Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (kend din tumling)

Jeg har en bekendt, en mor til to piger. Da de var mindre (og jeg endnu ikke havde skyggen af sans for børn eller pædagogik) så slog det mig flere gange hvor forskellige de var. Når jeg skrapt sagde “nej, det må man ikke” til den ældste, så kiggede hun op og stoppede lidt forlegent med det hun havde gang i. Når jeg gav den præcis samme respons til hendes lillesøster brød hun grædende sammen (til min store fortvivlelse).

Dengang anede jeg ikke at vi i så høj grad er født med et temperament der betyder at der er stor forskel på hvor følsomme vi er. En mand beskrev det sådan: du må være klar over om det er en lille forsigtig kanin der kommer til at snige sig ind på din grund og spise af din køkkenhave, eller om det er en kæmpe flok hjorte der gang på gang tramper rundt og ødelægger din have. Alt efter hvem det er, vil du jo reagere forskelligt.

Samtidig så er der også stor forskel på hvordan børn er vant til at blive behandlet. Igen har jeg nogen bekendte. Denne familie havde en søn der i nogen timer i skolen sad pænt og fulgte med som forventet og i andre timer “kravlede i gardinerne” (hvis det bare var så vel…). Efter flere års problemer (og mange skole-hjem samtaler) kom der psykolog på drengen. Psykologen fulgte klassen i en periode og var også hjemme hos familien. En af konklutionen blev at alt var vel med drengen, han var bare meget autoritært opdraget. Når han blev mødt af den venlige kvindelige lærer der prøvede at samarbejde med børnene og var meget mild når hun irettesatte dem, så så han sit snit til at være den store bil og smadre hendes undervisning for hende. Omvendt var det i timerne hvor den store pumpede mand underviste – så skulle han nok sidde stille, for han var klar over hvem der bestemte. Drengen var opdraget med meget klare grænser og høj stemmeføring om nødvendigt, hvorfor han havde meget svært ved at respektere når han var i en verden der for ham så grænseløs ud.

Selv har jeg to børn der ikke er vant til at blive råbt af eller talt højt til. De er ikke udpræget følsomme, men hvis nogen taler hårdt eller højt til dem, har jeg oplevet de er begyndt at græde. De er ganske enkelt slet ikke trygge ved det.

Det er vildt så meget forskel der er på børn og det kan være en god ide at være opmærksom på “hvad der skal til”. Her tænker jeg ikke på “hvor højt” man skal råbe – men nærmere hvor konsekvent og bestemt man skal være, hvor mange gange man skal forvente at gentage de samme ting og i hvor høj grad man skal forvente at de prøver at smutte om hjørner med en.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s