Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (selvstændig 2årig)

Paraply-leg

Vi har i ét år overlevet været forældre til en meget selvstændig 2 årig. Og efter lidt begynder vanskeligheder har vi faktisk været ret gode sammen. Min første reaktion på min oprørske lille pige der ville have sin egen vej var at “stramme op”. Så jeg klemte en skrigende unge i flyverdragt, bestemte mod hendes vilje at hun skulle have bukser på istedet for nederdel, bar rundt på en sprællende rasende rødhåret unge der skreg så højt at vi kunne høres over hele byen. I did it all.Vores redning blev erkendelsen af at vores datter var på vej ind i selvstændigheds fasen og at vi måtte give hende noget ansvar og nogle valgmuligheder der var alderssvarende. Vi begyndte med “vil du have juice eller mælk?” over morgenbordet og i starten var hun helt paf over at få et valg overhovedet. Og liså stille har vi så udviddet sortimentet. “Vil du have dette sæt tøj, eller dette sæt tøj på?”, “skal denne fod, eller denne fod først i flyverdragten?”, “Skal vi have huen eller støvlerne på først?”.

Hvis det handler om noget der skulle gøres (hvilket kan få hende til at flyve, hvis hun ikke må selv), så spørger vi; “vil du selv kravle ind i bilen, eller skal mor hjælpe dig?”, “skal vi løbe ud til bilen, eller skal vi gå?”, “skal vi gå som en soldat eller hoppe som en kanin?”.

Vi bruger endda spørgsmål og valgmuligheder midt i en konflikt optrapning. Når twilight eksempelvis er på vej på tværs over at skulle have flyverdragten på, kan vi finde på at spørge hende; “vil du ringe på ringklokken på vej ud af døren, eller skal vi plukke en blomst?” vips er hendes opmærksomhed drejet over på en ting hvor hun har noget at skulle have sagt. Hun får oplevelsen af at vi samarbejder, frem for at hun bliver styret som en lille dukke. Jeg er virkelig chokeret over hvordan sådanne helt små valg gør en verden til forskel for hendes følelse af selvstændighed og giver os en langt mere glad pige.

Der er selvfølgelig lige den med, når hun bestemt ikke vil tage et valg. Så sætter vi os (når alt går som vi ønsker det) i øjenhøjde med hende, sætter to fingre op foran ansigtet, peger på den ene finder og spørger “vil du …”, og peger derefter på den anden figer og siger “eller …?” i et seriøst toneleje. Oftest fremkalder det et valg (det er også bare skod når man nogen dage skal vælge mellem noget så kedligt som den ene eller andet par cowboybukser…).

En anden taktik der har virket rigtig godt de sidste par måneder er at vi giver hende valgmulighederne og hvis hun ikke vælger indenfor et rimeligt minutantal (noget der minder om 30 sek) tæller vi langsomt til 3 og hvis ikke hun vælger – så gør vi det for hende. En lidt mere konfronterende metode, men Twilight følger os, så den fungerer herhjemme.

Den anden morgen havde vi den sædvanlige snak.                                                    Mor: “Skal du have spænde eller elastik i håret?”                                                         Twilight: “Spænde”.                                                                                                       Mor: “skal det være det lilla med ponymone (my little pony), eller det lilla hjertespænde?”                                                                                                  [Stilhed]                                                                                                                           Mor: “skal det være dette [viser hende dem] eller dette”.                                              Twilight:”hjertespændet!”.                                                                                                             På med hjertespændet og off we went.

5 min senere da vi var på vej ud af døren, skete noget der ikke er sket før; hun fortrød sit valg og det på en måde der var enhver rødhåret værdigt – hun VILLE have en elastik i! Tålmodighed stod ikke øverst i mit følelseshieraki på det tidspunkt, så frem fra baghovedet trak jeg modellen; “det er bare ærgeligt skat, det har du valgt. Du må vælge mellem at gå ind på værelset eller tage spændet på”. Jeg fulgte (læs: trak) hende ind på værelset et par gange og var tilsidst tvunget til at se mig selv i øjnene, for det virkede tydeligvis ikke. Så tog jeg hende i hånden og vi gik sammen ind til hendes seng, (ja, vi er fortsat glade for time-ins). Jeg spurgte hende hvad der var galt og hun åbnede armene og bad om en krammer. Så sad hun på skødet og vi gennemgik vores klassiske snak om spænder og elastikker, hvilket valg jeg havde givet og hvilke hun havde taget. Og sidst afsluttede vi med at hun nok skulle få valget igen imorgen. Efter snakken kunne jeg sætte det lilla hjertespænde i de røde krøller og vi gik mod børnehaven i godt humør og med god kontakt.

Så ja – selvom det ikke altid kører ud af landevejen – så har vi mod på en 2årig mere her lige rundt om hjørnet.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s