Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (re-do)

Nyeste leg er "storesøster skifter lillebror" - velatmærke på 100% eget initiativ.

I nogen tid har vi arbejdet med konceptet “det prøver vi lige igen” overfor twilight på 3 år.Eksempelvis hvis hun har skubbet hendes bror, fordi han tog hendes ting, har vi brugt sætningen “det prøver vi lige igen”. Så har vi trøstet lillebror for derefter at snakke om, at hvis nu har tog hendes ting, hvad kunne man så gøre. Så har vi snakket om at hun kunne bede om at få den igen, finde noget andet at lege med eller bede mor/far om hjælp. Når hun så har lavet en succesfuld re-do har vi selvfølgelig rost hende for at det var en god måde at takle situationen på.

Den anden dag sad vi så ved køkkenbordet og snakkede voksensnak mens børnene legede med lego skiftevis i køkkenet hos os og på børneværelset. På et tidspunkt sker det klassiske. Lynild tager Twilights lego barnevogn og Twilight siger hårdt “nej” og skubber ham. Fordi vi var dybt begravet i vores snak korrigerede vi bare hurtigt situationen, og gav dem hver deres lego barnevogn, men det var Twilight ikke tilfreds med. “vi prøver lige igen” sagde hun. Og instruerede Lynild i “at nu skal du tage denne her og så siger jeg “Hjælp mig mor, han driller”. Det var et af de fantastiske øjeblikke – beviset på at hun lære noget og at en del af hende, virkelig gerne vil gøre som vi siger. Ja – og det er ikke bare sket en heldig gang, faktisk har jeg flere gange på det sidste blevet spurgt; “mor, skal jeg ikke lige prøve igen?”.

Advertisements

3 thoughts on “Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (re-do)

  1. Hej Maria!

    Dejligt med lidt inspiration – vi har jo en på snart 3 1/2 år, og jeg må sige, at selvstændighedsudfordringerne ikke sådan lige går over.
    Vores taktik ligner jeres meget. I begyndelsen af fasen og dengang lillesøster ikke var ankommet endnu, havde vi faktisk meget få konflikter med den lille gut. Var han igang med noget han ikke måtte prøvede vi, i stedet for at sige “du må ikke sidde i vindueskarmen, lad vær med det!” – “vil du ikke lige hoppe ned på gulvet Linus, det bedst at være på gulvet!” og så videre. Altså en slags positive omformuleringer af budskabet. Selvfølgelig skal han oplyses om, at forskellige ting kan være farlige/dumme og hvorfor, men det behøver jo ikke blive gjort i de sammenhænge, hvor han skal irettesættes.
    Jeg tror det er noget af det bedste vi har gjort i svære situationer, at fodre ham med alternative handlemuligheder, fordi det jo er en af de kognitive øvelser, der kan være svære for barnet at lave selv. Det giver også barnet en mulighed for at komme ud af situationen uden at blive ydmyget og tabe ansigt hver gang. Fedt at Vanilla nu selv er med til at finde på. Good job!
    Når Linus laver noget, der ikke er ok over for Svea og det kokser helt, kan vi også finde på bare at flytte ham ud til os i køkkenet og sige: “Nu hjælper jeg dig lige, så du ikke kommer til at gøre noget ved Svea!” Det elsker han faktisk – og tager det som en hjælp!
    Når det gælder det med at vælge selv er der nogle situationer, hvor jeg tænker, det er ok bare at sige: “det bestemmer jeg.” Fx i forhold til at skulle have tøj på uden for. Jeg tror børn har brug for at fornemme, at forældre nogle gange tager styringen, fordi de ved mere og ønsker at passe på barnet. Det gør også, at børn ikke bliver stressede over selv at skulle tage stillling til og ansvar for alt for tidligt i deres liv.
    Til sidst vil jeg bare lige sige (og du ved det jo helt sikkert=) at konflikterne jo også kan være godt for noget. Her i kommunen har vi en “kendt” sundhedsplejerske som hylder konflikter og siger, at forældre skal klappe sig selv på skulderen, når der har været mange konflikter. Hendes pointe er, at det “bare” er barnet der “siger”: Mor og far jeg er så tryg i vores relation nu, at jeg godt tør at bevæge mig lidt væk fra jer og gå mine egne veje, og jeg stoler på, at I kan håndtere det, og at vores relation kan holde til det.
    Der er også noget fra en forelæsning, der popper op – hvor det blev beskrevet, at barnet fra det er spædt skal igennem kortvarige “misforhold” til omsorgspersonerne, for at erfare, at det selv kan være med til at genoprette den gode relation. Altså dermed på ingen måde sagt, at man ikke skal vejlede sine børn, og prøve at bevare en god stemning og sige nej, men bare en trøst til når man virkelig synes, at de udfordrer ens gode humør=)
    P.s. Jeg er hjemme med to syge børn og har lavet de lækreste sundhedspandekager – første potion spildt på gulvet af Linus, fordi han ville selv – hmm, anden portion nyder vi stadig=)

