Vi buldre og brager – om ægteskabelige diskussioner.

Dette indlæg har været undervejs længe. Mest fordi det er så personligt for mig at det er svært at beskrive som et tema i sig selv, det er jo viklet ind i hele vores forhold, om du forstår. Men da jeg for nogle dage siden faldt over en definition af tre parforholds typer, så var jeg klar over hvordan jeg kunne afslutte det.

Vi buldre og brager ikke længere så ofte, som vi gjorde tidligere. Men det betyder ikke, at vi ikke kan tage en ordentlig omgang når der er behov for det. Det lyder måske voldsomt (??) og inden der kommer nogen og fjerner børnene, bør jeg nok præcisere at der ikke er noget der går i stykker og ikke nogen eller noget der hverken verbalt eller fysisk bliver slået:)

Jeg undres bare over hvorfor jeg ind imellem møder stilhed når emnet falder på at diskutere eller skændes (der er Mandes ynglings-begreb for det samme). Jeg har nævnt det tidligere, Mande mener jeg har spansk temperament (han skulle bare vide….;)), men ærlig talt så betrager jeg temerament, når det bliver taklet ordentligt, som en styrke. Alligevel har jeg en trang til at forklare hvorfor den portion karrysuppe, der var så tæt på at blive kastet i Mandes hovede, er så vigtig for mig (læs ovenstående link hvis denne sætning ikke giver mening).

Det er ingen hemmelighed at Mande har brugt et par år på at lære at diskutere (læs her). Jeg til gengæld, har brugt et par år på at lære at diskutere mere hensigtsmæssigt. Det jeg sætter pris på ved en god diskussion er, at følelserne kommer på bordet. Og meningerne og holdningerne for den sags skyld også. I virkeligheden tror jeg slet ikke, at der er behov for deciderede skænderier i et parforhold hvis man hver især kan sætte ord på sine følelser og tanker, uden at løfte stemmen og blive alt for følelsesmæssigt involveret, hvilket i mine øjne er noget af en kunst.

Grunden til at jeg ser mit temperament som noget positivt er, at det er årsagen til at jeg ikke er særlig god til at feje ting under gulvtæppet, eller gå rundt og ulme i stilhed. Istedet kommer det ud, det buldre og brager måske lidt – men det kommer ud! Og i mine øjne er det da langt at foretrække, i eksempelvis et parhold, end at lægge låg på.

Forleden læste jeg en teaser for en parterapeut. Han skrev hvordan man som par typisk vil være i en af tre former for relationer. En udviklende, vedligeholdende eller en afviklende relation.

Den afviklende relation er kendetegnet ved forskellighed bliver til konflikt og samlivet reguleres ved regler og kontrol. Man er optaget af fejl hos hinanden og går enten til angreb eller i forsvar. Når konflikter skal løses ser man bagud og hænger fast i fortidens fejl. Ingen tager ansvar.

I den vedligeholdende relation søger man at udligne forskelle og finde fællesholdninger. Det bliver ro og fred men kun på overfladen. Det handler om at udgå konflikter for enhver pris. Og hvis man konfronterer hinanden er det indirekte eller med ”tavse skænderier”. Parterne ender med selvopofrelse, med at sluge kameler.

I den udviklende relation er forskellighed et potentiale, som indbyder til engageret og engagerende samarbejde. Her fejes konflikter ikke under gulvtæppet. I stedet tager man tyren ved hornene og får sat ord på det, der er. Parterne er fremadrettede i deres konfliktløsning og søger nye veje og nye handlemønstre, som giver et bedre liv sammen.

Jeg vil ikke sige at jeg altid betragter Mandes og mine forskelligheder som potentialer der indbyder til samarbejde, nogengange er jeg også bare godt og grundigt træt af vores forskelligheder. Men igen så ender det altid med at vores forskelligheder bliver luftet – i mere eller mindre stormvejr- men jeg synes det vigtigste er, at vi ikke bare lukker øjnene for dem.

Reklamer

7 thoughts on “Vi buldre og brager – om ægteskabelige diskussioner.

  1. Hej Pandekage-Mor.

    Jeg læser både dit og mandens indlæg, og jeg syntes det er meget lærerigt.

    I relation til det her indlæg, så må jeg sige at jeg også har lidt af et temperament – Hvilket min mand beundringsværdigt altid har omtalt som noget positivt til trods for hans eget milde væsen (nok ikke lige i “gernings-øjeblikket”, men når alt er talt igennem). Jeg går nemlig heller ikke og ulmer/er “pige-sur” – Tankerne og følelserne kommer ud efter devisen; Man må gerne være vred, men ondskabsfuldheder holder man sig lagt væk fra. Vi råber heller ikke – Jeg kunne nok godt skrue op for stemmebåndet, men så ville min mand ikke få et ben til jorden – Og jeg vil jo forfærdelig gerne have at han også melder sig ordenligt på banen når vi diskuterer. Han er meget følsom, og det elsker jeg ham for – Så det handler om at jeg skal køle lidt ned, så han også kan følge med. Det har nu altid fungeret meget fint.

