Jobansøgning og INFJ

Lillepigen er begyndt at tegne mennesker, her er et af de første forsøg:)

Jeg er ved at skrive en jobansøgning. Ikke sådan en til et bestemt opslag og som skal være færdig snart. Bare sådan en som jeg ved jeg får brug for indefor det næste år og som jeg hellere må skænke en tanke hvis nu mit drømmejob dukker op i overmorgen.

Og hvor svært kan det så være at skrive et par sætninger om sig selv og et par gode over-all beskrivende tillægsord. Hallo, jeg er snart uddannet psykolog, jeg burde da virkelig kunne sige lidt om “hvem jeg er” sådan uden den store eftertanke. Det er bare vildt svært synes jeg. Det tog faktisk et par uger inden der kom ord på, for jeg vil jo gerne være ærlig og genkendelig. Jeg har ikke tiltænkt mig at beskrive den person jeg tror de søger, jeg vil jo gerne have at de møder míg på det der papir.

I den anledning spurgte jeg en god veninde om hvilke ord hun ville bruge til at beskrive mig (det gælder jo ikke rigtigt at spørge Mande – han kender mig alt for godt til at fortælle mig hvilken person min arbejdsgiver eller kollega vil møde). Det gør min veninde måske også ihverttilfælde skrev hun tre ting jeg ikke er sikker på min arbejdsgiver mener er relevant information; omsorgsfuld i handling, velargumenterende og dyb.

For nylig faldt jeg så over en personlighedstest på jobindex og tænkte at det da måtte være det mest geniale redskab til at finde ud af “hvordan man er”. Jeg tog testen fandt ud af at jeg er en INFJ og at sådan en oftest arbejder med undervisning, medicin eller psykologi (blandt andet). Det er jo lidt sjovt. Heldigt at min personlighedstype passer til den branche jeg har valgt og spændende hvorvidt jeg har tilpasset mig en rolle eller om det er fordi jeg har fundet den rette hylde – jeg er ret sikker på at det er det sidste. Jeg læste videre (søg evt. på din type på google, så kan man finde en masse mere uddybende information på engelsk) og fandt ud af hvilke to typer der ville være min ideelle partnervalg.

Se, det var jo også spændende, så uden yderligere information bad jeg Mande om at tage testen og selvfølgelig var han en ENFP – ha ha (der er 16 kategorier og derfor omkring 12% chance for at han ville være en af de to). Ja, jeg ved godt det bare er en test, men det er da sjovt så præcis sådan en kan være:)

At finde Gud

Det er mit projekt; at finde og følge Gud.

Det er bare ret forvirrende når nu jeg kommer fra en mere eller mindre fundamentalistisk baggrund og så beskæftige sig med følelses- og relations- arbejde, som psykologi nu engang er. Det er forvirrende fordi jeg er blevet undervist i at se bort fra mine følelser og leve i tro, betragte mit hjerte som det mest bedragerriske af alt og lytte til min autoritet før jeg lytter til min egen mavefornemmelse (helligånden?). Det er meget forvirrende.

Jeg frygtede psykologien dengang, lisom alle de der har spurgt mig “hvordan jeg tør” eller “hvordan jeg kan læse psykologi uden at blive humanistisk i mit tankemønster” frygter psykologien. Det var af ren nysgerrighed at jeg valgte psykologi på hf. Jeg havde allerede læst utallige pop-psykologi bøger og var bare opslugt. Det var det jeg synes var interessant, det gav mening og i forhold til biblen der er fyldt af malende beskrivelser af følelser, relationsproblemer, depressioner, frygt osv. så synes det også ganske relevant. Det passede bare ikke ind i det tankemønster jeg er vokset op med.

Jeg gik faktisk så langt som at undersøge flere muligheder for at angribe psykologien fra en anden vinkel og jeg endte med at tilbringe et halvt år på den sociale højskole for at blive socialrådgiver, med det ene formål at tage nogle kurser ovenpå uddannelsen og derfra arbejde psykologisk. Problemet var bare, at det ikke var mig. Det var kun 1/4 af studiet der var interessant (psykologi delen), resten af materialet var det ren viljestyrke for mig at komme igennem.

