Det perfekte liv

Jeg er en planlægger. Jeg elsker min kalender. Jeg er blevet super god til at kende grænsen mellem en “for fyldt” og “okay fyldt” kalender. Vi er nemlig ikke pjattede med at drøne fortravlede rundt, så balance i kalenderen virker super godt for os. Men jeg planlægger også andre ting, fx. hvornår vi skal have børn. Begge børn er planlagt til at ligge mest muligt hensigtsmæssigt i forhold til mit studie, så jeg kunne få så lang som mulig barsel med dem. Yes det er crazy, men det kan vi. (eller har kunnet so far).

Den anden dag tog jeg mig selv i at tænke at det ville være vold praktisk, hvis vi fik et barn mere, at planlægge det så det havde fødselsdag sidst i november/starten af december. Så lå vores familiefødselsdage nemlig lidt mere fordelt over året. Bagefter tænkte jeg over hvor syret det er, at planlægge børn ud fra hvornår det er mest praktisk at de har fødselsdag.

En anden ting jeg tænker på, er hvordan det nu er bedst; at nyde de to børn vi har, eller at få flere. Når jeg taler med kvinder med teenagebørn eller ældre, siger de ofte at de har fortrudt at de ikke har fået flere, hvis de kun har to. Omvendt så bliver det ret meget mere besværligt hvis man har 3, og ikke mindst fire børn, med bilen, ferier, rejser og ikke mindst at besøge nogen. Her i mine tanker begynder jeg så at oveveje hvorfor man skulle få flere børn, for hvis skyld. Min egen; fordi det må være skønt at have en stor familie. Hele verden; fordi jeg har tillid til at jeg får nogle fantastiske børn der kan gøre alt til det bedre (indsæt ironi).

Sidst er der kommet en faktor ind fra højre. Tanken om, om vi skal adoptere et barn. Giver det overhovedet meningen at lave flere børn, når der er så utrolig mange børn uden forældre. Her bliver debatten så delt i to. Og jeg bliver delt i to.

Den ene side af mig har længe ønsket at være mor til et adopteret barn. Min mor gav mig en afrikaner-pige dukke, som nok satte kimen. Jeg havde en afrikaner veninde i søndagsskolen som jeg bare faldt i hak med. Da jeg var pædagogmedhjælper var jeg skudt i en lille pige fra Kina. Vi har nogle gode venner med en lille skøn søn der er adopteret. I virkeligheden virker det som det mest naturlige og meningsfyldte i verden.

Den anden side af mig er så bare ret uenig. For det første koster det en formue at adoptere, modsat at lave dem selv. På den anden side så bilder jeg mig selv ind at man “ved man hvad man får” når man laver sine egne. Og det på trods af at vi ikke ville vælge et barn fra, selvom det var sygt eller havde downs. Sidst så tænker jeg på Twilight og Lynild, hvordan ville det være for dem med en adopteret søsken? Og hvad hvis vi valgte et barn med special needs, som der ikke stod en masse andre i kø for, hvordan ville det påvirke dem, hvordan ville det påvirke vores familieliv??

Jeg tror ikke jeg kan male det tydeligere op. Jeg er bange for at miste eller få ødelagt “mit perfekte liv”. Jeg ved ikke hvad jeg kan få, men jeg ved hvad jeg har og det er jeg bange for at ødelægge. Jeg synker en klump i halsen når jeg skriver dette. Ikke fordi jeg græder ved tanken om forældreløse børn (ville ønske det var så vel), men fordi jeg skammer mig over hvor utrolig egoistisk jeg tænker. På den ene side er det et indlæg som dette jeg tænker måske er så privat at jeg bare burde lade det ligge som en kladde. På den anden side tænker jeg at det, at jeg er ærlig omkring mine tanker tvinger mig selv til at se mig i øjnene forholde mig til dem.

Og det tror jeg at jeg har brug for, at forholde mig til, at jeg er skrækslagen for hvad der ligger på den anden side af “det perfekte lille liv” med en dreng og en pige, en bil og to forældre (og sikkert engang en hund). Faktum er bare at størstedelen af verden (og en stor del af danmarks børn) ikke har et “perfekt lille liv”, der er måske ikke forældre, der er måske ikke mad, måske intet trygt sted at holde til, ingen der gladeligt uddeler kys og kram. Spørgsmålet der rammer mig er, hvad jeg vil gøre ved det?

Reklamer

2 thoughts on “Det perfekte liv

  1. Spændende post! Meget modig.
    Jeg blev mindet om den her:
    http://www.onethankfulmom.com/adoption/this-could-have-been-my-life/
    Ingen sammenligning i øvrigt. Jeg tror af en eller anden grund ikke, hverken du eller jeg er kaldet til at få 11 børn, og jeg skal ikke kunne sige hvem der er kaldet til at adoptere. 😉

    Jeg havde en anden tanke, da jeg brændende gik og ønskede mig en baby og ikke umiddelbart fik én. Jeg blev så opslugt af mit ønske – min plan. Hvorfor kunne Gud ikke bare være med på den og lade mig blive gravid? Gennem alle de forskellige oplevelser der fulgte med, måtte jeg passe på ikke at blive for stædig: “jeg-vil-jeg-vil-jeg-vil”. Jeg bestemte jo alligevel ikke noget selv – jeg kunne ikke trylle en baby frem i mine arme. Så blev jeg mindet om Abraham, der bliver bedt om at ofre Isak. Og først da Abraham viste (sig selv og Gud) at han var villig til at ofre ham, fik han lov at få ham. Sådan lidt: “Gud, jeg vil virkelig gerne have ham, men hvis du vil tage ham, så er han din.” Det var ikke en nem proces, men jeg gav slip. I hvert fald lidt. Og jeg endte med at få min baby, og det er jeg meeeeget glad for.

    • Tak for din kommentar Kirstine.
      Super spændende og inspirerende blog-indlæg, også selvom jeg nok aldrig får 11 børn;);) Synes virkelig beretningen om Abraham er skræmmende – hvis ikke jeg holder i mente hvordan den Gud jeg kender han er. Godt at vide at har det bedste for os – ikke mindst når vi stopper med at kontrollere det hele selv. (jeg er bare så frygtelig dårlig til det – so far)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s