Ladycup

Jeg har gjort mig en del overvejelser omkring hvorvidt dette var for personligt til at dele her på bloggen. Personligt på den blufærdige måde, vel at mærke. Men da jeg luftede den for Mande forstod han slet ikke mine bekymringer, da han mente det altid var sådan noget kvinder talte om… (hmmm)

Så her kommer det. Jeg har hørt en kvinde fortælle at hun har fundet en ny dims at bruge når hun har periode. Den har vist sig særdeles velegnet ikke mindst når man er alene med små børn der ikke altid kan forstå hvorfor de ikke må komme med på toilettet. Dertil så gav hun udtryk for at det var en nydelse ikke at blive konfronteret med synet af “periode” ved hvert eller de fleste toiletbesøg, men kun 2-3 gange om dagen. At man kunne fikse det i badet om morgenen, slap for snore der hænger ud af kroppen, i det hele taget føler sig mere ren, ikke får svamp og dessuden har færre smerter (det sidste forstår jeg ikke hvorfor). Man skulle også kunne bruge den om natten, i svømmehallen og den skulle være så behagelig at man nærmest glemte man havde den i. Sidst fortalte hun mig at det var miljøvenlig og billig i brug. At det slet ikke var så mærkeligt som det lyder og at man kan købe sådan nogen smarte rense tabletter til så man ikke behøver mase rundt med kogt vand. Alt i alt – easy!!!

Det var det hun sagde – nu fortæller jeg det videre her og det er muligt at jeg også svarer på spørgsmål hvis I har nogen, hvis jeg ved noget om emnet;)

Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (det er ikke hyggeligt)

Den engelske version af bibelverset Ef. 6:4 er: And you, fathers, do not provoke your children to wrath, but bring them up in the training and admonition of the Lord.

Den første del af denne sætning synes jeg er særlig spændende, fordi den bringer fokus på noget jeg sjældent hører/læser i børneopdragelses sammenhænge; en opfordring til at man som forældre ikke provokerer/opildner ens ungers vrede. I vores søgen på en måde hvorpå vi kunne slukke en 2 årig skrige/synge stemme der nød at akkompagnere de fleste måltider, prøvede vi at bruge sætningen “det er ikke hyggeligt” og så bære twilight ind på hendes værelse/op i Lynilds seng. Vores ønske var at hun skulle forstå at når vi sagde vores sætning, så skulle hun stoppe og samtidig markere at det er vigtigt at have respekt for andre mennesker når man var i samme rum. Men resultatet blev at vi havde en datter der røg fra 0-100 i vrede på få sekunder mens vi bar hende ind på værelset; og så brugte vi de næste 5-10 minutter på at få hende ned igen. Vi tændte hendes vrede.

Og det er jo ikke fordi det i sig selv er et kæmpe problem – det er bare ikke noget der gør noget godt for vores relation og det er ikke effektivt i forhold til at lære hende noget, hvilket jo netop er vores ønske. Så vi droppede teknikken og fandt på noget andet der hjælper meget bedre på en selvstændig lille 2-årig herhjemme. Vi kommenterer fortsat “det er ikke hyggeligt når du skriger så højt ude i køkkenet, men på værelset må du skrige så meget du vil; vil du selv gå derind eller skal jeg hjælpe dig?”. Denne sætning gør til gengæld underværker. Hun går stolt som en pave ind og skråler på værelset og kommer gerne tilbage og spiser færdigt eller hygger med os andre.

Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (vejen ud af en konflikt)

Sidste jul ønskede jeg mig én ting. Ellers dvs at der stod flere ønsker på min ønskeseddel, men der var én ting som jeg virkelig gerne ville eje. En dvd om forældreskab af udsatte børn, særligt adoptivbørn og plejebørn. Dvden er lavet på TCU af David Cross og Karyn Purvis, som jeg virkelig synes arbejder på en interessant måde med netop disse børn.

Nu er det jo ikke sådan at en forældreskabs ”metode/stil” designet til udsatte børn ikke også kan bruges eller tænkes ind i almindelige former for forældreskab. Jeg betragter det mere som en alternativ måde at tænke om forældreskab, som giver mig nogle andre redskaber og som i højere grad værner om relationen end de mere klassiske opdragelses metoder.

En biting som videoen belyste var hvordan børn ind imellem selv giver os vejen ud. Vel at mærke ikke for at slippe for en re-do men for at genetablere den positive kontakt.

Efter en hyggelig dag på besøg hos nogle venner for cirka en måned siden, var det tid til at smutte hjem. Twilight var blevet forberedt i god tid men da hun blev spurgt om hun selv, eller vi skulle give hende jakken på gik hun i baglås. Vi prøvede så godt vi kunne at manøvrere os gennem konflikten, men til sidst konkluderede jeg at “hvis du ikke vil selv, så gør mor det” (den er endestationen i valgmuligheder herhjemme:)). Hun var på vej mod at gå i flitsbue, men spurgte så pludselig “vil du bære mig ud til bilen?”. Selvfølgelig fik hun en positiv respons på det spørgsmål. Hun havde tonset rundt hele dagen, så om jeg så skulle gå to gange så vil jeg med glæde vise hende den extra omsorg at bære hende (med al det kram, kys og kontakt som det indeholder) ud til bilen. Og derefter kunne jeg hjælpe hende i jakken uden det midste.