    Ha en dejlig weekend!
    Maria

    • Hej Maria.
      Tak for din kommentar – den har jeg glædet mig til at have tid til at svare på:) Og det blev så idag i en solstråle i haven – fantastisk!!
      Dejligt at du ville dele dine tanker omkring pådragelse af din 3,5 årige, jeg kan følge dig rigtig meget og synes det er fuldstændig genialt at omformulere irettesættelser til alternative handlemuligheder. Jeg kan huske at vi bruge det lidt på et tidsppunkt, men har siden fuldstændig svedt det ud. Jeg synes det er så sødt, at selvom de er i selvstændighedsfase og godt kan være meget stædige, så betyder kontakten til os forældre og oplevelsen af at de gør det godt i vores øjne stadigvæk alverden for dem:) Twilight stråler når hun får lavet en succesfuld re-do og hun maler selv videre med den ros hun får, så stemningen og hendes adfærd bliver bedre:)
      Også rigtig vigtigt hvad du beskriver med konflikter. Jeg tager dem nok egentlig som en selvfølge. Både M og jeg er opdraget ret autoritært og går gerne på klingen af hinanden ind imellem, så jeg betragter det slet ikke som en fare, at vi kommer til at “feje” vores børn gennem tilværelsen ved at undgå konflikter. Vi har masser af dem, hver dag, med begge børn (efterhånden). Jeg er bare stadig igang med at samle mig en værdig redskabssamling til at hjælpe mig med at takle konflikterne med ungerne på en måde, hvor jeg samtidig kan se mig selv i øjnene. Det er faktisk lidt af et arbejde at få indarbejdet nogle gode vaner, når det er begrænset hvor meget fornuftigt jeg synes jeg har i “baglommen/erfaringen”, synes jeg.
      Jeg tænker dog det er lidt radikalt med hende sundhedsplejersken (er det Lola?) – mon der ikke også kan være andre grunde til at nogen børn går utrolig meget i konflikt med de voksne…? Men det kan jo være at hun har talt ind i en bestemt kontekst eller til nogle bestemte mennesker, det ved jeg jo ikke:)
      Dejligt at det lykkedes for dig med sundhedspandekagerne. Og klassisk at få dej over hele gulvet;D Den anden morgen kunne twilight ikke vente to sekunder extra med at få et glas mælk, så hun hentede selv kop og mælkekarton ind på børneværelset hvor jeg skiftede Lynild. Efter koppen var fyldt, blev bordet, biblioteksbøgerne og legohuset der var på bordet dækket af mælk og til sidst det meste af gulvet omkring også… Der er intet som en 3 årig der kan sætte gang i min puls fra morgenstunden;)
      Tak for din kommentar Maria:)
      Håber I nyder weekenden og vejret.
      Knus

  2. Pingback: “Ja, mor – du ventede på mig” | PandekageMor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s