Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (skrigende halvanden årig)

Lige for tiden har vi jo igen en skøn halvanden årig. Lynild får mere og mere krudt i røven og ved i samme tempo mere og mere hvad hán vil. Efter der ikke længere er 40cm sne og koldt så starter hans morgener med at han henter sine sko og beder om at få dem på og komme ud. Det går egentlig fint og han acceptere at vi skal vente lidt inden vi kan komme ud. Det værste er egentlig når det går den anden vej, at vi skal ind igen. Det der virker bedst for os når vi bliver nød til at gå imod lillemandens vilje er at give udtryk for verbalt at ”jeg kan godt forstå du gerne vil lege lidt mere udenfor, men nu er det tid til at komme ind og spise”. Og så roligt passe på at han ikke gør skade på sig selv eller andre mens vi beroliger ham verbalt, og fysisk (går en tur med ham på armen).

Lisom i alle andre situationer hvor han er frustreret eller græder så prøver vi at hjælpe ham med at få det bedre igen. Halvandet årrige er endnu langt fra at have kompetencer til at regulere deres egne følelser i sådan en situation. Så selvom vi ikke kommer løbende (som hvis det var et nyfødt spædbarn der græd), så trøster vi og hjælper ham med at finde ligevægt igen.

Jeg er klar over at nogen lader deres halvandet årige skrige igennem (og jeg kan virkelig godt forstå at man har lyst til at gøre det). Vi prøver at minimere det – fordi det jo er os der skal lære ham at regulere hans følelser. Det betyder ikke at vi “giver ham hans vilje”, vi hjælper ham bare igennem skuffelsen over ikke at få hans vilje. Og hvis det han vil have, er omsorg (og den får han ved at græde) så er alt jo bare perfekt – for der er ingen grænser for hvor meget omsorg, knus og kram han må få.

Det jeg ELSKER ved at jeg trøster mine unger, er at jeg har god samvittighed når jeg finder ud af at der vár noget galt. Twilight skreg som baby og det var slidsomt at skulle trøste hende så meget, men da vi fandt ud af at noget sad skævt i nakken og hun efter et par gange til kiropraktor ændrede adfærd så var jeg lykkelig over at jeg ikke havde ladet hende ligge alene med sin smerte.

Et helt nyt eksempel er Lynild der har lavet de vildeste scener over måltiderne de sidste par måneder. Samtidig har han tapt sig og vi blev mere om mere bekymrede og frustrerede når han smed rundt med mad og drikkevarer mens han skreg og kastede sig rundt på højstolen. Til sidst fik vi en henvisning til en børnelæge der konstaterede at han har en virusbetinget børneastma. Pludselig gav det bare så meget mening hvorfor han ikke kunne spise og blev frustreret over at være sulten, når nu han ikke kunne få luft når han tyggede på maden. Igen er det bare dejligt at han ikke har været alene med sin frustration, men vi har hjulpet ham igen og igen med at finde ro, så han kunne spise lidt mere, og lidt mere.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s