De måneder havde jeg krise på mere end bare et overfladisk “hvilket studie skal jeg vælge” plan. Jeg følte mig draget mod at læse psykologi, det var det der føltes rigtigt, det var sådan min hjerne tænkte helt automatisk, samtidig med at jeg havde en “rygsæk” af frygt for hvordan det ville forme mig som person, hvad det ville gøre ved min identitet; grundlæggende; om jeg ville blive humanistisk.

Den krise er jeg stadig i. Nu bare på en anden måde. Jeg mærker mit hjerte formes og ændres. Jeg mærker mit fokus ændre sig. Jeg mærker mit værdisæt ændres. Jeg bliver konfronteret med det i mange forskellige sammenhænge fordi jeg nu har en hjerne med to forskellige verdenskort. Det fundamentalistiske og psykologisk (+ et tredje spirende ny forståelse af Gud). Og det er med vilje at jeg ikke sidestiller det fundamentalistiske med det kristne, for sådan tror jeg ikke længere det er. Men sagen er den, at jeg er vokset op med en fundamentalistisk forståelse af Gud og det har jeg det egentlig fint nok med.

Jeg er meget åben overfor at vi alle som mennesker har et budskab, vi er skabt i Guds billede og spejler på hver vores måde en unik side af Gud. Jeg har det strålende med at nogen kalder til omvendelse som Johannes døber, at nogen kalder på nær relation og lovsang som David, at nogen kalder os tilbage til skriften som Paulus og at nogen kalder til barmhjertighed og kærlighed som Johannes. Det har jeg det fint med, det bliver bare kompliceret når alle påkalder sig retten til at være den eneste rigtige måde at tro på, at se, forstå og møde Gud på. Det forvirrer mig.

Det gør det besværligt at studere og læse biblen uden en masse forudantagelser og forforståelser; uden at mit hovede bliver fyldt med tanker om hvem der synes hvad og hvordan dette skriftsted kan bruges for eller imod en bestemt overbevisning eller perspektiv. Det bliver besværligt og forvirrende og grunden til at jeg ikke har lyst til at læse i biblen, fordi den bliver en bog af argumenter, istedet for et budskab til mig. Det bliver kompliceret.

Derfor er jeg ved at finde Gud igen. Jeg er klar over at jeg har ændret mig så meget at jeg i fundamentalistens øjne er blevet humanist (hvilket opleves som en meget tung dom). Selv oplever jeg ikke at jeg sætter menensket i centrum. Jeg oplever at Gud åbenbarer sig for mig som inkarneret. Gud blev kød og tog bolig iblandt os; han blev inkarneret. Han blev helt Gud og helt mennenske. Jeg oplever Gud åbenbarer sig midt i det menneskelige. Midt i følelser. Midt i relationelle problemer. Jeg søger ham ikke længere hinsides mine følelser, som om de var en menneskelig blokering jeg skulle overkomme for at møde ham på et højere plan. Jeg søger ham og møder ham lige her. Lige midt i tilkortkommenheden, sorgen og glæden. Lige her midt i livet, midt i hverdagen.

Og den side af Gud jeg møder er nådefuld og barmhjertig. Mine hjerne og mit gamle verdenskort spørger mig hvor synden, dommen og omvendelsen er og jeg er svar skyldig. Men måske er det fordi Gud er ved at lære mig barmhjertighed, lære mig nåde, lære mig at elske mennesket, som han gør det. Måske er det fordi det er der han vil have mig hen, måske det er fordi det er det der er min vej, mind pind, min plads; at viderebringe en barmhjertig, nådefuld og kærlig Gud.

