flere store ting på én gang det ville vi ikke engang forsøge.

Og endelig blev det påske (3 år og 1 mdr). Vi havde for første gang i flere år en ferie hvor vi bare skulle være hjemme – næsten alene – så det var bare perfekt. Alt var linet op; tålmodige og overskudsagtige forældre, fine klistermærker med glimmer og vingummier. Og det var der også behov for. Lillepigen var nemlig ved at dø af skræk når det kom til at bruge toilettet til poo-poo. Derfor googlede jeg google tyndt og iværksatte alt hvad jeg kunne finde på.

Nå, men det korte af det lange var at vi fandt på lidt forskelligt. I et vanvittigt kreativt øjeblik besluttede jeg mig for at tegne en bog til hende om “tisse tine – der ikke ville lave pu-ha i toilettet”. Jeg væbnede mig med al den pædagogiske sans jeg kunne grave frem og tegnede tisse Tines vej til renlighed. Det gav ikke umiddelbart bonus, så vi satte ind med sundhedsplejerske Helens trix med at give dem godt med frugt og svesker, så det er nemmere for dem pludselig at komme af med lidt og dermed få de første succesoplevelser. Sidst og vigtigst så tapede jeg mig fast til hendes ben (hø hø). Ej, jeg fulgte hende som en hund og var efterhånden så heldig at ramme et rigtigt tidspunkt, få guided hende på toilettet og det med bonus.

Ud over at hun var ved at dø af skræk og vi virkelig skulle ligge bånd for os selv for ikke at flyve under loftet og dermed gøre for meget ud af det, så var det et stort øjeblik. Jeg havde dog aldrig hørt om at børn kunne være rigtig helt igennem bange for det. Tror aldrig jeg har set min ellers ret frygtesløse pige så ræd. Men det hjalp åbenbart at jeg var der og holdt i hånd og blev bedre gang for gang.

Og det var så også cirka her skemaet kom ind i billedet. Nu i børnevenlig version med små klistermærker. For hver gang hun lavede poo poo fik hun et klistermærke og tre vingummier og det var bare en kæmpe motivation, for lillepigen der ellers ikke får slik. Jeg har lagt et billede ind af det helt rigtige skema øverst. Bemærk hvordan vi havde et par gode dage (med mig tapet til hendes ben), tre dårlige dage (jeg var alene med ungerne mens Mande arbejdede og kunne derfor af gode grunde ikke være så ops på hende), tre dage med ble (hvor børnene var hos farmor) og så kørte det ellers bare. Så nu har vi pottetrænet 1 ud af 2 børn og det er mindst en liså stor sejr for mig, som for Twilight:)

Et andet bibelsk perspektiv på børneopdragelse (4)

Søskendekærlighed og teletubbies

Søskendekærlighed og teletubbies

Afslutningsvis i min lille serie vil jeg vende tilbage til udgangspunktet; hvorvidt det at smække sine børn er den “bibelske måde” at opdrage børn på.

Som jeg forstår det så er det klassisk at man på den kristne højrefløj har smækket sine børn som en måde at disciplinere og sikre deres lydighed på. Det bibelske grundlag for at smække børn er:

Ordspr. 22:15 (Dumhed er bundet til den unge mands hjerte, en tugtende stok kan drive den ud af ham), Ordspr. 23:13-14 (Forhold ikke drengen tugtelse; når du slår ham med stokken, undgår han døden. Nok slår du ham med stokken, men du redder hans liv fra dødsriget.), Ordspr. 29:15 (Stok og retledning giver visdom, men en uopdragen dreng gør sin mor skam.) og Hebr. 12: 5-6 (og I har glemt den formaning, der lyder til jer som sønner: Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af.)

Altså er der tre vers i ord-bog der direkte siger at man skal slå et barn med en stok og så er der ét vers i heb hvor der bliver henvist til et vers i Ord 3:11-12 (Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, afsky ikke hans retledning; for Herren irettesætter den, han elsker, som en far den søn, han holder af.) hvor der er en antydning af at Herren tugter/straffer os.

Som jeg forstår det er det ofte Heb 12:5-6 der ofte bliver fremtrukket som at der er bredt bibelsk belæg for smæk (fordi der så er ét vers ud over de 3 i ord bog). De fleste selv meget fundamentalistiske bibelfortolkere mener at vi skal fortolker biblen ud fra sig selv, altså nu mere bredt funderet en praksis bliver beskrevet nu mere relevant/vigtig er den. Hvis ikke vi tolkede biblen sådan ville kvinderne jo skulle forlade huset når de har menstruation og ville ikke være tilladt at bære dyre smykker og flotte håropsætninger.

