Hvorfor blogge? – 1. måned

Så er der gået en måned siden jeg skrev mit første indlæg. En hel måned med indlæg de fleste dage. Jeg tænkte det derfor var tid til en lille opdatering på hvorfor jeg fortsat blogger.

Den første måned har været rigtig spændende. Det har føltes lidt som at få ryttet op i et bjerg af tanker, ved at kategorisere dem i emner og skrive dem ned. Måske har du lagt mærke til at meget af det er skrevet lidt i retrospektiv, hvilket netop er fordi der har ligget en masse og ventet på at “komme ud”, inden jeg rigtig kan begynde – sådan føltes det.

Den næste tid vil være præget af at jeg ikke har liså meget tid, så det er derfor ikke sikkert at jeg vil skrive så ofte. Forhåbentligt vil det istedet blive lidt mere i nutidsperspektiv.

Jeg synes det fede ved at blogge er at det føles som om jeg gør noget godt for mig selv, som hvis jeg motionerede eller spiste sundt. Sådan lidt dagbogs eller meditations agtigt.

Tak for kommentare – de gør mig glad! Og hvis du tænker du har nogle tanker om moderskab eller det der relaterer sig dertil, som du gerne vil dele med andre mødre, er du meget velkommen til at skrive til mig.

4 tanker om “Hvorfor blogge? – 1. måned

  1. Er selv efterhånden kommet frem til, at den største motivation ved at blogge – i hvert fald for mig – er delt et sted mellem selv at have brug for at “lufte” diverse emner og at få kommentarer og dermed input fra andre.
    Så tillykke med, at du har fundet noget, der gør dig selv godt!
    Jeg følger fortsat med 🙂

  2. Kære Maria!

    Det har da været så hyggeligt og lærerigt at følge din blogning. Det er meget imponerende, at du har fået skrevet alle de indlæg – jeg har læst dem alle, men ikke fået kommenteret, fordi det som regel har været med et barn på armen=) Derfor får du her en lille samlet kommentar.

    Tak for gode opskriftstips! Den grønne smoothie er allerede afprøvet, og Linus var på fra første sug.

    Meget spændende også at læse dine åndelige og faglige tanker. Da jeg læste om pseudo-tvillinge-grupperingerne, fik jeg lyst til at undersøge, om man kan finde noget om voksne pseudotvillinger, da min søster og jeg tilhører den kategori og helt sikkert stadig er meget “påvirkede” af det.

    Med hensyn til din manglende perfektionisme bliver jeg nødt til at sige, at jeg tværtimod din egen opfattelse altid har opfattet dig som meget perfektionistisk (på den gode måde). Det kan godt være, at du ikke var den i BA-gruppen, der gik mest op i kommaer, men jeg tænker mere på den måde, du ikke stiller dig tilfreds, før du har gjort dit bedste på stort set alle andre vigtige områder. Når det kommer til børn, din mand og dit åndelige liv, tror jeg du gør alt, hvad der står i din magt for, at det bliver så godt, som det nu engang er muligt, og det er virkelig imponerende. MEN det bedste jeg har fået ud af læsningen er faktisk, at du er meget selvbevidst om dine stærke og svage sider og helt klar over, hvad du vil og ikke vil bruge dit liv på og har fred med det. Sådan ville jeg gerne have det=) (Har en mand, der er en smule frustreret over, at jeg på området hobbyer kunne have skrevet et meget lignende indlæg!).

    Til sidst et stort held og lykke med specialeskrivningen – det er ikke bare et speciale, for der er mange børn og familier derude, der virkelig får gavn af en psykolog som dig;) Håber dog ikke du opgiver bloggen helt!
    Jeg prøver virkelig at komme igang med mit speciale igen før min barsel er slut, så livet bliver mere familievenligt til sommer, når jeg skal igang for alvor.

    Knus til dig og din dejlige familie

    • Kære Maria

      TAK for din kommentar! Sjovt at høre fra en person der kender mig lidt “indefra”;) Jeg har først godkendt den idag, da vi har været udenfor internettets rækkevidde et par dage.

      Jeg smiler over din kommentar omkring perfektionisme. Har nok aldrig set det fra den vinkel, at man kan være perfektionistisk med nære relationer – men jo, er enig i at jeg gør mit absolut bedste på det område:)

      Hvis du finder ud af noget med pseudotvillinger må du endelig sige til, det vil jeg VILDT gerne læse:) Lagde du mærke til at lagde linket ud omkring “barslende kvinder der vender tilbage til arbejdsmarkedet og multitasking” med Ann Lisbeth Knudsen? Fra BA skrivning. Hvis du falder over et spændende link ind imellem, så videresend gerne hvis du har tid – vi har jo nærmest samme hobby;)

      Håber du får det til at fungere med at komme igang med specialeskrivningen – det kommer vel lidt an på lillepigens temperament kan jeg forestille mig:) Hun ser SKØN ud – ligner jer SÅ meget.

      Skønt at høre fra dig.

      Knus Maria

Skriv et svar til Maria Annuller svar