Han er ikke svær at finde, han er ikke langt væk, han er hverken opdigtet eller humanistisk, det er bare så frygtelig svært at acceptere at jeg ikke kan tilfredsstille fundamentalisten i min hjerne. Så hård en erkendelse at jeg har ændret mig, at jeg nu står til dom, ikke hos Gud men hos min fortids verdenskort. Jeg kan følge Martin Herbst når han skriver at der overfor syg religiøsitet ikke er ingen religiøsitet, men sund religiøsitet. Ikke fordi jeg vil gå så langt som til at sige at den form for fundamentalisme som jeg kommer fra er en syg religiøsitet, men jeg synes der er elementer af usundhed og min udfordring idag er så at finde den sunde religiøsitet.

Et andet perspektiv på samme sag har jeg læst i Gunni Bjørstads artikkel om at være “ved sine fulde fem” i Domino. (find artiklen i nr. 2 marts 2012 på side 41 – det er den med klovnen) Han refererer til Magnus Malms opdeling af tre kirkelige måder at søge Gud på (1:stor vægt på ordet, 2:stor vægt på karismatik/proklamentation, 3:stor vægt på åndelighed) og konkluderer derudaf at det er vigtigt at erkende at alle tre perspektiver spejler en side ved Gud, men samtidig ikke at miste forståelsen af at Gud er inkarneret, han har med hele vores tilværelse at gøre. Han skubber os ikke ud af vores liv til en diffus åndelighed, men for at frisætte os til at være i os selv som det billede han har skabt os i sit eget billede til at være. At komme nærmere Jesus er at komme nærmere sig selv.

OBS: Dette indlæg er ikke skrevet om nogen kirke eller forsamling jeg har været en del af. Det er om (1) den usunde fanatiske ekstremisme som jeg har hørt prædiket i større eller mindre grad ind imellem og forskellige steder op gennem hele mit liv. (2) Usund religiøsitet jeg har mødt i praksis, i forskellige grupperinger, i forskellige kirkesammenhænge, som i nogen tilfælde er blevet til noget godt og i andre tilfælde har udviklet sig negativt. Jeg betragter usundhed som noget der kan gradbøjes og som i nogle af de sammenhænge jeg har været i også afsplejer umodenhed, iver og kompromixløshed. (3) Og sidst og aller-mest den usundhed der bor i mit eget sind der til dels kommer fra min opvækst men også fra naivitet, frygt og umodenhed.

Smil min baby – SMIL

Lillebror har allerede lært det – at pose foran kameraet. Han har fundet sit helt eget ansigt som han tilsyneladende mener er passende til et foto – og han bliver ved liså længe som vi siger smil og stikker en firkantet klods op foran hans ansigt.

Den relationelle mor

Lillepigen og jeg har lavet hule i haven på en varn forårsdag

Lillepigen og jeg har lavet hule i haven på en varn forårsdag

Min hjerne har kympet sig sammen og det synes nærmest umuligt at vride en sammenhængende tanke ud af den. Jeg har prøvet at skrive hvad der fylder mig, men det bliver til nogle mærkelige usammenhængende sætninger.Alligevel vil jeg gøre endnu et forsøg, inspireret af dette indlæg der på nogen måder beskriver hvad jeg klodset har prøvet at skrive flere halvfærdige indlæg omkring.

Nogengange kan jeg se det. At mine børn er dem uden designertøj, eller jeg bliver spurgt om deres bukser er fra sidste års kollektion af et bestemt mærke. Og jeg ser at mit hjem ikke ligner noget som helst – det er hverken minimalistisk eller vintage og at her generelt ikke er en eneste genstand der er noget værd. Eller at vores arvede sæt plastic havemøbler nok er ret pinlige.

Nogengange har jeg de briller på og pludselig bliver jeg mindet om de billeder folk ligger på facebook hvor deres hjem ligner noget fra et eller andet magasin, eller folks kommentare om at ikea er for kikset (den kommer i mere sufistikerede varianter end jeg kan formulere idag;)). Eller billeder af børn der er klædt i designertøj fra top til tå og deres værelser der matcher perfekt i samme tema. Jeg behøver ikke gå på pinterest for at se disse billeder, min lille vennesamling på facebook fodrer mig rigeligt med information om hvor “perfekte liv” min bekendtskabskreds har.

