Super mor – om at sætte ambitionsniveauet ned

Jeg snakkede med min mor idag. Vi skal besøge dem i weekenden og min mor fortæller grinende at hun endnu ikke har fået fjernet de fedtede fingre på glasdøren fra vi var der sidst (dem i børnehøjde), selvom hun ellers havde planlagt det. Jeg lover hende at det ville være spild af tid, da børnene helt sikkert vil sætte et par extra når vi ses og hun slutter af med at sige at hun heller ikke tager rengøring særligt tungt længere. “Jeg har vigtigere ting at give mig til” afslutter hun.

Fantastisk at høre synes jeg! Tænk at have en mor der på trods af at hun er pensioneret og har al tid i verden godt kan lade et par fedtede fingre sidde på en dør en måneds tid. Jeg er klar over at hun sikkert har lagt mærke til dem ofte, men alligevel prioriterer hun noget andet.

Selv er jeg faktisk lidt stolt over at vi havde gæster i lørdags uden at jeg støvsugede før de kom. Og det på trods af at der var et par halvvoksne nullermænd på gulvet (og dem lod jeg ligge). Vi har ellers en robotstøvsuger til at klare opgaven, men jeg havde bare glemt at sætte den i arbejde og valgte til sidst at droppe det. Nu skal det ikke lyde som om at vores hjem plejer at skinne, for det gør det virkelig ikke. Men jeg har rykket mine idealer for hvordan mit hjem skal se ud når vi får gæster, samt hvordan maden skal være, mange mil siden jeg mødte Mande.

Første gang Mande lavede mad til mig (og 15 andre han have inviteret) havde han lavet ris med bearnaise sovs, vel at mærke kun dét og så var risene totalt udkogt og ikke saltede (overhovedet!). Og det er så manden som jeg skulle prøve at skabe en “sådan gør vi når vi får gæster”-konsensus med. Jeg overdriver ikke når jeg siger at vi cirka 50% af de gange vi har fået gæster de første 4 år af vores ægteskab har haft et godt stort skænderi få halve timer inden de kom.

Og jeg tror egentlig at det var i de sidste måneder af graviditeten med Lynild at den store forvandling skete. Jeg kastede håndklædet i ringen, for dårlig stemning, kontaktsøgende Twilight og stresset mad-lavende-og-højgravid mor er en super dårlig start på en venne eller familiedate. Det fantastiske der skete var, at Mande begyndte at hjælpe meget mere til. To små børn (eller højgravid kone med lille barn) og madlavning er en udfordrende kombi, så han “steppede up” og vi kunne pludselig mødes et eller andet sted midt imellem mine ambitioner om at alt skulle være så godt som muligt og Mandes om at vi skulle slappe af og hygge os med det.

Det har vi så gjort siden -taget den mere med ro. Det er stadig en kende vildt udfordrende at invitere folk vi ikke kender så godt til risengrød, “lørdags kylling” eller spagetti bolognese, men jeg øver mig virkelig. Også selvom det er blevet nemmere med børnene og jeg, hvis jeg virkelig ville, godt kunne gøre en større indsats. Men jeg synes faktisk vi har fundet et fint leje, fundet ud af og accepteret at vi ikke værtsætter maden bare halvt så højt som det selskab vi spiser den med.

Tror efterhånden det passer hvad en mor fortalte mig om mængden af børn. Ved barn nummer 1 genvinder du kontrollen efter en periode, ved barn nummer 2 så forsvinder den totalt og så kan du lige så godt få nummer 3 og 4, for du mærker ikke den store forskel;D

Lånte i alt-det-praktiske-skal-være-så-nemt-som-muligt-så-vi-har-mere-tid-sammen-som-familie-ns navn, bogen “Super mor – smutveje for enlige mødre og andre seje kvinder der vil have en nemmere hverdag” idag på biblioteket. Det er en lille bog med masser af små fif. Jeg er spændt på om den kan give os mere tid sammen når nu vi for første gang siden vi fik Twilight, har en hverdag med to fuldtidsbeskæftigede forældre.

Advertisements

7 thoughts on “Super mor – om at sætte ambitionsniveauet ned

  1. Lyder som et godt kompromis I har nået! Jeg har også lært et og andet efterhånden om at vurdere mine forventninger til mig selv – og hvad gæster egentlig lægger mærke til. Eller måske mere til, hvad det er jeg gerne vil kunne nyde ved at have gæster!
    Men men Det er en lære-proces, synes jeg…Og det ændrer sig jo hele tiden med hvordan man selv har det, hvor store børnene er osv…. Men fif er ALTID en god ting, synes jeg!

    • Hej Anne. Tak for din kommentar. Ja, det handler vel egentlig meget om “hvad man gerne vil nyde ved at have gæster” fremfor “hvad man synes man bør leve op til”:)

  2. Pingback: Super mor – om at sætte ambitionsniveauet ned (2) | PandekageMor

  3. Pingback: Pilen peger indad | PandekageMor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s