Jeg har prøvet at undersøge de relevante bibelvers nærmere og dette er hvad jeg får ud af det. De tre vers i ordsprogenes bog bruger alle betegnelsen ”the rod” der kommer af det hebræiske begreb shay’-bet som betyder “a stick” (for punishing, writing, fighting, ruling, walking, etc.).

I Heb 12:6 bliver der brugt begrebet tugter der på græsk er paideuō som betyder to train up a child, that is, educate, or discipline, chasten (tugt); instruct, learn, teach. Hvis vi går tilbage til det skriftsted Heb 12:6 henviser til, nemlig Ord 3:11-12 bruges begrebet mûsâr som betyder chastisement (revselse). Der bliver altså brugt hhv. det hebraisk mucar der betyder Chastisement (revselse), og det græske Paideia der betyder Chastening (tugt). Hvor “revselse” anvendes til påføring af smerte som en straf, anvendes “tugt,” som et bredere begreb der indikerer den disciplinering eller træning, som man er udsat for (uden henvisning til midlerne for at nå målet).

Dvs. i Ord 3:11-12 bruges revselse, men i Heb 12:6 tugt, som er et bredere begreb der ikke nødvendigvis involverer påføring af smerte, men har at gøre med at disciplinere og træne. Så at det er bredt funderet at smæk er vejen frem i bibelsk børneopdragelse er lige lovligt meget sagt i mine øjne. Min overbevisning er at Gud har skabt os til relation på de mest dybe niveauer af vores person. Og hvis vi formår relation, formår at leve i kærlig relation med hinanden, så har frygt ingen plads og så er straf ikke nødvendigt – det er kun skadeligt.

Sommer

De første korte leggins str 3 år, bliver taget i brug. Luftmadressen bliver pustet op i haven for første gang. Grillen bliver brugt for første gang.

Der er så meget nyt og lækkert. Vi nyder at det er sommer:)

Et andet bibelsk perspektiv på børneopdragelse (3)

Danny Silk fortæller i sin bog “Loving your kids on purpose” (s.41-43, der i høj grad er inspiration for disse tre indlæg) hvordan den motiverende kraft i relationen mellem Gud og os mennesker, under den gamle pagt var velsignelse for lydighed og trusler om straf ved ulydighed.

Under den nye pagt relaterer Gud imidlertid til os på en ny måde, ved at han “lægger sin lov i deres indre og skriver den i deres hjerte.” Når Gud lægger sin lov i os og selv tager bolig i os i form af helligånden så behøver vi ikke længere at blive kontrolleret udefra, fordi vi har kapasitet til og ansvar for, at kontrollere os selv. Fordi vores synd er tilgivet gennem Jesus er det nu muligt for os at være i relation til Gud.

Vi er ikke længere under den gamle pagt hvorfor vi ikke længere behøver at blive straffet og kontrolleret. Dog har vi behov for at lære at håndtere vores frihed ansvarligt, hvilket fuldstændig ændrer målet for forældreskab. Kærlighed og frihed erstatter nu straf og frygt som den motiverende faktor i relationen. Dette ændrer drastisk ved kvaliteten af relationen, der nu er et trygt sted, hvor vi ikke længere behøver at distancere os fra hinanden på grund af frygt.

Det er også bemærkelsesværdigt at da Jesus fortæller om at han skal forlade jorden beskriver han ikke, at han efterlader os med en der kan straffe os når vi træder ved siden af. “I tell you the truth. It is to your advantage that I go away; for if I do not go away the Helper will not come to you”(Joh 16:7). Hjælper bliver i NKJ defineret som en der er kaldet til at gå ved siden af os, en forbeder, en der opmuntre, hjælper og rådgiver. Dette giver et helt andet perspektiv på børneopdragelse i forhold til det klassiske fokus hvor forældrene er nogen der straffer og kontrollerer.