Og engang tænkte jeg at det selvfølgelig var sådan vi skulle leve. At når vi ikke længere var to studerende på su, så skulle vi til at købe alle de der lækre og coole ting. Så skulle vi have dyrt tøj og så skulle vi have nogle fede kvalitetsmøbler.

Men sagen er den at jeg er ved at ændre mig.

Jeg går og overvejer om det perfekte nu alligevel er det som jeg vil stræbe efter. Om jeg nu alligevel tror på at galsbilledet er det jeg ønsker, eller tror på. Om jeg vil arbejde x-antal timer extra om ugen for at have et smukkerede hjem. Om jeg nu er så sikker på at designertøj er hvad der skal til for at mine børn får venner (eller for at de ser lækre ud), om det smukke hjem, den nye bil, den fede ferie til andre kontinenter nu alligevel er det der gør os en perfekt og lykkelig familie.

Og det er jo faktisk bare de ydre ting – som jeg efterhånden den største del af tiden gladeligt kaster i havnen til fordel for mere tid sammen, en simpel hverdag hvor vi ikke drøner rundt fra én aktivitet til en anden og for plads til at være mennesker der lever og mærker os selv, frem for en eller anden slags maskine der bare knokler der ud af.

Men på det sidste kører min hjerne videre i samme rille. Jeg er nemlig begyndt at tænkte noget så farligt og anderledes som; om man nu også kun er heldig hvis man har perfekte børn? Hvorfor er det vigtigste om babyen er sund og rask? (som er den klassiske sætning når nogen spørger til hvad køn man ønsker sig – “jamen bare den er sund og rask, så er betyder det ikke noget”). Hvem siger at det ikke kan være det mest fantastiske at være forældre til et barn der mangler et ben eller som har hiv? Downs, læbeganespalte, hjertefejl, Adhd, angst – whatever.

Hvad ligger det på den anden side hvis man fravælger mere materialistiske værdier og fokuserer på relationer. På at nå hinanden, berøre hinanden, have kontakt med hinanden?

De sidste par måneder har jeg været meget mere intentionel i min kontakt med mine unger. Det slog mig nemlig at de var lige så dårlige til at have øjenkontakt som nok I virkeligheden begge, men nok særligt én af deres forældre er. Jeg udfordrede det og kigger dem nu i øjnene når jeg taler med dem. Jeg øver mig i at sætte mig på huk, vente på at få øjenkontakt og så snakke med dem face to face. Ikke for mange af de der komandoer råbt over den ene skulder mens jeg laver mad og ikke for meget af det der med at dirrigere dem rundt ved at hive dem i armen eller skubbe dem på skuldrene. Jeg vil mærke dem, se dem, være opmærksom på dem, lægge mærke til hvad de kommunikere- som mennesker, ikke bare som små børn.

Og jeg er bange for at jeg er ved at blive afhængig. Afhængig af god kontakt, nærhed, af at mærke det helt specielle bånd man kan have til et andet menneske. Og det ændrer mig. Det ændrer mit syn på familier, min måde at bruge min tid på og mit syn på mig selv.

Mine sociale hjælper

Da hun var baby var jeg ved at springe i luften ind imellem. Min lille baby var ikke i stand til at lege 2 minutter alene. Jeg har skiftet mellem, at være småbekymret for at vi måske havde over-forældret hende og at tænke hun måske bare var et meget socialt barn. Det bliver mere og mere tydeligt for mig at det sidste er tilfældet (det udelukker dog ikke i sig selv det første;)).

