Pilen peger indad

Hvem kan lade være med at smile når de ser enden på en heldragts pyjamas stikke ud af vaskemaskinen?

Lørdag i sidste uge skulle vi have gæster. En times tid før de kom kunne jeg lisom fornemme at Mandes og mit ambitionsniveau for hvordan hjemmet skulle se ud før de pågældende kom var meget forskudt. (Jeg troede ellers lige det kørte, men det er vist 2 skridt frem og 1 tilbage..). Det korte af det lange er at jeg endte med at piske rundt i huset med en klud, Roomba på spotstøvsugning rundt omkring hvor det var værst alt imens jeg var ved at vælge min påklædning og tørre hår.Det var i den kombi at uret slog 9:00. Der er et specielt tidspunkt på dagen herhjemme. Børnene er nemlig vant til hver morgen at skulle afsted i hhv. dagpleje og børnehave så hele deres biologiske ur skriger på at “nu skal der altså ske noget – flyverdragter på – ud at lege – et eller andet”. Og det eneste der skete var at jeg blev endnu mere stresset. En vil måske spørge hvor Mande blev han, men han var undskyldt, han var i bad. Efterhånden havde jeg en halvanden årig gående grædende og frustrerende efter mig mens jeg pilede rundt i huset. Jeg prøvede et par halvhjertede forsøg på at bære lidt rundt på ham (uden at få snot på tøjet) og sætte ham igang med at lege, uden held. Og så skete det jeg hørte mig selv to gange sige “stop nu med at græde Lynild”, “Hold nu op med det tuderi Lynild”.

Og det er i øjeblikke som det hvor jeg føler der er nogen der sætter et spejl ned foran mit ansigt og pludselig ser jeg hvor utålmodig og irriteret jeg kan blive.

Nu har jeg skrevet en masse tanker ned omkring børneopdragelse. Noget der fylder en meget stor bid af lagkagen herhjemme og ikke mindst derfor er noget jeg arbejder på at have det godt med (“sjovt med” er nok at stramme den, men jeg vil gerne have at vi har haft en god dag selvom vi ikke var enige og der skete nogle (læs: mange) uheldige ting undervejs).

Ikke desto mindre er der intet som mine børn der får mig til at komme til kort. Der er intet som dem til at holde et spejl foran mig, så jeg kan se min egen adfærd og handlemåder i et skræmmende klart lys. Al utålmodigheden, mine måder at dominere på og min vrede. Et dårligt eksempel er når Twilight går i baglås og bruger sætningen “jeg gider ikke…” foran de fleste andre begreber der passer til den kontekst vi befinder os i. Efter et par minutter hører jeg mig selv sige “der er ikke noget der hedder -jeg gidder ikke- for det gidder mor ikke høre på”. Yes – super godt gået!

Og det er ikke fordi jeg synes der er et problem i noget af det. Det er jo helt normalt at børn tester nogle grænser og nægter at samarbejde ind imellem. Det er også helt normalt at det går omgivelserne på nerverne – det er jo ikke for ingenting at 3 års alderen er berygtet. Men selvom det er helt normalt og okay det hele så nægter jeg bare at rende rundt som en tikkende bombe af irritabilitet indtil mine unger bliver 5 år (for er der ikke noget med at det er en nem alder?;))

Og det er så den udfordring jeg er ved at finde svaret på. Indtil videre så tror jeg der er noget at hente i nogle positive opdragelsesmetoder som man kan holde ud at bruge i længden og som også har et relativt bredt spektrum af løsningsmuligheder, så det ikke ender med at børnene sidder på værelset hele sommeren som konsekvens for at de er i selvstændighedsalderen.

Men jeg tror også der er rigtig meget at hente hvis jeg kigger indad. For jeg kommer ikke udenom at børnene udfordre mig, tester mig, finder mine røde knapper (dem jeg springer i luften af raseri når de trykker på) og giver sig til at hoppe på dem. Der er ingen vej udenom – sådan er det jo at være forælder. Men det jeg virkelig kan gøre noget ved, det er mig selv, mine reaktion på børnene. Jeg kan gøre noget ved min tålmodighed – jeg har rigeligt med anledninger til at se tilstanden i øjnene, tælle til 10, be en lille bøn, tælle til 10 igen og dermed liså stille udvidde min grænse for tålmodighed.

