Set med en andens øjne: Far, mor og børn for begyndere

Hvordan kommer den ud? Jo, ser du…

Dette er det andet indlæg skrevet af en gæsteskribent. Kirstine er gift og mor til tre, hun blogger her: http://www.learnerbyheart.com/. Nyd hende:)

Da jeg var barn, stillede jeg konstant spørgsmål. Jeg har mange minder, hvor jeg kører i bil med min far, ser tv med mine forældre eller lytter til de voksnes snak og spørger: Hvad er det? Hvorfor det? Hvordan det? Mine forældre gav mig altid en rigtig forklaring, og jeg er stadig nysgerrig – mange år senere.
Nu er jeg så selv blevet mor, og strømmen af spørgsmål er nu rettet mod mig. Samtidig har jeg et eller andet sted læst, at man som forælder kan (og bør) være ærlig om alt, man skal blot forklare det på et alderspassende niveau. I princippet er der altså intet i vejen for at forklare alt for en 3-årig, 5-årig, en skolepige, en tween og en teenager. Hver på deres niveau kan de få klar besked om alt fra politik, penge, piger og drenge, empati, Gud, adoption, skabelse, død, og slankekure. Og hvordan babyer bliver til. Ahrmm…
Da min knægt var 2 år ventede vi hans lillebror. Lillebror er adopteret, så der var ingen mave at kigge på og mærke. Men vi vidste, at sønnikes liv var på vej til at blive forandret for altid, så vi måtte forberede ham. Han sad tit for bord-enden og solede sig i sine forældre og sagde: “Mor, Far, William!” Så jeg tog ham jævnligt på skødet og tegnede “Mor, Far, William – og Lillebror.” I starten rystede han på hovedet – sikke noget fjollet noget. Men efterhånden accepterede han det – der skulle en baby med på tegningerne.
Dagen kom og vi skulle møde lillebror for første gang. Jeg tog den nybagte storebror på armen og førte ham ind i rummet. Og sandelig – han pegede på den lille bylt og udbrød: “Lillebror!” Og så pegede han på kaffebordet og sagde med nøjagtig samme begejstring: “Chokoladekiks!” … Nå ja, fair nok. Knægten fik sin chokoladekiks, og jeg havde noget at skrive i Barnets Bog.
Da lillesøster var på vej, var drengen blevet 4 år og meget mere bevidst. Jeg tog derfor på biblioteket og bladrede gennem sektionen med bøger om “Mor har en baby i maven.” “Hvordan blev jeg til.” osv. Jeg lavede på stedet en grov sortering – nogen af dem var simpelthen for detaljerede og foto-illustrerede – både omkring hvordan babyer kommer ind og hvordan babyer kommer ud (hvis I forstår). Men jeg lånte en håndfuld bøger med hjem, og vi begyndte at læse dem.
Jeg tvang mig selv til at være helt naturlig i stemmen og læste de første sider om drenge og piger, mænd og kvinder, hvordan vi ser ud forneden, udveksling af kropsvæsker og hvad har vi. Knægten blev dog først fanget af historien, da sædcellerne begyndte at svømme om kap mod ægget – det var noget han kunne forstå. Vi læste bøgerne igennem mange gange, og hver gang bladrede han hurtigt forbi de første sider, og bad om at få kapløbet gengivet. Det passede mig fint – skal vi sige det sådan.
Når han spurgte til hvordan babyen kom ud af maven, holdt jeg fast i den forklaring, jeg mente var passende for hans alder: “Babyen bestemmer selv hvornår den vil ud. Så tager man ind på hospitalet, og så siger det BUP! – og babyen kommer ud.” Flere detaljer var vist ikke nødvendigt.
Vi spoler frem, og det var nu 7 måneder siden babyen kom ud, og bøgerne var for længst afleveret igen på biblioteket.  Det var en tidlig morgen og vi havde endnu engang fået alle tre børn i flyverdragter og mast dem ind på bagsædet af skodaen. Mens vi søvnigt kørte den daglige morgen-runde kom det pludselig fra bagsædet:
“Hvordan kommer de egentlig fra den ene mave til den anden?” Vi tøvede et øjeblik. “Hvad for nogle mener du? Babyer? Babyer har kun været inde i én mave.” “Nej nej, hvordan kommer de fra den ene mave til den anden? De der små nogen der svømmer om kap? Dem der bestemmer om det bliver en dreng eller en pige?”
… Godmorgen Far og Mor. Klokken er ikke engang rundet 8:00, og I er lige blevet bedt om at forklare sædcellernes gang fra mand til kvinde.
“Det er en hemmelighed!” – kom det fra min mand, der tydeligvis ikke havde læst, at alt kan forklares for en 4-årig. “Eiii, hvorfor deeeet?” kom det ærgerligt fra den nysgerrige søn på bagsædet. “Neeej, det er ikke nogen hemmelighed,” brød jeg ind med min bedste Far-driller-bare-og-vi-er-helt-enige-om-det-her-stemme. “Det… Det er sådan et specielt knus uden tøj på. Så kan de lige svømme fra den ene over i den anden mave. Sådan BUP!” forsøgte jeg.
Det viste sig senere knægten slet ikke var interesseret i mekanikken, han ville bare gerne vide om de kom ud af navlen eller hvordan. Og det er da fair nok at spørge om. Når man er 4 år.
Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s