Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge (3)

Dette er del 3 i en serie. Læs del 1 her og 2 her.

Men hvad er så mit mål for relationen til mine børn. Det er ganske enkelt relationen. Ikke at vi er best-buddies, at de lever i en grænseløs verden hvor mor er med på alt der værste. Slet ikke. Jeg er all-in for at sætte regler og rammer omkring vores børn. For at lade dem vide når de har bommet i den, lære dem at sige undskyld og genoprette relationen igen. Men jeg forventer at de laver fejl og jeg prøver at udtænke hvordan jeg kan møde dem i deres fejltagelse, med liså meget nåde som jeg selv har brug for når jeg bommer den, fordi det vigtigste for mig er vores relation, at den er intakt. For mig at se er det det eneste grundlag jeg har for, eller middel jeg har til, at påvirke (opdrage, socialisere) mine børn.

Vi er mennesker – vi har en sjæl. Vi er skabt til relation. I biblen står der, da Gud forklarer hvorfor han skaber Adam hans hustru Eva, i 1.mosebog kap 2 vers 18, “det er ikke godt for mennesket at være alene”. Det er ganske enkelt, vi mennesker kan ikke leve alene. Et lille barn dør i løbet af få dage hvis du lader det alene. Vi kan kun udvikle os som mennesker gennem kropskontakt, øjen kontakt og ganske enkelt relation. Isolation er en af de værste former for straf du kan give en voksen. Relationer; et stort kram, at dele et smil, at have nogen at græde hos, at være kendt af nogen, at nogen nyder dit selskab, at nogen ser det bedste i dig, er tålmodig med dig – det er bare så essentielt.

Men samtidig er jeg jo også bare ved at springe i luften af temperament nogengange. Og nogengange så springer jeg også lidt i luften, men jeg øver mig og jeg har fundet ud af at det hjælper mig at tænke på opdragelse som at ”jeg lærer dem hvordan man gør” og jeg kan ikke forvente at de kan nogen, før jeg omhyggeligt har lært dem det.

I Efeserbrevet kap 6 vers 4 står der: vær ikke hårdhændede over for jeres børn, så de bliver oprørske, men vejled dem og advar dem, som Herren selv ville gøre det. Lignende står der i Kolossenserbrevet kap. 3 vers 21: forældre må ikke være hårdhændede over for deres børn, så de mister modet.

Jeg synes det er sjovt at verset starter på samme måde, som en anvisning om ikke at være hård mod sine børn. Og afslutter med at fortælle at der er to forskellige resultater af hårdhændethed: at børnene bliver oprørske eller at de mister modet. Midt i det første vers står der en anvisning om hvordan vi så skal gøre: ”vejled og advar dem som Herren sen ville gøre det”.

Jeg læste for en tid siden en omskrivning af ord. 22:6 der på dansk lyder: tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den.

The simple truth is that all kids are sinners and will manifest sinful behavior. The question is not: Will they sin? The question is: When they sin, what will you do about it? Will you ignore them, scream at them, make excuses for them, or will you train them up in the way they should go? (Prov. 22:6).

Advertisements

9 thoughts on “Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge (3)

  1. Pingback: Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge (1) | PandekageMor

  2. Pingback: Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge (2) | PandekageMor

  3. Du er godt nok god til at formulere dig – det inspirerer. Jeg tror også, jeg vil til at skrive nogle bedre blogindlæg om moder-rollen 🙂 Jeg er også imponeret over de kristne-refferencer. Nu er jeg ikke særligt troende i den klassiske forstand, men religion har altid interesseret mig utrolig meget. Kristendommen gennemstrømmer i høj grad vores danske samfundsstruktur som jeg ser det, så derfor er vi alle døbt i vores lille familie – Ligeså meget for at støtte op om samfundets sunde værdier og åndelighed generelt, som egentlig at støtte op om Gud i en klassisk forstand. Jeg er en skeptisk troende, men biblen har været et yndet opslagværk, også i mine studier i kunsthistorie. For man må jo sætte ind i ting, som man gerne vil have en mening om! Jeg har bare fundet utrolig mange ligheder i andre religioner. Ikke for at lyde blasfemisk for en “rigtig” kristen, men jeg har ofte billedet af Babels tårnet i mine tanker, når religionernes forskellighed diskuteres. I de fleste hellige tekster findes der absurditeter som kræver tidsrelevant tolkning (efter min mening!), men også fælles universelle sandheder, som bekræfter det gode i mennesker. Det er fascinerende og betryggende…men nok om det!