Min lille pige er så småt begyndt at lege i 10 min selv ind imellem, men allerhelst er hun ved min eller Mandes side det meste af tiden herhjemme. Hun gør rent med os, hun laver mad med os, vasker op med os og går på toilet med os. Det værste hun ved er lukkede døre og forældre der kigger på deres mobil eller computer. Hun vil kontakt!

Det er dog begyndt også at få sin hyggelige side. Som jeg prøvede at fokusere på, når hun sad højtsnakkende klistret op af mig mens jeg ammede Lynild, eller bankede desperat på døren når jeg var i bad (mens Mande var i huset), så ER det virkelig skønt med en social datter der ELSKER at lave mad med mig i køkkenet. Hun dækker bordet, ligger vasket bestik i skuffen, skærer jordbær, tører og piller klistermærker af de nyindkøbte æbler og det alt imens hun papegøje snakker sig gennem hvert eneste sekund.

Hun er den perfekte storesøster. Når hun har det allerbedst så samler hun familien som en lille hyrdehund ville gøre det. Jeg håber at hun aldrig ændrer sig, at jeg også om 10 år har en datter siddende på køkkenbordet der papegøjesnakker om sin hverdag og hjælper mig med nogle småting.

Gæstedagpleje

Jeg er meget begejstret for vores dagplejemor, Bendte, som jeg før har afsløret det her på bloggen. Bendte elsker vores unger og er omsorgsperson for dem når vi er på arbejde/studerer. Og netop det at hun er en tilgængelig omsorgsperson er det absolut vigtigste for mig når det handler om dagplejemødre og generelt pasning af mine unger.

Her i byen er der små 13 dagplejemødre og de har meget forskelligt rygte. Nogen er super populære og har vundet priser for at være “den bedste dagplejemor” og andre er ikke så populære. I sidste uge var Lynild i gæstedagpleje hos netop den dagplejemor der har vundet en pris for hendes job, og jeg er på ingen måde uenig – hun er en skøn dagplejemor – men hun er ikke Bendte.

Begge mine unger er ret sociale og har nærmest ikke haft noget der minder om seperationsangst, men denne gang reagerede Lynild mere og mere for hver dag vi afleverede hos hans gæstedagplejer. Jeg havde afkortet tiden han var der, gav ham så meget ro og omsorg som vores hverdag tillader mig det, men han græd de sidste to dage dage jeg gik ud af døren. Og jeg ved godt at det er der mange der oplever i flere uger, at han stoppede 2 sekunder efter døren var lukket og at det er helt normalt. I know, jeg har bare nærmest ikke oplevet det før og synes ikke det var rart.

Det var tydeligt at han ikke ville bytte byens (måske) bedste dagplejemor ud med Bendte. Mandag morgen da jeg spørger ham om vi skal ned til Bendte, var det helt anderledes. Han lyste op i et smil og skyndte sig ud og pegede på jakken, mens han sagde “Bendte Bendte Bendte” – så sødt.

Denne oplevelse bekræfter mig bare så meget i at en dagplejemor ikke bare er en eller anden der passer mine unger. Det er ungernes sekundære omsorgsperson. Og her er de fuldstændige ligeglade med om hun er uddannet pædagog og har vundet priser, de vil bare have en tilgængelig, kærlig og tålmodig omsorgsperson der ikke har for mange syge og fridage, så de kan komme samme sted hen hver dag.

Forresten så har Twilight jo også været ved Bendte. Og det er så sødt at tage hende med derned for at aflevere eller hente Lynild. Det er helt utroligt så mange krammere den lille pige kan få klemt ind på de 15 minutter vi bruger på at hente. Den pige elsker sin Bendte:) Og hun bliver ikke glemt foreløbigt. Og heldigvis har Bendte ikke flere fridage dette forår:)

Motivation er alt

Vi er forældre til to. Vi har godt held med at blive gravide og har tilsyneladende gener til at blive forældre til et fodboldhold. Ikke desto mindre overvejer vi muligheden for at udvidde vores familie gennem adoption hvis der bliver en 3er.