Siden da har jeg øvet mig i at være opmærksom på hvordan Twilight giver hints til at genoprette kontakten/den gode stemning under eller lige efter en konflikt/time-in. Eksempelvis beder hun ofte om en krammer som noget af det første når vi sætter os i sengen til en time-in. Og jeg forestiller mig mentalt hvordan hun bedst kan lære hvad jeg ønsker at lære hende, når vi har god kontakt og hun oplever sig tryg og elsket (og ikke har en rasende mor der vil belære hende). Det lykkes ikke hver gang, nogengange er jeg for meget i det røde felt til at bemærke hendes forsøg – men jeg øver mig:)

Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (pille ved ulovligheder)

En skøn halvandet årig tumling igang med at udforske

En skøn halvandet årig tumling igang med at udforske

Som tidligere beskrevet så opstod det første behov for at opdrage på twilight da hun var omkring 10-11 måneder. Hun havde lært at kravle og begyndte at udforske verden på egen hånd. Det er den periode hvor det pludselig blev relevant at børnesikre hele vores hjem. Og i det hele taget at acceptere at hun ikke var gammel nok til at forstå et nej. Jeg har læst mig til at denne evne udvikler børn først så småt omkring halvandet års alderen, hvor de begynder at kunne modstå deres nysgerrighed og forstå at de ikke må.Noget andet Twilight godt forstod var at vi flyttede hende fra den skuffe hun var ved at tømme, de papire hun var ved at spise, den stikkontakt hun pillede ved og sagde den samme sætning hver gang. Vi brugte sætningen “(mor) siger nej”, men kunne også have brugt “det var ikke så godt”, “arh-arh, det må man ikke”. Og det er så her hvor den mest tålmodige vinder. For 5-øren falder et eller andet sted mellem 10 og 500 gange.

Men når det er sagt så er jeg all-in for at børnesikre ens hjem. Why oh why have fine porselæns-køer stående i børnehøjde, hvorfor gøre det sværere for de små nysgerrige unger end det er i forvejen?

Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (kend din tumling)

Jeg har en bekendt, en mor til to piger. Da de var mindre (og jeg endnu ikke havde skyggen af sans for børn eller pædagogik) så slog det mig flere gange hvor forskellige de var. Når jeg skrapt sagde “nej, det må man ikke” til den ældste, så kiggede hun op og stoppede lidt forlegent med det hun havde gang i. Når jeg gav den præcis samme respons til hendes lillesøster brød hun grædende sammen (til min store fortvivlelse).

Dengang anede jeg ikke at vi i så høj grad er født med et temperament der betyder at der er stor forskel på hvor følsomme vi er. En mand beskrev det sådan: du må være klar over om det er en lille forsigtig kanin der kommer til at snige sig ind på din grund og spise af din køkkenhave, eller om det er en kæmpe flok hjorte der gang på gang tramper rundt og ødelægger din have. Alt efter hvem det er, vil du jo reagere forskelligt.

Samtidig så er der også stor forskel på hvordan børn er vant til at blive behandlet. Igen har jeg nogen bekendte. Denne familie havde en søn der i nogen timer i skolen sad pænt og fulgte med som forventet og i andre timer “kravlede i gardinerne” (hvis det bare var så vel…). Efter flere års problemer (og mange skole-hjem samtaler) kom der psykolog på drengen. Psykologen fulgte klassen i en periode og var også hjemme hos familien. En af konklutionen blev at alt var vel med drengen, han var bare meget autoritært opdraget. Når han blev mødt af den venlige kvindelige lærer der prøvede at samarbejde med børnene og var meget mild når hun irettesatte dem, så så han sit snit til at være den store bil og smadre hendes undervisning for hende. Omvendt var det i timerne hvor den store pumpede mand underviste – så skulle han nok sidde stille, for han var klar over hvem der bestemte. Drengen var opdraget med meget klare grænser og høj stemmeføring om nødvendigt, hvorfor han havde meget svært ved at respektere når han var i en verden der for ham så grænseløs ud.

Selv har jeg to børn der ikke er vant til at blive råbt af eller talt højt til. De er ikke udpræget følsomme, men hvis nogen taler hårdt eller højt til dem, har jeg oplevet de er begyndt at græde. De er ganske enkelt slet ikke trygge ved det.