    • Tak for ros – det gør mig glad:)
      Glæder mig til at læse dine kommende indlæg om moderskab! Og spændende tanker omkring religion og kristendom. Jeg vil helt klart betegne mig selv som troende, men det er der sikkert andre der ikke vil. Jeg prøver at trække på skuldrene af det og tage det koldt og roligt, jeg vil ikke være med til at starte krige i kristendommens navn, så har vi da først misset pointen. Men ja, jeg er ved at genopdage biblen, efter nogle år hvor jeg primært har læst bag på dåser med babymad eller babyshampoo og diverse bøger om spædbørn. For mig betyder den rigtig meget på et dybt personligt plan, men der er virkelig også meget som jeg synes er svært at forstå eller tolke (måske skulle jeg læse teologi?;)).
      I forhold til religioner så tror jeg man kan finde MASSER af lighedstræk – uden tvivl, men som jeg ser det er der også nogle grunlæggende forskelle. På Jesusnet.dk definere de det således: De forskellige religioner handler om hvordan vi når Gud. Religion er menneskers søgen efter Gud og forsøg på at opnå frelse. Men i kristendommen er det anderledes. Her er det Gud, der søger efter mennesker og det er ham der ønsker at frelse os. Forskellen på religion og kristendom er altså hvem det er der handler: Er det Gud der kommer til os eller er det vi mennesker der skal komme til Gud? (http://jesusnet.dk/?special_id=14&artikel_id=462).

  4. Forældrerollen – én af de vigtigeste roller i livet! Hvordan takler man den? Ligesom dig så syntes jeg godt man må sætte grænser, for det gør man også i andre sammenhænge. Grænser lærer os en masse om hinanden og om os selv. Det er ikke altid jeg forklarer Selma årsagen til mit nej, for det syntes jeg ikke jeg behøver. Mit barn skal også kende mig som menneske, og vide at Mor engang imellem “bare” siger fra – uden forklaring..for sådan er Mor! Ligesom det samme gælder, hvis Selma siger fra…hvilket hun egentlig først rigtig er startet på nu. Det er så hårdt altid at retfærdiggøre sine valg, fordi det nærmest kan føles som om nej’et i sig selv ikke er godt nok. Så med mindre af ens NEJ, har markante følger for andre mennesker, så syntes jeg ikke nødvendigvis at et NEJ skal begrundes.
    Det er altid tydeligt at mærke, når Selma virkelig mener det, eller når hun bare er modsat og måske lidt træt – Så kan man som regel diskutere hendes NEJ, eller markere med et eget tydligere NEJ! Når noget er vigtigt for Selma, så kommer det frem igen og igen…så det ikke kan overhøres..selvom hun er et stille barn. Ligefortiden vil hun f.eks. gerne have kjole eller skørt på hele tiden. Først bekæmpede jeg det (for jeg havde jo købt nogle fine bukser til hende), men til sidst kom jeg til at tænke på, at jeg overhovedet ikke havde ret til at bestemme over hende på den måde. Det har jeg gjort tidligere, så rutinen og tøj-fetichismen fik mig til dominere! Hun har en fri vilje, som bl.a. netop gør hende til et rigtigt menneske – Det skal respekteres. Selma blev så tilfreds med sejeren. Nu har hun virkelig travlt med garderoben, og hun er mere medgørlig når det kommer til at tage flyverdragten m.m. på. Det lønner sig virkelig bare at vejlede og træde et par skridt tilbage, selvom det lige kræver lidt øvelse…for en total ufuldkommen og perfektionistisk Mor! Nu er Selma faktisk et meget artigt barn 85% af tiden – Hun er ikke så god til at sige nej, så når hun endelig gør detj…så skal man virkelig spidse ørerne. Hun er utrolig rimelig, af så ungt et menneske at være. Det er jeg imponeret over, men engang imellem forstår jeg ikke, hvem hun har den ro fra. Det må være faderen 🙂 Nej pjat, vi er meget rolige herhjemme – så det smitter nok. Jeg har efterhånden også forstået, at det jeg siger og mener ikke altid behøver en forklaring eller andres accept – Og det giver mig nok en ro, når det kommer til Selma. Mor må godt være der, Selma må gerne være der og Far må gerne være der – Vi er alle lige vigtige, selvom Mor og Far sætter dagsordenen det meste af tiden. For Selma skal have lov til at være barn, hvilket er svært nok i sig selv. Så strukturen står vi for, så hun kan bruge energien på at vokse og og tro på sig selv. Og man lærer vel kun at tro på sin egen røst ved at blive hørt? Selma har faktisk mindet mig direkte om, at jeg skal lytte rigtigt til hende når hun taler…så vores tilgang viser sig tydeligt! Det er dog stadig en svær dans at mestre :-/