Sal 32:8-9 (Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå, jeg vil give dig råd, mit blik er rettet mod dig. Vær ikke som heste og muldyr uden forstand, deres kræfter tøjles med tømme og bidsel, når de ikke vil komme hen til dig.) har siden jeg var pre-teenager betydet meget for mig som løfte. Idag siger det mig endnu mere; dyr har ingen forstand og forstår ikke undervisning og råd, derfor må vi brugte tvang når vi vil have dem til at gøre som vi vil. Omvendt er den relation Gud ønsker med os mennesker, den er båret på andre præmisser. Gennem relationen ønsker Gud at lære, undervise og rådgive os. Han har fokus på netop den vej den enkelte af os skal gå og hans blik er rettet mod os. I NKJ står der “I will guide you with my eye”. Det må virkelig være et af de smukkeste billeder på relationen mellem en forælder og et barn, at man via øjenkontakt kan guide sit barn. Og her forestiller jeg mig ikke “dræber øjnene” der jo er relateret til frygt, men den slags kontakt man kan have gennem øjenkontakt når man kender hinanden rigtig godt.

Et andet vers der betyder meget for mig i min nye forståelse af relationen mellem mine unger og jeg er (1. Joh 4:16-21) “Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.  Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder”.

Dette bibelvers har jeg tidligere citeret. Og det er fortsat min øvelse, at lade relationen mellem mig og børnene være grundlagt på kærlighed. Og nej det er ikke et eller andet “billig-nåde-trip” hvor børnene bestemmer hvor skabet skal stå. Jeg ønsker bare ikke at bruge frygt som medspiller i min opdragelse af børnene. Hvis børnenes motivation for at gøre som jeg siger er at de frygter min vrede eller frygter min straf, så har jeg bare misset målet. Mit mål er at ungerne værtsætter vores relation så meget, at de har så meget tillid og at vi er så forbundne at de respekterer de rammer jeg sætter for dem – at de ikke skuffer mig.

Og når verden ikke hænger sådan sammen (hvilket den sjældent gør første gang), så øver jeg mig i at lære dem det skridt for skridt i kærlighed og tålmodighed. Og i virkeligheden er det jo også sådan at jeg oplever Gud han relaterer til og opdrager mig. Kærligt og tålmodigt, skridt for skridt.

At skrive speciale (4) at gøre det vigtigste først

Der er intet som min 3årige der kan sætte gang i mange forskellige slags følelser hos moderen, her er et eksempel hvor det var glæde:)

Der er intet som min 3årige der kan sætte gang i mange forskellige slags følelser hos moderen, her er et eksempel hvor det var glæde:)

Så er jeg over halvvejs med specialet og så småt ved at ramme en god skrive periode (endelig). Perioden med at komme igang og få startet, sat retning, korrigeret retning, finde teorier osv. har virkelig været lang denne gang. Heldigvis har jeg tvunget mig selv til at skrive imens, selvom det ikke var særlig motiverende når jeg manglede oplevelsen af at “have styr på det hele”. Ikke desto mindre gjorde jeg det alligevel fordi jeg har fundet ud af at jeg tænker bedst når jeg skriver. Og fordi det er vigtigt fordi jeg skal bruge mere materiale og teorier end min hjerne lige umiddelbart kan rumme, så er det fint at have det på skrift, for ikke at glemme noget vigtigt.

Nå, nok om det. Nu føler jeg endelig jeg har retning og så skal der arbejdes derudaf. Og det er så her hvor en ny udfordring melder sig. Vi er nemlig nu i Maj måned (hvis nogen skulle være i tvivl):) det betyder der er en helligdag eller lukkelig i dagplejen ca. 1 dag i ugen, konfirmationer og andre festdage der giver behov for en hjemmedag for børnene til at rekeere og lignende. Dette betyder til sammen at jeg er tvunget til at prioritere min tid. Det har jeg jo været hele tiden, men nu spidser det til. Afleveringen ligger ikke længere engang til sommer, men om ca. halvanden måned. Dagene begynder at tælle og jeg kan mærke jeg har lyst til at grave mig ned i et lille speciale-hul og så få det overstået.

Og pyyyy hvor kræver det meget mod af mig at lægge bøgerne til side for ting der er vigtigere. Hvor ville det føles godt at bruge 12 timer om dagen med hovedet i bøgerne, fordi jeg så timemæssigt kunne trøste mig selv med at jeg havde gjort det så godt som jeg kunne. Den periode af mit liv hvor jeg kunne bruge den strategi er bare pist væk, for jeg har aftalt med mig selv at hvis der er nogen der skal betale prisen for at jeg skriver speciale, så er det mig selv, ikke resten af familien:) Så nu jonglerer jeg med samvittighed, mod og en hardcore prioritetsliste. Og så øver jeg mig i at sætte min lid til at hvis jeg sætter de vigtigste ting først, så skal det nok gå alt sammen. Håber jeg..