Når jeg lufter tanken overfor andre er det første spørgsmål jeg får hvad vores motiv er – og det med rette, jeg har intet imod personlige spørgsmål (faktisk synes jeg godt om personlige spørgsmål – tror relationer ville være nemmere at få til at fungere, hvis vi turde “spørge ind” til hinanden). Nok om det. Hvis vi ikke havde nogen børn ville den åbenlyse motivation for at adoptere være ønsket om at blive forælder. Når vi med lethed og ganske gratis kan sætte flere børn i verden, så er sagen en anden – why oh why gå den mere besværlige vej mod forælderskab, når den nemme ligger lige for.

Jeg prøver også at spørge mig selv om spørgsmålet, velvidende at idealisme og ønsket om at “gøre noget godt for et forældreløst barn” ikke nødvendigvis er nok til at føre os hele vejen igennem. Adoption giver mening, det giver rigtig meget mening. Det giver mening at tage hånd om de faderløse, det giver mening “at forældre” et af alle de børn der allerede er i verden istedet for at lave flere selv, jeg synes det giver rigtig meget mening.

Men samtidig er jeg klar over at der er potentiale for at det kan koste rigtig meget af mig, af os som familie – der er ingen garantier. Det er der selvfølgelig heller ikke i biologisk forældreskab – men statistisk set er det en mere sikker vej.

Men hvorfor så – hvad er min motivation. Noget af den er at jeg har lyst til at blive forælder til et barn mere. Ikke i overmorgen, men på et tidspunkt (det gode ved at starte så tidligt som vi har gjort, er at vi ikke har tidspres før om en 10-15 års tid, så det er nemt ikke at sige for meget;)). Noget andet er at jeg ikke oplever det som et problem at elske et barn der ikke er mit eget kød og blod (men det er jo ikke så meget motivation, det er mere bare konklusion). Og noget tredje er at jeg virkelig synes det giver mening. Jeg vil ikke vove at påstå at det alene er min motivation. Hvis jeg kender mig selv (og menneskeheden som helhed) godt nok, så er der mange lag, og kun få af dem er synlige:) Men det er den del af min motivation som jeg møder so far.

Og så tror jeg faktisk også at det er en velsignelse (defineret som: en rigdom af gode ting) at adoptere. Nu har jeg jo sat mig lidt ind i det (mildest talt) og forundres over en helt bestemt ting (flere faktisk, men kun en er relevant i denne sammenhæng).

Adoptivforældre (til nogle af de mere komplicerede adoptioner) fortæller mig at de bliver mødt med kommentare om hvor gode de er som mennesker fordi de har valgt at hjælpe et (eller tre) forældreløse børn og hvor heldige de børn er fordi de har fået netop dem som forældre. Selv giver forældrene udtryk for at den slags kommentare ikke giver mening fordi de selv føler sig som dem der “har skudt papegøjen”. De føler de er de heldige – ikke dem der har det nemmeste barn og nemmeste forældreskab – men dem der var så heldige at de fik netop dét helt specielle barn.

Og sådan forestiller jeg mig at det er at adoptere – ikke med det samme – slet ikke hvis man får et ældre barn, men når/hvis man har justeret sig og tilpasset sig barnet. Når/hvis man har fået kontakt til barnet, lært barnet at kende, er nået ind til barnet og har fundet ud af hvordan man kan få en tilværelse til at fungere med dette barn. Så tror jeg det er en velsignelse, (meningsgivende og tilfredsstillende er måske mere nudanske begreber for noget lignende).

Misforstå mig ikke, min motivation for at tænkte på at adoptere er ikke at opnå noget. Mit syn på adoption ændres bare nu mere jeg undersøger det til også at rumme et forældreperspektiv, hvor relationen til barnet er i centrum. Frem for et sumfundsperspektiv hvor forældrene bliver fremhævede som de gode og selvopofrende.

Tag ikke dette for mere end hvad det er – overvejelser og tanker:)