Den relationelle mor

Lillepigen og jeg har lavet hule i haven på en varn forårsdag

Lillepigen og jeg har lavet hule i haven på en varn forårsdag

Min hjerne har kympet sig sammen og det synes nærmest umuligt at vride en sammenhængende tanke ud af den. Jeg har prøvet at skrive hvad der fylder mig, men det bliver til nogle mærkelige usammenhængende sætninger.Alligevel vil jeg gøre endnu et forsøg, inspireret af dette indlæg der på nogen måder beskriver hvad jeg klodset har prøvet at skrive flere halvfærdige indlæg omkring.

Nogengange kan jeg se det. At mine børn er dem uden designertøj, eller jeg bliver spurgt om deres bukser er fra sidste års kollektion af et bestemt mærke. Og jeg ser at mit hjem ikke ligner noget som helst – det er hverken minimalistisk eller vintage og at her generelt ikke er en eneste genstand der er noget værd. Eller at vores arvede sæt plastic havemøbler nok er ret pinlige.

Nogengange har jeg de briller på og pludselig bliver jeg mindet om de billeder folk ligger på facebook hvor deres hjem ligner noget fra et eller andet magasin, eller folks kommentare om at ikea er for kikset (den kommer i mere sufistikerede varianter end jeg kan formulere idag;)). Eller billeder af børn der er klædt i designertøj fra top til tå og deres værelser der matcher perfekt i samme tema. Jeg behøver ikke gå på pinterest for at se disse billeder, min lille vennesamling på facebook fodrer mig rigeligt med information om hvor “perfekte liv” min bekendtskabskreds har.

Og engang tænkte jeg at det selvfølgelig var sådan vi skulle leve. At når vi ikke længere var to studerende på su, så skulle vi til at købe alle de der lækre og coole ting. Så skulle vi have dyrt tøj og så skulle vi have nogle fede kvalitetsmøbler.

Men sagen er den at jeg er ved at ændre mig.

Jeg går og overvejer om det perfekte nu alligevel er det som jeg vil stræbe efter. Om jeg nu alligevel tror på at galsbilledet er det jeg ønsker, eller tror på. Om jeg vil arbejde x-antal timer extra om ugen for at have et smukkerede hjem. Om jeg nu er så sikker på at designertøj er hvad der skal til for at mine børn får venner (eller for at de ser lækre ud), om det smukke hjem, den nye bil, den fede ferie til andre kontinenter nu alligevel er det der gør os en perfekt og lykkelig familie.

Og det er jo faktisk bare de ydre ting – som jeg efterhånden den største del af tiden gladeligt kaster i havnen til fordel for mere tid sammen, en simpel hverdag hvor vi ikke drøner rundt fra én aktivitet til en anden og for plads til at være mennesker der lever og mærker os selv, frem for en eller anden slags maskine der bare knokler der ud af.

Men på det sidste kører min hjerne videre i samme rille. Jeg er nemlig begyndt at tænkte noget så farligt og anderledes som; om man nu også kun er heldig hvis man har perfekte børn? Hvorfor er det vigtigste om babyen er sund og rask? (som er den klassiske sætning når nogen spørger til hvad køn man ønsker sig – “jamen bare den er sund og rask, så er betyder det ikke noget”). Hvem siger at det ikke kan være det mest fantastiske at være forældre til et barn der mangler et ben eller som har hiv? Downs, læbeganespalte, hjertefejl, Adhd, angst – whatever.

Hvad ligger det på den anden side hvis man fravælger mere materialistiske værdier og fokuserer på relationer. På at nå hinanden, berøre hinanden, have kontakt med hinanden?

De sidste par måneder har jeg været meget mere intentionel i min kontakt med mine unger. Det slog mig nemlig at de var lige så dårlige til at have øjenkontakt som nok I virkeligheden begge, men nok særligt én af deres forældre er. Jeg udfordrede det og kigger dem nu i øjnene når jeg taler med dem. Jeg øver mig i at sætte mig på huk, vente på at få øjenkontakt og så snakke med dem face to face. Ikke for mange af de der komandoer råbt over den ene skulder mens jeg laver mad og ikke for meget af det der med at dirrigere dem rundt ved at hive dem i armen eller skubbe dem på skuldrene. Jeg vil mærke dem, se dem, være opmærksom på dem, lægge mærke til hvad de kommunikere- som mennesker, ikke bare som små børn.

Og jeg er bange for at jeg er ved at blive afhængig. Afhængig af god kontakt, nærhed, af at mærke det helt specielle bånd man kan have til et andet menneske. Og det ændrer mig. Det ændrer mit syn på familier, min måde at bruge min tid på og mit syn på mig selv.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s