    • Hvor er det bare en fin beskrivelse af “dansen” du giver. Fantastisk så meget vi kan lære og forstå ved at kigge (sådan rigtig observere) vores små unger. De kommunikere bare så meget til os hvis vi åbner vores øjne og ser på dem:) Selma lyder til at være en skøn pige!

  5. Tak for nogle rigtigt spændende indlæg om opdragelse! Jeg har ligesom dig tænkt en del over, at jeg ikke har ret til at bestemme, hvem mit barn er. Samuel er Samuel, og nogle gange har jeg taget mig i at bestemme ting, som ved nærmere eftertanke ikke gav anden mening end “fordi jeg bestemmer” – og det er jo ikke gavnligt for nogen af os.
    Så her hjemme kan man godt som 3årig blive spurgt om hvor vi skal drikke eftermiddagskaffe, eller om man vil have den ene eller den anden trøje på. Man bliver ikke spurgt OM man vil have overtøj på, eller OM man vil i seng, men man kan bestemme hvilken farve jakken skal have i dag, eller hvilken bog, der skal læses til sengetid. Indenfor de ramme vi sætter har han sit råderum. Jeg tænker, at han på den måde får lov til at øve sig i at træffe beslutninger, samtidig med at vi sørger for, at han kun skal tage stilling til ting han reelt har forståelse for.
    Og som du også skriver, så kræver det øvelse!

    • Tak for din kommentar Anne.
      Jeg kan virkelig godt følge i at give børnene medbestemmelse indenfor klare rammer. Vores 3 årige har også et vist råderum og medbestemmelse over sin dag og hvad hun gerne vil. Jeg håber det giver hende fundament til at kunne træffe gode valg i fremtiden, samt at hun ikke behøver reagere med oprør når vi ikke længere kan “styre hende”.
      Jeg kan ikke lade være med at tænke på om du mon kender Karyn Purvis? Der er et link til noget af hendes arbejde her: http://empoweredtoconnect.org/ Hun er børnepsykolog med speciale i børn der er i pleje eller adopteret. Jeg fik hendes dvd om trust-based-parenting i julegave og er ikke blevet skuffet:) Men på linket er der er masse gratis og interessant undervisning – jeg har været meget glad for den der hedder “Better understanding our children” fra den 18 juli 2009. Deler det med dig fordi jeg tænker du muligvis er liså interesseret i det som jeg er;)
      Håber du nyder en solskinsdag – det gør jeg.
      Mvh. Maria

      • Spændende! Nej, hende kender jeg ikke, så tak fordi du deler! Vil helt sikkert kigge nærmere på hendes hjemmeside. Ligenu burde jeg komme i gang med mit faktiske arbejde istedet for at sidde her og “springe over” 🙂
        Fortsat god dag!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s