    Det der dog er lidt hårdt at være den stolte ejermand af “et sundt temperament”, da jeg samtidig lider under “kvinder-der-skælder-ud-er-nok-kællinger”-bagtanken. Jeg får ofte dårlig samvittighed overfor hele omverdenen, når jeg har været rigtig vred og sagt TYDELIGT fra. Grunden er nok at det for mere konfliktsky-mennesker virker meget uforståeligt, når jeg siger så tydeligt fra. Jeg er til hverdag et meget roligt og fredeligt menneske, og jeg har som regel en ret lang lunte…men når jeg først bliver vred, så er man ikke i tvivl. Måske ville det være lettere at læse mig uden overraskelser, hvis jeg ikke prøvede at besinde mig…men bare sagde fra hver gang noget gik mig på, men sådan fungere jeg desværre sjældent. Jeg skal lige sunde mig og tænke over tingene, inden jeg siger fra – så man undgår at sige ting man fortryder, eller ikke kan stå indenfor senere.

    Noget andet som er svært ved mine bestemte udmeldninger er også, at man skal lære konsekvensen af mig NEJ! Jeg har betalt dyrt for mine holdninger og meninger, og det gør det til tider svært at være glad for temperamentet, selvom jeg egentlig godt ved at jeg har taget en sund beslutning – en udviklende beslutning.I mit hjerte ved jeg også godt at jeg ikke kunne have gjort det anderledes. Det er bare hårdt at have meninger og idealer, for så giver man sige medmennesker muligheden for at gøre det samme. Et tydeligt nej er ikke til at skyde igennem, men det er “let” at forholde sig til. Noget jeg altid foretrækker ved andre mennesker – Så ved man hvor man har dem. Men erfaringen viser så bare også, at jeg bliver valgt fra som konsekvens af mine holdninger. Det er ikke let, og det er noget jeg arbejder meget med lige fortiden. Når man siger A, må man også acceptere et B. Det gør jeg også overordnet, men verden er jo aldrig sort og hvid. Jeg taler fx. ikke med mine forældre mere, hvilket jeg personligt har det godt med – men hvad med min datter? Ja, gråzoner er ikke lette at leve med når man bedst kan lide tydelige linjer.

    Vh. Anne

    • Hej Anne.
      Tak for din kommentar. Og trykfejl de er hjertligt velkomne her!!:)
      Dejligt at vide at der er andre end mig der har lidt temperament. Kan virkelig godt følge dig i dilemmaet mellem at sige fra med det samme i situationen eller at vente til man har tænkt sig om. Jeg øver mig i det første, men det er svært – specielt overfor mennesker jeg ikke kender så godt.
      Lyder lidt trist med dine forældre – utroligt som de nære relationer bare kan være SÅ komplicerede. Og ja – kan godt forstå du overvejer en extra gang i forhold til jeres datter, det er en stor beslutning at tage:)
      Mvh. Maria

  2. Jeg har oplevet samme stilhed, som du beskriver 🙂 Har endnu ikke forstået, hvori det pinlige ved at indrømme, man har konflikter i et ægteskab består?
    Synes, det lyder rigtig spændende med de tre typer for parforhold. Et par i vores omgangskreds er lige gået fra hinanden – det gør mig altid både trist og tænksom – og de gav de tre beskrivelser god mening. Tror, at det handler rigtig meget om at snakke, snakke, snakke hvis ens forhold skal være godt: for at man kan være sammen om problematikkerne, er begge parter nødt til at vide hvad problemet måtte være!

    • Tak for dine kommentare Anne.
      Utroligt som skilsmæssige er populært for tiden – eller også er det bare fordi jeg først nu har den alder hvor mine venner/bekendte har været gift længe nok til at blive skilt igen… Jeg synes i hvert tilfælde at det er ærgeligt hvis det er idealer om at have et “pænt og konfliktløst” parforhold der ender med at skabe kløfter mellem parret.

      • Eller måske er det fordi vi ikke kan finde ud af løse konflikter? Eller fejlagtigt tror, at konflikter slet ikke hører hjemme i et ægteskab, hvis det fungerer? Eller også ved vi simpelthen ikke hvordan man arbejder for at få et ægteskab til at være til at være i?

      • Eller også så ved vi ikke hvem vi selv er, og ender med efter 5-10-15 år at finde os selv klemt fast i en eller anden rolle vi ikke kan lide…? Der er mange muligheder og nok cirka liså mange svar – mon ikke:)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s