Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge (2)

Dette er del 2 af en serie – læs del 1 her og del 3 her.

Jeg er selv opdraget sådan lidt blandet autoritært og autoritativt. Læs evt. mere om de fire forældretyper her. Men alligevel med en vægtning på at man gør som der bliver sagt og “når jeg har sagt nej, så mener jeg nej” (den sætning har jeg hørt 1000 gange:)). Og da det var Manfred vi opdrog, så var det mere enkelt, hvis han gjorde noget han virkelig ikke måtte, så talte vi med STORE bogstaver og det forstod han godt.

Derfor gav det også mest mening for mig hvis min datter bare lystrede, eller i det mindste virkede som om hun lyttede til/tog ved lære af, hvad jeg sagde, men det gjorde hun bare slet ikke.

Det der forstyrrede mig i min opfattelse af velopdragede børn var at jeg skulle være så hård for at få hende til at “lystre”, at hun nærmest blev bange for mig. Jeg skulle bruge frygt. Og i forhold til min relation med lillepigen, så gav det bare ikke mening, at skulle lade frygt være en del af vores relation. Derfor begyndte jeg at undersøge andre veje, andre måder at opdrage mit barn på så hun lærte hvad hun måtte og ikke måtte, samtidig med at jeg kunne se mig selv i øjnene.

Den første forandring der skete i min tankegang i denne periode var, at målet for vores børneopdragelse ikke længere var lydighed. Mande har skrevet et interessant indlæg omkring det: her. Jeg tillader mig at låne et par sætninger.

Og hvad med min relation til mine børn? Skal de lærer at farmand bestemmer, og hvis de prøver kræfter med ham, så får du enden på komedie (ok, det lyder som om jeg dapper dem bagi, det gør jeg ikke). Skal de som børn lære, at det handler om at have magten, og den der har magten bestemmer, og så er det bare synd for alle andre?

Men jeg er et magtfuldt mennesker, fordi jeg i bund og grund bestemmer ene og alene over mig. Men også kun mig. Ikke andre. Kun mig.

Grundlæggende en skræmmende og befriende tanke. Skræmmende fordi jeg må give slip på min lyst til og mit tankemønster om at styre (læs: manipulere, kontrollere, bøje, tilpasse) situationer og mennesker til at gøre, som jeg tænker de skal gøre. Befriende fordi jeg ikke længere behøver at underlægge mig andres trang til det samme.

Er det svært? Ja, sindssygt svært. Det er et tankemønster, som jeg ubevidst har gået med det meste af mit liv. Et opdragelsesmønster som jeg selv er opdraget med og derfor ligger det lige til højrebenet at videreføre. Det er et system, der sætter mennesker i et overskueligt hierarki, hvor det er let at finde sin plads, men også et system hvor jeg ubevidst tvinger andre til at finde deres plads. Men det er en løgn, at jeg kan bestemme over mennesker, mine elever, min hustru eller mine børn. Jeg kan muligvis bilde mine børn ind, at farmand bestemmer, men den dag de opdager, det ikke passer, står oprøret for døren og styrkeprøven kan begynde. Det vil ende med 2 tabere, fordi relationen vil lide brud af sådan en magtkamp.

Som jeg ser det så ligger lydighed så højt på vores liste som forældre, fordi vi er bange for vores børns fejltagelser og fordi vi mener vi skal have al magten i vores indbyrdes relation. Problemet er bare at hvis vi i vores opdragelse er drevet af vores frygt for at de laver fejl, at de, når de er 10 mdr. spiser jord fra potteplanterne, når de er 8 år og stjæler fra en butik eller når de er 14 går i seng med deres kæreste og bliver gravide, så vil det også afspejle vores måde at opdrage dem på. Så vil vi opdrage dem ud fra vores frygt. Nej jeg ønsker ingen af de tre ting skal ske for mine børn, men jeg tror ikke på at det er frugtbart at jeg forsøger at styre, manipulere eller kontrollere mine børn til at gøre som jeg ønsker.

Når vi opdrager med frygt, så opdrager vi ofte med straf. Straf i form af en vred forælder, en forælder der bruger konsekvenser, fratagne privilegier eller decideret straf som vores primære opdragelses metode. I 1. joh 4:17-18 står der: Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.

Altså, er der ingen frygt for straf i kærlighed. Dette er en af de ting jeg tænker på når jeg står overfor min datter der har bommet i den – hvordan kan jeg reagere og samtidig undgå at skabe frygt i hende. Og nej – det lykkes ikke altid, men jeg øver mig!

Mit mentale billede for denne øvelse er denne med bilerne. Hvis jeg lærer mine unger at den største bil er den der har al magten, den største bil er den der kan smadre de andre biler, bestemme det hele, så er det sådan de vil opføre sig i fremtidige relationer -> de vil kæmpe om magt og bruge de midler der skal til for at have den. Derfor tænker jeg på ikke at være den store bil der trumler den lille ned også selvom jeg let kunne gøre det.

Advertisements

3 thoughts on “Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge (2)

  1. Pingback: Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge (1) | PandekageMor

  2. Pingback: Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge (3) | PandekageMor

  3. Pingback: Et andet bibelsk perspektiv på børneopdragelse (3) | PandekageMor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s