Jeg har også rigeligt med anledninger hvor jeg kan mærke temperaturen stige i hele kroppen fordi Twilight stamper på min røde knap når hun gang på gang på gang skubber, maser og slår sin bror for at sætte sig selv i centrum. Det kan gøre mig vildt sur at hun er så egoistisk og voldsom, men igen så peger spejlet på mig og jeg kan se mit eget raseri og temperament. Og hvordan i hele verden er det også meningen at jeg skal hjælpe hende igennem selvstændighedsalderen og lære hende hvordan man behandler andre mennesker og tager hensyn, hvis jeg er en stor ild-spruttende drage af raseri?

Er det bare mig eller findes der mon andre der bliver udfordret af en 3 årig? Lad mig endelig vide hvis du har nogle tanker eller gode råd at dele…

Advertisements

2 thoughts on “Pilen peger indad

  1. Det lyder meget mennesketligt/genkendeligt at den pædagogisk korrekte vej, til tider fortrænges for den hurtige-hovsa-løsning – på vores børns bekostning. Det sker også tit herhjemme – jeg tror det er uundgåeligt, men man skal selvfølgelig prøve at begrænse det. Eller også må man prøve at rede trådende ud, når overskuddet er tilbage. Den refleksive tilgang er måske heller ikke den værste at lære vores børn – altså at det er menneskeligt at fejle, og at vi ikke kan være perfekte hele tiden. Det værste er måske at indrømme det over for os selv, og ligesom lærer at leve lykkeligt med den tanke.

    Vi lever jo i en verden med tårnhøje forventninger til alt og alle – mest af alt os selv. De forventninger kommer tit bag på os. Det er bare så vigtigt at hjemmet er rent når gæsterne kommer, så VI (FAMILIEN by Mor) virker mega overskudsagtige/glasbilledeagtige (selvom det modsatte netop er tilfældet). Det er vigtigt at kagerne er hjemmebagte, at figuren og tøjet er perfekt, at børnene er rene og artige, at manden kan hvile i sig selv og stå op og tisse, at man selv er kærlig, charmerende og høflig, at ungerne har svigermors hjemmestrikkede sweatere på – at man ganske enkelt har husket at tænke på alt! Hvis man lige læner sig lidt tilbage i fornuftens lænestol, så lyder det helt vanvittigt med alle de drømme om perfekthed og synligt overskud. Vi må simpelthen hvile bedre i os selv, og skide på hvad de andre tror om os…eller hvad vi tror de tror! Det vigtigeste for os er jo børnene, så hvorfor ikke basere perfektheden på dem. Er de glade når gæsterne kommer, så må det være fint. For hvad giver den bedste samvittighed? Glade børn eller daglig støvsugning? Og hvem ligger også mærke til om gulvet er støvsuget m.m. Højst andre tossede (sagt kærligt) mennesker, som trænger til at slappe af! Lær dem hvordan man gør, og lad det være dagens morale 🙂

    Herhjemme er jeg helt klart mest ops på, hvordan hjemmet ser ud, men jeg har lært mig selv at sætte standarden ned – og det var faktisk let, for rengøring er jo faktisk røvsygt 😉 Vi støvsuger hver 3-4-dag, og gør rent én gang hver 14-ende dag (Det passer med at Manden også begynder at se støvet!). Når det kommer gæster, er vi så sammen om lige at rydde en smule mere op. Men når man det ikke…så når man det ikke. Og når gæsterne først er der, så glemmer jeg alt om rengøringsflip og andre neuroser, og prøver at være tilstedeværende i nuet. Men øv øv…så er det selvfølgelig surt, når vennernes 1-årige barn pludselig kravler rundt med en kæmpe nuldermand i munden. Jeg trøster mig med, at de roste min datter for at være sød og utrolig velopdragen – men man er vel kvinde, og man glemmer ikke skræk-senariet med nuldermanden igen! Det er en hysteriske, perfektionistisk, kvinde-tosse-ting, som jeg prøver at ryste af mig så godt jeg kan!

    🙂

    • Tak for din kommentar Anne. Læste den på min mobil da du havde skrevet den, men havde ikke andet end mobilnet så jeg har ventet med at svare på den. Kan følge dine tanker rigtig meget – synes jeg øver mig dagligt i at være mere afslappet og acceptere mine fejl, kan bare ikke lade være med til at ligger mærke til dem alligevel. Og tænker at det måske også er en af de fantastiske ting ved at være mor, at man ser de dårlige sider af sig selv og derfor kan gøre noget ved dem. Igen et ambitiøst projekt om ikke på den praktiske husmoragtige måde, så på den pædagogiske;);)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s