Det er vildt så meget forskel der er på børn og det kan være en god ide at være opmærksom på “hvad der skal til”. Her tænker jeg ikke på “hvor højt” man skal råbe – men nærmere hvor konsekvent og bestemt man skal være, hvor mange gange man skal forvente at gentage de samme ting og i hvor høj grad man skal forvente at de prøver at smutte om hjørner med en.

Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (skrigende halvanden årig)

Lige for tiden har vi jo igen en skøn halvanden årig. Lynild får mere og mere krudt i røven og ved i samme tempo mere og mere hvad hán vil. Efter der ikke længere er 40cm sne og koldt så starter hans morgener med at han henter sine sko og beder om at få dem på og komme ud. Det går egentlig fint og han acceptere at vi skal vente lidt inden vi kan komme ud. Det værste er egentlig når det går den anden vej, at vi skal ind igen. Det der virker bedst for os når vi bliver nød til at gå imod lillemandens vilje er at give udtryk for verbalt at ”jeg kan godt forstå du gerne vil lege lidt mere udenfor, men nu er det tid til at komme ind og spise”. Og så roligt passe på at han ikke gør skade på sig selv eller andre mens vi beroliger ham verbalt, og fysisk (går en tur med ham på armen).

Lisom i alle andre situationer hvor han er frustreret eller græder så prøver vi at hjælpe ham med at få det bedre igen. Halvandet årrige er endnu langt fra at have kompetencer til at regulere deres egne følelser i sådan en situation. Så selvom vi ikke kommer løbende (som hvis det var et nyfødt spædbarn der græd), så trøster vi og hjælper ham med at finde ligevægt igen.

Jeg er klar over at nogen lader deres halvandet årige skrige igennem (og jeg kan virkelig godt forstå at man har lyst til at gøre det). Vi prøver at minimere det – fordi det jo er os der skal lære ham at regulere hans følelser. Det betyder ikke at vi “giver ham hans vilje”, vi hjælper ham bare igennem skuffelsen over ikke at få hans vilje. Og hvis det han vil have, er omsorg (og den får han ved at græde) så er alt jo bare perfekt – for der er ingen grænser for hvor meget omsorg, knus og kram han må få.

Det jeg ELSKER ved at jeg trøster mine unger, er at jeg har god samvittighed når jeg finder ud af at der vár noget galt. Twilight skreg som baby og det var slidsomt at skulle trøste hende så meget, men da vi fandt ud af at noget sad skævt i nakken og hun efter et par gange til kiropraktor ændrede adfærd så var jeg lykkelig over at jeg ikke havde ladet hende ligge alene med sin smerte.

Et helt nyt eksempel er Lynild der har lavet de vildeste scener over måltiderne de sidste par måneder. Samtidig har han tapt sig og vi blev mere om mere bekymrede og frustrerede når han smed rundt med mad og drikkevarer mens han skreg og kastede sig rundt på højstolen. Til sidst fik vi en henvisning til en børnelæge der konstaterede at han har en virusbetinget børneastma. Pludselig gav det bare så meget mening hvorfor han ikke kunne spise og blev frustreret over at være sulten, når nu han ikke kunne få luft når han tyggede på maden. Igen er det bare dejligt at han ikke har været alene med sin frustration, men vi har hjulpet ham igen og igen med at finde ro, så han kunne spise lidt mere, og lidt mere.

Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (re-do)

Nyeste leg er "storesøster skifter lillebror" - velatmærke på 100% eget initiativ.

I nogen tid har vi arbejdet med konceptet “det prøver vi lige igen” overfor twilight på 3 år.Eksempelvis hvis hun har skubbet hendes bror, fordi han tog hendes ting, har vi brugt sætningen “det prøver vi lige igen”. Så har vi trøstet lillebror for derefter at snakke om, at hvis nu har tog hendes ting, hvad kunne man så gøre. Så har vi snakket om at hun kunne bede om at få den igen, finde noget andet at lege med eller bede mor/far om hjælp. Når hun så har lavet en succesfuld re-do har vi selvfølgelig rost hende for at det var en god måde at takle situationen på.

Den anden dag sad vi så ved køkkenbordet og snakkede voksensnak mens børnene legede med lego skiftevis i køkkenet hos os og på børneværelset. På et tidspunkt sker det klassiske. Lynild tager Twilights lego barnevogn og Twilight siger hårdt “nej” og skubber ham. Fordi vi var dybt begravet i vores snak korrigerede vi bare hurtigt situationen, og gav dem hver deres lego barnevogn, men det var Twilight ikke tilfreds med. “vi prøver lige igen” sagde hun. Og instruerede Lynild i “at nu skal du tage denne her og så siger jeg “Hjælp mig mor, han driller”. Det var et af de fantastiske øjeblikke – beviset på at hun lære noget og at en del af hende, virkelig gerne vil gøre som vi siger. Ja – og det er ikke bare sket en heldig gang, faktisk har jeg flere gange på det sidste blevet spurgt; “mor, skal jeg ikke lige prøve igen?”.